Blandet fornøjelse – gode og mindre gode norske indspark

Ulrik Wagner
Institut for Marketing & Management, Syddansk Universitet


Stig Arve Sæther (red)
Idrettsvitenskap: Perspektiver og praksis
285 sidor, hft.
Oslo: Universitetsforlaget 2019
ISBN 978-82-15-03091-3

I en tid hvor en stadig større interesse rettes mod fagfællebedømte (peer reviewed) artikler i tidsskrifter målrettet et snævert, engelsktalende akademisk publikum, er det i udgangspunktet prisværdigt, når forskere med bogudgivelser sigter mod en bredere læserskare. Det kan være mod studerende, som stadig må siges at være universitetsverdenens primære interessent (stakeholder), men også mod praktikerverdenen – eller blot folk der har en umiddelbar interesse for et fagligt felt.

Antologien Idrettsvitenskap: Perspektiver og praksis, redigeret af Stig Arve Sæther, må siges primært at tilhøre sidstnævnte kategorier. Bogen indeholder 15 kapitler, hvor 20 forfattere dækker et bredt spektrum af idrætsvidenskabens discipliner. Når jeg ovenfor starter med at fokusere på publikummet, skyldes det, at relationen mellem formålet med bogen og et potentielt publikum også skaber centrale uklarheder, som fra start til slut efterlader mig (som læser) med to ubesvarede spørgsmål:

For det første formålet: På bogens bagside med reference til norsk idrett rejses spørgsmålet ”Hva kan suksessen skyldes: Er det den såkalte norske idrettsmodellen, de økonomiske rammerne for idretten eller helt andre ting?”. Med sådan en præsentation var min frygt før læsningen derfor, at bogens præmis fra starten er norsk succes, og at vi således ikke skal høre nærmere om dopingsager i langrend (Sundby og Johaug), faldende medlemstal hos Norges Skiforbund trods sportslig succes, og skuffende få medaljer til Norge ved sommer OL i 2016 (blot 4 bronzemedaljer). Og i nogen grad mangler der kritiske vinkler i bogen, om end de hist og her findes. Senere på samme bagside defineres målet med bogen som ”… å gi et godt svar på hva som påvirker og forklarer norsk idretts viktige rolle i det norske samfunnet”, hvilket er en noget anden og bredere vinkel end blot at forklare en selvudnævnt succes. Når jeg efterfølgende læser redaktørens introduktion, bliver jeg desværre ikke meget klogere på formålet med bogen. Forordet fylder blot en (1) side, og her havde jeg forventet mere substans. Her nævnes der ganske korrekt, at idrætsvidenskaben er tværfaglig og mange-facetteret. Men nærmere en egentlig redaktionel refleksion over formålet med bogen og muligt publikum kommer man reelt ikke. Muligvis (og sikkert utilsigtet) kan svaret herpå derimod findes i kapitel 1, som jeg også mener er bogens bedste bidrag. I kapitlet med titlen ”Den norske idrettsmodellen – en politisk konstruksjon” skriver Jan-Oven Tangen: ”Vage eller manglende definisjoner gjør det paradoksalt nok lettere å tilskrive idrett og fysisk aktivitet bestemte verdier og betydninger” (side 17). Om dette også er hensigten fra redaktionel side, skal jeg lade være usagt. Men paradokset er produktivt, og et uklart formål for denne bog muliggør jo, at læseren selv kan tolke, hvad bogens egentlige formål er.

Og så kan man i øvrigt som læser også undres over, at der ikke er blevet plads til et kapitel om idrætsfilosofi, når man nu tænker på de stolte norske traditioner og bidrag på netop det fagområde.

For det andet selve definitionen af idrettsvitenskap: Ganske rigtig påpeges det i den kortfattede introduktion, at idrettsvitenskap er (eller ”kan være” – min personlige tilføjelse) præget af tværfaglighed. Spørgsmålet er imidlertid, om vi blot kan tale om en idrettsvitenskap (singularis), eller om vi reelt må tale om idrætsvidenskaber (plural). Tværfaglighed er en vanskelig opgave og afhænger – som introduktionen også påpeger – af samarbejde og respekt. En kritisk indsigelse kan derfor være, hvorvidt tværfagligheden eksisterer i praksis i idrætsvidenskaben. Ofte er der en videnskabsteoretisk blokering mellem eksempelvis medicin og samfundsvidenskab. Når man læser de 15 kapitler, er de netop ikke præget af tværfaglighed, men af isolerede kapitler der med afsæt i sin egen faglighed (fx sociologi, økonomi eller psykologi) præsenterer en problematik eller et forskningsfelt. Så reelt synes idrettsvitenskapen i denne bog netop at være det modsatte af tværfaglighed, men snarere forstås som en paraply for en række videnskabelige tilgange, der ikke arbejder sammen. Og denne manglende definition og refleksion over betegnelsen idrettsvitenskap er måske også med til at forklare en vis skævvridning af udvalget: Af de 15 kapitler vil jeg kategorisere de 13 som tilhørende det samfundsvidenskabelige/humanistiske spektrum, mens blot et kapitel om ”Treningslære og idrettsfysiologi” (kapitel 12) og et om ”Biomekanikk og bevegelse” (kapitel 13) har fundet vej. På verdensplan kan man med en vis berettigelse modsat hævde, at netop træningsfysiologi er den dominerende disciplin indenfor idrettsvitenskap. Men hvis man som intetanende læser starter med denne bog som en introduktion, vil man stå tilbage med indtrykket af en videnskab, hvor tematikker relateret til organisation og ledelse er det dominerende paradigme. Og så kan man i øvrigt som læser også undres over, at der ikke er blevet plads til et kapitel om idrætsfilosofi, når man nu tænker på de stolte norske traditioner og bidrag på netop det fagområde.

Efter at disse to ubesvarede spørgsmål er nævnt, så skal det for god ordens skyld tilføjes, at bogen rummer en række spændende og oplysende bidrag – ikke mindst hvis man ønsker viden om en norsk kontekst – samt enkelte mindre heldige bidrag. Foruden førnævnte kapitel 1, hvor der også præsenteres en kritisk kant, så vil jeg fremhæve kapitel 13 om biomekanik. Ligesom bogens redaktør startede jeg som idrætsstuderende i 1999, men biomekanik nåede jeg aldrig rigtig at få et greb om. Her præsenterer kapitel 13 (af Gertjan Ettema og David McGhie) en yderst pædagogisk og forståelig tilgang, som i hvert fald hjalp mig videre i bestræbelsen på at begrænse min egen uvidenhed om biomekanik. Kapitel 9 skrevet af redaktøren selv om talentbegrebet giver også en god og detaljeret indføring, om end det kapitel er yderst begrænset i sin relation til en norsk kontekst (jfr. bagsiden). Generelt fungerer de kapitler bedst, som formår at forankre og relatere egen og eksisterende forskning til konkrete nedslag i den norske idrætsverden, samtidig med at der bevares en kritisk tilgang til forskningsfeltet.

På positiv siden kan de fleste af de enkelte bidrag give læseren en god introduktion til emner og problematikker, der relaterer sig til en norsk kontekst.

Kapitel 7 om medier (skrevet af Peter Dahlén) rummer derimod nogle antagelser, der kalder på yderligere refleksion og begrundelse. Flere gange pointeres ’objektive forskere’ som et ideal, og ”det er med andre ord ikke vi som forskere som bestemmer hva som bør vurderes som sport eller ikke, men markedet, sportsjournalisterne eller publikum” (side 112). Så objektiviteten betyder, at vi som forskere gladelig fralægger os ansvaret og overlader den diskussion til markedet, journalister og publikum? Et spændende og noget anderledes perspektiv, som desværre ikke tages op til diskussion i kapitlet, men derimod må vige for en mere beskrivende opremsning af forskning om medier (herunder en række masteropgaver).

Bogens svageste kapitel omhandler ”Den norske toppidrettsmodellen – Organisering og Arbeidsform” skrevet af Øyvind Sandbakk, Trond Pedersen og Frode Moen, der alle er tilknyttet Olympiatoppen. Kapitlet udmærker sig ved meget få akademiske referencer og er en yderst ukritisk fremstilling af organiseringen af norsk eliteidræt. Et kort afsnit på 10 linjer om ”Etikkarbeid i toppidretten” (side 166) formår eksempelvis ikke at nævne to nylige dopingskandaler i norsk langrend og sager med stort pengeforbrug i norske idrætsorganisationer (se derimod Tangens kapitel 1 og Gammelsæters kapitel 5, hvis man har et behov for mere kritiske tilgange). I stedet præsenteres læseren for formuleringer som ”I Olympiatoppen mener vi… ” (side 159), og som læser sidder man her med følelsen af at læse et indslag fra en Public Affairs afdeling snarere end et videnskabsformidlende bidrag. Så det kapitel kunne man sagtens have undværet.

Min konklusion efter læsningen af antologien er derfor noget blandet. På positiv siden kan de fleste af de enkelte bidrag give læseren en god introduktion til emner og problematikker, der relaterer sig til en norsk kontekst. Det er en klar force, da vi andre (forskere såvel som praktikere) fra de Nordiske lande har meget at lære af Norge. Ovenfor har jeg udvalgt og omtalt nogle bidrag fra bogen, og heldigvis rummer bogen også kritisk kant såvel som solide introducerende kapitler. Som antydet i starten er det også altid prisværdigt, når forskere giver sig i kast med at lave formidlingsarbejde eller udarbejde lærebøger, da disse kan nå en større målgruppe end eksempelvis videnskabelige artikler. På negativsiden står den manglende præcisering af bogens formål, hvilket muligvis kan forklares med en ret så usynlig redaktionel rolle. Jeg havde hér forventet en mere omfattende introduktion, der eksempelvis kunne besvare spørgsmål á la hvorfor denne bog eller hvorfor er det relevant at introducere idrætsvidenskab? Omvendt åbner uklarhed op for vis grad af fortolkning. Og så savner jeg generelt en kritisk og refleksiv definition af idrettsvitenskap – gerne i et historisk perspektiv, en kritisk diskussion af dette såkaldte tværfaglige felt, og ikke mindst en mere velbalanceret fordeling af kapitler, der også giver mere plads til naturvidenskaben og filosofi.

Copyright © Ulrik Wagner 2020

Table of Content

      1. Den norske idrettsmodellen – en politisk konstruksjon
        Jan Ove Tangen
      2. Idrettsorganisasjoner og global politikk
        Hans Erik Næss
      3. Idrettshistorie
        Matti Goksøyr
      4. Idrettssosiologi
        Arve Hjelseth
      5. Idrettsledelse og organisasjonskultur
        Hallgeir Gammelsæter
      6. Idrett og økonomi: Idrettens økonomiske utfordringer
        – et prinsipal–agent-perspektiv
        Harry Arne Solberg og Rasmus K. Storm
      7. Sport og medier
        Peter Dahlén
      8. Barne- og ungdomsidrett
        Ingar Mehus
      9. Idrettstalentene
        Stig Arve Sæther
      10. Den norske toppidrettsmodellen – organisering og arbeidsform
        Øyvind Sandbakk, Trond Pedersen og Frode Moen
      11. Idrettspsykologi: Mental trening i idrett
        Rune Giske og Rune Høigaard
      12. Treningslære og idrettsfysiologi
        Jostein Hallén
      13. Biomekanikk og bevegelse
        Gertjan Ettema og David McGhie
      14. Ledelse og lederteorier i en idrettslig kontekst
        Rune Høigaard og Rune Giske
      15. Idrett og funksjonshemning
        Berit Brurok og Julia Kathrin Baumgart
Print Friendly, PDF & Email

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.