Facilitetsbrug i Norge

Jens Høyer-Kruse
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Idrætsfaciliteter har stor betydning – både for antallet, der dyrker idræt og motion, og for kvaliteten i den idræt, der dyrkes. De mange idrætsfaciliteter, som nordmænd benytter og anser som et velfærdsgode, er resultatet af mange års facilitetspolitik med styring og finansiering gennem tips- og kommunale midler. Men en række nye aktivitetsformer og facilitetsbehov er med til at udfordre denne traditionelle tildelingsmodel og facilitetspolitikken generelt. Det betyder at man i langt højere grad end tidligere er nødt til at prioritere når der skal bygges en idrætsfacilitet. Skal den tilgodese børn, unge eller voksne, eliten eller breddeidrætten, idræt eller friluftsliv, traditionelle eller nye idrætsaktiviteter?

Derfor er den forskningsbaserede bog Idrett og anlegg i endring. Oppslutning om idrettsaktiveteter og bruk av idrettsanlegg i den norske befolkningen en velkommen kilde til viden omkring idrætsfaciliteters brug.

Bogen ser på den historiske udvikling af idrætsfaciliteter i Norge ud fra forskellige typer af faciliteter, den geografiske fordeling og brugergrupper. Forfatterne analyserer udviklingen af idrætsaktiviteter i befolkningen fra 1985 og frem til 2009 og forsøger at belyse eventuelle sammenhænge mellem denne udvikling og facilitetspolitikken i samme periode. Bogen består af 7 kapitler og som anmelder vil jeg forsøge at vurdere både helheden og de enkelte dele, og hvordan de spiller sammen i min vurdering af bogens kvalitet og relevans.

I kapitel 2 som handler om finansieringen og forvaltningen af facilitetsområdet giver forfatterne en historisk beskrivelse af hvordan relationen mellem idrætten og det offentlige resulterede i udviklingen af facilitetspolitikken før 2. verdenskrig. Kapitlet beskriver hvordan det hele startede som et ’statssocialistisk dannelsesprojekt’ med Rolf Hofmo i spidsen, hvor overskuddet fra tipsmidlerne blev brugt til at finansiere og etablere mange forskellige idrætsfaciliteter over hele Norge. Ud fra en forestilling om geografisk retfærdighed resulterede det i en skæv fordeling og lokalisering af faciliteterne. Det betyder at de små kommuner i Norge har en bedre facilitetsdækning end storbyerne når det drejer sig om store idrætsfaciliteter som idrætshaller, svømmehaller og fodboldanlæg. Kapitlet opdeler perioden i faser og beskriver hvordan udformningen af de forskellige facilitetstyper har ligget under for en massiv differentiering. Således går udviklingen fra store multifunktionelle faciliteter mod mere specialiserede og monofunktionelle faciliteter, som opfylder idrættens rationalitet og fremskridt.

I kapitel 3 beskrives og analyseres den voksne befolknings deltagelse i aktiviteter og organiseringsformer i perioden 1989 til 2009. Her beskrives kort og præcist udviklingen i det norske idrætsmønster. Udover en generel stigning i aktivitetsniveauet i befolkningen ses der tydelige forskelle på tværs af køn, aldersgrupper, indtægt, uddannelsesniveau og andre socioøkonomiske parametre. Selvom der kan registreres forskydninger i deltagelse på tværs af de forskellige aktiviteter, f.eks. at individuelle idrætter vinder frem mens holdidrætterne taber terræn, er det alligevel interessant, at flere og flere aktiviteter rykker ’udenfor’ i naturen og omgivelserne. Samme tendens ses f.eks. i Danmark. Spørgsmålet er så om det skyldes mangel på indendørs faciliteter (pga. stigningen i idrætsdeltagelsen og efterspørgslen efter rammer dertil) eller om det blot er de udendørs aktiviteter der har størst appel hos de voksne og ældre, og som netop står for hovedparten af denne stigning i idrætsdeltagelsen?

I 4. kapitel gives en beskrivelse af hvordan den voksne befolknings brug af idrætsfaciliteterne varierer på baggrund af sociale og demografiske forhold. Ligesom det forrige kapitel ser man her en stor variation i brugen af de traditionelle idrætsfaciliteter. Variationen sker over køn, alder, uddannelsesniveau og indtægt – men også mellem geografiske regioner er der stor forskel. Fra kapitel 2 ved vi at der er en skæv fordeling og lokalisering af idrætsfaciliteterne i Norge – men om dét er en forklaring på den geografiske variation indenfor brugen af de forskellige facilitetstyper undlader forfatterne desværre at gå i dybden med.

I kapitel 5 forsøger forfatterne ud fra en række af de største og mest almindelige facilitetstyper (alpinanlæg, fodboldbaner, atletikanlæg, golfbaner, tennisbaner, gymnastiksale, idrætshaller, lysløjper, motions- og styrketræningscentre, vandrestier, næridrætsanlæg og svømmehaller) at fremdrage forskellige aktivitetsprofiler til at beskrive de typiske brugere af faciliteterne og knytter samtidig lidt historik til de enkelte facilitetstyper. Undersøgelserne viser f. eks. at svømmehallen og motionscenteret fortrinsvis er kvindernes arena (selvom der også kommer en del mænd her) mens idrætshallen og fodboldbanerne domineres af mændene. Men også mellem aldersgrupper og sociale lag er der store forskelle. Overordnet set er brugen af de traditionelle idrætsfaciliteter såsom idrætshaller og fodboldbaner faldet mens den er øget kraftigt for facilitetstyper såsom motions- og styrketræningscentre, vandrestier og lysløjper.

6. kapitel gentager og opsummerer over de tidligere kapitler, hvordan facilitetsbrug og deltagelsen i idrætsaktiviteter har ændret sig over tid.

I bogens afsluttende og perspektiverende kapitel 7 diskuterer forfatterne forskellige grunde til hvordan brugen og ikke-brugen af idrætsfaciliteter kan forstås. Her bliver de overordnede udviklingstendenser i idrætten trukket frem: flere træner og motionerer under andre organiseringsformer, de middelaldrende og ældre bliver mere aktive, idrætsmønsteret bliver mere mangfoldigt og differentieret. Og hvordan påvirker det brugen af idrætsfaciliteterne? I gennemgangen af konsekvenserne af disse tendenser nævnes sporadisk betydningen af afstanden mellem brugerne og faciliteterne. Dette område nyder stigende opmærksomhed internationalt såvel som i Norden og det er ærgerligt at det ikke får mere plads i kapitlet.

Bogen præsenterer afslutningsvis Jan Ove Tangens teorier og tanker om idrætsfaciliteter som sociale konstruktioner, og om det kan forklare hvorfor vi bliver mindre fysisk aktive og hvilke barrierer der er skyld i dette. Svaret skal i følge Tangen findes i os selv, idet vi ikke længere mener, at kunne opfylde de tavse forventninger, som idrættens rum og arenaer synes at kræve af os. Hvis vi ikke føler at vi mestrer de korrekte idrætsøvelser falder vi fra. Tangens budskab er som altid meget relevant – og da denne bog præsenterer et nyt og opdateret empirisk grundlag indenfor facilitetsbrug i Norge, kunne det have været spændende med en empirisk undersøgelse af disse teorier.

En række af emnerne i Idrett og anlegg i endring har tidligere været behandlet i bogen Kampen om Idrettsanleggene (Rafoss & Tangen 2010) samt forfatternes tidligere forskningsrapport Anleggsbrukere – En kartlegging og analyse av anleggsbruk i den norske befolkning (Rafoss & Breivik 2005) omend det empiriske grundlag i denne bog er udvidet og opdateret til nyeste. Trods en overvejende deskriptiv karakter, ændrer det ikke ved det overordnede indtryk af bogen som informativ og lærerig i forhold til brugen af faciliteter i den norske befolkning. Der er mange ligheder med udviklingen i den danske befolkning og jeg tror det ville være gunstigt med en fælles nordisk udgivelse indenfor dette område i fremtiden.

Jeg vil anbefale denne bog til alle som studerer eller arbejder med kortlægning af facilitetsbrug eller planlægning og udbygning af idrætsfaciliteter. Både for den traditionelle idræt og de nye moderne aktivitetsformer.

Copyright © Jens Høyer-Kruse 2012.

	Köp Idrett og anlegg i endring från Adlibris.se
	Kjøp Idrett og anlegg i endring fra Adlibris.no
	Køb Idrett og anlegg i endring fra Adlibris.dk
	Buy Idrett og anlegg i endring from Amazon.co.uk
	Buy Idrett og anlegg i endring from Amazon.com