En bog med god indsigt i den norske idrætsmodel, men mangler kritiske perspektiver

Bjarne Ibsen
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet

Hvis man gerne vil have indsigt i det formelle norske idrætssystem, skal man læse Dag Vidar Hanstads bog Idrettens organisasjoner i et samfunn i endring. Men hvis man ønsker at blive klogere på, hvad der kan forklare det norske idrætssystem, og hvilke styrker og svagheder der er ved idrætsmodellen, må man søge andet litteratur.

Bogen er en flot formidling af den norske idrætsmodel, organiseringen af idrætten under Norges Idrettsforbund, idrætspolitikken, anlægspolitikken, idrættens økonomi samt de internationale organisationer, som norsk idræt er knyttet til. Desuden har bogen et udmærket indledende kapitel om samfundsmæssige ændringer, der påvirker idrætten, og et kapitel om organisationsteorier, der imidlertid ikke bruges til at forklare den måde, idrætten er organiseret i Norge. Det er en meget grundig, troværdig og let læst bog, selvom forfatteren visse steder fortaber sig i unødvendige detaljer. Bogen er primært en lærebog, der er stilet til studerende samt ansatte og ledere i idrætten. Det er en stor kvalitet ved bogen, at læseren via en QR-kode for hvert kapitel får adgang til digitale ressourcer i form af små film, hvor forskere, ansatte samt frivillige inden for idræt forklarer og uddyber mange af bogens tekster. Desuden uddybes bogens beskrivelser og analyser med gode eksempler og cases, og gennem hele bogen stilles der relevante spørgsmål, som studerende kan diskutere. Bogen bør læses af alle, der arbejder med administration og ledelse i idræt i Norge samt studerende, der ønsker at komme til det.

Og bogen forbigår helt den kommercielle organisering af træning, selvom det i dag er den vigtigste organiserede arena for voksnes træning og idræt i Norge.

Men selvom jeg er begejstret for bogen, så forundres jeg også under læsningen af den. Den første forundring er bogens titel: ’Idrettens organisasjoner’. Det er en misvisende titel. Primært fordi bogen handler om meget mere end den organisatoriske dimension ved idrætten. Bogen har også fine analyser af idrætspolitik, idrætsanlæg og idrættens økonomi – selvom det er med et særligt fokus på betydningen deraf for Norges Idrettsforbund og de lokale idrettslag. ’Det norske idrætssystem’ eller ’den norske idrætsmodel’ havde bedre udtrykt, hvad bogen handler om. Men titlen er også misvisende, fordi den næsten udelukkende handler om Norges Idrettsforbund og tilknyttede ’særforbund’, ’idrettskretser’, ’idrettsråd’ og ’idrettslag’. Bogen forbigår således organisationer, der ikke hører under denne paraply, bl.a. Det Frivillige Skyttervesen, Norsk Friluftsliv (der bl.a. har Norges Dykkeforbund, Norges Klatreforbund og Norges Padleforbund som medlem) samt Tverga, der er en frivillig organisation, som arbejder for udvikling af ’møteplasser for egenorganisert idrett og fysisk aktivitet’ (omtales med få linjer i bogen). Og bogen forbigår helt den kommercielle organisering af træning, selvom det i dag er den vigtigste organiserede arena for voksnes træning og idræt i Norge (Statistisk Sentralbyrå, 2024).

I forlængelse deraf undrer det mig, at bogen overhovedet ikke forholder sig til eller lægger op til en diskussion af behovet for en ændring af den norske idrætsmodel. Undertegnede har ikke samme dybe indsigt i det norske idrætssystem, som Hanstad har. Men jeg har i mange år interesseret mig for den norske idrætsmodel, og læsningen af bogen efterlod det indtryk, at der næsten ikke er sket ændringer deri de seneste mange år. De seneste tre årtiers udvikling i tilslutningen til den idræt, som organiseres under NIF, kunne ellers give anledning til en diskussion af behovet for en revidering af idrætsmodellen. Tre ud af fire børn (9–15 år) deltager i organiseret idræt i Norge (hvilket er på samme niveau som i Danmark), men derefter falder andelen, som dyrker idræt i en forening eller et lag, i takt med alderen, så det kun gælder for hver fjerde blandt de unge (16-24 år), og blandt de ældre (67 og 79 år) er det kun 6 procent (Statistisk Sentralbyrå, 2023). Til sammenligning dyrker hver fjerde i denne aldersgruppe idræt i en forening i Danmark (Ibsen, 2024).

Selvom den statslige støtte til idræt, som næsten udelukkende gavner NIF og idrettslag, er tredoblet (i faste priser) de seneste 25 år (side 170 i bogen), er andelen af den voksne befolkning, der dyrker idræt i et ’idrettslag’ næsten uændret de seneste 35 år, og i nyere tid har der været et svagt fald i antallet af medlemmer Norges Idrettsforbund (Norges Idrettsforbund, 2025: side 5 og 8). I samme periode er andelen, som træner i et privat træningsstudio næsten firedoblet, og ’fysisk aktivitet på egen hånd’ er ligeledes vokset, så det i dag er den vigtigste arena for idræt, træning og fysisk aktivitet for voksne i Norge (Holbek-Hanssen og Dalen, 2016: side 20; Statistisk Sentralbyrå, 2024). I en fin beskrivelse af den norske idrettsmodel skriver Hanstad, at et af målene er, at ’alle skal være med’ (side 62). I Norge er en stor del af befolkningen idræts- og bevægelsesaktive, men det kan i lille grad tilskrives Norges Idrettsforbund og tilknyttede idrettslag. Det burde give anledning til refleksioner over, hvor effektiv den norske idrætsmodel er.

Træning i privat helsestudio og på egen hånd er i højere grad motiveret af ønsket om bedre helse, end dyrkelse af sportsaktiviteter i idrettslag er. Men norsk idræt har altid tillagt den helsemæssige værdi ved idrætten stor betydning, hvad Hanstad også nævner. Derfor undrer det mig også, at han slet ikke omtaler helse og ændrede fysiske bevægelsesvaner i det ellers fint indledende kapitel om ’Idrett i et samfunn i endring’. Generelt forbigås samfundsændringer, som har ført til ændringer i borgernes bevægelsesvaner. Sidst i bogen diskuteres det bl.a., hvordan digitalisering og teknologisk udvikling udfordrer værdien og etikken i mange sportsgrene. Men kapitlet kommer slet ikke ind på, at Facebook og andre digitale fora er blevet en ny måde at planlægge og organisere træning og idræt, som ofte overflødiggør idrettslaget som det organiserede samlingspunkt. Tilsvarende betragtes ændringer i demografien med bl.a. flere borgere med en indvandrerbaggrund som en udfordring for idrætten, fordi færre med indvandrerbaggrund dyrker idræt i et idrettslag, end borgere med norsk baggrund gør. Men det er primært en udfordring for den traditionelt organiserede idræt. Forskning deraf i Danmark viser således, at deltagelsen i private træningstilbud blandt indvandrere er på samme niveau, som den er for majoritetsbefolkningen (Schmidt et al., 2025). Hvorfor er idrettslag øjensynligt en større barriere for indvandreres idrætsdeltagelse, end private træningscentre er? Det kunne et fint afsnit om organisationskultur, som findes i bogens teoretiske kapitel, have bidraget til en diskussion af.

Derved er jeg fremme ved min tredje forundring. Bogen bygger på meget kvalificeret forskning i idrætten i Norge, og Hanstad er god til at give stemme til en række forskere, der uddyber teksten i små film, der kan downloades Men der henvises næsten ikke til forskning i idrættens organisering og politik udenfor Norge, og slet ikke til komparative analyser, hvor norsk idræt sammenlignes med andre lande. Det nævnes, at Norge adskiller sig fra mange lande ved, at næsten alle organisationer, der arbejder for idræt, er samlet i en organisation. I den sammenhæng havde det været nærliggende at sammenligne den norske idrætsmodel med den svenske, som på mange sider ligner den norske, og med den danske, som er helt anderledes med tre af hinanden uafhængige idrætsorganisationer (Danmarks Idrætsforbund, der svarer til NIF; DGI som er en breddeidrætsorganisation udsprunget af skytte- og gymnastikbevægelse; og Dansk Firmaidrætsforbund, der svarer til Norges Bedriftsidrettsforbund) samt flere statslige institutioner, der har til opgave at fremme idrætten på forskellige områder (Bl.a. Team Danmark, der svarer til Olympiatoppen, og Lokale- og Anlægsfonden der har til opgave at udvikle og støtte nyt idræts- kulturbyggeri).

Ville det gavne norsk idræt i al dens mangfoldighed, hvis forskellige – af hinanden uafhængige – organisationer kunne arbejde for forskellige værdier, idrætsformer og grupper i stedet for at være forenet i én organisation?

Jeg vil ikke påstå, at det danske idrætssystem er bedre end det norske, men det er da interessant, at dobbelt så mange voksne dyrker idræt i en forening i Danmark i sammenligning med Norge, og at der i Danmark kun er små forskelle på andelen, som dyrker idræt i en forening og træner i et kommercielt fitnesscenter, mens forholdet i Norge er 1 til 4. Der findes også analyser af medlemmernes involvering i frivilligt arbejde, foreningsdemokratiet og sociale fællesskaber i idrettslag i Norge i sammenligning med ni andre europæiske lande, som havde været relevant at inddrage i bogens ellers fine analyse af den lokale organisering af idræt. Undersøgelsen viser bl.a., at mens medlemmer af idrettslag i Norge engagerer sig mere i frivilligt arbejde (dugnad) end i alle de øvrige lande, der indgår i undersøgelsen, så tillægger medlemmerne ikke de sociale relationer den samme betydning, som medlemmerne af idrætsforeninger gør i de fleste af de øvrige lande (van der Rost et al., 2017). Sådanne sammenligninger kunne have bidraget til en diskussion af det nuværende norske idrætssystems legitimitet og effektivitet.

Hanstad skriver flere gange i bogen, at idretten er ’autonom og selvstyrende’. Det er en selvforståelse i norsk idræt, som han godtager helt ukritisk, og jeg tror, at det blokerer for en forståelse af, at den norske idrætsmodel i høj grad er en politisk bestemt model. Dannelsen af NIF i 1946 ved en sammenlægning ’Riksforbundet for Idrett’ og ’Arbeidernes Idrettsforbund’ skete i høj grad, fordi staten ønskede det (Goksøyr, 1992; Ibsen, 2002); Norges Idrettsforbunds og de lokale idrettslags stærke position i norsk idræt skyldes bl.a. det monopol, de næsten har på den offentlige støtte til idræt, og den måde disse statslige midler fordeles; og med den statslige og kommunale støtte følger også krav til, hvordan pengene skal anvendes. Indførelsen af tilskud til lokale lag og foreninger fra tippemidlerne, blev således til efter politisk krav. Det samme synspunkt har Jan Ove Tangen, som Hanstad også refererer, når han hævder, at den norske idrettsmodel er en politisk konstruktion.

I bogens teorikapitel, ’Analytiske innganger’, giver Hanstad en fin beskrivelse af teorier om magt, som desværre ikke bruges senere i bogen. Det havde været interessant, hvis især Norbert Elias’ forståelse af magt som ’en strukturell egenskab ved alle relasjoner mellom mennesker (og organisasjoner)’ (side 46 i bogen) var blevet brugt til at forstå magtrelationerne mellem NIF og staten, og hvordan det kan bidrage til en forståelse af det eksisterende idrætssystem i Norge. Hanstad gør selv læseren opmærksom på, at ’det er mange interessegrupper i norsk idrett som er stærkt uenig i hva idrett skal handle om på ulike nivåer eller innenfor ulike idretter’ (side 51 i bogen). Men Hanstad skriver lige inden i samme kapitel, at ‘for at vi skal kunne kalle noe en organisasjon, må den ha felles mål eller opgaver som deltakerne eller medlemmerne kan samle seg om’. Har man fælles mål eller opgaver i organisations-paraplyen Norges Idrettsforbund? Ville det gavne norsk idræt i al dens mangfoldighed, hvis forskellige – af hinanden uafhængige – organisationer kunne arbejde for forskellige værdier, idrætsformer og grupper i stedet for at være forenet i én organisation?

Jeg kan kun anbefale bogen, som giver stor indsigt i, hvordan idræt organiseret under Norges Idrettsforbund fungerer. Men jeg håber, at Hanstad – når bogen skal udgives i et nyt oplag – vil supplere den med et kapitel, der forklarer den norske idrætsmodel, og et kapitel der diskuterer styrker og svagheden ved modellen, og om reformer deraf kunne fremme idrætten i Norge.

Copyright © Bjarne Ibsen 2026

Referencer

Goksøyr, M. (1992). Staten og idretten 1861-1991. Oslo: Kulturdepartementet, Idrettsavdelingen.

Holbæk-Hanssen, J. og Dalen, E. (2016). Fysisk aktivitet og idrett i Norge. Norsk Monitor 2015/16.

Ibsen, B. (2002). En eller flere idrætsorganisationer – hvorfor forskelle mellem de nordiske lande. I Henning Eichberg og Bo Vestergård Madsen. Idrættens enhed eller mangfoldighed. Forlaget Klim, Aarhus.

Ibsen, B. (2024). Samfunds-eksperimenters indvirkning på voksnes idræts- og motionsdeltagelse. Movements 2024:5. Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund. Syddansk Universitet.

Norges Idrettsforbund (2025). Nøkkeltall Rapport 2024.

Schmidt, E.B., Elmose-Østerlund, K. og Ibsen, B. (2025). A survey study of physical activity participation in different organisational forms among groups of immigrants and descendants in Denmark. BMC Public Health

Statitisk Sentralbyrå, Statistikk om idrett og friluftsliv, levekårsundersøkelsen, 19. november 2024.

Statistisk Sentralbyrå (2023). 3 av 4 barn deltar i organisert idrett på fritiden. Publiceret den 26. januar 2023.

van der Roest, J-W, van der Werff, H. and Elmose-Østerlund, K. (2017).  Involvement and commitment of members and volunteers in European sports clubs. A comparison of the affiliation, voluntary work, social integration and characteristics of members and volunteers in sports clubs across ten European countries. Centre for Sports, Health and Civil Society. University of Southern Denmark.