”Sport development” i den svenske kontekst

Jørn Hansen
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Siden begyndelsen af dette århundrede har svenske regeringer i samarbejde med Riksidrottsförbundet (RF) bidraget med 5 milliarder svenske kroner til forskellige udviklingsprojekter, som ifølge forordet til antologien Idéer för idrottsutveckling skulle medvirke til at gøre svensk idræt til verdens bedste.

Til grund for fordelingen af midlerne havde det såkaldte ”Handslaget” og ”Idrottslyftet” udarbejdet en række hensigtserklæringer, som især gik ud på at rekruttere flere børn og unge til idræt, at fastholde dem længere i idrætten, at satse mere på pigeidrætten, at rekruttere og udvikle ledere samt få idrætten til at samvirke med skolerne i Sverige. Det vil sige, at der ofte blev sat lighedstegn mellem udvikling, og det at få flere til at dyrke idræt. Kvantitet er således en væsentlig målestok for om udviklingsprojekter er lykkedes.

Skal der ledes efter en mere kvalitativ forståelse af udvikling, så falder blikket umiddelbart på det formål, at udviklingsarbejdet skal foregå ud fra et ”jämställdhets- och ett jämlikhetsperspektiv och genomsyras av riktlinjerna i Idrotten vill” (s. 241). Ved et nærmere eftersyn viser det sig dog, at målestokken for succes her blev at få flere piger og unge af anden etniske herkomst end svensk til at dyrke idræt. En forståelsesramme der tilsyneladende stadig gør sig gældende for idrætsbevægelsen arbejde med idrætsudvikling fra januar 2016 og frem (s. 243).

Antologien består af 14 kapitler, der alle har idrætsudvikling som omdrejningspunkt. Overordnet set drejer det sig især om udvikling inden for fire hovedområder: idrættens lederskab, idræt for underrepræsenterede grupper, idrættens samarbejde med skolerne samt idrætsanlæg eller bevægelsesanlæg.

De fleste kapitler har fokus rettet mod, hvordan ”man” kan få flere børn til at være idrætsaktive. For en ikke-svensk anmelder har den ”politisk korrekte” tilgang til problemstillingerne været iøjnefaldende. I kapitel 1 diskuterer Karin Redelius således, hvad det betyder ”Att utveckla idrott med ett barnrättsperspektiv”. Udgangspunktet er, at Sverige har tilsluttet sig FN’s børnekonvention, hvorfor idrætsbevægelsen i Sverige også enstemmigt har bestemt, at børn og ungdomsidrætten skal bedrives ud fra et børnerets­perspektiv, der følger principperne fra børnekonventionen. Det betyder, at der skal ske en aktiv medinddragelse af børn og unge, når de går til idræt, samt at børnene og de unge på ingen måde må udsættes for diskrimination.

I artiklen fortolkes dette, som ”att få vara med … att vara delaktig är viktigara än att laget vinner och man själv står vid sidan av eller mest sitter på bänken” (s. 13). På mange punkter en velmenende tanke. Til gengæld rejser inddragelse af barneretsperspektivet en række dilemmaer for en mere traditionel tilgang til idrætten – især konkurrenceidrætten. Skal man stille med det bedste hold i turneringskampene, eller er det vigtigere at idrætten er til ”för barnets bästa” end ”för det bästa barnet?” Og skal træneren tage udgangspunkt i konkurrenceidrættens principper eller i barnets perspektiv – og er det, hvis det sidste bliver tilfældet, mere en pædagog, der er behov for, end en træner? Går ønsket om at udvide deltagerantallet ud over idrættens kvalitet? Og kan det idealistiske ønske om at tage udgangspunkt i, at ”barndomen har ett värde i sig – liksom idrotten” forenes i et længere perspektiv uden at idrætten ændrer karakter, og vil ”man” det?

Lige netop denne sidstnævnte problemstilling tages op i det efterfølgende kapitel 2, ”Att utveckla barns och ungdomars delaktighet och inflytande inom idrotten” af Per Göran Fahlström, Per Gerrevall, Susanne Linnér og Katarina Schenker. Også her er udgangspunktet barnekonventionen samtidig med at aktiv deltagelse i idrætten ses som befordrende for at udvikle en demokratiforståelse. Udfordringen er på ny spørgsmålet om, hvorvidt den traditionelle idrætslogik udgør en barriere for en øget involvering af børn og unge i idrætten, og hvad kan der gøres for at undgå dette. Der henvises fx til, at man i et projekt på en rideskole har ansat en fritidsleder, og at en multietnisk fodboldforening i form af en sportscafé mere eller mindre blev lavet om til en ungdomsklub. Det kan sikkert være meget fint, men hvad sker der så med de unge, der ønsker at udvikle deres talent ud fra præstations- og konkurrencelogikken. Eller, hvad sker der, når der ikke længere er projektmidler til en fritidsleder eller til en sportscafé. Måske kan en sundhedstilgang til idrætten føre til en øget rekruttering – men hvad så med sporten?

Involvering og medindflydelse er også to nøglebegreber, der står centralt i kapitel 3, ”Att utveckla idrottens fostrande dimensioner” af Staffan Karp og Inger Eliasson. Fostran forstås som noget, der er bredere end opdragelse/uppfostran, nemlig som den ”process genom vilken människan formas av den omgivande kulturen och dess olika institutioner” (s. 47) – på dansk vil man betegne det som dannelse. Problemet er imidlertid, at fostran er en dynamisk proces, fordi samfundet ikke er statisk. Tidligere skulle de unge dannes til at blive en del af samfundskollektivet, mens de i dag skal dannes til at tage et individuelt ansvar for sin egen, idrættens og samfundets udvikling.

Udover at der er tale om store krav til de unge, så kompliceres denne proces af, at medindflydelsen for de unge inden for svensk idræt er ganske lille; og så er vi som i det forrige kapitel tilbage ved FN’s konvention om børns rettigheder og medbestemmelse inden for idrætten, som yderligere vanskelliggøres af, at en relativ stærk norm inden for idrætten ”är att det inte är accepterat att barn säger emot vuxna” (s. 55). Det bliver derfor (igen) vigtig med konkrete aktiviteter, der muliggør forandringer.

I det hele taget virker det som om, det udelukkende drejer sig om problemer inden for svensk idræt. Muligvis fordi, det er det, der har været fokuseret på, når de mange milliarder kroner skulle bringes i spil for at udvikle idrætten. Kapitel 4 ved Lena Larsson og Jane Meckbach fokuserer således på ”Att utveckla rekryteringsmetoder och stödjande miljöer för unga ledare”, fordi mange af de unge ledere inden for svensk idræt er etniske svenskere og drenge eller unge mænd. Artiklen diskuterer derfor, hvad der skal gøres for at få en bredere rekruttering af unge ledere i svensk idræt.

Måske skyldes problemet med at rekruttere unge ledere, som ikke er svenske mænd, det kønsmønster der gør sig gældende inden for svensk idræt. Denne diskussion tager Håkan Larsson og Jenny Svender fat på i kapitel 5, ”Att utveckla idrott med ett genusperspektiv”. En idræt med ligestilling og mulighed for at alle kan være med kræver et genusperspektiv, hvor der gøres op med kønsstereotyper og normer, da normer kan virke ekskluderende på de, der ikke tilhører normerne (s. 85), fx hvis en dreng vælger at udøve en idræt som gymnastik eller ridning, der konnoteres som feminine eller visa versa. Eller hvordan sikrer man en normkritisk adfærd i omklædningsrummet, som gør op med, at ”den riktiga idrottaren är vit, heterosexuell och man”. (s. 86) Vigtigt bliver det derfor at engagere normkritiske ledere inden for idrætten. Mon det kan være disse yderst idealistiske krav, der kan gøre det vanskeligt at rekruttere unge ledere til idrætten?

I mange af kapitlerne får man som læser den opfattelse, at idrætten især skal medvirke til at løse en række samfundsproblemer i Sverige. På den måde kan man tale om idrættens instrumentalisering (idræt til fordel for noget) frem for idræt for idrættens og legens skyld.  Kapitel 6 af Inger Karlefors og Krister Hertting handler om ”Att utveckla idrott genom kulturell mångfald”, altså om integration og idræt. Målet er at svensk idræt skal bidrage til ”att på ett naturligt sätt möta de globala rörelser som pågår i dagens samhälle” og vel at mærke gennem åbenhed, følsomhed og fleksibilitet, så barriererne over for ny-svenskerne kan blive nedbrudt (s. 106). Interessant er det i den sammenhæng, at fodbold er den idræt, der hurtigst får tage i ny-svenske drenge – her tales sportens internationale sprog, men dette sprog er jo ifølge flere forfattere problematisk, når det handler om at udvikle idrætten.

Tilsyneladende er der rimelig stor enighed blandt hovedparten af forfatterne om, hvad der især er problematisk i svensk idræt. I kapitel 7, ”Att utveckla idrott för barn och ungdomar med funktionsnedsättning” ved Kim Wickman og Christina Holm, synges der lidt den samme sang som i de forrige kapitler, i og med dette kapitel kritisk tager udgangspunkt i, ”att de som har haft bäst möjlighet att möta (handikapp)idrottens ideal är vita män med låga ryggskador som tävlar i rullstolsidrotter” (s. 110). For at komme videre med idrætsudviklingen kan man med fordel tage udgangspunkt i et genusperspektiv på idræt og funktionsnedsættelse især med henblik på en diskussion af, hvad der forstås ved kroppens normalitet. For hvad er normalitet i forhold til kroppen, hvornår er der tale om afvigelser, og hvorledes kan man nå frem til en ligeværdighed for personer med funktionsnedsættelse i forhold til idræt? Løsningen bliver her at ”vissa behöver lite mer för att få lika mycket” (s. 121).

I kapitel 8, ”Att utveckla verksamhet i mindre idrotter” ved Staffan Karp og Tor Söderström, drejer det sig om de problemer, som de mindre idrætsforbund slås med. Meget handler om, hvor vigtigt det er at rejse penge til projekter for de små idrætter, der som mål jo må have at rekruttere flere medlemmer. Særlig væsentligt er det at engagere sig; forfatterne er nemlig overbeviste om ”att ett tydligt engagemang och en vilja från alla nivåer är en förutsättning för att svensk idrott ska finna former för hur projektet som metod ska kunna bidra till varaktig utveckling, och förändring, och inte enbart till temporära aktiviteter i föreningarna. Inte minst gäller detta de mindre idrotterna” (s. 138). Med engagement og idealisme kan man kommer langt – men behovet for ildsjæle har vel altid været til stede i idrætten.

Vi har i tidligere kapitler kunne læse om, hvor vigtigt det er at inkludere så mange børn i idrætten som muligt ud fra fx et ligestillings- eller demokratiperspektiv. I kapitel 9, ”Att utveckla idrotter för inkludering av alla barn” ved Ingegerd Ericsson, drejer det sig om inkludering af børn for at udvikle deres motoriske kunnen, hvorfor et samarbejde mellem foreningsledere og skoleidrættens opfattes som meget væsentlig. Det drejer sig om sundhed, læring og motorik og læseren præsenteres for en model for Motorisk Utveckling som Grund för Inlärning (MUGI-modellen), der vil kunne tages udgangspunkt i for at forbedre børns motorik og som med succes er blevet afprøvet i interventionsprojekter. Skal dette føres ud i livet i den frivillige idræt forudsætter det imidlertid veluddannede idrætsledere – eller pædagoger?

Kapitel 10, ”Att utveckla skolans idrottsprofilerade utbildning” ved Inger Eliasson og Magnus Ferry, har som ambition at diskutere, hvordan der kan komme øget kvalitet ind i samarbejdet mellem skole og idrætsbevægelsen. Sigtet med at tage et kvalitativt udgangspunkt viser sig imidlertid at være ønsket om at justere en – ud fra køn, klasse og etnicitet – skæv rekruttering til idrætsuddannelsen i skolerne og idrætsforeningerne. Et problem der især viser sig i de skoler, hvor der går ”specialidrottselever”, der hovedsagelig er svenske drenge med forældre med en højere uddannelse. En mulig vej kunne være at lægge mere vægt på sammenhængen mellem idræt og sundhed eller en større ”genusmedvetenhet bland lärare och tränare” (s. 173). Fx er det store fokus på konkurrenceidrætten blandt specialidrottselever et problem, så måske er løsningen at spille fodbold uden at konkurrere?! Og måske handler det alligevel også om kvantitet ved at få flere piger og personer med anden etnisk baggrund end svensk til at deltage.

De første 10 kapitler i bogen har haft til hensigt at diskutere, hvordan svensk idræt kan udvikles og forbedres for især for børn og unge. De har været båret af en idealistisk men ofte ukritisk tilgang til problemstillingerne. I kapitel 11, ”Att utveckla föreningsidrott på skoltid” ved Tomas Peterson, er der for første gang tale om en overordnet kritisk tilgang til de udviklingsprojekter, der handler om samarbejdet mellem skole og idrætsbevægelsen. Med udgangspunkt i Bourdieus feltteori påviser Tomas Peterson, at skolen og idrætsbevægelsen er to vidt forskellige felter, der forsøges ”att korsa”. Rationalet i idrætsbevægelsens felt er primært domineret af konkurrenceidrætten og frivillige ledere, mens rationalet i skolen er, at idrætsundervisningen især skal inkludere alle børn og varetages af lærere og pædagoger. Det betyder ifølge Tomas Peterson, at hvis Idrottslyftet skal kunne medvirke til at aktivere børn og unge, som ikke allerede er idrætsaktive, og føre til at disse stimuleres til at fortsætte med at være aktive uden for skoletiden, så er det ikke mere foreningsidræt, der skal skemalægges i skolen.

I de seneste årtier er der kommet øget fokus på idrætsanlægs betydning for at fremme idræt og fysisk aktivitet. Både kapitel 12 og 13 har fokus på dette. I Kapitel 12, ”Att utveckla idrottens anläggningar” ved Karin Book, handler det om byplanlægning og idræt under forandring. Det er opfattelsen, at alternative bevægelsesrum som en del af byudviklingen vil kunne stimulere til idræt og fysisk aktivitet på en anden måde end de traditionelle foreningsidrætsanlæg med boldbaner og idrætshaller. En opfattelse, der både i Sverige og Danmark har fået større bevågenhed blandt byplanlæggere og fortalere for ”active living” i dette årti og derfor må opfattes som en succes. Vores viden om betydningen af disse nye anlæg for at stimulere til idræt er dog stadig en smule mangelfuld. I Danmark er der lavet undersøgelser af, hvorledes man med succes har kunnet stimulere til fysisk aktivitet ved at lave aktive skolegårdsrum.

Det er på mange måder samme problemstilling, der tages fat på i kapitel 13, ”Att utveckla näridrottsplatser” ved Josef Fahlén. Her er det imidlertid lokale eller ”näridrottsplatsers” betydning for at stimulere til idræt eller spontanidræt som forstås som idræt uden for foreningsregi. På en måde kan disse idrætspladser ses som en videreudvikling af de gamle legepladser, men det der gerne skulle være ønskeligt for disse nye pladser var, hvis der kunne blive tale om en form for brugerinddragelse i forbindelse med etableringen af pladserne.

Bogens 14. og sidste kapitel, ”Att utveckla idrott med ett statligt styrningsperspektiv” ved Göran Patricksson og Owe Stråhlman, redegør for baggrunden for udviklingsprojekterne, og for hvorledes satsningerne har sat sig igennem i RF og tre specialforbund. Styringsformen har været at stimulere de involverede partnere til selvstyring (governmentality), og generelt har RF blandet sig ganske lidt. Så i en vis forstand må man kunne gå ud fra, at selvstyringen har fungeret. Endelig er der som et informativt bilag en gennemgang af Handslaget og Idrottslyftet.

Hvad kan der så sammenfattende siges om ”Idéer för idrottsutveckling”? Det handler jo selvklart om udviklingsprojekter og til en vis grad om evalueringer af enkelte af disse, så vi befinder os i spændingsfeltet mellem evalueringer, udviklingsdiskussioner, program­erklæringer og forskning – der er altså ikke tale om forskning i traditionel forstand. Det, der især har været iøjnefaldende, har været forfatternes tilsyneladende store konsensus, om, hvad det betyder at udvikle idrætten. Det skyldes muligvis opdraget, men generelt er det interessant, at deciderede kritiske problematiseringer af udviklingsprojekterne har været enkeltstående, mens en idealistisk ja næsten superidealistisk tilgang til udviklingsprojekterne har været dominerende. Særligt underligt forekommer det mig, at det stort set ikke er blevet problematiseret, at mange udviklingsprojekter immanent har lagt op til en transformation af den frivillige træner og leder til en pædagog eller i det mindste en person med en mere pædagogisk tilgang til idræt for børn og unge.

Copyright © Jørn Hansen 2016