Kroppens rolle i uddannelse og samfund – forandring gennem bevidstgørelse af krops- og menneskesyn

Charlotte Svendler Nielsen
Institut for idræt og ernæring, Københavns Universitet

I bogen lægger forfatterne ud med at spørge: Hvorfor en bog om kroppen – nu? Bogens relevans begrundes med, at der savnes en bog, som på et grundlæggende niveau introducerer et moderne samfundsvidenskabeligt syn på kroppen i krydsfeltet mellem uddannelse (skole, pædagogik, viden og læring) og bevægelse (idræt og fysisk aktivitet).

Bogen lægger ud med en hård, men sandsynliggjort kritik af skoler, som er organiserede på måder, der forudsætter et mekanisk og instrumentelt syn på det lærende barn. Det kritiseres, at læring her bliver lig med intellektuel viden og færdigheder og, at kroppen bliver noget, der skal kontrolleres, eller i bedste fald – som det nu er tilfældet i Danmark med Ministeriet for Børn og Undervisnings nye satsning på ”Læring i bevægelse” (http://www.uvm.dk/I-fokus/Laering-i-bevaegelse) – et middel for læring af disse færdigheder. Men som det problematiseres i bogen er både krop og læring meget bredere fænomener og løsningen på det, er for kroppens vedkommende blevet at anvende ordet ”kropslighed” (”embodiment”), når man vil fremhæve, at man mener mere end den fysiologiske krop. Læring som begreb burde måske også erstattes med et nyt ord, når man vil fremhæve, at læring kan være andet og mere end færdigheder i svensk, dansk eller andre modersmål og matematik. At kroppen spiller en afgørende rolle for, hvad og hvordan der læres er ikke en nyhed, selvom det – i hvert fald med den danske regerings nylige udspil til en reform på folkeskoleområdet – kunne lyde sådan. Men helt tilbage i starten af det 19. årh. påpegede bl.a. uddannelsestænkeren John Dewey (1916/1966) denne sammenhæng og slog med sin erfaringsbaserede pædagogik fast, at kroppen skulle ses som en ressource og ikke en forstyrrelse i læreprocesser. Det er Larsson & Fagrells målsætning at lægge grunden til en kritisk refleksion over, hvad det betyder, når kroppen reduceres til en ting eller noget ydre – og det gælder både i uddannelsessystemet og i idrætsverdenen.

I indledningen gør forfatterne rede for, hvilken betydning det kan have, at vi forstår kroppen på forskellige måder. De lægger vægt på, at det har en betydning i praksis – også, når de der underviser måske ikke selv er bevidste om, hvordan de egentlig forstår kroppen. Krops- og dermed menneskeforståelsen mærkes i deres handlinger og får betydning for, hvad det bliver muligt at lære for de, der undervises. Forfatterne gør i indledningskapitlet grundigt rede for, hvordan interessen for kroppen er dukket op i samfundsvidenskaberne og har fået mere og mere fokus indenfor de sidste 10-20 år anført af sociologer som Featherstone, Schilling og Turner.

Bogen er herefter delt i tre overordnede dele med fokus på hvert sit teoretiske perspektiv: Det pædagogiske, det dannelsesmæssige og det samfundsmæssige (sociologiske). Det pædagogiske afsnit belyser, hvilken rolle kroppen har i nutidens (vestlige) skole og hvordan forskellige pædagogiske metoder og reformer er forankret i forskellige krops- og menneskesyn. Det dannelsesmæssige afsnit går dybere i en redegørelse for forskellige filosofiske og videnskabsteoretiske kropssyn. I det tredje afsnit går forfatterne med et samfundsvidenskabeligt perspektiv tæt på begreberne magt og køn med særligt fokus på bevægelsesområdet. Som forfatterne selv problematiserer med spørgsmålet om, hvor begrebet identitet hører til, er det vanskeligt at konkretisere en videnskab om kroppen – for kroppen, mennesket og livet er både komplekse og multidimensionelle størrelser.

Bogens første del gennemgår forskellige pædagogiske retninger og fokuserer på, hvilken rolle kroppen spiller i forskellige pædagogiske traditioner. Forfatterne peger her på, at forskellige pædagogiske metoder støtter forskellige formål, og at forskellige tilgange kan noget forskelligt. Nogle gange er det nødvendigt at informere mange elever samtidig, andre gange er det mere frugtbart, at deltagerne selv prøver sig frem. I afsnittet bliver det også tydeligt, hvilket stort potentiale, der ligger i at blive mere bevidst om kroppens rolle og hvordan man kan arbejde med at ændre på strukturer og andre midler, som vi helt umiddelbart – via kroppen – har til rådighed. Men det er helt centralt, at det at ændre indgroede mønstre og vaner kræver bevidstgørelse af den ’tavse viden’. Umiddelbart vil man som lærer undervise, som man selv er blevet undervist, fordi det med tiden er blevet kropsliggjort hos en selv, hvad det vil sige at være hhv. lærer og elev. Derfor bliver det væsentligt, at læreruddannelse rummer et stærkt fokus på bevidstgørelse og fokus på kroppens rolle, betydning og de muligheder, man har for at arbejde kropsligt med lærergerningen. Hvis man forholder sig kritisk reflekteret, kan man også forandre (underforstået: til det bedre). Lige netop denne oplevelsesmæssige dimension af kroppen/kropsligheden er væsentlig og er ikke det samme som pædagogiske retninger, der lægger vægt på kropslig involvering og aktivitet. Bare fordi man er aktiv, er man ikke nødvendigvis bevidst om kroppen. Og aktivitet kan også foregå mentalt.

Bogens første del rummer også en meget grundig analyse af lærerplanerne for idræt i det svenske skolesystem fra 1960-94 med fokus på krop og køn og efterfølgende en kortere analyse af kroppens rolle i andre fag. Disse læreplansanalyser peger også mod spørgsmål, som er relevante i en bredere nordisk kontekst. Det kunne have været spændende, hvis analysen også havde forholdt sig til årene fra 1994 til i dag – som læser undrer jeg mig over, hvorfor analysen slutter der. Er der i Sverige ikke kommet nye læreplaner siden 1994?

Bogens anden del anlægger et dannelsesperspektiv og gør gennem grundige redegørelser for væsentlige filosofier meget flot rede for, hvordan nutidens forståelser ’står på skuldrene’ af tidligere tiders måder at gøre og forstå og nogle gange udvikles som oprør mod herskende praksisser og forståelser. Fremtidige specialer og ph.d. afhandlinger på området vil fint kunne henvise til Larsson & Fagrells glimrende gennemgang – stå på skuldrende af dem og på den måde hurtigere skabe ny viden, fremfor at bruge tid og energi på selv at skrive en historisk gennemgang. Den er skrevet her.

Den sidste og tredje del zoomer ind på begreberne magt og køn med udgangspunkt i væsentlige samfundsteoretikere (Foucault, Bourdieu, Elias) som lægger vægt på kroppens betydning i forskellige processer. Det er en rigtig god indføring i grundlæggende teoretiske begrebsafklaringer.

I det afsluttende kapitel kommer bevægelsen helt i fokus. Forfatterne benytter tre synsvinkler til at redegøre for hvordan krop og bevægelse forstås i idrætslig praksis, nemlig som hhv. objekt (funktion), subjekt (oplevelse) og socio-kulturel krop (betydning), men heldigvis slutter de af med at konkludere, at vi i arbejdet med kropslig læring må integrere alle dimensioner – vi kan ikke undgå at være både fysiske, oplevende og betydningsskabende på én og samme tid. Og det må undervisning også tage højde for.

”Föreställningar om kroppen” er overordnet en meget spændende bog, som samler nogle af de diskussioner og forståelser, der findes i forskellige humanistiske og samfundsvidenskabelige områder, der beskæftiger sig med krop og bevægelse. På den måde udfylder bogen det ”gap”, som var forfatternes motivation for at skrive den. Det er en bog, som går ind i grundlaget for, hvordan vi forstår det at være menneske og den burde være en grundbog på alle læreruddannelser – ikke bare på idrætsuddannelser.  Kroppen spiller en rolle i alle undervisnings- og læreprocesser og derfor formidler bogen en viden, som er helt basal og meget vigtig for alle både fungerende og fremtidige lærere. Særligt bogens anden del fungerer som et godt videnskabsteoretisk grundlag med blik for kroppen i forskellige videnstraditioner og hos forskellige teoretikere. Det er en spændende indføring i hovedpunkter og hvilke forbindelser der kan skelnes mellem teoretikere, der beskæftiger sig med krop, viden og læring.

Bogens undertitel peger mod en bog, der kan blive banebrydende i forhold til at rykke på den generelle forståelse af kroppen, ikke bare i idræt, men i undervisning generelt. Der er en klar vægt på det kultursociologiske og forfatterne flirter kun lidt med fænomenologien. Vil man endnu tættere på kroppen, må man tættere på den kropslige oplevelse og på de redskaber fænomenologien tilbyder til undersøgelser og pædagogisk handling. Der ses ansatser til at komme ind under huden på kroppens rolle i pædagogiske processer, for eksempel når forfatterne lægger vægt på, at undervisning må have blik for, at alle sanser er involverede i læring. Og forfatterne lægger vægt på, at det er i praksis, at vi lægger grunden til, hvordan vi forholder os til vores egen og til andres kroppe. En nyligt udkommen bog på dansk af Helle Winther (2012) ”Kroppens sprog i professionel praksis” har også som formål at pege på vigtigheden og betydningen af at være opmærksom på kropsligheden i bl.a. undervisningspraksis. Larsson & Fagrells bog gør det med en grundig filosofisk redegørelse og med – primært – en kropssociologisk vinkel på, hvorfor det er vigtigt at være opmærksom på kroppens betydning i undervisning. Winthers bog kommer tættere på, hvordan man gør det i praksis og den breder sig også ud til andre professionsområder og som sådan komplementerer de to bøger hinanden rigtig godt.

Copyright © Charlotte Svendler Nielsen 2013