Historien om hollænder-bjerget

Poul Porskær Poulsen
www.historie-online.dk

Første gang, jeg så transmission fra Tour de France i dansk TV, viste Danmarks Radio en etape til et skisportsted ved navn Alpe d’Huez. Jeg husker den som meget dramatisk – Bjergrytteren Lucien van Impe var stukket af og ræsende op gennem hårnålesvingene. Det så godt ud. Men øjeblikket efter viste fjernsynsbilledet en nedbrudt van Impe, der var kørt i grøften, og den senere vinder, Henni Kuiper, kørte forbi nærmest med smil på læben. Det billede husker jeg endnu. Van Impe var gået sukkerkold og ovenikøbet ramt af en af ledsagebilerne. Det var i 1977, og der var ikke noget at sige til, at vi ikke kendte så meget til det senere så berømte bjerg og dets 21 hårnålesving. For det var nemlig blot anden gang, tourfeltet måtte ase sig op ad bjerget og i mål på toppen. Det vil sige, man havde forsøgt sig allerede i 1952, hvor Fausto Coppi vandt overlegent, men det syntes arrangørerne ikke var nogen succes, så vi skal helt frem til 1976 for at finde Alpe d’Huez på tourruten igen. På denne berømte etape smadrede van Impe og Joop Zoetemelk feltet i et djævelsk tempo op ad bjergsiden. Hollænderen vandt etapen og belgieren lagde grunden til sin samlede sejr i Tour de France det år.

Cykelskribenten Peter Cossins beskriver hele etapen fra bund til top – nærmest meter for meter – hvordan reagerede rytterne, sportsdirektørerne, tilskuerne mm. som indledning til hvert kapitel. Og i kapitlerne får Cossins så lejlighed til at fortælle hele historien om det berømte bjerg, som egentlig var (og er) et skisportssted, men hvis berømmelse entydigt hænger sammen med Tour de France.

Det hænger også sammen med, at hollænderne kastede deres kærlighed på Alpe d’Huez. Der er stadig et ’hollænder-hjørne” ved sving nr. 7, hvor tusindvis af mere eller mindre ædru – men meget begejstrede – hollandske ungersvende fylder næsten hele vejen med navnene på deres helte, og giver øredøvende larm og opbakning til rytterne på gennem svinget. Man kan stadig undre sig over, at der ikke er sket alvorlige ulykker i det sving. For de hollandske fans er tæt på og ikke altid i kontrol med egne bevægelser! Hollændernes kærlighed til bjerget skyldes naturligvis, at nogle af det flade lands ryttere her har lavet store opvisninger: de føromtalte Zoetemelk og Kuiper, og Cossins gør i øvrigt meget ud af at rehabilitere Zoetemelk, der har et eftermæle som den evige toer, der blot hægtede sig på stærkere ryttere. Det er en forkert beskrivelse af en stor rytter, bliver vi overbevist om. Han vandt Touren i 1980, og fik der udover seks andenpladser, heraf tre efter Hinault og to efter Merckx, så hans Tour-karriere var bestemt fornem. Men også hollænderne Peter Winnen og Steven Rooks har vundet på Alpe D’Huez, og som den sidste Gert-Jan Theunisse i 1989, men der er nu også en masse franskmænd, der har vundet, og italienere, der næsten sad enerådigt på etapen i 1990’erne. Bl.a. Roberto Conti i 1994, hvis sejr dog blev overskygget noget af, at en anden italiener, Marco Pantani, den dag satte rekord for ridtet fra bund til top: 37 minutter og 15 sekunder. Den dag vandt Pantani altså ikke, for Conti havde på den første del af etapen opnået så stort et forspring, at han ikke kunne hentes, men Pantani nåede dog to sejre på Alpe d’Huez, nemlig i 1995 og 1997.

Med til historien om hollænder-bjerget hører også historien om den hollandske præst, Jaap Reuten, der var sjælesørger for Alpe d’Hues og omliggende region i 28 år. Så den hollandske indflydelse har haft stor betydning for, at dette bjerg blev det mest berømte.

Der er mange gode historier om Alpe d’Huez og Tour de France. Det er ikke det højeste bjerg og heller ikke det vanskeligste – skønt den første del er meget stejl og kan trække kræfterne og energien ud af selv den bedste, hvis man ikke passer på – men det er blevet det Tour-bjerg, der rummer mest mytologi og gode fortællinger. Det fortæller Peter Cossins engageret om i bogen her, der udkommer i et ’mellemår’, dvs. et år hvor Alpe d’Huez ikke er på tour-menuen. Han fortæller om, hvordan cykelløbet gennem de 21 hårnålesving blev etableret – de enkelte lokaliteter på vejen opad – forskellige rytteres møde med bjerget og ikke mindst sportsdirektørernes ageren – han kommer ind på doping – de forskellige vindere, kendte såvel som mindre kendte – og det faktum, at det ikke nødvendigvis er vinderen på Alpe d’Huez, der vinder touren, men hvis man har den gule trøje efter de 21 sving, så er der en ret stor sandsynlighed for, at man også vinder den samlede Tour. Jeg vil tro, at stort set alt, hvad der er værd at vide om det berømte bjerg, er med i bogen her. Det er meget velskrevet (og oversat af Jesper Ralbjerg, som tidligere har været bagmand til både cykelbøger og fodboldbøger), elementært spændende, men man skal naturligvis have et forhold til Touren for at lade sig rive med, tror jeg. Men hvad, det er der jo også mange, der har.

En cykelbog der ikke mister aktualitet. Når Alpe d’Huez næste år formodentlig er på Tourens program igen, vil man kunne opfriske de gode historier fra cykelsportens største bjerg.

Copyright © Poul Porskær Poulsen 2016