Svend Aage Sørensen
Sektion for Idræt, Aarhus Universitet & Elite og Talent Center Aarhus
Jeg har i de foregående to tema artikler i feature serien om sproget om sport der blev væk givet nogle bud på, hvorledes man med et dialektisk[1] perspektiv kan syntetisere over nogle temaer som ellers bliver unødig adskilte. Det være sig krop og sind, proces og resultat, men det kunne ligeså godt være:
- langsigtet overfor kortsigtet planlægning,
- ydre overfor indre motivation,
- gruppen overfor den individuelle,
- klubben overfor spilleren, eller
- tvivl og undren overfor sikkerhed.
Det er indlysende, at der er store delmængder mellem ovenstående tilsyneladende modsætninger. Jeg har f.eks. hørt klubledere sige, at klubben er vigtigere end spillerne. Ja, men klubben er også spillerne! Et fokus på sejr her og nu (kortsigtet) er ikke pr. definition dårlig for den langsigtede planlægning, men nærmere en del af den!
Denne sidste artikel vil tage udgangspunkt i mit daglige virke som talentudvikler ved Badminton Danmark ved Elitetalentcenter Aarhus. Det er et bud på, hvordan de akademiske abstraktioner som dialektikken er et udtryk for, kan integreres i en daglig praksis.
Jeg håber, at mine praktiske eksempler eller analogier kan give nogle billeder på noget, som er komplekst og svært håndterbart. For hvordan agerer man reelt dialektisk i en (elite) verden som i sit væsen adskiller i vindere og, om ikke tabere så ikke vindere?
For nogle år siden blev jeg af min fremragende styregruppe bedt om at formulere min drøm som leder af Elitetalentcenter Aarhus. Jeg startede med nogle udmeldinger om, hvor mange spillere, der skulle være top 10 i verden, og hvor mange der skulle vinde EM, VM og OL medaljer inden for en årrække. Jeg blev dog hurtigt afbrudt: ”Du snakker om mål, hvad er din drøm?” Det tog lidt længere tid at formulere, men selvom det er lidt fyldigere beskrevet, står det for mig personligt mindst ligeså knivskarpt som målene. Det er uendeligt komplekst at udføre i praksis og er fedtet ind i konstante dilemmaer, men det er min påstand, at det i stigende grad bliver mindre tilfældigt, hvor miljøet styrer hen, da det styres af en drøm med blik for verdens kompleksitet:
AarhusVejen[2] – Talentudvikling i verdensklasse:
Er et miljø hvor vi trænere og ledere først og fremmest formår at nære, og ikke stå i vejen for den kærlighed udøverne har til sporten, samtidig med at vi sætter vores egen kærlighed til sporten i spil. (Dvs. at nære og udvikle drømmen for den enkelte). Det er et miljø som har til formål at udvikle spillere som på sigt kan blive verdensklasseudøvere og som derfor i udgangspunktet er ekskluderende for andre end de allerstørste talenter og kompetencer, men som i praksis integrerer alle som kan og vil give noget værdifuldt til miljøet. Det er et sted hvor tilsyneladende modsætninger såsom
• samarbejde—konkurrence,
• tvivl og undren—sikker viden,
• styring—given slip,
• smerte—nydelse,
• langsigtet planlægning—her og nu oplevelse,
• det ekstreme—balance
• seriøsitet—humor og selvironi,
hver eneste dag smelter helt naturligt sammen hen mod et klart fælles mål.
Det er et miljø hvor selvindsigten og selvrespekten hos alle involverede (trænere, ledere og udøvere) er i fokus og, hvor ærlighed overfor egen person og præstation er i konstant udvikling. Det er et miljø som rummer Det hele menneske. Ikke blot i form af en formel kombination mellem sport og uddannelse men også med plads til at rumme alt hvad det hele menneske indeholder af frygt, tvivl, konflikt, mindreværd mm. Et helt menneske kan godt være besværligt og til tider egoistisk, men det skal lære at mærke sig selv og samarbejde med andre ud fra denne base.
AarhusVejen – Talentudvikling i verdensklasse er et sted hvor mennesker bringes i overskud.
Det er sandsynligt, at ovenstående meget humanistiske drøm (nogle vi sige pladderhumanistiske) ikke vil kunne stå som monument for miljøet omkring Brøndby træningen. Spillerne fra Aarhus, som nærmer sig top 50 i verden forventes, som systemet er nu, at deltage på Elitecenter Brøndby (ECB) sammen med de øvrige senior landsholdsspillere. ECB har i mange årtier udviklet og/eller optimeret spillere, der har vundet VM, EM og OL medaljer til Danmark. Det er et ufravigeligt krav, at det sker for at Team Danmark skal kategorisere badminton som et ”Verdensklasseforbund” med de betragtelige støttekroner, det medfører. Landstrænerne ved Badminton Danmark har således en tidsmæssigt noget kortere bane at spille på, inden der skal fremvises resultater, end et primært udviklingsmiljø som AarhusVejens. Det stiller endnu højere krav til at landstrænerteamet ved Elitecenter Brøndby også kan se dialektisk, nuanceret og langsigtet på forskellige forhold, når de daglige dualistiske valg skal tages. Det kunne være valg som hvem tildeles støttekroner, hvem fratages, hvem udtages til landshold, hvem droppes, hvem sættes af træningen, hvem bliver etc.
Heldigvis har vi i Danmark stadig landstrænere som udover erklæret at søge det ekstreme[3] er meget dialektisk tænkende.
Der har gennem de sidste 20 år været mange nuværende eller tidligere verdensklassespillere gennem Aarhus Centret. Det være sig Peter Gade, Jan Ø. Jørgensen, Kamilla Rytter Juhl, Kenneth Jonassen, Jonas Rasmussen, Christina Pedersen og Camilla Martin. Der har været skiftende cheftrænere, men gennem samtlige år har der været en repræsentant for den kinesisk tradition.
Zhang Qiang har som spiller repræsenteret Kina – landet som har ca. 20 gange så mange registrerede spillere, som vi har indbyggere i Danmark[4] Zhang har været ansat som træner siden 1995 ved Elitetalentcenter Aarhus. Han har ikke sørget for kinesiske tilstande, men han har været garant for, at den danske model med bl.a. en stærk klubstruktur, og en legende tilgang til læring, har en overbygning med kinesisk inspiration. En syntese mellem det bedste fra den danske og kinesiske tradition.
Vi ved fra tidligere kinesiske trænere og spillere i Danmark og fra besøg på kinesiske centre at kineserne træner mere og mere tidligere. Antallet af træningstimer er også noget, vi i Danmark har øget de seneste 10 år på ungdomsniveau. Badmintons Aldersrelaterede Træningskoncept fra 2008 har bl.a. de 10.000 timer[5] som, ikke et krav, men dog en guideline for den mængde af såkaldt målrettet og ikke nødvendigvis nydelsesfuldt træning (”deliberate practice”) der skal til for at blive ekspert. Det vil ca. sige 3 timer om dagen i 10 år – hver dag. Det kan let signalere, om end det ikke er hensigten, at børn tidligere skal specialisere sig og fokusere sin sportsdeltagelse med større mængder af ”deliberate practice”.
Et af de første strategiske tiltag vi tog ved AarhusVejens tilblivelse var at skære ned på træning i center regi. Men er det ikke vigtigt at træne meget, og når alle andre træner mere i ”Kina forskrækkelsens” navn, hvorfor så gøre det modsatte? Det er en lang forklaring med mange parametre. Det kan dog nævnes at der er opgraderet på den fysisk motoriske basistræning og doseringen af den ugentlige træning, så der uddannes atleter først og badmintonspillere dernæst. Ligeledes er der åbnet muligheder for at selvtræne i hinandens haller på tværs af klubber. Tesen ”der skal trænes mere og tidligere som kineserne gør det”, står f.eks. overfor antitesen ”grundet bl.a. det stigende frafald i diverse badmintonklubber[6] og konkurrerende fritidstilbud skal vi sætte træningsmængden ned” og det bliver til syntesen ”der må gerne trænes meget, men i så fald skal en stor del være på eget initiativ, og i den organiserede træning vægtes kvalitet, kontinuitet, og glæden højere end store træningsmængder”.
Et af de seneste skud på stammen fra Elitetalentcenteret i Aarhus er Anders Antonsen.
Anders trådte med hans kvartfinale ved Premier Superseries turneringen Denmark Open så småt ind på den internationale scene i oktober 2016. Han proklamerede efter sejren i Scotland Grand Prix i november 2016 at: ”I am the next one”. Han blev senere citeret for at ville give janteloven fingeren og bl.a. at kalde OL bronzevinder Viktor Axelsen for kedelig og for ikke at turde melde ud. Udmeldinger som TV2s badmintonekspert Jim Laugesen dækker over ”præcist det ego, der skal til for at komme langt.”[7]
Det skaber en stor mediemæssig opmærksomhed at en ung udøvere melder ud med stor selvtillid. En medieinteresse, der udadtil kan udnyttes mere eller mindre bevidst i forhold til sponsorer m.m. Det er dog en uvidenskabelig erfaring og en stærkt integreret holdning indadtil i miljøet omkring Anders at det, at integrere sin tvivl i sin praksis, holder os nysgerrige og villige til at lære nyt – og den evne må Anders ikke miste i udviklingen mod verdenstoppen.[8]
Anders, som pr. 10 dec. 2016 er nr. 25 i verden på BWF’s herresingle rangliste, har været en del af AarhusVejen siden han startede som 6-årig. Han har en stor tro på egne evner og perspektiver, og har med hans enorme sans for træningskvalitet til tider en udstråling grænsende til arrogant.
Han har således både været en ”pain in the ass” og en uvurderlig kvalitetskontrol på træningen. Der er tidspunkter under især konkurrence, hvor tvivlen er altødelæggende for hans præstation, og hvor den således ikke må fylde. Når jeg alligevel ugentlig har opfordret ham til at forholde sig til sin tvivl, endog af og til dvæle ved den, er det ikke for at udøve jantelovens sociale kontrol for at skabe middelmådig ensretning, men for at fortsætte med at være nysgerrig overfor processer[9], som kan udvikle ham som spiller og menneske.
Her er et børnehavebillede af Anders ved siden af Rasmus Gemke. Det dialektiske Yin og Yang tegns konturer kan anes i Gemkes kalveknæ sammen med Anders` hjulben! Gemke kunne være en anden kandidat af morgendagens danske badmintonspillere, til at konkurrere på højeste niveau. Det ville være håbløst af mig på forhånd at udnævne dem som stjerner, men de har begge visse forudsætninger for at blive rigtigt gode. Gennem deres ungdomsår har de altid været de suverænt bedste i deres årgang, både i Danmark og i resten af Europa. Der har reelt set kun været hinanden at konkurrere med. Har det skubbet dem fra hinanden?
Nej tværtimod. Netop det faktum, at den anden er den eneste der virkeligt er værd at konkurrere med, har holdt dem meget tæt sammen. At de konstant har søgt hinandens selskab i konkurrencen både på og uden for banen, viser at frygten for, og smerten ved, at tabe, har gået hånd i hånd med glæden ved at presse sig selv og hinanden. Syntesen af både konkurrent og kammerat er udover at være sympatisk og praktisk, alt andet end middelmådig og kompromisfyldt. Det er måske et af de mest elitære træk, der findes, som de begge gennem tiden har haft: Evnen og viljen til at søge den eneste som kan overmatche en. Det er en evne, som kan være svær at bibeholde når ens status i miljøet er høj, og når der er andre der fortæller dig, at du er god. Evnen til at integrere glæden ved at konkurrere og frygten for at tabe rummer i sagens natur mange modsætninger. Det er en evne som i stigende grad bliver sværere at bibeholde, når pengene bliver større, når flere følger med i ens præstationer, og når der tilsyneladende er mere og mere at miste. Derfor er det en evne vi i AarhusVejen vil udvikle på tidligt, så den ikke ligger som en uhåndterbar konflikt i personligheden, men som en naturlig del af det vidunderlige spil, der hedder badminton.
* * *
Lad mig slutte brat hvor jeg begyndte med det politiske, og med en opfordring. Andre med mere forstand på samfundsforhold kunne jo tage handsken op og skrive noget lignende i form af ”sproget om samfundet der blev væk”, hvor man gennem et par dialektiske linser forholder sig til hvordan samfundet kan udvikles. Det er vist nødvendigt her kort tid efter på sidelinjen at have fulgt med i den amerikanske valgkamps sort/hvide argumenter.
Copyright © Svend Aage Sørensen 2017
Litteratur
Agerskov, Henrik (1995) Mental træning og motorisk kontrol i idræt København
Csikszentmihalyi, Mihaly (1991) FLOW: The Psychology of Optimal Experience New York: Harper & Row
Csikszentmihalyi, Mihaly et al. (1993) Talented Teenagers New York: Cambridge University Press.
Csikszentmihalyi, Mihaly (1993) The Evolving Self. New York: Harper & Row
Deci, E. & Ryan, R.M. (1985) Intrinsic Motivation and Self-determination in Human Behavior Berlin: Plenum Press
Eysenck, Michael W. & Keane, Mark T. (2000) Cognitive psychology – A students handbook (4th ed.) Hove: Psychology Press
Gade, Anders (1997) Hjerneprocesser København: Frydenlund
Gallwey, Timothy W (1997) Inner Skiing New York: Random House
Gazzaniga, Michael et al. (1998) Cognitive neuroscience: The Biology of Mind New York: Norton
Gleitman, H. et al. (1999) Psychology (5th ed.) New York: Norton, 1999
Hangaard Rasmussen, Torben: Kroppens filosof: Meaurice Merleau-Ponty (1996) Brøndby: Semi-forlaget
Hardy, Lew et al. (1996) Understanding psychological preparation for sport Hoboken NJ: Wiley
Heckhausen, Heinz (1991) Motivation and Action Berlin: Springer Verlag
Kissmeyer, Lise (1993) Glæden i elitesport København: Center for idrætsforskning.
Larsen, Steen (1994) Enzymisk pædagogik Eget forlag
McEnroe, John (2003) Serious New York: Sphere
Merleau-Ponty, Maurice (1994) Kroppens fænomenologi Frederiksberg: Det Lille Forlag
Nørretranders, Tor (1985) Mærk verden København: Gyldendal
Pensgård, A. M. (1999) ”Ett bra ’prestationsklimat’” i Svensk Idrottsforskning nr.2, s.6-8
Roberts, Glyn C. (1992) Motivation in sport and exercise Champaign, IL: Human Kinetics
Solbakken, T. & Vikander, N. (1999) ”Hunger: Mål och skidor vad kan vi lära av världseliten?” i Svensk Idrottsforskning nr. 1, 32-37
Syer, J. & Connolly C. (1987) Sportens mentale træning København: Akademisk forlag
Treasure, D.C. (1997) ”Perceptions of the Motivational Climate and Elementary School Children’s Cognitive and Affective Response” i Journal of Sport & Exercise Psychology 19, 278-290.
Treasure, D.C. & Roberts, Glyn (1998) ”Relationship between female adolescents`achievement goal orientations, perceptions of the motivational climate, belief about success and sources of satisfaction in basketball” International Journal of Sport Psychology 29, 211-230.
Noter
[1] Dualismens modsvar er dialektikken, som i den reneste for kan beskrives med en tese—antitese—syntese-sammenhæng. Man kan diskutere om dialektikken er en egenskab ved virkeligheden, eller en bestemt analytisk metode hvor ”sandheden” vinder frem gennem modsat rettede udsagn. F.eks. se artikel 2:
Tesen: En ensidig elitesatsning er at foretrække,
Antitesen: Man skal prioritere at uddanne sig til et ”rigtigt job”.
Syntese: Uddannelse og sport forenes i Dual career muligheden.
[2] AarhusVejen er et ligeværdigt samarbejde mellem de Århusianske klubber (i første omgang Viby, AB og Højbjerg) Aarhus kommune (i form af Elite Sports Akademiet Aarhus ESAA) og Badminton Danmark (i form af Elitetalentcenter Aarhus).
[3] Det er et af de skrevne værdier som hænger på skilte i hallen ved Idrættens hus hvor landsholdet træner.
[4] Ved adskillige søgninger på bl.a. kinesiske baidu har jeg ikke fundet tal på under 100 mio. aktive kinesiske badminton spillere. Dvs. spillere som er aktive mindst én gang ugt. Jeg har fundet tal helt op til 300 mio..
[5] De 10.000 timers ”deliberate practice” bliver ofte beskrevet som en nødvendig men også tilstrækkelig faktor for at blive ekspert på et givent område. Tallet stammer fra Anders Ericssons studier om ekspertise. Anders Ericsson har ved flere lejligheder gjort opmærksom på at han er blevet fejl- og overfortolket, og at de 10.000 timer er et gennemsnit mellem 4.000 og 17.000 timers målrettet træning og at det stammer fra studier af musikere.
[6] Badminton har i en årerække været én af de idrætter der i klub regi har oplevet allerstørst frafald i konkurrence med mindre forpligtende idrætsaktiviteter såsom styrketræning mm.
[7] 30 november 2016, 10:33.
[8] Det er jeg i øvrigt sikker på at Anders trods de hårde udmeldinger heller aldrig gør.
[9] Proces ses her som andet end en forklaring trænere bruger, når de har tabt 3 kampe. Det er her set som et arbejde imod et veldefineret mål, men uden helt endnu at vide om man er på vej imod eller midlertidig på vej længere væk fra målet. At være i proces betyder at turde blive ved samtidig med at man forholder sig åbent og nysgerrigt til hvad der sker.
