Vad är filosofi? Rasmus Bysted Møller om Henning Eichbergs idétotalitarisme

Rasmus Bysted Møller
Institut for Folkesundhed – Idræt, Aarhus Universitet

Den 11. april publicerede idrottsforum.org to anmeldelser af min afhandling Sport og etik: En moralfilosofisk analyse af sporten. Anmeldelserne blev forfattet af henholdsvis Gunnar Breivik og Henning Eichberg, som jeg begge skylder tak for omtalen. Eichberg afslutter sin anmeldelse med et debatoplæg, som har foranlediget denne skrivelse. På baggrund af min afhandling ønsker Eichberg en bredere debat om den rette forståelse af, hvad filosofi er, og hvad filosofiens rolle bør være i idrætsvidenskaben. Det er kun passende, at jeg indleder den efterspurgte debat ved at forsvare den type filosofi som Eichberg ser sig kaldet til at aflive. Men først skal scenen sættes.

Den 21. marts 2013 forsvarede jeg min filosofiske afhandling om sport og etik med de to nævnte anmeldere som opponenter. Mit forsvar var baseret på den indstilling, som jeg havde modtaget fra bedømmelsesudvalget. Da jeg læste indstillingens indledende beskrivelse af mit projekt, kunne jeg med stor tilfredshed konstatere at bedømmelsesudvalget havde forstået den filosofiske argumentation i min afhandling. Stor var forvirringen derfor, da jeg stiftede bekendtskab med kritikken. Afhandlingen blev pludselig fremstillet som selvmodsigende og direkte absurd. Og ikke nok med det. Bedømmelsesudvalget accepterede øjensynligt slet ikke den fagdisciplin afhandlingen er baseret på, nemlig klassisk filosofi forstået som den disciplin, der undervises i på universitetet. Blandt andet fandt udvalget min brug af helt almindeligt anvendte filosofiske fagudtryk kritisabel. Udtryk så som ”kvantitativ hedonisme”, ”non-kognitivisme”, ”reconcilisme” osv., der er kendt i det fagfilosofiske miljø kloden over, fordi de betegner almindelige filosofiske positioner, blev betegnet som ”sproglige nykonstruktioner”!? Årsagen til den selvmodsigende indstillingsudtalelse blev åbenbar ved selve forsvarshandlingen, hvor det hurtigt stod klart, at indstillingen var forfattet af to indbyrdes uenige opponenter, hvoraf den positive pol i udvalget var Gunnar Breivik, der er fagfilosof, mens den negative pol var repræsenteret ved kulturhistorikeren Henning Eichberg. Eichberg er, har jeg senere fundet ud af, internationalt kendt for sin modvilje mod traditionel filosofi (herunder fænomenologi)[1]. Til forsvaret indtog Eichberg scenen med et foredrag om, hvordan filosofi bør bedrives – nemlig som en særlig form for kultur-historisk analyse af omskiftelige samtidsfænomener. En sådan filosofiforståelse gør Eichberg selv qua kulturhistoriker til autoritær filosof, og det er åbenbart – at dømme ud fra den vedholdenhed, hvormed han angriber den klassiske filosofi – en selvforståelse han nødigt opgiver. Kritikken står nu (nogenlunde som den blev præsenteret ved min forsvarshandling) at læse i Eichbergs anmeldelse af min afhandling. Før vi opløfter Eichberg til autoritet på filosofiens område, er det måske klogt at kaste et kritisk blik på den dikotomi mellem værdifuld og værdiløs filosofi Eichberg opstiller i sin anmeldelse. Den forvrænger nemlig ikke blot indholdet i min afhandling, men tegner tillige en grov karikatur af, hvad filosofi er for en disciplin. Da anmeldelsen efter min mening samtidig er udtryk for en mærkværdig intolerance overfor klassisk filosofi, skal den ikke have lov at stå uimodsagt. Derfor vil jeg nu tage tråden op efter Eichberg og forsøge at finde vej igennem det mørke, han har bredt ud over filosofien med sine 7 spørgsmål:

Om spørgsmål 1 & 7 – Filosofien som undrende og spørgende vs. oplysende og besvarende

Ifølge Eichbergs filosofiforståelse findes der to inkommensurable filosofityper. Den ene stiller spørgsmål og undrer sig, mens den anden oplyser med sine svar. Modstillingen skal legitimere Eichbergs afvisning af den sidstnævnte type som forudsigelig og kedelig. Jeg ved ikke, hvad der har motiveret den fordom om filosofi. For mig at se er det mere logisk og idéhistorisk korrekt, at erstatte Eichbergs ’enten–eller’ med et ’både–og’. Filosofien, som jeg kender den, er både undrende og oplysende, stiller spørgsmål og forsøger at besvare dem. Faktisk har jeg vanskeligt ved at se, hvordan et spørgsmål kan være dybt og interessant, hvis det på forhånd er udelukket, at det giver mening at forsøge at besvare det. Idéhistorisk set er det da også sådan, at filosofiens største spørgsmål og paradokser har det med at opstå som resultat af filosoffers genuine forsøg på at bringe klarhed over dunkle forhold ved at sige noget sandt om virkelighedens indretning. Således opstår sjæl-legeme problemet i kølvandet på René Descartes svar-orienterede filosofi. Samtidig er nogle af de mest berømte filosofiske løsningsforslag en direkte konsekvens af andre filosoffers udfordrende spørgsmål. Tænk blot på en af historiens største filosoffer Immanuel Kant, hvis berømte erkendelsesteori blev formuleret som et svar på den skotske filosof David Humes skepticisme. Ifølge Kant var det netop Humes spørgsmål, der vækkede ham af hans dogmatiske slummer og tvang ham til at tænke nyt. Ægte filosofisk kontemplation opstår netop på baggrund af helhjertede forsøg på at besvare vanskelige spørgsmål. Derfor bliver dybden i et stort filosofisk spørgsmål først for alvor forståelig, når man har taget livtag med det, ved at fordybe sig i dets dialektik med en problemløsende indstilling. Dialektikken mellem spørgsmål og svar, undren og afklaring er filosofiens frugtbare livsnerve. Det er netop den dialektik, der har gjort filosofien til alle videnskabers moder. Fundamentet for en række videnskaber blev f.eks. lagt i antikkens Grækenland ved at man både forholdt sig kritisk og spørgende til eksisterende dogmer om f.eks. sygdommes og naturkatastrofers guddommelige ophav og opstillede alternative teorier herom.

Om spørgsmål 3 & 4 – kulturhistorisk relativisme vs. trans-kulturel og ahistoriske absolutisme

Ifølge Eichberg må filosoffen enten erkende, at alle forhold er underkastet en kulturhistorisk varians, som må afdækkes med kulturhistoriske analyser, eller også må filosoffen tvinges til at opfatte virkeligheden som en kæmpe monolit, der kan begribes en gang for alle med genial ’skuen’. Igen må jeg stille mig undrende overfor Eichbergs dikotomiske forestilling om filosofi. Hvis den var sand, ville filosofien undergrave sig selv på begge sider af den dikotomiske skillelinje. I det første tilfælde ville filosofien blive reduceret til kulturhistorie. På den anden side af Eichbergs dikotomi ser det også sort ud. Erfaringen fortæller os, at kulturhistoriske forandringer er en kendsgerning og at visse fænomener derfor må forstås procesuelt. Hvor Eichbergs foretrukne variant af filosofi slet ikke er filosofi, men kulturhistorie, er den variant, han tilskriver mig, rabiat og i modstrid med vores elementære virkelighedserfaring. Af den grund befinder jeg mig, hverken i den ene eller den anden af Eichbergs to lejre. Jeg er nemlig af den overbevisning, at virkeligheden både indeholder kulturelt og historisk varierende forhold og trans-kulturelle og ahistoriske sagforhold. God filosofi har altid haft øje for både det partikulære og det universelle.  Jeg finder begge dele analytisk interessante, og derfor har min afhandling både en dekonstruktion af visse selvfølgelige forestillinger som tema, ligesom jeg også gerne vil forklare, hvorfor der synes at være en tidløs fornuft i andre selvfølgelige forestillinger. Eksempelvis afslører jeg den udbredte forestilling om sportens moralske kvaliteter som en kulturhistorisk konstruktion med rødder i antikkens sammenstilling af dyd og dygtighed. Samtidig hævder jeg, at ikke alle forestillinger er kulturhistoriske konstruktioner. Det gælder f.eks. forestillingen om, at det er moralsk forkasteligt at torturere og myrde andre bevidste væsener for sin fornøjelses skyld. En sådan påstand er ikke kulturspecifik, men almengyldig og denne almengyldighed bør ikke dekonstrueres, men rationelt rekonstrueres via en moralsk teori, der forklarer, hvad påstandens almengyldighed beror på. At jeg således i tråd med al god filosofi har blik for, at virkeligheden indeholder foranderlige såvel som uforanderlige aspekter er ikke problematisk eller selvmodsigende, som Eichberg synes at mene, men udtryk for en nuanceret virkelighedsopfattelse, der tilstræber at modsvare virkelighedens faktiske kompleksitet.

Ifølge Eichberg skal filosoffen enten nære blind tiltro til, at alle påstande, som han eller hun fremsætter, udgør den skinbarlige og evigt urokkelige sandhed eller indse, at sandheden altid er relativ til en given kultur eller historisk epoke. Igen spærrer Eichbergs sort-hvid optik for udsynet til filosofi i almindelighed, min afhandling i særdeleshed og for, hvad videnskab går ud på i det hele taget. Lad os igen se nærmere på dikotomien. Det er ikke værd at bruge mange ord på den postulerende orakel-filosofi, som Eichberg skyder mig i skoene. Man skal ikke have opholdt sig mange år i uddannelsessystemet for at vide, at den er overordentlig naiv, og man kan ikke gennemføre en universitetsuddannelse i filosofi med den opfattelse. Hvad angår Eichbergs foretrukne relativistiske tænkning er sagen en anden. Eichberg er selv et eksempel på, at man kan komme ganske langt med den indstilling, selvom den ikke desto mindre er selvmodsigende både på et logisk og på et praktisk niveau. Påstanden om, at absolut sandhed ikke findes, undergraver sig selv rent logisk ved netop at præsentere sig som absolut sandhed. Påstanden undergraver tillige sig selv i praksis, eftersom næsten alle sandhedsrelativister bærer sig ad som absolutister i deres forskning, hvor de tillægger alt muligt absolut sandhedsværdi og går op i metodespørgsmål, der har med validitet at gøre. Tag for eksempel disse påstande fra Eichbergs anmeldelse: ”Der fandtes ingen ’sport’ i de antikke grækers [sic!] eller i Descartes’ verden” og ”I den nyere kulturhistorieskrivning har man dokumenteret, at sporten er et moderne kulturfænomen”. Det ligner påstande med en vis gyldighedsprætention!

Valget synes at stå mellem grænseløs naivitet eller logisk inkonsistens. Det ligner et dilemma, men der er heldigvis en udvej. Nemlig den jeg har valgt i min afhandling, og som går ud på, at man betragter absolut sandhed som et ideal. Idealer er som bekendt vanskelige at nå, men det betyder ikke, at man slet ikke skal orientere sig efter dem. Det, der adskiller videnskab fra ikke-videnskab, f.eks. darwinisme fra kreationisme, er videnskabens særlige omhyggelighed og vedholdenhed, hvormed sandhedsidealet efterstræbes. Videnskabelige metoder skal netop sikre, at forskningsresultater ikke kun er gyldige relativt til den eller de forskere, der har frembragt dem eller til den specifikke kultur, de tilhører. Opgives den forestilling, må vi opgive at skelne mellem videnskab og ikke-videnskab, da vi ikke vil kunne pege på, hvad det er, der positivt adskiller videnskabelige metoder fra ikke-videnskabelige metoder. Idrætten udmærker sig ved at appellere lige stærkt til både humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab. Der er meget, der adskiller disse tre videnskabelige traditioner fra hinanden, men de bør være fælles om mindst én ting – nemlig idealet – at sige noget sandt om idræt ved at kaste lys over dens mange forskellige aspekter.

Om spørgsmål 5 & 6 – Selvet som ting vs. selvet som ingenting

Ifølge Eichberg må filosofien enten betragte selvet som en ting eller som ingenting. I det sidste tilfælde skal man i stedet tale om mennesket som et åbent, paradoksalt og modsigelsesfyldt væsen. Hvad der nærmere bestemt ligger heri, kommer ikke til udtryk i Eichbergs anmeldelse, men hvis man orienterer sig i Eichbergs andre publikationer, opdager man, at det er en opfattelse, han har hentet hos Norbert Elias og Michel Foucault. Begge disse kulturhistorikere har overbevist Eichberg om, at begrebet individ, som refererer til en individuel enhed af krop og bevidsthed (sjæl, selv eller psyke), er et produkt af ”processer og relationer”, dvs. er en social konstruktion. Individbegrebet skal erstattes af begrebet menneske som altså ikke refererer til noget faktisk eksisterende kropsligt og mentalt, men til en social konstruktion. Eichberg har ret i, at et sådant menneskebegreb er både åbent, modsigelsesfyldt og paradoksalt. Det er blandt andet modsigelsesfyldt ved at umuliggøre en forståelse af, hvad en social konstruktion overhovedet er for noget. Normalt forstår vi sociale konstruktioner som noget, der er skabt af kropsligt funderede subjekter (individer) i deres forsøg på at begribe den fælles fysiske virkelighed, de er en del af, med sproget som medium. Denne forklaring står imidlertid ikke til troende, da den forudsætter at ’kroppe’, ’individuelle bevidstheder’ og ’en fælles fysisk virkelighed’ ikke er sociale konstruktioner, men udgør forudsætninger for sociale konstruktioner. I stedet må vi forstå sociale konstruktioner som noget grundlæggende dunkelt der på guddommelig vis evner at skabe sig selv forudsætningsløst. Efter min mening skal man passe meget på med at overgive sig til opfattelser der strider mod det, man kunne kalde basal sund fornuft, også selvom tidsånden (eller det jeg kalder kulturspecifik sund fornuft) taler til fordel herfor. Tidsånden kunne jo tænkes at tage fejl, hvad den ofte gør, når den taler basal sund fornuft midt imod. Forskellen mellem basal og kulturspecifik sund fornuft eller common sense (som jeg trods Eichbergs påstand om det modsatte gør eksplicit og detaljeret rede for i min afhandling) er, at hvor basal common sense deles på tværs af tid og sted, gælder det ikke den kulturspecifikke. Desuden udgør basal common sense en meningsbetingelse for kulturspecifikke påstande. Det er netop årsagen til, at man havner i selvmodsigelser eller i meningsløse dunkelheder, når man fremsætter kulturspecifikke påstande, som benægter basal common sense. En påstand, der eksemplificerer basal common sense, kunne være, at den fysiske virkelighed og andre bevidste væsener eksisterer uafhængig af mine oplevelser heraf. En sådan påstands sandhed er forudsat i enhver kulturspecifik diskussion af hvordan vi bør indrette samfundet og udgør således en meningsbetingelse herfor.

Eftersom jeg tillægger basal common sense større autoritet end intellektuelle autoriteters påstande, er jeg altså udelukket fra at tilslutte mig idéen om selvet og individet som ingenting. Men betyder det så, at jeg er forpligtet på at opfatte selvet som en ting? Overhovedet ikke! Også her tillægger Eichberg mig en opfattelse som jeg eksplicit tager afstand fra i min afhandling, hvor jeg i stedet tilslutter mig en fænomenologisk ikke-tingsliggørelse af selvet. Således forstår jeg selvet eller bevidstheden som det individuelle første personlige perspektiv, som vi alle er i besiddelse af, og som netop ikke er en ”ting”, men udgør en forudsætning for at ting overhovedet kan ’vise sig’ for nogen. Netop fordi det første personlige perspektiv ikke er en ting ligesom en kage, kan man ikke skære det i stykker og dele det ud. Begrebet individ (udelelig) om bevidsthedsvæsener fungerer fremdeles glimrende.

Om spørgsmål 2 & 3 – Bottom up- vs. top down-filosofi

Filosofien må ifølge Eichberg enten bevæge sig fra den empiriske virkelighed ”bottom up” mod en personspecifik forståelse via sproglige tvetydigheder eller den må hente virkelighedsfjerne begreber ned fra idéhimlen ”top down” med det formål at ville rekonstruere virkeligheden. Jeg skulle så angiveligt være eksponent for den sidstnævnte åbenlyst tåbelige forskningsstrategi. Det er jeg naturligvis ikke, men jeg er heller ikke med på at lade det stolte skib humaniora gå ned med mand og mus i en storm af paradokser, selvmodsigelser og sproglige tvetydigheder. Igen har filosofien heldigvis andre veje at gå. I min afhandling bevæger jeg mig eksempelvis via empiri i form af fænomenologiske analyser ”bottom up” til en teori om moral, som jeg derefter anvender ”top down” på sporten. Desuden skelner jeg mellem ’ord’ og ’begreber’, hvilket gør det muligt for mig både at være sprogligt sensitiv og forholde mig til et trans-kulturelt og ahistorisk begrebsniveau. Manglende blik for denne skelnen er årsagen til, at Eichberg misforstår min begrebsessentialisme, så lad mig kort introducere min tankegang på dette punkt. Begrebet ’trekant’ referer til den samme geometriske figur overalt på kloden og til hver en tid. Det sprogtegn, vi anvender til at betegne begrebet trekant med, er imidlertid kulturspecifikt. I Danmark bruger vi ordet ’trekant’, i Finland ordet ’kolmio’ og i Kina 三角形. Hvilke ord eller sprogtegn vi vælger at bruge til at henvise til begreber med er et spørgsmål om sproglig konvention. På baggrund af den indsigt er jeg opmærksom på, at ordet moral blev brugt til at referere til et andet emne i antikken (i.e. læren om hvad der udgør et godt liv) i forhold til i dag, hvor moral handler om, hvordan man bør behandle andre bevidste væsener. Sådanne sproglige variationer udelukker ikke at man kan sige noget almengyldigt om hvorledes man rettelig bør behandle andre mennesker, dvs. om det begreb eller emne ordet moral bruges til at henvise til i dag. Ligeledes kan man sagtens definere og dermed begrebsliggøre det moderne fænomen sport, selvom ordet sport engang blev brugt om fænomenerne jagt, fiskeri og falkoneri. Hvis begreber ikke eksisterede med et trans-kulturelt og ahistorisk meningsindhold ville det ikke være muligt at oversætte tekster fra et sprog til et andet eller forstå antik filosofi.

Om begrebet Idétotalitarisme

Jeg har ledt længe og grundligt efter en passage i Eichbergs anmeldelse, der blot nogenlunde korrekt beskriver indholdet i min afhandling og har fundet den passage, hvor han kritiserer mig for at ville sige noget sandt om mit emne. Her er jeg skyldig! Eichbergs kritiske kommentarer rammer hverken filosofien eller min afhandling, men rammer i stedet som en boomerang Eichbergs egen karikaturtegning af begge dele. I virkeligheden er han slet ikke interesseret i at forstå nogen af delene, men primært engageret i at præsentere sit eget verdensbillede. Og hvad er så det for en virkelighedsforståelse, han gerne vil have os til at adoptere? Ja, for det første må man forstå, at verden er sort eller hvid og derfor må forstås ud fra en ’enten-eller logik’. På den ene side står Eichberg. Den side har erkendelsesværdi. På den anden side står alle dem, der ikke har overgivet sig til Eichberg. Her er der ikke sjovt at være, for her bedriver man en ubegrundet postulatfilosofi som er løsrevet fra virkeligheden og på alle måder tåbelig. Der er unægteligt noget totalitært over denne opdeling af verden. Der er også noget totalitært over de bombastiske generaliseringer, som Eichberg ynder at reducere virkelighedens kompleksitet med: Alt er i proces; alt skal forstås relationelt; alt er sociale konstruktioner; alt er relativt til kultur og historie etc. Den slags altomfattende generaliseringer passer godt til politiske ideologier, dogmatiske religioner og totalitære stater, men for nu at citere Eichberg selv ”er deres erkendelsesværdi i det substantielle meget begrænset”.  Hvad skal vi kalde den virkelighedsforståelse, som Eichberg er et af landets fremmeste eksponenter for? En passende betegnelse kunne være idétotalitarisme. Totalitære tankemønstre har desværre altid haft appel – også blandt intellektuelle.

Copyright © Rasmus Bysted Møller 2014