En bog der trækker nogle lange linjer op i sin første del og præsenterer relevante og inspirerende overvejelser i den anden

0

Christian Tolstrup Jensen
Institutionen för idrottsvetenskap, Malmö universitet


Claus Bøje & Søren Riiskjær
Dansk idrætspolitik: Idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år
312 sidor, inb., ill
København: Gads Forlag 2023
ISBN 978-87-12-07125-9

Der findes få historiske studier af dansk idrætspolitik i almindelighed og studier af mere overgripende art og med fokus på det nationale niveau i særdeles. Dette i sig selv gør Dansk idrætspolitik til et interessant bidrag til litteraturen om dansk idrætshistorie.

Inden jeg kommer til indholdet, er det værd at kaste et blik på forfatterne og bogens metode. De skriver selv om fremstillingen, at den er baseret på egne erfaringer og giver deres ”personlige syn” på sagerne – noget der ikke er uvæsentligt (og måske heller ikke uventet), når begge forfattere har haft en lang farttid i det danske idrætsmiljø inklusiv Kulturministeriet (s. 11).

Forfatternes personlige erfaringer giver flere steder indblik i arbejdet bag kulisserne, selvom bogen ikke er noget arkivbaseret studie. Den er foruden erfaringerne baseret på umiddelbart tilgængelige kilder (primært Folketingsdebatter, avismateriale, diverse politiske redegørelser og tidligere forskning). Det er dog ikke altid klart, hvornår det faktisk er direkte egne oplevelser, der refereres, og her burde bogen måske have været en anelse tydeligere. For eksempel har Claus Bøje tidligere tilkendegivet, at det ikke bare var ”embedsværket” (s. 63), der foreslog kulturminister Niels Matthiassen at nedsætte et udvalg, der skulle belyse eliteidrættens vilkår, men Claus Bøje selv (Hansen & Løvstrup, 2002, pp. 61–62).

For at komme til bogen er udgangspunktet, at idrætten ”har fået en paradoksalt beskeden politisk opmærksomhed, når man tager idrættens samfundsmæssige placering og synlighed i betragtning” (s. 10). At starte med at slå fast at bogens tema har beskedent omfang og betydning kan synes som et pudsigt udgangspunkt. På den ene side, er der måske en grund til, at forskningen har viet området så begrænset opmærksomhed? På den anden side kan man også vælge at undre sig over dette beskedne omfang, og det er det, som er bogens underliggende spørgsmål i dens første del og problemet i bogens anden del.

Anede man en vis faible for en bred forståelse for idræt i bogens første del, så bliver tendensen tydelig i den anden del, som diskuterer, hvad det faktisk burde betyde for idrætten, at den ivaretages af et kulturministerium.

For at starte med spørgsmålet svarer forfatterne ved at vise, hvor politisk mineret det idrætspolitiske felt i Danmark er i bogens første del. Ved at følge idrætten fra den bliver en del af Kulturministeriets ressortområde i 1976 og frem til 2022, viser bogen, hvor svært det er at få politiske initiativer igennem og dermed en potentiel årsag til den manglende opmærksomhed.

Mere præcist tegner bogen et billede af idrætspolitikken, der kan deles i to perioder. Den første periode starter i begyndelsen af 1970erne, hvor spørgsmålet om idræt som et kulturelt udtryk bliver aktuelt som en udløber af en større debat om det udvidede kulturbegreb, der startede med En kulturpolitisk redegørelse fra 1969. Debatten om idrættens rolle resulterer inden for en ganske kort årrække i Betænkningen om idrætten og friluftslivet og idrættens efterfølgende indtog i Kulturministeriet. Derefter følger idrætspolitiske redegørelser med jævne mellemrum indtil midten af 1990erne, hvor kulturminister Ebbe Lundgaard fremlægger den seneste.

Det vedholdne fokus på redegørelserne, som bogen redegør grundigt for med mange, fyldige citater, viser tydeligt, at omfanget af idrætspolitikken i denne periode ikke savnede ord. Samtidig konkluderer forfatterne, at flere af de politiske indlæg havde begrænsede konsekvenser eller manglede konkrete visioner. Noget der blandt andet bundede i at Kulturministeriet ikke havde mange midler til egne initiativer og at idrættens organisationer stod stærkt både i egen ret og blandt flere partier i Folketinget.

Meget sigende er det fremmeste idrætspolitiske udtryk i denne periode da heller ikke redegørelserne men debatten om statsstøtten i eliteidræt i Danmark, som er blevet analyseret mere indgående tidligere (Hansen & Løvstrup, 2002). Dansk idrætspolitik bidrager dog med en intressant analyse af lovens ”kulturpolitisk bredde og dybde” og æstetiske og kunstneriske dimensioner (s. 77). Ligesom redegørelserne fik disse dimensioner begrænset betydning i praksis, men både de såvel som redegørelserne viser hvilke strømninger, som trods alt fandtes i dansk idrætspolitik.

Efter reguleringen af eliteidrætten varsler spørgsmålet om reguleringen af idrættens indtægter i 1990erne overgangen til en ny periode. De første diskussioner om resultatkontrakter viser sig, og det internationale arbejde bliver vigtigere herunder kampen mod doping. Samtidig viser forfatterne, at der var forsøg på kulturpolitiske initiativer, som fx Jytte Hildens forslag om ”Idrættens tredje vej” og Ebbe Lundgaards Idrættens udviklingsfond, der minder visionerne fra 1970erne og 1980erne.

I 2001 bliver Brian Mikkelsen kulturminister og i bogen får hans internationale arbejde lov til at fylde meget, hvilket efterlader et indtryk af en minister, der bedrev mere idrætspolitik end kulturpolitik i sin omgang med idrætten. Nu handlede det ikke om at omkalfatre idrætskulturen men snarere mere begrænsede reformer af idrættens forhold som fx af Team Danmark i 2004, som indførte resultatkontrakter men ikke gav anledning til mere grundlæggende idrætspolitiske diskussioner om eliteidrætten. Det betyder, at perioden fra 2001 til 2008 i bogen, hvor kulturministeren faktisk havde en stærk idrætsinteresse og en stærk position i regeringen, skiller sig ud fra behandlingen af andre idrætsinteresserede kulturministre i bogen som Ebbe Lundgaard og Elsebeth Gerner Nielsen. Analysen af Brian Mikkelsens periode bliver derned også et eksempel på gennemgående pointe: at idrætspolitik står og falder med ministre.

Dansk holdpræsentation ved starten af kvindehåndboldkampen mellem Sverige og Danmark ved IHF World Championship, Tyskland 2017. (Shutterstock/Dan POTOR)

I den anden periode bliver det dermed bare Marianne Jelved, kulturminister 2012-15, som forsøgte sig med et på mange måder mere radikalt forslag om en større økonomisk omfordeling i 2014, noget som de store idrætsorganisationer afviste, og som endte langt fra det oprindelige forslag. Derefter afsluttes første del med at gennemgå den lange række af internationale udfordringer, som præger dansk idræt som fx daværende kronprins Frederiks medlemskab af IOC, den russiske dopingskandale og matchfixing.

Bogens anden del handler om den manglende politiske opmærksomhed som et problem for dansk kulturpolitik – og for dansk idræt(skultur). Anede man en vis faible for en bred forståelse for idræt i bogens første del, så bliver tendensen tydelig i den anden del, som diskuterer, hvad det faktisk burde betyde for idrætten, at den ivaretages af et kulturministerium. Forfatternes argumentation for idrættens forbindelse til kulturpolitikken er blandt andet baseret på, at processens kvalitet skal have lov til at være det centrale i stedet for resultatet. I idrætten vil det for eksempel være aktiviteten i legen, dansen, kampen og fordybelsen, som sikrer idrættens kvalitet og leverer den dannelse til deltagerne, der gør idrætten til kultur. En kvalitet i idrætten, som ifølge forfatterne mangler fordi, staten har givet sig ind på et samarbejde mellem marked og kultur, for hvor stiller det idrættens ”dannelsesprojekt”, der ikke nødvendigvis lever op til markedets vilkår (s. 236)?

Den samlede konklusionen bliver, at dansk idrætspolitik er defineret ved forholdet mellem staten og idrættens organisationer; et forhold, som ofte skifter med ministrenes politiske ståsteder. Fra venstrefløjen og De radikale er der udgået forsøg på reformer, mens de borgerlige ”gennemgående har været tilbageholdende eller direkte modstandere” (s. 248). Samtidig anerkender bogen idrættens evne til at læse politikken og tage initiativer selv. Med hensyn til spørgsmålet om hvem som styrer dansk idrætspolitik, placerer bogen sig dermed mellem dansk idræt som helt autonom og dansk idræt som en løbende forhandling (Eichberg & Ibsen, 2006; Thing & Ottesen, 2010).

Bogens vigtigste bidrag til forskningen og debatten er at spørge om ikke idrætspolitik (også) er et spørgsmål om at skabe eller regulere kultur (s. 241, 244). Debatten om eliteidrætten kan være et godt eksempel. Det var længe en central debat, som forfatterne selv mener ophørte med vedtagelsen af Loven om eliteidrættens fremme i 1984. Men blev problemet faktisk løst i 1984 eller forstummede debatten bare? Dansk idrætspolitik kan i hvert fald ses som et forsøg på at rejse spørgsmålet om elitens og præstationens rolle i idrætten igen, når forfatterne i bogens anden del diskuterer forholdet mellem præstation og dannelse i idrætten.

Samlet set, trækker Dansk idrætspolitik nogle lange linjer op i sin første del og præsenterer relevante og inspirerende overvejelser i den anden. Når forfatterne i bogens første del insisterer på at fortælle kronologisk, betyder det, at visse begivenheder er med, som havde yderst begrænsede konsekvenser. Det kan lyde som irrelevant (og visse steder bliver det lidt langt), men historierne om forsøgene på forandring, som slog fejl, rummer en centrale pointe om dansk idrætspolitik: Det er et område, hvor kulturpolitiske initiativer har det svært, og det er en pointe, som aldrig var kommet frem, hvis forfatterne havde holdt sig til at undersøge beslutninger med åbenlyse konsekvenser. Her viser bogens kronologiske tilgang sit værd. I den anden del viser den anden af bogens forcer sig, når den ikke bare giver læseren et overblik over debatterne, men også udvider blikket for, hvordan idrætspolitikken skulle kunne være med tråde til arkitektur, selvorganiseret idræt, dannelse, kropskultur og meget meget mere.

Copyright © Christian Tolstrup Jensen 2024

Litteratur

Eichberg, H., & Ibsen, B. (2006). Dansk Idrætspolitik: Mellem frivillighed og statslig styring. Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, SDU, for Idan. http://www.idan.dk/vidensbank/downloads/dansk-idraetspolitik/1c181777-a685-4d4f-aa88-97c4012530d3
Hansen, J., & Løvstrup, I. (2002). Da eliteidrætten blev stueren: Eliteidræt og idrætspolitik i Danmark. Syddansk Universitetsforlag. https://portal.findresearcher.sdu.dk/en/publications/da-eliteidr%C3%A6tten-blev-stueren-eliteidr%C3%A6t-og-idr%C3%A6tspolitik-i-danma
Thing, L. F., & Ottesen, L. (2010). The autonomy of sports: Negotiating boundaries between sports governance and government policy in the Danish welfare state. International Journal of Sport Policy and Politics, 2(2), 223–235. https://doi.org/10.1080/19406940.2010.488070

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.