Lysande och upplysande bok om fotbollens globala nutid och framtid

David Holt Olsen
Danmarks Industrimuseum

Som de fleste, der beskæftiger sig med sportshistorie, er jeg også selv fan. Jeg er AaB-fan. AaB er en provinsklub i Danmark, der ligger i Aalborg i det nordlige Jylland. Resultatmæssigt er det en ustabil klub. Konstant pendulerende mellem enkelte mesterskaber – 1995, 1999 og 2008 – til bundplaceringer. Men oftest lander vi midt imellem på en 5. plads lige uden for pladserne, der giver ret til europæisk deltagelse. Det kræver således en vis trodsig vedholdenhed og en indstillen sig på, at det eneste stabile er ustabiliteten, at være AaB-fan. Klubbens første mesterskab kom i 1995. Fire år efter kom klubbens andet mesterskab. Jeg kom til at tænke på de to mesterskabsmandskaber under læsningen af denne bog. Hvor mesterskabet i 1995 blev vundet af et mandskab bestående næsten udelukkende af spillere fra egne rækker eller andre nordjyske klubber med spillernavne som Ib Simonsen, Jes Høgh og Henrik Rasmussen, så havde navnene i 1999 fået en mere international – eller i hvert fald skandinavisk – klang: Ståle Solbakken, Jozo Matovac, Frank Strandli og Dan Sahlin. I mellemtiden havde AaB i 1997 indført fuldtidsprofessionalisme, og i 1998 blev klubben børsnoteret. Pengene blev større, og klubben kunne tiltrække spillere fra hele Danmark og Skandinavien. Men gik der noget tabt i løbet af i de fire år? Tja, man kan veksle mellem tågede nostalgiske romantiseringer af fortidens lokalt forankrede fodboldklub over mod et mere kynisk blik på spillet omkring moderne fodbold, hvor kommercialiseringen forandrer, dikterer og har sin egen logik. Under alle omstændigheder fejrede jeg mesterskabet i 1999 inde i Kildeparken i Aalborg uden at skænke det en tanke, at de bærende spillere var fra Norge og Sverige.

Den slags tanker melder sig, mens man læser sociologen Peter Millwards bog The Global Football League. Titlen henviser naturligvis til den engelske Premier League (EPL) og ikke til den danske Superliga, som er en dværg i sammenligning med verdens mest eksponerede liga. En liga, hvor udenlandske milliardærers ejerskab af klubber er en realitet, en liga med en global fanbase og en liga, hvor Tv-rettigheder handles for enorme milliardbeløb til hele verden. Det er oplagt at kaste et blik på, hvordan det at være fan og det at være en fodboldklub ændrer betydning. Ikke bare under indflydelse af ovennævnte globaliseringstendenser, men også under indflydelse af nye teknologier – især internettet – hvor blogs, e-zines og fanfora ændrer måden at være fan på. Sidstnævnte er en råd tråd i bogen, hvor Millward, inspireret af Castells netværksteori, sætter spot på ”that the EPL and its clubs exist in various ‘spaces of flows’ of images, people and capital” (p. 17). Klubberne i EPL bliver globale brands, mens deres traditionelle fans ofte understreger de lokale og det partikulære som grundlaget for den ”autentiske” klubkultur. Klubberne skal i stigende grad agere i et transnationalt rum og tilgodese både de lokale fans krav om kulturelt ejerskab, mens merchandisebutikkerne skal sælge souvenirs til de fans, der flyver ind fra hele verden for at følge klubbernes kampe.

Bogen er opbygget omkring en introduktion samt otte hovedkapitler efterfulgt af en konklusion. Her giver de to første kapitler konteksten om de forskellige cases. I kapitel 2 beskrives EPLs udvikling fra etableringen i 1992, og udviklingen mod at de store klubber bliver globale brands tilhørende verdens største sport-brands.

Kapitel 3 handler om udenlandsk ejerskab af klubber set i et historisk perspektiv, hvor det tydeliggøres, at mange EPL-klubber – i det mindste rent finansielt – opererer i et transnationalt rum. Kontekstkapitlerne fungerer rigtig godt, da der her gives læseren en historiske dybde og nødvendig ramme om de efterfølgende cases.

Herefter giver de følgende kapitler gennem case studies indblik i mere nutidige problemstillinger. I kapitel 4 viser Millward gennem kvalitative eksempler, hvordan nogle fans giver udtryk for ”a loss of the game”, og hvordan nogle fans forsøger at generobre mere ”autentiske” fanrelationer til klubberne. Enten ved at fremhæve særlige geografiske afgrænsninger eller særegne symboler/hatte/tørklæder osv. Her afdækkes den kamp om at repræsentere den ”autentiske” klubkultur (cultural ownership) på fremragende vis ved at pendle fra teori til fanfora, fanzines og blogs på nettet. Det er efter min mening bogens stærkeste kapitel. Heri beskrives også den historiske udvikling, klubberne har gennemgået fra at være baseret på arbejderklasse-supporters til middelklasse, fra at være baseret på (en illusion) om deltagerdemokrati til at være topprofessionelle, kommercielle globale brands (p. 60-61).

I kapitel 5 kontrasteres dette ved at undersøge, hvordan den kulturkamp og disse tegn og symboler på autenticitet fortolkes af klubbernes udenlandske fans fra tre steder: Skandinavien, Fjernøsten og USA. Her viser det sig, at de udenlandske fans ikke er lige så fokuserede på de kulturelle konflikter, som de engelske fans er. At være en autentisk fan er ikke nødvendigvis det samme for en Liverpool- supporter fra Liverpool, som en Liverpool-supporter fra Norge. Det er godt set af Millward at tage dette aspekt med, da det netop tydeliggør, at klubberne befinder sig i et transnationalt rum, hvor hændelser og symboler fortolkes forskelligt.

Herfra hopper vi i kapitel 6 til Manchester United fansenes utilfredshed med Glazer-familiens indtog i klubben i 2005 og måden denne utilfredshed manifesteres i forskellige ”modstandsgrupper”/fanfraktioner. Mest kendt i Skandinavien er nok the Green & Gold movement med deres visuelt tydelige manifestationer på Old Trafford, hvor fans bærer Uniteds oprindelige klubfarver (fra da klubben hed Newton Heath LYR; navnet blev ændret til Manchester United i 1902 og spilletrøjerne ændret til rød og hvid), Green & Gold, for at tage afstand fra Glazer-familien. En anden protestbevægelse er F.C. United, der oprettede et helt nyt fodboldhold, som de prøver at spille op gennem rækkerne. Motiverne til at deltage i protesterne er meget forskellige: Alt fra kulturelt ejerskab over klubben, protest mod fodboldens kommercialisering eller noget så jordnært som billigere billetpriser (p. 114). I kapitel 7 behandles på samme måde Liverpoolfansenes reaktioner på Tom Hicks og George Gilletts køb af klubben. De to cases giver et indtryk af en voldsom skepsis mod udenlandske ejere, men dette sættes i kapitel 8 op mod Manchester Citys fans, der ser anderledes positivt på først Thaksin Shinawatra og siden Sheik Mansour, hvor fansene har udtrykt en form for stolthed over de mange penge, der er pumpet i klubben. Det, der har skabt legitimitet for fansene, har været de enorme investeringer i spillertruppen (p. 160). Her gør Millward op med tidligere sociologiske teorier om, at høje spillerlønninger nødvendigvis fremmedgør fans fra spillerne. Dette passer ikke på Manchester City som case (p. 145-46). Her har fansenes sult efter succes tværtimod skabt en parathed til at omfavne de udenlandske ejere, forudsat at de netop investerede i nye spillere.

De forskellige cases holdes op mod det teoretiske udgangspunkt i kapitel 9. I de forskellige cases har det teoretiske aspekt ikke fyldt så meget, men Millward har brugt empirien fra messageboards, e-zines, blogs osv. til at påvise, at teknologien, og især internettet, har spillet en nøglerolle i organiseringen og mobiliseringen af fanprotesterne. Men undersøgelserne har også vist, at netbaseret aktivitet ikke står alene: ”While the Internet is placeless, most political action is localised and in such cases makes group activism from overseas fans difficult. Thus, the forums entailed an interaction and interdependence between the symbolic virtual space and concrete lived actions.” Dette forklarer nok også, hvorfor udenlandske supporters kan have en vigende interesse for protestgrupperne og hele kampen for kulturelt ejerskab. Selvom vi i stigende grad agerer i transnationale rum, så betyder det konkrete og lokale og det at mødes offline stadig noget.

Alt i alt kan bogen anbefales på det varmeste. Dels er emnet spændende, hvilket jo er vigtigt nok i sig selv. Dels er bogen et godt eksempel på, hvordan man kan bruge case studies eksemplarisk med en klar ramme omkring de udvalgte cases. Ulempen ved den casebaserede tilgang kan være, at de udvalgte cases ikke nødvendigvis kan anvendes til at konkludere noget generelt. Og man kan måske også indvende, at de to cases om Liverpool og Manchester United ligner hinanden meget. Men de kontrasteres dog af casen om Manchester City. Men vigtigst af alt giver de to første kontekstkapitler den nødvendige ramme om undersøgelsen. Samtidig anvender Millward mestendels et internetbaseret empirisk materiale, som man kunne frygte ville blive flagrende og diffust, men som faktisk bringes i spil på en utrolig meningsfuld – og faktisk til tider decideret morsom – måde, når fansene giver den fuld gas i debatterne på internetfora.

For os fodboldfans fra andre lande end England, er det også et indblik i, hvor fodbolden er på vej hen. Der er ingen tvivl om, at EPL er det store lokomotiv i forhold til at udnytte og rendyrke de kommercielle potentialer i fodbolden, og at den udvikling også med nogen forsinkelse vil ramme de andre europæiske ligaer. Mit indledende eksempel med min klub, AaB, fremstår amatøristisk uskyldigt ved sammenligning med de engelske klubber. Men The Global Football League viser også den dobbelthed, vi som fodboldfans bærer med os. På den ene side handler det at støtte en fodboldklub om identitet og kulturel forankring. Men det handler også om at vinde. Hvordan det balanceres op mod hinanden, og den kulturkamp der er herom, som yderligere kompliceres af de store klubbers ageren i et transnationalt rum. Det giver The Global Football League et fremragende indblik i.

Copyright @ David Holt Olsen 2013