Livslång aktivitetslust

Lars Magnus Engströms bog Smak för motion – Fysisk aktivitet som livsstil och social markör er en omarbejdet version af Idrott som social markör fra 1999. I Smak för motion har Engström på ny bearbejdet data fra et longitudinelt studie, om den svenske befolkningens smag for og dyrkning af idræt og motion, men han har også tilføjet ny data. Det næsten 40 år lange opfølgningsstudie, som han påbegyndte i 1968, indeholder data om ca. 2000 drenge og piger, hvis idrætsvaner er blevet fulgt fra 15 til 53 års alderen.

Det er kulturformerne, hvorunder den fysiske aktivitet bliver dyrket i fritiden, der er omdrejningspunkt for Engströms analyse. Engström søger med bogen, at besvare to spørgsmål. 1. Kan menneskers smag for fysisk aktivitet i fritiden, såvel som deres smag for forskellige former for fysisk aktivitet og motion, ses som markører for social position? 2. Hvilken betydning har den erfaring, man danner i ungdomsårene, for den senere interesse for eller afstandtagen fra at dyrke fysisk aktivitet i fritiden?

Bogen er opdelt i 5 kapitler. Kapitel 1 rummer en kortfattet historisk gennemgang af kropskulturens udvikling i Sverige gennem de seneste 200 år – fra Linggymnastikken til nutidens former for motionsdyrkelse. I kapitel 2 præsenterer Engström bogens teoretiske udgangspunkt, som er inspireret af den franske sociolog Pierre Bourdieus forskning om sammenhængen mellem individets habitus, kulturelle præferencer og livsstil. Vægten er lagt på en beskrivelse af habitusbegrebet – en betegnelse for individets samlede sociale og kropslige erfaringer – samt habitus betydning for udviklingen af smag for og valg af motions- og idrætspraktikker.

Samspillet mellem individets habitus og de logikker, som de forskellige praktikker hviler på, er således afgørende for valg eller fravalg af motions- og idrætsdyrkelse.

Der er sket forandringer i dyrkelsen af fysisk aktivitet i fritiden, siden Engström påbegyndte indsamlingen af datamateriale. Mange nye aktivitetsformer og måder at dyrke idræt på, er kommet til. Dette afspejles i bogen ved, at Engström erstatter begrebetidræt med kropsudøvningskultur, som den overordnede samlebetegnelse. I kapitel 3 er det Bourdieus ræsonnement om ”praktikkernes logik”, der tages i anvendelse. Engström videreudvikler her sin analyse af kropsudøvningskulturens praktikker og logikker. I kapitlet præsenteres tre overordnede logikker, som ligger bag den måde kropsudøvningskulturen, har udviklet sig på. Logikkernes handlingsprincipper adskiller sig fra hinanden på afgørende punkter. De tre logikker, som således afspejler forskellige tilgange til det at dyrke idræt og motion, er præstation, træning og oplevelse. Selve aktiviteten bliver her underordnet den bagvedliggende logik. Engström betoner, at en idrætsaktivitet således kan dyrkes ud fra alle tre logikker, og at de forskellige logikker vil appellere til forskellige individer alt efter individets habitus. Samspillet mellem individets habitus og de logikker, som de forskellige praktikker hviler på, er således afgørende for valg eller fravalg af motions- og idrætsdyrkelse. Dette er ifølge Engström også forklaring på, hvorfor nogle individer har en livsstil, der ikke inkluderer idræt og motion, på trods af at de har viden om sundhedsrisikoen ved en inaktiv livsstil.Kapitel 4 præsenterer undersøgelsens empiriske datamateriale, der bygger på syv dataindsamlinger i form af spørgeskemaundersøgelser, foretaget løbende mellem 1968-2007. I kapitlet opstiller og afprøver Engström fem teser, som er relateret til de to indledende spørgsmål. Et af de væsentlige empiriske fund udfordrer den ofte fremførte tese, at der er sammenhæng mellem det at have dyrket idræt som barn og ung med, om man dyrker idræt som voksen. Datamaterialet viser ikke en sådan sammenhæng. Den manglende sammenhæng forklarer Engström med forskellen i de logikker, der ligger bag den idræt som undersøgelsespersonerne dyrkede som børn og unge og den idræt og motion, de som voksne har interesse og mulighed for at dyrke. Foreningsidrætten, som rummer en præstationslogik, var den typiske idræt, der blev dyrket i barne- og ungdomsårene, mens det er mere motionsprægede aktiviteter, der rummer en træningslogik, der tilbydes og dyrkes af de midaldrende undersøgelsespersoner. Forskellene i logikker betyder, at det ikke er nogen udslagsgivende faktor på de voksnes motionsdeltagelse, om de som barn har dyrket foreningsidræt. Datamaterialet viser derimod, at to andre forhold ser ud til at have betydning for, om man i voksenlivet dyrker idræt og motion. Det ene er den karakter undersøgelsespersonernes fik i skolen i faget gymnastik og det andet er bredden i erfaring med dyrkelsen af forskellige former for idræt.

Kapitel 5 rummer bogens konklusion og perspektivering. Svaret på om menneskers smag for fysisk aktivitet, såvel som deres smag for forskellige former for fysisk aktivitet og motion, kan ses som markører for social position, er ifølge Engström ikke entydigt. Det skyldes den udvikling, der har fundet sted inden for kropsudøvningskulturen, hvor de praktikker, der var dominerende i 1968, da undersøgelsespersonerne var 15 år, er anderledes og indeholdt andre værdier og logikker end de aktiviteter, der er tilgængelige for de midaldrende undersøgelsespersoner. Dog konkluderer Engström, at den motion, der bliver dyrket i voksenalderen, er tydeligt relateret til social position. Den tydeligste distinktionsværdi mellem individer med forskellige sociale positioner viser sig ved, om man overhovedet dyrker idræt og motion. Det skyldes ifølge Engström først og fremmest, at udbuddet af aktiviteter primært er tilpasset en middelklasse habitus. Engström konkluderer derfor, at individets smag for idræt og motion udformes i mødet mellem dets habitus, de rådende livsvilkår samt det tilgængelige udbud af idræts- og motionspraktikker.

Sidst i bogen bevæger Engström sig ind på det pædagogiske og velfærdspolitiske område, og kommer med anbefalinger til tiltag, der efter hans mening kunne fremme, at flere børn og voksne bliver fysisk aktive. Her savnes dog en mere nuanceret og grundig diskussion, da bogens resultater er relevante i et velfærdsperspektiv, herunder også et sundhedsperspektiv. Engströms resultater tilføjer nye perspektiver og ny viden om befolknings valg og fravalg af idræt og motion. Resultaterne peger i retning af, at det afgørende for, om man udvikler en fysisk aktiv livsstil i voksenalderen, er, at man som barn har haft en positiv oplevelse og mestring af den idræt, der foregår i skolen, og at man er blevet præsenteret for et mangfoldigt udbud af idræts- og motionsformer. Dette burde vække til politisk nytænkning. Ud fra et velfærdsperspektiv burde man tillægge den idræt, der foregår i skolen langt større værdi. Idræt i skolen rummer netop muligheden for alsidighed i aktivitetsudbud. Og med den rette pædagogiske tilgang rummer udviklingen af idræt dyrket i og på skolen yderligere mulighed for at mindske den sociale ulighed i sundhed og idrætsdeltagelse, i det den rammer hele målgruppen af børn og unge.

© Charlotte Østergaard 2011.