Krop, sansning og bevidstgørelse – vejen til bæredygtig forandring

Vibe Sørensen, Sara Emborg & Helle Winther
Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet

Sundhed i samfundet – Om kløften mellem viden og handling

Det der med at mærke det synes jeg ikke jeg er så god til.  Jeg burde tilrettelægge en hverdag, hvor jeg har tid til motion. Jeg burde se det som en fornøjelse at tilberede lækre grønsagsretter og salater, men jeg har den forkerte holdning, at det ikke må tage tid. Jeg lever efter et mønster, som jeg har valgt, men jeg kender et mønster, som jeg burde leve efter. Jeg burde være en produktiv, grønsagsspisende sportskvinde, men er en magelig småt spisende, sofakartoffel. (Uddrag af fortælling, Yrsa).

Yrsa er 57 år. Hun er gået op og ned i vægt siden hun var 16 år. Hun ønsker derfor at finde en måde at leve sit liv på, så hun holder vægten stabil. Yrsa overspiser og har tidligere indgået i et vægttabsforløb, hvor hun har tabt sig. På trods heraf har Yrsa ikke fundet mening med at spise mindre end, hun har haft lyst til, hvilket har resulteret i at hun har taget på igen.

Med afsæt i ovenstående fortælling fokuserer artiklen på kroppen i samfundet. Den sætter fokus på kompleksiteten samt nogle af de udfordringer, der er forbundet med at gå fra viden til handling i arbejdet med at forandre livsførelse. Artiklen tager afsæt i en undersøgelse af et seks ugers Body-Mind gruppeprojekt, for overvægtige kvinder med et BMI over 25. Projektets bærende elementer var bevægelse og gruppesamtaler. Gennem fortællinger af projektdeltagerne, argumenterer artiklen, for bevægelsens, kroppens, opmærksomhedens og fællesskabets potentialer i forbindelse med at ændre vaner. Formålet er at belyse betydningen af en helhedsorienteret og kvalitativ tilgang til personlige forandringsprocesser og ændring af vaner i livsførelse. Artiklen åbner således op for et anderledes perspektiv på krop og sundhed og spørgsmålet om behovet for et mere helhedsorienteret videns paradigme.

Yrsas fortælling giver et indblik i burde-dilemmaet. Et dilemma der afspejler en viden om hvad der er hensigtsmæssigt for den enkeltes sundhed og at handlingerne ofte langt fra stemmer overens hermed. Noget de fleste af os kan nikke genkendende til. Overvægtsproblematikken, som kommer til udtryk i fortællingen, betragtes som én ud af flere livsstilssygdomme, der er medvirkende til en øget belastning af samfundets sundhedsøkonomi (Juel et al., 2006; Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2007). Således er sundhed og ændring af livsførelse ikke længere kun et privat anliggende, men et statsligt interessefelt med ansvar herfor. Sundhed som samfundsmæssigt fænomen synes i dag at være et af de mest omdiskuterede emner, siden World Health Organisation (WHO) for år tilbage erklærede fedmeepidemi i en stor del af de vestlige lande. En epidemi der årligt koster det danske samfund millioner af kroner og forringer livskvaliteten for mange mennesker (Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2007). For at nedbringe belastningen af sundhedsøkonomien foreligger der statslige anbefalinger og forskrifter for sund levevis. Forskrifterne florerer dagligt i medierne, de er let tilgængelige og formidles ud blandt den brede befolkning (SST, 2013). I forlængelse af disse anbefalinger er der de seneste mange år igangsat et utal af tiltag med det sigte at fremme folkesundheden ved at få den enkelte til at ændre sundhedsadfærd (Regeringen, 2002; Kjøller et al., 2007). Et meget stort fokus falder på den voksende andel af overvægtige, hvortil der udbydes et væld af interventioner med henblik på at nedbringe vægten hos den enkelte.

Interventioner og anbefalinger reflekteres i samfundets kulturelle normer. For eksempel afspejler en trænet, muskuløs og slank krop, i modsætning til den overvægtige krop, en sund og disciplineret krop. Den stadigt voksende andel af overvægtige, til trods, kan tyde på, at problematikken gribes an på uhensigtsmæssig og ineffektiv vis i forhold til at hjælpe befolkningen til at ændre adfærd. Selvom den enkelte, som Yrsa, ved hvad der bør gøres, er der en kløft mellem, det forskrifterne siger hun burde gøre, om sund levevis, og det hun rent faktisk gør. Udfordringen ligger dermed umiddelbart ikke i at højne folks viden, men i at bygge bro mellem viden og handling, således at adfærd og viden stemmer overens. Kort sagt; at efterleve de eksisterende sundhedsråd (ændre vaner) og ikke mindst blive ved med at gøre det (bæredygtig[1] integrering af nye vaner).

Men der mangler viden om, hvordan vaner[2] ændres og ikke mindst, hvordan nye vaner fastholdes. Kun få studier har undersøgt området kvalitativt og inddraget eksempelvis deltagerens egne forventninger, erfaringer, motiver, ønsker, motivation og barrierer i relation til at ændre livsførelse. Det tydeliggør nødvendigheden af nye tilgange til viden på området. Hvilke svar ligger hos den enkelte og dennes livsførelse, som kan bringe os tættere på en forståelse af, hvordan broen mellem viden og handling bygges og opretholdes?

Et metodisk indblik

Først fremlægges en kort beskrivelse af projektet, som artiklen baserer sig på. Derefter stiller artiklen skarpt på de kulturelle normers indvirkning på anskuelsen af kroppen som objekt og dens signalværdi, samt anskuelsens betydning for ændring af vaner. Efterfølgende ser vi nærmere på den kulturelt skabte brudte sansning. Hvilken betydning har det for arbejdet med ændring af vaner, når man distancerer sig fra det sansemæssige fundament, kroppen? Dernæst går vi tættere på bevægelsens betydning for det at sanse og give sine oplevelser form. Herefter fremhæves betydningen af fællesskabet og bevægelse i samvær med andre. Afrundingsvis peger vi på potentialerne ved at arbejde med udgangspunkt i den enkelte med en sammenkobling af de fire fænomener krop, bevægelse, gruppesamtale og fællesskab. De fire fænomener belyses til slut i et større samfundsperspektiv, hvor især det nuværende vidensparadigme synes at være en barriere.

Projekt med utraditionelt fodfæste

Body-Mind projektets møder bestod af en times gruppesamtale med en coachende og anerkendende tilgang. Derefter en times bevægelse, baseret på øvelser indenfor kropsbasis, afspænding, Mindfulness, Pilates, visualisering og åndedrætspraksisser. Bevægelsesdelen blev hver gang afrundet med oplevelsesbeskrivelser[3] udarbejdet af kvinderne. Derudover førte kvinderne dagbog i hele perioden og arbejdede med ugentlige hjemmeopgaver. Undersøgelsen af Body-Mind projektet beror på en postmodernistisk og herunder fænomenologisk-hermeneutisk tilgang til viden. Tilgangen danner modpol til den traditionelle og positivistiske forskning, som er dominerende indenfor arbejdet med ændring af vaner og livsførelse, herunder overvægt (Jensen & Johnsen, 2005; Stroebe et. al. 2008). Undersøgelsesmetodernes formål var at bidrage til en nuanceret, deltaljeret og ikke mindst kvalitativ indsigt i og forståelse af det at forandre livsførelse. Empirien blev udgjort af semistrukturerede interviews, optagelser af gruppesamtalerne, kvindernes dagbøger og oplevelsesbeskrivelser. Resultaterne af analysen optræder i artiklen, i form af uddrag af deltagerfortællinger. Her kommer vi tæt på den enkelte kvinde og hendes udfordringer i forbindelse med at ændre vaner.

Men hvordan tager man fat i ændring af livsførelse – hvordan ændrer man vaner? Og hvorfor er det så svært at ændre vaner og fastholde dem, så de bliver en integreret del af hverdagen?

At blive bevidst om egne behov og vaner – Første skridt til forandring

Laila er 55 år. Hun har altid kæmpet med overvægten. Da hun for få år siden stoppede med at ryge, tog hun næsten 30 kilo på og fik samtidig konstateret en stofskiftesygdom. Hun er omsorgsfuld overfor alle andre end sig selv. Hun ønsker nu at sætte sig selv i fokus, men mangler støtte hertil.

Jeg vil gerne kunne tillade mig at mærke mig selv, men jeg er verdens bedste til overspringshandlinger i forhold til at mærke mig selv. Jeg er tilbøjelig til at tilsidesætte mig selv, når andre har brug for omsorg. Jeg bruger gerne mine fridage på at passe børn og vaske tøj for andre. Når jeg gør noget for andre, behøver jeg ikke at forholde mig til mig selv, og de behøver måske ikke at forholde sig til, hvordan jeg ser ud, men måske mere hvem jeg er. (uddrag af fortælling, Laila)

Når Laila laver overspringshandlinger for ikke at forholde sig til sig selv, distancerer hun sig fra sig selv og den oplevelse, der er forbundet med at sanse og føle sig selv. Kroppen er vores sansemæssige fundament, der konstant er i bevægelse og involveret i verden omkring os. (Merleau-Ponty, 2006:104). En distance til sansningen kan dermed betragtes som en distance til kroppen. Men hvorfor denne distance? Hvad betyder det når Laila siger ”Når jeg gør noget for andre, behøver jeg ikke at forholde mig til mig selv, og de behøver måske ikke at forholde sig til, hvordan jeg ser ud, men måske mere hvem jeg er”.

Kulturelt set har kroppens udseende og formbarhed enorm betydning, idet vi opbygger vores identitet gennem kroppen. Hermed kan vi spejle og afspejle de relationer, vi indgår i og vinde anerkendelse for dem, vi er. Kroppens udseende signalerer til omverdenen og os selv, hvilke værdier vi har i livet, hvilket slags liv vi lever og hvem vi er. Med dualismen, kroppens formbarhed og nuværende sundhedsidealer er kroppen blevet objektiviseret. Vi er ikke kroppen – vi har en krop (Merleau-Ponty, 2006:122). Men i Lailas udsagn ligger dilemmaet og det øgede stigma, mange overvægtige stadig mødes med. Laila er overvægtig – noget der synligt signalerer dovenskab og kontroltab (Lupton, 1996; Kayser-Nielsen, 1997:27; Møller, 2006:14-15, 46-47). Men Laila er meget mere end en overvægtig krop. Hendes udsagn rummer præcis en ytring og et ønske om at blive anerkendt og set, for den hun er, når hun gør noget for andre. Udsagnet rummer håbet om, at fjerne fokus fra hendes overvægtige krop. Måske det giver mening, at Laila distancerer sig fra kroppen, når hendes møde med omverdenen er forbundet med en stigmatiserende opmærksomhed på hendes ydre, fremfor hele hendes person – hendes indre?

Distancen til det sansemæssige fundament, kroppen, er affødt af kultur, normer og ydre omstændigheder. Denne distancering har ydermere den konsekvens at Laila ikke kan mærke sig selv. Hvorfor kan hun ikke mærke sig selv? Og hvilken betydning har det for hendes ønske om vægttab?

Brudt sansning – En hensigtsmæssig vane

Laila har, ligesom flere af de øvrige kvinder fra projektet, et ønske om at mærke sig selv, men hendes overspringshandlinger udtrykker modstand. Når vi vanen tro udfører en handling lukker vi af og underbinder indtrykket. I Lailas tilfælde afspejles det ved, at hun vælger sig selv fra til fordel for at drage omsorg for andre. Underbindingen, som er et eksempel på brudt sansning, kan være en afspejling af, at mødet med andre eller omverden genopvækker følelser, som Laila ikke ønsker at forholde sig til (Løgstrup, 1995:102; Pahuus, 1993). Hvordan kan det hænge sammen? Al sanseaktivitet foregår i mødet mellem mennesket og ting, forhold eller andre mennesker i omverdenen (Fink-Jensen, 1998:18). Det er her vi udveksler med tidligere erfaringer, følelser og dispositioner for herigennem at forstå og erkende (Pahuus, 1993; Fink-Jensen, 1998:20). Som det sansende væsen mennesket er, får vi hele tiden indtryk ude- og indefra (Løgstrup, 1995:102). Derfor er det, i den nuværende samfundsstruktur med høj forandrings hastighed og øgede krav til den enkeltes arbejdsindsats og tid, hensigtsmæssigt at udvikle brudte måder at forholde sig på i hverdagen. En af dem er vaner.

De fleste af vores daglige vaner er prærefleksive, hvilket betyder at vi ikke behøver at tænke over alt, hvad vi gør – for eksempel når vi fører mad op til munden, drikker af en kop eller cykler en tur. Hvis vi konstant skulle være bevidste om alle vores vaner, ville vi ikke kunne bestille andet. Vanebetonede handlinger er således med til at gøre hverdagen udholdelig. Men de er også med til at undertrykke stemtheden[4], da de fjerner os fra at være åbne og modtagelige for stemte øjeblikke. Dette synes problematisk, da det er de stemte øjeblikke, vi grundlæggende lever på – det er her livsglæden næres (Løgstrup 1995; Fink Jensen 1998:24). Lailas fortælling rummer udfordringen med og betydningen af den kulturelt producerede brudte sansning. Problematikken omhandler at vi ved at bryde med sansningen, som netop er vores adgang til vores følelser, også bryder med muligheden for at mærke os selv. Udfordringen med at ændre vaner ligger således blandt andet i, at når vi ikke kan mærke os selv og vores behov, kan vi heller ikke sætte en hensigtsmæssig kurs.

Idet sansningen udgør så stor en del af det, at mærke og forholde sig til sig selv samt at leve igennem sig selv og ikke andre, er det interessant at se på, hvad der kan styrke vores sansning. At vide hvad der kan styrke vores sansning kan endvidere bringe os tættere på en forståelse af, hvad der ligger til grund for bæredygtig ændring af vaner og fastholdelse heraf.

Bevægelse – Et redskab til bevidstgørelse og styrkelse af sansningen

Winnie er 55 år og har altid været overvægtig. Hun har flere gange tabt sig mange kilo og taget dem alle på igen – og lidt til. Hun søger støtte til at tabe sig gennem utallige slankekure, vægttabs- og terapiforløb, hvor hendes håb er, at hun kan få det sidste spark bagi til et varigt vægttab.

Jeg kan godt lide motion, som jeg virkelig kan mærke i kroppen, så det føles ligesom at få blå mærker. Alt, hvad jeg har lavet, har været lidt mere fuld fart på, men den mere rolige bevægelse, vi har lavet i forløbet, har givet mig noget andet, som jeg ikke har mærket før. Jeg kan ikke forklare det andet end, at jeg har lidt nemmere ved at lave min meditation nu. Kropsøvelserne, vi har lavet i forløbet har givet mig en anden bevidsthed. Det er ikke noget, jeg har tænkt over, men jeg kan mærke, at det har været godt for mig. Roen i bevægelserne har vækket mig et eller andet sted. (Uddrag af fortælling, Winnie).

Ved brug af kropsscanning, Grounding og åndedrætsøvelser blev kvinderne inviteret til at opleve opmærksomhed i bevægelse samt at lytte til kroppens signaler og sanser. Metoderne stimulerer kropsbevidstheden gennem træning af den kinæstetiske sans[5]. Kropsbevidsthed handler ikke om at have en detaljeret viden om kroppen, men om at have oplevelser og erfaringer med at mærke, sanse og kende sin krop – at være i kontakt med sin krop (Engel, 2001:18). For at øge sin kropsbevidsthed er det for det første vigtigt at bruge kroppen aktivt og samtidig rette opmærksomheden på bevægelserne. For det andet er det vigtigt, at den slags bevægelse man udøver rummer nærvær og tid til at registrere sansningen. At være nærværende via sansning i bevægelse åbner for den følte fornemmelse[6] og dermed for kroppens tavse viden og ressourcer (Engel, 2001:62). Den øgede sansning kan medvirke til, at den enkelte bliver bedre til at mærke og dermed lade sig guide af den følte fornemmelse frem for ydre omstændigheder og andres behov og ønsker (Gendlin, 2011:20). Noget Laila synes at have positive oplevelser med.

(…) Jeg synes, at jeg er blevet bedre til at stoppe op og sige, hvad er det egentlig jeg vil. Hvad vil jeg!? Der er ingen tvivl om, at det gør noget positivt ved mig, at jeg arbejder med at sætte mig selv i fokus. Jeg er blevet bedre til at tage en fridag for mig selv og gøre ting, som jeg tidligere har drømt om. (…) Jeg har været opmærksom på at få mærket de positive ting. Jeg har givet mig selv tid til at mærke dem og ikke bare tage dem som en selvfølge. Få dem ind og fylde mere i hverdagen både privat og professionelt. Lade de ting, man glædes over, fylde lidt mere i hverdagen. Den glæde ville jeg ikke have set for tre måneder siden og det er virkelig en øjenåbner for mig. (uddrag af fortælling, Laila).

Da vi mødte Laila første gang, havde hun et ønske om at mærke sig selv. I ovenstående fortælling får vi indblik i hendes oplevelser fra slutningen af projektforløbet, hvor hun har arbejdet med at vælge sig selv til. Det startede med en bevidstgørelsesproces omkring hendes uhensigtsmæssige vanemønstre – at tilsidesætte sig selv. Derefter blev det et fokusområde, som hun arbejdede med igennem forløbet, hvilket undervejs gav hende positive oplevelser med at vælge sig selv til.  Det er altså ikke kun en øget tankemæssig, men også kropslig opmærksomhed der vil gøre den enkelte i stand til at finde og forandre de områder i tilværelsen, hvor forandring ønskes (Gendlin, 2011:20).

Bevægelse & bevidstgørelse – At sætte ord på det sansede og kropsligt iboende

En del af arbejdet med kropsbevidsthed handler også om, at den enkelte får sat ord på krops- og bevægelsesoplevelserne for at komme i kontakt med kroppens tavse viden og sansning. Kvinderne arbejdede med at give opmærksomhed til den følte fornemmelse for derefter at udtrykke oplevelserne gennem oplevelsesbeskrivelser. Disse formes i et sprog, som bedst udtrykker den kropslige, emotionelle, sanselige erfaring (Gendlin, 2011; Engel, 2004:11;Winther, 2012). Det kan kræve øvelse at sætte ord på sine oplevelser, så de skaber sansemæssig bevidsthed.

Oplevelsesrejsen får mit behov for kommunikation og tosomhed frem. Jeg mærker, hvor ked af det jeg bliver, når jeg føler mig forladt eller valgt fra – og ikke mindst hvad jeg gør. Jeg handler ved at ”voldtage” køleskabet og skylle ensomheden ned med en kold øl. (Oplevelsesbeskrivelse, Winnie)

Winnies oplevelsesbeskrivelse er forfattet efter en visualiseringsøvelse om tanker og følelser. Hendes nærvær i øvelsen rummer en åbenhed, som sætter hende i stand til at være i kontakt med sine følelser (Fink-Jensen, 1998:19). Ved at træne opmærksomheden på de kropslige følelser, kan vi registrere dem på mere subtile niveauer, længe før de bryder kraftigt frem og forårsager handlemønstre, som vi helst vil undgå (Goleman, 1999:81; Damasio, 2004:63; Lowen, 1995). En måde at træne sin opmærksomhed på er, at bremse automatiserede handlinger og tanker ved at stoppe op og give sig selv tid til refleksion med den kropslige sansning som udgangspunkt. Et redskab hertil kan være, at visualisere en given situation man ønsker ændret. Herefter kan man endnu engang visualisere situationen, som man ønsker den skal være. Winnies fortælling giver et indblik i, hvilken betydning denne opmærksomhed har for kontakten til følelserne. I visualiseringsøvelsen retter hun sin opmærksomhed og mærker for det første, hvilken indflydelse omgivelserne har på hende. For det andet bliver hun bevidst om den adfærd, følelserne og tankerne genererer. Efterfølgende giver det hende stof til eftertanke. Igennem visualisering og dernæst oplevelsesbeskrivelse bliver det kropsligt iboende – det implicitte – eksplicit. Det bliver synligt for hende og hun får herefter adgang til at reflektere over det sansede. Det er således gennem refleksion over meningen med handlingen, tanken, følelsen, vanen eller adfærden, som man i nuværende øjeblik skal til at udføre, at man åbner for en mulig ændring. Når der er åbnet for en mulig ændring, handler det om at gribe og fastholde den – hvordan gøres det?

Artikulation – Et redskab til fastholdelse af nye vaner

Jeg er ikke særlig god til at reflektere over ting. Jeg handler og reagerer for det meste hurtigt, og ofte dunker jeg mig bagefter oven i hovedet. Det kan jeg ikke bruge til noget, fordi det er negativt ladet. Når jeg skriver ned, hvad jeg gerne vil, er det nemmere at holde fokus. Det øger min bevidsthed. For når jeg skriver det ned, er det tættere på mig. Forleden dag cyklede jeg 35 km, og det gjorde jeg kun, fordi jeg skrev ned, at nu ville jeg have fokus på motionen, ellers havde jeg nok valgt den nemme løsning og taget toget. Der sker et eller andet, når jeg er opmærksom. Hvis jeg er opmærksom på, hvordan jeg har det, så er det egentlig ikke så nemt at voldtage køleskabet eller en chokoladeboks eller noget andet. Jeg giver mig selv ti minutter til lige at reflektere og skrive et par noter ned i min lille bog, så er det lettere for mig at integrere det. Det hjælper mig at skrive ned, for når jeg skriver, så husker jeg. Jeg husker gennem kuglepennen. (Uddrag af fortælling, Winnie).

Kvinderne har i projektperioden arbejdet med at nedskrive deres oplevelser, erkendelser og tanker i Dagens bog[7]. Ved at skrive ned rettes opmærksomheden indad, der holdes fokus på én ting af gangen, og den enkelte bliver i stand til at prioritere det væsentlige. Denne proces er en formgivning, en artikulation af det oplevede, sansede og stemte, således at det gøres tilgængeligt for bevidstheden (Løgstrup, 1995:10-11). Artikulation kan have mange former.

Winnie kan, ved brug af Dagens Bog, nedskrive mål, følelser, tanker og handlinger i en skriftlig fortælling. Nedskrivningen gør det muligt for hende at få øje på forhold, som hun ikke tidligere har været opmærksom på. Hun får også mulighed for at fastholde, udvikle og stille spørgsmål til den nedskrevne fortælling (Ibid.). Netop det at skrive er en metode til at opdage og analysere (Richardson, 1998:345). Når det stemte artikuleres og efterfølgende bevidstgøres, blomstrer muligheden for at gribe erkendelsen, fastholde den og påbegynde arbejdet med at ændre. Forandringen bliver således mulig gennem erkendelsen fra artikulationen af det stemte. En anden måde at artikulere og erkende sine stemte oplevelser på, er ’at fortælle sig selv frem’.

Samhørighed & Fællesskab – En betydningsfuld arena

Indgangsvinklen til projektets gruppesamtaler var, at kvinderne tog udgangspunkt i dem selv. Hermed fik den enkelte mulighed for at lære sig selv bedre at kende, få et aktivt indblik i egen livsførelse, samt mulighed for at reflektere over årsagen til, at livet leves som det gør. At arbejde med sig selv som udgangspunkt er et identitetsarbejde. Det handler om, ’at fortælle sig selv frem’, og om at fortælle sine egne erfaringer til sig selv og om sig selv til andre. Vi fortæller for at skabe mening i forhold til vores oplevelser (Stelter, 2009:146).

At få sagt tankerne højt og se dem fra en mere afklarende vinkel. Der er flere, som har samme tanker som mig. Jeg tænker en del over snakken i rundkredsen, og her kan jeg drage flere linjer med mine egne drømme, mål og tanker Bliver følelsesmæssigt påvirket af de andres historier”.(Oplevelsesbeskrivelse, Laila)

Gennem dialogen i gruppesamtalerne fik kvinderne mulighed for at dele deres temaer, tanker og følelser og få indblik i de andres livsførelse for herigennem at sætte eget liv i perspektiv (Stelter, 2009:146). At være i en gruppe og i et fællesskab indebærer intersubjektiv orientering. Det vil sige at kvinderne i gruppen retter deres opmærksomhed på hinanden (Stern, 2004:138). Som Lailas fortælling viser, har hun rettet sin opmærksomhed på de andre. Interaktionen og dialogen kvinderne imellem påvirker således Lailas refleksive bevidsthed. Her fremkalder det sprogligt delte nye muligheder, som kan overskride fastlagte handlemønstre, vaner og en del tidligere erfaringer (Ibid.). Denne bevidstgørelse skaber erkendelse hos den enkelte. Erkendelsen skaber ansvar og dermed øges følelsen af forpligtigelse deltagerne imellem. Således kan intersubjektivitet fremme gruppedannelse, styrke gruppens funktion og sikre samhørighed (Stern, 2004:113).

Lailas oplevelse af at blive følelsesmæssigt påvirket af de andres fortællinger, kan være et udtryk for, at hun er blevet mere opmærksom på sine følelser. Når man er i kontakt med sine følelser, vil det resonere i egen krop, når andre taler om eller viser deres følelser. Man kan således bedre relatere til andres følelser og vise empati (Goleman, 1999). Lailas fortælling giver et indblik i, hvordan øget sansning og fællesskab kan øge evnen til at forstå egne og andres følelser, til at motivere sig selv og håndtere egne indre følelser og relationelle følelser på en hensigtsmæssig måde (Goleman, 1999:397). Fællesskabet bidrager således til, at den enkelte kvinde forstår sig selv, lærer om sig selv, sine tanker, følelser og handlinger samt vaner.

Social sanselighed i bevægelse – Om fællesskab & kropsbevidsthed

Rummet er fyldt med smil og glade blikke i forsøget på at ramme den ”rigtige” hånd eller skulder. Jeg går hurtigere og meget energifyldt for overhovedet at følge med. Jeg har det dejligt lige nu. (Oplevelsesbeskrivelse, Winnie).

Winnie beskriver sin oplevelse af en gangøvelse med tempo- og rytmeskift inklusiv forskellige interaktionsøvelser. I instruktionen af gangøvelserne blev der fokuseret på oplevelsen af at gå rundt mellem hinanden, føddernes kontakt til gulvet, omgivelserne, hastigheden, pladsforholdene i rummet. Der blev løbende givet instrukser om tempo og rytmeskrift, kropsholdning og forskellige måder at interagere på. Winnie oplevede, at hun skulle gå hurtigere og mere energifyldt for at følge med. Der blev skabt en rytme i bevægelsen kvinderne imellem. En rytme som kan styrke samhørigheden, fællesskabet og derigennem den enkeltes forandringsproces. Men hvad er det der sker?

Bevægelse bidrager, ligesom dialog, til intersubjektivitet eller resonans mellem mennesker. Resonans kan forklares ved hjælp af nyere forskningskortlægning og forståelse af spejlneuroner. Tilstedeværelsen af spejlneuroner peger på, at det kan forbedre vores evne til at gøre ting, når vi ser andre gøre dem (Stern, 2004:94). Deltagelse i for eksempel bevægelse resulterer i en forbigående intersubjektiv kontakt, hvor deltagerne antager, at de andre oplever, hvad der sker på samme måde, som de selv gør, måske på grund af spejlneuronerne (Stern, 2004:124). I flere af forløbets øvelser fik kvinderne mulighed for at mødes med og reagere på forskellige bevægemønstre, heriblandt også de, der lignede deres eget. Dermed fik de egen bevægelsesadfærd spejlet.

Når man bevæger sig sammen og ens bevægelser spejles, kan man efterhånden øge sin bevidsthed om, hvordan man fremtræder for andre mennesker (Roxendal, 1995). Spejlneuronsystemet kan på den måde lede os videre til en forståelse af, hvordan kvindernes bevægelser tilpasser sig hinandens tempo og rytme, når for eksempel deres hænder eller skuldre mødes og koordineres. Her sker en synkronisering af bevægelsen, hvor bevægelserne tidsmæssigt koordineres, hvilket gør, at kvinderne tager del i hinandens oplevelse, og på den måde deler de øjeblikket (Stern, 2004:97).  Når vi afstemmer vores bevægelser med andres, optimerer vi den sociale sanselighed. Interaktionen ændres til en relation og måske til en tæthed og tilknytning til den eller de, man interagerer med (Borghäll, 2011:172; Hart, 2009:121). Fællesskabsfølelsen styrkes altså i bevægelse med andre.

Fænomener af betydning for forandring af livsførelse

Intentionen med undersøgelsen var at belyse ny viden om, hvad der konstituerer og fastholder den enkeltes livsførelse. Hensigten var, at opnå en dybere og mere kompleks forståelse af det at ændre vaner med det sigte, at der fremadrettet kan søsættes nye og flere livsstilsinterventioner med en mere helhedsorienteret tilgang. I artiklen har vi blot taget fat i få ud af mange udfordringer med at ændre vaner. Betydningen af det kulturelt skabte og herskende kropsideal, hvor overvægt har negativ signalværdi, er en væsentlig medvirkende faktor til at kvinderne i projektet distancerer sig fra kroppen og bryder med sansningen.

Undersøgelsen peger på, at bevægelse har potentialer i forbindelse med at den enkelte øger sin kropsbevidsthed, mærker sig selv efter, kommer tættere på sig selv, sine sanser og dermed de følelser der ligger under overfladen. Men bevægelsen står ikke alene. Der skal sættes ord på det sansede og oplevede for at det bedre kan integreres i bevidstheden ved at skrive ned eller ved at fortælle sig selv frem. Det er her fællesskabets betydning træder frem. Et fællesskab hvor der er skabt rum til intersubjektive øjeblikke og følelsen af samhørighed, støtte, tillid og tryghed. Ved at tage udgangspunkt i den enkelte og kombinere bevægelse, fællesskab og samtale har projektet belyst en måde, hvormed den enkelte får mulighed for at arbejde ud fra sit ståsted hen mod mere hensigtsmæssige og bæredygtige vaner i livsførelsen.

Undersøgelsen af Body-Mind projektet taler for at der er behov for en komplementær, mere subjektiv funderet og helhedsorienteret tilgang til ændring af vaner, herunder arbejdet med nedbringelse af for stor kropsvægt. En tilgang der i større omfang kan være et supplement til allerede eksisterende interventioner og projekter med et mere standardiseret og kontrolleret vægttabsforløb, baseret på målbar motion og indtagelse af kost.

Projektets potentialer i et samfundsperspektiv

For at komme nærmere en dybereliggende samfundsvidenskabelig forståelse af, hvad der gør sig gældende, når vaner søges ændret, sætter vi i det følgende fokus på strømninger i samfundet. I takt med samfundsudviklingen har traditioner mistet deres værdi. Det har betydning for menneskets livsvalg og livsførelse. Hvor valg førhen blev truffet på baggrund af traditioner, gøres valg i dag i langt højere grad på baggrund af den øgede, foranderlige information og viden. Øget information og viden om eksempelvis sundhed, vægttab, motion og kost er kun aktuel indtil ny viden erstatter eller supplerer. Det stiller den enkelte over for en række valg, med mulighed for at skabe og forme egen livsstil og identitet (Giddens, 1996:28-33). Problematikken i samfundet, som afspejlede sig hos kvinderne i projektet er båret af, at den enkelte i for høj grad navigerer ud fra krav og anbefalinger til sund livsførelse. Valg af livsførelse er blevet et refleksivt og kontinuerligt selvidentitets projekt, hvor stabiliteten og referencepunkterne findes i foranderlige kosttrends som stenalderkost, rawfood og lifefood eller træningsformer som crossfittræning, maraton og triatlon.

Endvidere forsøger den enkelte at navigere og sætte kursen, i valgmulighedernes labyrint, ved blandt andet at opsøge Life coaches, der kan hjælpe til at finde mening og give livet retning. Flere deltager på selvudviklingskurser af samme årsag. Denne terapeutiske strømning skal ses som et svar på, at individet føler sig efterladt og alene i en verden, hvor han eller hun mangler den psykologiske støtte eller følelse af sikkerhed, som mere traditionelle rammer giver (Giddens, 1996:47). Denne samfundstendens viste sig at gøre sig gældende for kvinderne i projektet. Vægtningen af fællesskab og støtte, i Body-Mind projektet, imødekommer følelsen af sikkerhed i kraft af de tillids- og tryghedsskabende bånd. At traditionelle fællesskabsformer bliver mindre betydningsfulde, aktualiserer i højere grad betydningen af, at vi i samfundet bør tænke flere tiltag ind, som prioriterer fællesskabet højt.

Da kroppen er den første måde vi som mennesker præsenterer os for omverdenen på, er krop, udseende og holdning af stor betydning for den enkelte og tillige med til at bestemme det enkelte menneskes placering i en social arena (Kirkegaard Lund, 2011:330; Glasdam, 2009:24). Derfor aktualiserer overvægtens negative signalværdi alternative tilbud til overvægtige, som Body-Mind projektet. Her findes et fællesskab og en anerkendelse blandt andre overvægtige, hvor fokus ikke er på overvægt og krop som fjende, men på en helhedsorienteret tilgang med afsæt i det hele menneske.

Sundhed i videnssamfundet – hvor er vi?

De samfundsøkonomiske udfordringer med livsstilrelaterede sygdomme, herunder overvægt forsøges, som tidligere nævnt, bekæmpet. Der symptombehandles som aldrig før. Flere får opereret mavesækken mindre, foretaget fedtsugninger eller gennemgår slankekurer med slankepulvere. Derudover findes der statsinterventioner, såsom ”Motion på Recept”, hvor overvægtige får recept på at bevæge sig, sundhedsstyrelsen opstiller anbefalinger om 30 minutters motion om dagen, seks stykker frugt og grønt om dagen og lignende. Fælles for dem alle er, at det er udefrakommende faktorer, som kan reguleres og måles, hvor kun symptomet overvægt behandles. (Chan, Ho, & Chow, 2001:262; Lowen, 1995:14-15; Becker & Rhynders, 2013:1-3). Ovenstående viser et snævert sundhedsperspektiv – en patogenetisk anskuelse af sundhed, hvor sygdommens opståen og udvikling er i fokus. Mange livsstilsinterventioner for overvægtige synes netop at tage udgangspunkt heri. Her anskues sundhed som, fysisk velvære og fravær af sygdom, hvorfor det primære formål er at reducere vægt og de sygdomsrisici, der knytter sig til at være overvægtig (Thomas et al., 2008). Årsagen til denne opfattelse af sundhed skal ses i lyset af den stadigt herskende positivistiske videnskabstradition, som præger arbejdet med sundhed og dermed danskernes tilgang hertil (Jensen & Johnsen, 2005). Antallet af undersøgelser der ønsker et nyt perspektiv er stigende (Madsen & Winther, 2012; Elder et al., 2007; Becker & Rhynders, 2013; Leung, Chan, Ng & Lee, 2009; Tangenberg & Kemp, 2002).

Et nyt forskningsparadigme? – Hvor er vi på vej hen?

Vender vi opmærksomheden væk fra sygdom til en øget opmærksomhed på sundhed – salutogenese, retter vi fokus på, hvad det er, der gør, at mennesker holder sig raske og sunde til trods for alle de belastninger de udsættes for (Antonovsky, 2004; Jensen & Johnsen, 2005:71-105). Med salutogenesens lære om sundhed og dens opståen fokuserer man på at give det enkelte menneske empowerment til at forblive sund og opnå bedre sundhed.

Ud fra dette synspunkt, er en måde at nærme os en salutogenetisk tankegang netop at iværksætte projekter, som styrker den enkeltes empowerment. Det handler om at give den enkelte redskaberne til at overleve eller via livslang sundhedsfremmende forandring, at gøre den enkelte i stand til at tage sunde og hensigtsmæssige valg i livet. Den danske livsfilosof Mogens Pahuus skriver: ”Hvis man ikke kan mærke sine følelser, kan man ikke mærke livet selv”. Citatet understreger vigtigheden af at arbejde med den enkelte og kroppen som udgangspunkt i kraft af, at vi sanser og mærker via kroppen. Der ligger derfor et stort arbejde forude, taget den samfundskulturelle og dualistiske tilgang til kroppen i betragtning.

Det er der netop mulighed for gennem mere helhedsorienterede projekter, som Body-Mind projektet. Den enkeltes empowerment styrkes gennem bevidstgørelse og en øget forståelse af sammenhængen mellem krop og sind. En forståelse af at vores følelser og tanker har væsentlig indflydelse på styrken af vores empowerment. I helhedsorienterede tilgange med udgangspunkt i den enkeltes livsførelse, lærer den enkelte at lytte til kroppen og derigennem imødekomme egne behov. En opmærksomhed på krop og behov afstedkommer, at den enkelte i højere grad er medvirkende til at identificere egne værdier for herigennem at forebygge stress og sygdom og styrke egen livsglæde. Det er således først når vi forstår at krop og sind er to sider af samme sag, uløseligt forbundne, at vi virkelig åbner op og kan arbejde bæredygtigt med ændring af vaner. Vores kropsbevidsthed er nøglen til vores egentlige sundhed.

Referencer

• Antonovsky, A., (2004) Helbredets Mysterium – At tåle stress og forblive rask. 3. oplag. Hans Reitzels Forlag.
• Becker, C.M. & Rhynders, P., (2013) It´s time to make the profession of health about health, Scandinavian Journal of Public Health, Vol.41:1-3
• Borghäll, J. (2011). Rudolf Laban og jeg- en genial bevægelseslære i teori og praksis. Institut for Solskin
• Chan, C., Ho, P., Chow, E. (2001). “A Body-Mind-Spirit Model in Health: An Eastern Approach”. Social Work in Health, Vol. 34, (3):261-282.
• Damasio, A. (2004). Fornemmelsen af det, der sker. Krop og emotion ved dannelsen af bevidsthed. Gyldendal Akademisk
• Engel, L. (2001). Krop, psyke, verden. Copenhagen. Hovedland-IFI, 1. udgave
• Fink-Jensen, K. (1998). Stemthed – en basis for æstetisk læring, Det musiske i et livsfilosofisk lys. Danmarks Lærerhøjskole, København.
• Gendlin, E.T. (2011/1983). Fokusering, København, Apostrof.
• Giddens, A. (1996). Modernitet og selvidentitet. Hans Reitzels Forlag, København.
• Glasdam, S. (2009). Folkesundhed – i et kritisk perspektiv. 1. udgave. Dansk sygeplejeråd. Nyt nordisk forlag Arnold Busck
• Goleman, D. (1999). Følelsernes intelligens på arbejdspladsen. 1. Udgave. Borgen
• Hart, S. (2009). Den følsomme hjerne. 1. udgave. 3. oplag. Hans Reitzels Forlag
• Indenrigs- og sundhedsministeriet (2007). De samfundsøkonomiske konsekvenser af svær overvægt.
• Jensen, T. K.,  Johnsen, T. J. (2005) Sundhedsfremme i teori og praksis, 2. udgave, 8. oplæg, Forlaget Philosophia og forfatterne.
• Juel, K., Sørensen, J.,  Brønnum-Hansen, H. (2006). ”Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark”, Statens Institut for Folkesundhed, Kailow Graphic
• Kayser-Nielsen, N. (1997). Krop og kulturanalyser. 1. udgave. Odense Universitetsforlag
• Kirkegaard, K., L. (2011) Fitnesskulturer i Skandinavien I: Grundbog i Idrætssociologi. red. / Lone Friis Thing; Ulrik Wagner. 1. udg. København. Munksgård Danmark, s. 323-334.
• Kjøller, M., Juel, K. & Kamper-Jørgensen, F. (2007). Kapitel 21: Overvægt og fedme. Statens institut for folkesundhed, Folkesundhedsrapporten, Syddansk universitet, Danmark
• Leung, P. P., Chan, C. L., Ng, S., Lee, M. (2009) Towards Body–Mind–Spirit Integration: East Meets West in Clinical Social Work Practice In: Clinical Social Work Journal, Vol. 37: 303–311
• Lowen, A. (1995). Den guddommelige krop, 1. udg. Borgens Forlag, Valby.
• Lupton, D. (1996). Food the Body and the Self. SAGE Publications. London.
• Løgstrup, K.E. (1995). Kunst og erkendelse – kunst filosofiske betragtninger metafysik II, Nordisk Forlag.
• Merleau-Ponty, M. (1994). Kroppens fænomenologi. Frederiksberg. Det lille forlag. Oversat af Bjørn Nake efter Phenomenologie de la Perception. 1945
• Merleau-Ponty, M. (2006). Kroppens fænomenologi. Frederiksberg. Det lille forlag. Oversat af Bjørn Nake efter Phenomenologie de la Perception. 1945
• Møller, V. (2006). Det gyldne fedt: Analyse af et lukrativt samfundsproblem. Gyldendal
• Pahuus, M. (1993). Livet selv – en livsfilosofisk tolkning af kristendomen, 1. udg. Philosophia, Århus
• Regeringen (2002). Regeringens sundhedsprogram: ”Sund hele livet – de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-10”.
• Richardson, L. (1998). Fields of Play: Constructing an Academic Life. New Brunswick, NJ. Rutgers University
• Roxendal, G. (1995). Et helhedsperspektiv – fremtidens fysioterapi. Hans Reitzels Forlag. København.
• Stelter, R. (2009). Experiencing mindfulness meditation – a client narrative perspective. International Journal of Qualitative Studies on Health and Well-being, Vol.4, 145-158.
• Stern, D. (2004). Det nuværende øjeblik. København: Hans Reitzels forlag. s. 43-59
• Stroebe, W., Mensink, W., Aarts, H., Schut, H., Kruglanski, A.W. (2008), “Why dieters fail: Testing the goal conflict model of eating”. Journal of Experimental Social Psychology 2008;44:26-36.
• Tangenberg, K. M., Kemp, S. (2002) “Embodied Practice: Claming the bodys Experience, Knowledge and Agency for Social Work” In: Social Work Vol. 47 (1)
• Thomas, S., L., Hyde, J., Karunaratne, A., Kausman, R. (2008). ”They all work…when you stick to them: A qualitative investigation of dieting, weight loss, and physical exercise, in obese individuals”. Nutrition Journal (7:34).
• Winter, H. (2011). Praksisfortællinger. I: Glasdam, S. Bachelorprojekter inden for det sundhedsfaglige område – indblik i videnskabelige metoder. Nyt Nordisk forlag, Arnold Busck/Schønberg.
• Winther, H. (red.) (2012). Kroppens sprog i professionel praksis – om kontakt, nærvær, lederskab og personlig kommunikation. Billesø & Baltzer, Værløse.

Hjemmesider

• SST (2013) Sundhedsstyrelsen http://www.sst.dk/ – set 10.07.2013

[1]    Bæredygtig integrering henviser til en kontinuerlig og kompatibel ændring af vaner i den enkeltes livsførelse.
[2]    Vaner og rutiner er gentagelsesprægede strukturer. Det er aktiviteter som den enkelte gør dagligt og finder en elementær livssikkerhed i. Vaner er et udtryk for personlige prioriteringer for måden at leve livet på og indeholder derfor en dybereliggende personlig mening, som ofte er så dybt funderet, at de tages for givet (Dreier, 2011:10). Set ud fra et kropsfænomenologisk og energetisk perspektiv er vaner kropsligt forankrede, de er intuitive og er således ofte handlinger vi ikke er bevidste om (Merleau-Ponty, 1994:98-99; Lowen, 1995).
[3]    Oplevelsesbeskrivelser er fænomenologiske førstehåndsbeskrivelser. I projektet blev de nedskrevet af kvinderne umiddelbart efter hvert bevægelsesmodul. Brugen af beskrivelserne var en hjælp til at indfange kvindernes følelsesmæssige processer og en hjælp til at komme tæt på fænomenerne bevægelsens potentialer og opmærksomhed i bevægelse ved at synliggøre særlige temaer (Winther, 2011). Beskrivelserne er funderet i en kropslig fornemmelse og tager derfor udgangspunkt i den subjektive oplevelse af situationen og skrives af samme grund i nutid og jeg-form.
[4]    Stemthed er sindets følelsesmæssige grund og vores følelsesmæssige åbenhed (Pahuus, 1993:174). Det skal forstås, som at mennesket i mødet med noget eller andre har en åben og modtagende indstilling i sansningen. I det stemte indtryk er vi åbne for en betydning af, hvad vi sanser og kommer ud for, der går ud over eller bag om vores på forhånd fortrolighed med tingene og begivenhederne (Løgstrup, 1976/1995:10).
[5]    Den kinæstetiske sans bliver også kaldt muskel og led sansen og er opfattelsen af kroppens bevægelser, position, vægt og kraft gennem sansning fra muskler, sener og led.
[6]    Den følte fornemmelse er et begreb af den amerikanske filosof og psykolog Eugine Gendlin. Han ser den kropslige følte fornemmelse som en anden del af bevidstheden, hvor en øget kropslig opmærksomhed vil lede individet i sine handlinger, da kroppen besidder stor viden (Gendlin, 2011:7).
[7]    Dagens Bog er en blanding af dagbogsførelse og logbogsskrivning. Kvinderne skulle anvende bogen som et dagligt arbejdsværktøj til at øge opmærksomheden på et ugentligt valgt fokusområde.