Anbefalelsesværdig og kompetent studie forud for Sochi-OL

Jørn Hansen
Idræt og biomekanik, Syddansk Universitet

Redaktørerne af denne antologi om de udfordringer, der var forbundet med vinter-OL i Sochi, Bo Petersson og Karina Vamling har begge Rusland som et centralt forskningsområde. Bo Petersson er professor i politisk videnskab og international migration ved Malmø Universitet og har ofte beskæftiget sig med den politiske udvikling i det tidligere Sovjetunionen og det ”nye” Rusland. Karina Vamling er professor med studiet af udviklingen i regionen Kaukasus og forholdet til Rusland som forskningsområde. På det politisk samfunds­videnskabelige og kulturelle område i forhold til vinter-OL i Sochi er der således to meget kompetente personer, der har redigeret denne antologi, og i den sammenhæng efter alt at dømme også har gjort godt brug af de netværk, de indgår i med andre forskere med samme eller lignende interesseområde.

Bogen er udkommet i 2013, hvad betyder, at de fleste artikler efter litteraturlisterne at dømme er afsluttede senest 10 måneder før vinter-OL 2014 løb af staben. Det betyder, at den eventuelle relation mellem terror­handlingen ved Boston Maraton i 2013 og Nordkaukasus ikke har været muligt at inddrage, ligesom det samme har været tilfældet med terrorhandlingen i Volgograd december 2013. Anmelderen har læst bogen efter vinter-OL, men vil bestræbe sig på ikke at virke bagklog i forhold til en række af de politiske overvejelser over et muligt hændelsesforløb ved vinter-OL, der er blevet formuleret i en del af artiklerne.

De to redaktører indleder med en fin introduktion ”The Sochi Winter Olympics: Walking a Tightrope?” om den vanskelige balancekunst tildelingen i 2007 af vinter-OL 2014 til Sochi, Putin og Rusland har betydet for regionen i Nordkaukasus. Efter redaktørernes opfattelse var det en i bund og grund uklog beslutning at placere vinter-OL i Sochi. Dels på grund af regionens politiske historie og indviklede relationer til Rusland, og dels på grund af de miljømæssige problemer, der vil være forbundet med et vinter-OL i et subtropisk klima. Men forud for afstemningen lykkedes det Putin at overbevise IOC om idéen, og Putins branding af Rusland som en genrejst stormagt kunne begynde. En væsentlig hindring for at dette ikke lykkedes i den vestlige offentlighed og i dele af regionen, har været det såkaldte ”Circassien-problem”, som kort fortalt drejer sig om Zar-Ruslands annektering af området efter en sejr over ”circassierne” i 1864 i det område, hvor netop skipisterne skulle anlægges. Den russiske sejr er sidenhen af ”circassierne” blevet betegnet som et folkemord, en holdning andre som fx Georgien ligeledes har tilsluttet sig.

Efter introduktionen er bogen inddelt i fire hoveddele med hver tre artikler. Første del vedrører Sochi ud fra et olympisk perspektiv, anden del ud fra et identitetsmæssigt eller etnisk perspektiv, tredje vedrører sikkerheds- og ordensmæssige problemstillinger, mens sidste og fjerde del vedrører såkaldte Kaukasus knuder, som en form for ”Gordiske knuder”.

Svagest er efter min opfattelse den første del om de olympiske perspektiver, fordi det empiriske grundlag for artiklerne her er en del tyndere end i de tre næste dele af bogen. Kapitel 1 af Raymond Taras, professor i politisk videnskab med speciale i Rusland ved Tulane University, New Orleans ”Snow, Ice, and Vertical Drops: What is Different about the Sochi Winter Games?”, er primært en oversigtsartikel, hvor forskellen eller ligheden mellem Sochi og 12 de forudgående vinterlege diskuteres uden, at der drages nogen egentlig konklusion, da forskellen imellem de 12 forudgående lege var ret så store. Eneste mere håndfaste udsagn er om Putins nationalistiske genrejsnings projekt i forbindelse med Sochi.

Kapitel 2 ”The Sochi Winter Games: Marketing and Sustainable Development – Or Neither Nor?” af Karin Book fra Malmøs idrætsinstitut vedrører primært de miljømæssige problemer, der er forbundet med et mega-event som vinter-OL. Der er gode ansatser ud fra en politisk korrekt tilgang (Legacy), men mere på det generelle plan end forankret i udviklingen i Sochi.

I kapitel 3 ”Environment Ethics and the Olympics: On the Reconstruction of Nature for Sport” bevæger Kutte Jönsson ligeledes fra Malmøs idrætsinstitut sig i endnu højere grad på et generelt frem for empirisk forankret Sochi-niveau. I denne artikel er det de generelle moralske problemer, der er forbundet med afholdelsen af en mega-event – og hvad en sådan kan bruges og misbruges til. En selvfølgelig meget relevant diskussion, men bortset fra historien om Putins bestræbelser på at geninstallere leoparden i Kaukasus, hvorfor han har gjort den til en maskot for legene, er der for lidt om Sochi.

I antologiens tre øvrige hoveddele gør den empiriske forankring sig i højere grad gældende, hvad betyder at vi bliver en del klogere på Sochi-OL i lyset af regionens politiske historie samt Ruslands adfærd i denne såvel historisk som aktuelt. En del af den viden og de analyser, der bidrages med har, hvad angår Ruslands måde at agere på ydermere fornyet aktualitet pga. forholdet mellem Rusland og Ukraine.

Bogens anden del om betydningen af at have eller påtage sig en identitet starter med kapitel 4 af Emil Persson fra politisk videnskab i Malmø og Lund. I artiklen ”Olympism and Empire: The Olympic Myth in the Contestation of the Caucasus” tager han fat på striden om Kaukasus i russisk historie og den mytedannelse, der har været knyttet hertil. Konkret gøres dette i form af at han undersøger, hvorledes de fem elementer i den olympiske myte: humanisme, universalisme, internationalisme, rationalisme og modernisme integreres i en positiv fortælling af Rusland (Putin) i forbindelse med Sochi-OL, med henblik på at Rusland kan fremstå som en værdig ny stormagt. Over for denne fortælling sættes så ”circassiernes” brug af samme myte, men med udgangspunkt i folkemordet på ”circassierne” som en modfortælling over for den russiske fortælling, hvorved Rusland kommer til at fremstå i et meget dårligere lys.

I bund og grund handler det om, hvad der kan betegnes som en ”kamp om historien”, og det er også dette perspektiv der ligger til grund for kapitel 5 ”Sochi as a Site of Ciccassian Long-Distance Memoralisation” af Lars Funch Hansen fra tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet og Kaukasus studier ved Malmø Universitet. I artiklen viser han, hvorledes bestemte såkaldte ”erindringssteder” efter Pierre Nora – her slagmarken den 21. maj 1864 – på internettet, både er blevet en integreret del af ”Circassiernes” kritik af den russiske fortælling om Sochi og en identitetsskabende faktor for eksil-circassierne.

I kapitel 6 ”The Symbols of Sochi 2014: Searching for the Visual Signs of New Russian Political Identity” af Sergei Akopov og Vitalii Volkov fra St. Petersborgs Universitet analyseres Ruslands præsentation af og russernes opfattelse af vinter-OL i Sochi bl.a. i lyset af Sovjetunionens sommer-OL i Moskva. Særligt spændende er i den sammenhæng analysen af de mere transnationale europæiske tendenser i den yngre generation af russere, som findes blandt primært intellektuelle i de store byer, over for de meget traditionelle og konservative tendenser med Putin i spidsen, der knytter et nationalpatriotisk Rusland sammen med en række tendenser fra såvel Zartiden som det tidligere Sovjetunionen.

En af de væsentligste problemstillinger forud for Sochi var om Rusland kunne garantere for sikkerheden i forbindelse med afholdelsen af vinterlegene. Dette er emnet for antologiens tredje del ”Internal Order and Security”. I kapitel 7 ”Russia’s Olympic Discourses: Effects of Unifications and Diversification” af Andrei Makarychev fra University of Tartu diskuteres vinterlegene ud fra modstillingen enhedskultur eller kulturel diversitet. Fire nøglebegreber: enhed, modernisering, normalitet og sikkerhed bringes i spil for at kunne analysere, hvorledes Rusland/Putin tilsyneladende apolitisk blot lever op til en række forpligtigelser for at få vinterlegene til at fungere og dermed åbenlyst integrerer såvel Sochi som store dele af regionen i en russisk enhedskultur.

I den af Putin styrede russiske offentlighed fremstår Nordkaukasus som en islamisk terrorist- og banditrede, og sådan har det altid været. I kapitel 8 ”Securitization in the North Caucasus on the Eve of the Sochi Games” påviser Uliana Hellberg fra Ukraines Nationale Universitet dog, hvorledes terrortruslen og sikkerhedsproblemerne i Nordkaukasus ikke bør ses som en konsekvens af islam i området, men i højere grad skyldes etniske uoverensstemmelser i regionen og med Rusland. Igen står det ”Circassiske problem” centralt.

I det næste kapitel 9 ”The Terrorist Threat against Sochi 2014” nuanceres Uliana Hellbergs opfattelse dog indirekte lidt af forskningsleder Jakob Hedenskog fra det svenske forsvars forskningscenter. I et tilbageblik på terrorproblemstillinger ved OL sammenligner han situationen i Sochi med den i Beijing 2008. I forklaringen af terrortruslernes fremkomst inddrages såvel det tjetjenske problem, islamiske undergrundsbevægelser samt Ruslands politik i området. Magtpolitisk lader Rusland dårlige ledere gøre som de vil, blot de er loyale over for Rusland, og samtidig udgøres kernen i modstanden mod Rusland tilsyneladende af et virtuelt Emirat i Kaukasus, som har erklæret hellig krig (jihad) mod Rusland. At situationen virkelig er ret så kompliceret står klart efter læsningen af kapitlerne i denne del af antologien.

Vinterlegene forløb uden terroranslag og fremstod vel på trods af spådomme i verdenspressen som rimelige velorganiserede og vellykkede. Verdensoffentligheden har ikke længere blik på Sochi og Nordkaukasus, men det betyder jo langtfra, at alt er som det skal være, tværtimod kan der tales om en række kaukasiske knuder som ikke er blevet løst – behandlingen af disse var genstand for antologien sidste del.

I kapitel 10 ”Security of the Winter Olympics in Sochi from af Georgian Perspective” lægger Alexandre Kukhianidze fra Tiblisi State University ud med at diskutere vinterlegenes betydning for det i forvejen anspændte forhold mellem Rusland og Georgien. Krigen i 2008 mellem Georgien og Rusland blev af Rusland kædet sammen med behovet for at garantere sikkerheden i Sochi, men reelt var det et spørgsmål om at separere Abkhasien fra Georgien. Dels for at kunne gøre brug af nødvendige råstoffer fra Abkhasien til OL-anlæggene, og dels fordi Rusland mente, at de havde en historisk ret til Abkhasien, fordi det var en tidligere sovjetrepublik. Kun ganske få lande har ligesom Rusland anerkendt Abkhasien som en selvstændig stat, men ikke desto mindre har Georgien været sat skak mat af Rusland. Ifølge Kukhianidze er problemet for Rusland først og fremmest Georgiens orientering mod EU og NATO – altså en klar parallel til den aktuelle udvikling i forholdet mellem Rusland og Ukraine.

Fjerde dels to øvrige artikler beskæftiger sig med stort set samme problemstilling. I kapitel 11 ”Abkhazia and the Preparations for the Sochi Games: Possibilities and Conditions” analyserer Revaz Tchantouria fra Tiblisi State University og Malmø Universitet, hvorledes det russisk-georgiske og abkhasiske problem dårligt kan harmonere med IOC’s opfattelse af, at de olympiske lege indgår i fortællingen om IOC som en del af en fredsbevægelse.

De kaukasiske knuder har ført til en udpræget verbal krig mellem Rusland og modstandere af OL i Sochi. På et tidspunkt besluttede Georgien dog realpolitisk at støtte op om legene – ”knuderne” handler nemlig især om grænseproblemer og integritet, og dette er også temaet for antologiens 12 og sidste kapitel ”Disputed Frontiers: Abkhazia in Russia’s Sochi 1014 Project” af Helena Rytövuori-Apunen fra University of Tampere i Finland. I argumenterne for ”annekteringen” eller selvstændiggørelsen af den gamle sovejetrepublik Abkhasien har Rusland således løbende argumenteret med en historisk parallel til det internationale samfunds anerkendelse af Kosovo i forhold til, hvad man ville kunnet betegne som ”Balkan-knuder”. Artiklerne har i den grad demonstreret at der ikke findes nemme måder at løse de kaukasiske knuder op på, samt at Ruslands måde at agere på i høj grad skyldes bekymringen for EU’s og NATO’s eventuelle indblanding i regionen.

Sammenfattende er det en anbefalelsesværdig bog, hvor især vinterlegenes betydning for forståelsen af de politiske og kulturelle sammenstød i regionen står stærkest. Blot kan det overraske, at der ikke er fundet plads til en artikel om de kolossale problemer, som korruption kom til at udgøre i forbindelse med opførelsen af anlæggene i Sochi – problemstillingen nævnes blot sporadisk i enkelte af artiklerne, men var jo særdeles diskuteret i pressen forud for legene.

Copyright © Jørn Hansen 2014