Att skapa en hälsobringande skola

Antologien AproPOS – Arkitektur, Pædagogik og Sundhed tager udgangspunkt i et forskningsprojekt APOS – deraf ordspillet i titlen. Projektet er et tværfagligt og tværinstitutionelt samarbejde, der har fokus på at forstå sammenhængen mellem byggeri og pædagogik og på udvikling af sundhed og sundhedskompetence blandt børn og unge. Der har været en del forskning i samspillet mellem rum og pædagogik, men kombineret med sundhedsbegrebet står dette arbejde relativt alene.

Antologiens tre nøglebegreber arkitektur, pædagogik og sundhed hænger ifølge lektor Kristian Larsen sammen i den fremherskende politiske retorik. I artiklen ”Bygningen og sundheden” skriver han:

Det politiske mål siges at være sunde kroppe, og her tænkes en hurtig virkende medicin at være pædagogik, og en langsom virkende er arkitektur. I den optik er pædagogik læren om, hvordan man underviser og opdrager den kommende generation ud fra nogle overordnede (f.eks. sundheds) idealer, og arkitektur læren om, hvordan man indretter de byggede omgivelser, så de både er skønne for øjnene samt gode og sunde for de kroppe, der skal bebo og anvende dem.

Om 2010’s politiske reformer og diskussioner om at skabe en skole i verdensklasse er underkastet den nævnte retorik skal her være uudtalt, men jeg kan varmt anbefale alle der ønsker at medvirke i dialogen om fremtidens skole, at læse antologien. Antologien rummer elleve meget væsentlige og velskrevne bidrag, der præsenterer ny viden om, hvorledes arkitekturen og rummet kan virke fremmende på de sundhedspædagogiske læreprocesser, ligesom der gives bud på et helhedsorienteret syn på fremtidens skole.

Antologiens analyser har været fokuseret omkring børn og unge, men antologiens artikler rummer perspektiver langt bredere, idet forståelsen af hvilke betydninger rummet og arkitekturen har for de processer, der sker i de miljøer vi daglige befinder os i, har et generelt perspektiv. Antologien henvender sig således til alle med interesse for læringsprocesser specifik omkring børn og unge, men bør have en generel interesse for de, som ønsker at arbejde med udvikling af gode miljøer, f.eks. arbejdspladser, hvor udvikling og læring bør gå hånd i hånd. Det er ikke her muligt at kommentere alle elleve bidrag, men udvælgelse af mine nedslag har været vanskelige, idet alle bidrag er væsentlige og har meget høj kvalitet.

[J]eg kan varmt anbefale alle der ønsker at medvirke i dialogen om fremtidens skole, at læse antologien.

Seniorforsker Kim Dirckinck-Holmfeld tager i artiklen ”Form og indtryk” afsæt i undersøgelse af dagslysets virkning på skoleelevers yde- og koncentrationsevne. Han forsøger her at indskrive sig i arkitekturens mentale og emotionelle virkninger, som han generelt finder forskningsmæssigt mangelfuldt belyst. Et område har dog i særlig grad behandlet emnet nemlig hospitalsarkitekturens betydning for helbredelsen. For at kunne nærme sig en forståelse af området ser han på metode og design, og han opstiller en interessant model, hvor han karakteriserer og beskriver fem forskellige rumtyper: Det sublime rum, det kvalificerede rum, det indifferente rum, det suppressive rum og det usunde rum.En gruppe på fem forskere beskriver i artiklen ”Udeskoler og Læringsmiljø” den udvikling, som området har været inde i blot de seneste år. Således blev antallet af udeskoler i 2003 opgjort til 35 mod 290 i 2008. Fænomenet har stigende forskningsmæssig interesse, og der er oprettet faglige netværk, og således bliver en udeskole defineret af UdeskoleNet: ”Udeskole er pædagogiske arbejdsformer, hvor undervisningen regelmæssigt foregår uden for skolens mure”. Resultaterne er mange og Dansk udeskoleforskning viser, ”at udeskole og naturklasser kan hæve motivationen for skolegang, skabe et mere varieret læringsmiljø, skabe anderledes vilkår for lære-elev relationer, skabe flere elevstyrede læringsforløb samt have en sundhedsfremmende udvikling grundet et højere aktivitetsniveau”. Forfatterne konkluderer, at set ud fra et arkitektonisk og planlægningsmæssigt perspektiv vil udeskoler fremover få større og større betydning.

Konsulent, arkitekt Winnie Ricken beskriver i artiklen ”Samspil mellem læringsaktiviteter og fysiske rum”, hvordan forskellig organisering, udformning og pædagogisk brug af indretninger har betydning for elevernes handlemuligheder. Hun introducerer blandt andet en model, hvor læringssituationen skifter mellem tre forskellige læringsaktiviteter samling, som er den fælles base, fordybelse, som hun definerer som individuelle studier og forhandling, som repræsenterer en form for det hun kalder mellemrum mellem samling og fordybelse. Hun følger op med at se på, hvorledes forskellig former for fysisk fleksibilitet giver mulighed for at praktisere varierede læringsaktiviteter. På baggrund af hendes fire undersøgte cases konkluderer hun blandt andet ”at skolen ’stadig’ befinder sig i et ’vadested’ imellem tidligere tiders mere ’traditionel undervisningstænkning’ og en mere ’mangfoldig differentieret læringstænkning’”. Hun anbefaler videre, at i fremtidens skoler ”er et samspil mellem klare pædagogiske visioner og mål og en omstillings- og samarbejdsparathed hos skolens personale afgørende for, at plads, fleksibilitet og differentieret indretning kan udnyttes til at understøtte elevernes læring og udvikling af sundhed”.

Birgitte Justiniano har arbejdet med et ph.d.-projekt under det tværfaglige forskningsprojekt APOS, og hun præsenterer i artiklen ”Didaktikkens arkitektur” et didaktisk analyseapparat. Hendes udgangspunkt er personlig undren over at de tilsyneladende uoverensstemmelser der er mellem uddannelsespolitisk fokusering på faglighed og fysisk sundhed og samfundets forventning og efterspørgsel efter kreative individer. Hun ønsker derfor at skabe et analyseapparat, der forsøger at gentænke skolens rum og rammer for at tilgodese både krop og hoved og de samfundsmæssige forventninger. Hun benytter her somaæstetik og kobler det til sociologen Niklas Luhmanns systemteori i ønsket om at forstå, hvordan man lærer med kroppen og en mere sanselig tilgang til læring. I lighed med mange af de øvrige artikler præsenterer hun modeller, figurer og analyseredskaber, der blandt andet ser på de strukturelle koblinger mellem elev og omverden, og som giver gode muligheder for de, som ønsker at arbejde videre med feltet eller blot etablere en dybere forståelse af sammenhængene.

Den sanselige tilgang til læring følges op af lektor Søren Kruse i Sted og krop som medier for didaktisk refleksion over det sanselige, idet han ser på forholdet mellem skolens uddannende aktiviteter og fortolkning af skolens givne og formgivne rammer for disse aktiviteter. Han tager afsæt i sociologisk systemteoris videreudvikling af fænomenologien og ser på sansningens betydning for erkendelse, og fokuserer på refleksioner over sanselighedens betydning for undervisning og læring, som det kommer til udtryk i talen og sted og krop.

Lærer, cand. pæd. Ida Kampmann og ph.d. civilingeniør med speciale i byplanlægning Christian Sonnes artikel ”Når mål og rammer møder virkeligheden – praktiske erfaringer fra skolebyggeri i København” analyserer her fem helt konkrete spændende cases om ombygning af skoler. Her konkluderer de blandt andet at politikernes beslutning omkring brugerinddragelse har været vigtigt for at de læringsmiljøer, der udvikles, spiller sammen med den form for pædagogik, der skal praktiseres og at funktionaliteten er optimal. De konkluderer, at intentionerne om at skabe ejerskab lønner sig, men det kræver, at præmisserne for samarbejdet er klare, så man undgår færrest muligt kollisioner mellem brugernes og politikernes dagsorden.

Arkitekt Ulla Kjærvang skriver i artiklen ”Børneinddragelse – dialoger med børn” også om brugerinddragelse men her med fokus på børn, og hun har blandt andet interviewet børn fra Slangerup skole. De siger ”Vi er super heldige med at være på en skole, der er så flot arkitektonisk. Her er rart at være” og en anden elev der var flyttet til skolen fra en ældre skole udtrykker det således ”Det er, som om vi er mere sociale og har et større fællesskab på den nye skole end den gamle”. Hun introducerer Medbestemmelsesstigen, som indeholder otte trin på vejen fra Manipuleret deltagelse til såkaldt Initiativtagende og voksen-involverende deltagelse, hvor initiativet er børnenes, som de voksne støtter og involveres i på børnenes præmisser. Hun konkluderer, at det ikke er en enkel sag at inddrage elever. Det handler, som hun skriver, om at eksperimentere og reflektere over, hvordan det kan gøres på en god måde, og om at lære sin målgruppe at kende og møde børnene, der hvor de er. Det handler endvidere om at skabe en proces, hvor de føler sig trygge og reelt inviteret.

Redaktionsgruppen har udført et fornemt arbejde og de afslutter antologien med artiklen ”Viden og vidensformer i arkitektur, pædagogik og sundhed”. Her beretter de om, hvorledes de gennem forskningsprojektet APOS’s seminarer, diskussioner m.m. blev bekendte med den omfattende viden, som deltagerne havde i samspillet mellem arkitektur, pædagogik og sundhed. Derfor besluttede de, at iværksætte et mindre forskningsprojekt, der kunne italesætte og synliggøre den fælles viden på feltet. Der blev sat fokus på tre faggrupper, som skulle interviewes: arkitekter, kommunale forvaltningsfolk og de professionelle fra det pædagogiske felt. Ud af interview blev der identificeret fire temaer, som alle behandles i artiklen: 1) hvilken viden der anvendes af de professionelle i praksis 2) hvorfor og hvordan der i praksis ved skolerenoveringer og nybyggeri tages hensyn til de forskellige brugergrupper, 3) hvilke forskellige vidensresurser professionelle trækker på i praksis og 4) hvilken viden de professionelle mener, at der er behov for. Resultatet blev blandt andet en synliggørelse af den mangelfulde viden om forskning, idet de adspurgte primært benyttede sig af indhøstede erfaringer. Men de havde et ønske om at kunne kombinere erfaringer med mere eksakt og evidens baseret viden, ligesom de havde et stort ønske om forskning med fokus på det fysisk-rumlige miljø og læringssituationer.

Afslutningsvis vil jeg sige, at der er tale om en bog med et meget stort perspektiv – som bør læses og bruges af såvel pædagoger, som planlæggere, og hvis fremtidens skole skal blive i verdensklasse bør alle der beskæftiger sig med især skolepolitik læse bogen. Sluttelig rummer bogen spændende analyseredskaber, modeller og teoretiske tilgange til nye analyser, ligesom den er meget smukt illustreret.