Svend Aage Sørensen
Sektion for Idræt, Aarhus Universitet & Elite og Talent Center Aarhus
Nedenstående tekst handler om viden primært i en elitesportskontekst men også i en bredere samfundsmæssig kontekst. Hvordan taler vi om den viden, og hvordan formidler vi den – også når den er kompleks[1]? Og mens vi er ved indledningen, så får I lige slutningen med det samme i form af de samlede pointer:
- Verden er kompleks. Sproget om den viden kan enten afskære os fra eller give os indsigt i de komplekse forhold.
- Mange forhold må nødvendigvis beskrives med ”Det er både–og”[2] og ”Det kommer an på”. Men hvad kommer det an på? Djævelen ligger i detaljen. Har man forstået det, kan man ofte gøre det komplekse enkelt for andre, men man behøver kontekster, fortællinger og billeder i dette ærinde.
Disse pointer giver ingen mening i sig selv, uden at der kommer billeder, historier, analogier – kort sagt kontekster. De kommer her:
For nogle år siden hørte jeg en historie, som – ud over at jeg synes den er morsom – rummer noget essentielt, og som giver et billede af, hvor denne artikel placerer sig. Historien er omskrevet lidt til eget formål, men her kommer den:
Tre mænd går rundt i det skotske højland og diskuterer. Det er en praktiker, en pragmatisk teoretiker og en teoretiker. De får øje på et sort får, som står med siden til dem. Praktikeren udbryder: ”Vi kan hermed konkludere, at får i det skotske højland er sorte”. Den pragmatiske teoretiker siger: ”Vi kan kun konkludere, at mindst et får i det skotske højland er sort (gad vide om der er nogle hvide)”. Teoretikeren siger: ”Vi kan vel kun sige, at den side på det får, der vender hen mod os, er sort”.
Som praktiker, der forhåbentligt er i stand til at tænke lidt teoretisk[3], vil jeg placere artiklens ståsted et eller andet sted omkring den pragmatiske teoretiker. Hvor praktikeren er i fare for at generalisere viden over enkeltstående begivenheder, er teoretikeren (omend han i princippet har ret) i fare for at tage så mange forbehold, at den viden, der er til rådighed, ender med at blive meningsløs. Lad os f.eks. sige, at der var et par teoretikere mere med på turen i det skotske højland. De ville måske kun konkludere, at venstre side af et får i temperaturen 11 graders celsius om tirsdagen er sort, forudsat at vi altså kan blive enige om, hvad sort er.
Det er vigtigt at pointere, at der findes fantastisk dygtige praktikere og ditto teoretikere. Min egen forgænger i jobbet som Centertræner ved Elite og Talentcenter Aarhus, er tidligere verdens nr. 1 i badminton herresingle, Morten Frost. Selvom jeg ved, at en ensidig inddeling i praktikere og teoretikere er karikaturer[4], vil jeg i badmintonsammenhæng placere ham som overvejende praktiker.
Han kan:
- i en grad, som jeg personligt aldrig nogensinde vil lære, se på en spiller og præcist formulere et skarpt bud på spillerens mangler ift. at udvikle sig til verdensklasse;
- lige så præcist se, hvad den enkelte verdensklasse spiller har, som gør ondt på alle modstanderne inklusive de kompetencer, man ikke umiddelbart får øje på.
En dygtig praktiker som Morten skal i min optik virkeligt kunne udmærke sig ved, at han kan bygge bro fra 1) til 2). Dvs. fra mangler til kompetencer. Dette også selv om det ikke er på samme måde, som han selv blev verdens nr. 1. Dvs. ikke nødvendigvis generalisere ud fra sin egen praktik[5].
Denne artikel er skrevet ud fra en dyb respekt for dem, som kan formidle det komplekse enkelt. Det er min drøm at kunne dette. Den er også skrevet ud fra en aversion imod dem, som via klichéer[6] forsøger at gøre det komplekse enkelt, uden selv at have forstået kompleksiteten i det. Det er mit første mareridt at gøre dette. Jeg har ligeledes en aversion mod altomfavnende akademiske forbehold, som kan dekonstruere ethvert udsagn og dermed ikke pege i nogen som helst retning. Det er mit andet mareridt at gøre dette.
Man vil i det følgende spejde forgæves efter traditionelle metodeafsnit eller systematisk indsamlet empiri. Hvis det kan kaldes metode, har jeg gjort mig umage med at finde analogier eller historier fra min praksis, som rummer nogle præcise pointer og principper i en ellers kompleks verden. Artiklerne har således et pædagogisk sigte i forhold til at beskrive komplekse ting i kontekst så enkelt, at det åbner for handlingsmuligheder men med tilpas mange mellemregninger og forbehold[7]. (Af hensyn til læsevenligheden bruger jeg ofte slutnoterne til disse forbehold). Eventuelle læsere må vurdere om jeg endte nærmere drømmen end mareridtet.
Eksemplet med det sorte får er en analogi med det formål at vise, at det kan være meget svært at finde en balance mellem grove generaliseringer uden kontekst og på den anden side så mange akademiske forbehold, at muligheden for at tale og handle meningsfuldt om et emne forsvinder.
Inden for f.eks. personlighedspsykologien er der ret stor uenighed om, hvor meget man reelt set kan bruge diverse personlighedstests, som bl.a. mange HR-afdelinger benytter, når firmaer skal ansætte medarbejdere. De, som benytter sådanne tests, argumenterer ofte for en fast kerne i personligheden, som kan fastsættes, mens kritikere[8] mener, at vores personlighed altid er afhængig af konteksten. Lidt forenklet kan man godt være introvert i arbejdsmæssig sammenhæng og ekstrovert sammen med familie og venner. Hvad enten man har eller ikke har en fast personlighedskerne, så er pointen, at disse personlighedstests kan bruges som en ramme eller, som nogen vil sige, et tilpas forenklet sprog til at tale om noget, der er komplekst – i dette tilfælde en persons præferencer i relation til andre.
Kunsten at anvende/skabe et sprog om noget komplekst uden hverken at forfladige det eller drukne det i detaljer og forbehold, forsøgte jeg på en trænerkonference, som jeg havde arrangeret i min tid som træneransvarlig ved Badminton New Zealand. De 12 trænere, der alle arbejdede på nationalt eller internationalt niveau, opnåede konsensus om følgende 4 principper om badminton teknik[9] (en uddybning for badmintonnørder af hver af de 4 principper findes i slutnoterne):
- (Er)kend centralbevægelsen i almindelighed – pronation og supination i særdeleshed[10]
- (Er)kend afspændings – spændingscyklus i både slag- og benarbejde[11]
- (Er)kend benarbejdets retningsbestemte landinger[12]
- (Er)kend, hvorledes det løse greb på ketsjeren giver muligheden for både kraftudvikling og grebsskifte. Erkend, hvordan og hvornår grebsskiftet foretages. [13]
Min påstand er, at disse 4 indbyrdes sammenhængende principper beskriver langt størstedelen af alle badmintontekniske forhold.[14]
Ud fra en erkendelse af disse forhold kan der coaches til en større detaljeringsgrad, som er tilpasset specifikke forhold ved den enkelte udøvers fysiologi og andre situationsspecifikke forhold. Således er det et bud på noget, der er tilpas forenklet til både at sætte en retning via en vis overskuelighed men med plads til mere komplekse detaljeringsgrader.
Dengang jeg boede og arbejdede i New Zealand, var en af de ting, jeg i starten havde med i baggagen fra Danmark, en betydelig arrogance i forhold til, hvor meget jeg vidste om badminton. ”Jeg var jo fra Danmark”. Jeg kunne berette, hvorledes den danske klubstruktur var med til, at blive ved med at spytte talenter ud, som via Team Danmark-overbygninger understøttede verdensklasse. Havde jeg ret i klubbernes centrale rolle? Ja det mener jeg stadig. Jeg forstod det bare ikke den gang! Det forstod jeg først, da jeg i New Zealand så et sted, hvor der trods sammenlignelige antal af aktive spillere[15], ikke fandtes den samme klubkultur. Den klubkultur, der var, var i højere grad kommercielt drevet, og de fleste badmintontimer forløb med privattræner til 40-60 dollars i timen for træneren samt 15 dollars for lys på banen + bolde. Den frivillige arbejdskraft, der i form af ildsjæle bærer ufatteligt mange af danske foreningers utallige opgaver, var meget svær at få øje på. Det forpligtende fællesskab blandt spillerne rakte ikke længere end, at jeg ofte ikke kunne få fat i folk til de kvartalsvise fællestræninger. Spillerne havde simpelthen ikke hinandens telefonnumre. Uhyre værdifulde fænomener såsom nære rollemodeller, effektiv vidensdeling, god sparring på alle niveauer, jævnlige klubfester og fælles oplevelser er bare meget mere tilbøjelige til at opstå i den danske foreningsmodel for langt færre penge.
Budskabet at det danske klubsystem er en kæmpe styrke i den danske talentmodel forstod jeg først selv, da jeg så det udefra fra et sted, hvor systemet ikke var. Jeg kan tydeligt mærke, at i alle de budskaber, jeg formidler i løbet af en arbejdsuge, er dette et vigtigt budskab for mig, fordi jeg har mærket det. Jeg er ikke i tvivl om, at det er nemmere for mig at formidle klart og tydeligt nu.
Lad mig lige tage en omvej mere med et hurtigt højresving. Den anden dag da jeg kørte på arbejde, så jeg hvorledes en kvindelig cyklist i ret høj fart blev påkørt af en billist i en højresvingsulykke. Det var ikke livstruende, men hun havde store smerter og lægen, der ankom til stedet, anslog, at hun nok havde brækket hoften. Jeg havde tidligere advaret mine børn mod netop denne slags ulykker, og da jeg ved middagsbordet fortale dem så udramatisk men stadig så nøgternt som muligt, hvad der var sket, kunne jeg mærke, hvorledes den samme besked, som jeg tidligere havde fremført (advarslen om højresvingsulykker), stod meget klarere, først og fremmest for mig men siden også for børnene. Jeg forsøger ikke, selv om eksemplet kan være en smule drabeligt, at agitere for skræmmekampagner for at få folk til at forstå diverse pointer. Jeg kunne bare mærke, at jeg selv formidlede budskabet bedre og meget klarere med de synsindtryk, lyde, og følelser, jeg nu selv havde i baggagen. Den opsamlende pointe er således at komplekse fænomener forstås bedst gennem en sanselig erkendelse.
Kan man så ikke have en mening eller holdning om indvandring eller kvalificerede indspark til debatten, med mindre der er indvandrerbørn i ens børns folkeskoleklasse, eller man bor i Gellerup, Rosengård eller lignende ghettoområder? Kan man ikke have en holdning til ligestillingsdebatten, hvis man er hvid, midaldrende gennemsnitsmand? Eller sat i en sportslig kontekst – skal jeg som min forgænger som elitecentertræner i Aarhus have deltaget i en VM-finale som spiller for at kunne udtale mig kvalificeret i forhold hertil?
Jo – især hvis man er ydmyg over for, hvor meget man kan vide om tingene. Hvor meget ”ved” vi egentlig om de udsagn, vi kommer med, og hvor sikre vi kan være, når vi udtaler os? Og hvorledes kan denne sikkerhed både være en konstruktiv motor i formidlingen af viden til andre og samtidig en ikke helt så konstruktiv blindhed over for den virkelige verdens dialektiske nuancer?
I mit daglige arbejde ved Elite Talentcenter Aarhus spørger vi jævnligt hinanden: ”Hvor mange procent ved du det her”? Det giver i princippet ikke mening at sætte tal på noget, som er så uendeligt komplekst, som viden[16]. Som udgangspunkt er det næste afsnit således latterligt, men leg nu lidt med. At sætte procenter eller tal på udsagn giver nemlig os et sprog for de usikkerheder, der til enhver til bør være forbundet med ethvert udsagn. Ligeledes kan tallet være en motor som driver imod en endnu større viden/indsigt i de ting, vi som f.eks. trænere eller lærere formidler videre. Det er lidt svært at formidle noget videre med effekt, som ”jeg ved 10%”. Det er også lidt svært at opretholde samme status som ekspert, hvis man fem gange har været 100% sikker og kun haft ret to gange. Sat lidt på spidsen gik jeg med det tidligere eksempel for øje fra at ”vide 30%”, at højresvingsulykker var farlige til at vide det f.eks. 70%.
Skal jeg så selv køres ned i en højresvingsulykke for at vide 100%, hvor farlige de er? Forhåbentligt ikke. Jeg mener, at vi kun kan bruge de her tal til et slags ”pædagogisk greb”, hvis vi har en stor respekt for det absurde i at sætte tal på noget så komplekst som viden[17].
Det at bevæge sig på en talskala i forhold til viden er som nævnt en grov forenkling af virkeligheden. Ligesom alle modeller er det. Modeller er modeller af virkeligheden som giver os en ramme at snakke ud fra, det er aldrig virkeligheden. Ligesom kortet over landskabet ikke er landskabet. Med det in mente vil jeg her præsentere en model, som forhåbentligt giver lidt flere nuancer af viden end blot procenttal på en skala.
Jeg vil prøve at beskrive 3 niveauer af viden. Modellen skal forstås som en måde at tale om den bevægelse, der kan foregå i takt med at man øger/nuancerer sin viden. Den er ”hjemmefabrikeret” og tjener udelukkende som formål at holde vores samtaler skarpe i AarhusVejens udvikling af badmintonspillere.
På niveau 1 udtrykker man en tese/holdning, som ikke er bunder i systematiske observationer/erfaringer/litteraturlæsning men primært dækker over en antagelse eller en holdning[18]. Man kan på niveau 1 godt opsøge viden, men den er som regel holdningsbaseret. Eksempler på sådanne holdninger kan være: ”Indvandringen til Danmark er skadelig for velfærden”, ”Dennis Rommedahl er en elendig fodboldspiller ” eller ”jorden er flad” og ”fårene i Skotland er sorte”.
På niveau 2 undersøges udsagnene ud fra en dialektisk[19] verdensopfattelse. Det er et videnskabeligt ideal at ville undersøge en tese, ikke bekræfte den. Således forsøger man her at nuancere de antagelser, man har på niveau 1 og eventuelt afvise deres almene karakter.
På niveau 3 bygges på den nuancerede viden, som opnås på niveau 2, men den viden suppleres igen med holdninger og værdier, som i modsætning til niveau 1’s holdninger er eksplicitte. F.eks. er det en holdning, at vi i AarhusVejen vil forsøge at udvikle selvstændige samarbejdende mennesker, som kan agere i et demokratisk samfund.
Vi kender fra niveau 2 nogle af de dilemmaer, der fører med ved at udvikle såkaldte ”hele samarbejdende mennesker”. Vi anser det ikke for at være bevist, at fokus på det hele menneske, er den mest effektive måde at fastholde Danmarks position som én af verdens bedste badminton-nationer på, men det er vores holdning, som også er baseret på empiri[20], at det er sådan, vi vil forsøge at gøre det (man kunne kalde det vidensbaseret holdning).
Lad mig give et par billeder på de tre niveauer af viden i spil – dels fra sportens verden og fra det øvrige samfund.
Lad os starte på det samfundsmæssige plan med den ret unuancerede antagelse/holdning at ”indvandring[21] er skadelig for velfærdstaten”. Det er en indvandrerskeptisk holdning, som en del danskere deler i højere eller mindre grad (begrundet i Dansk Folkepartis store vælgertilslutning). D. 11. april 2017 offentliggjorde finansministeriet nogle tal, der indikerede, at efterkommere af ikke-vestlige indvandrere kostede det danske samfund 28 mia. kr. årligt[22]. Dette understøtter umiddelbart den indvandrerkritiske holdning hos de fleste. Der var efterfølgende en del, der kritisererede dette høje tal for bl.a. ikke at medregne den langsigtede effekt af en indvandring af primært unge og arbejdsduelige mennesker[23].
Hvis man har en implicit ambition om at bevæge sig opad i førnævnte model, er man nødt til at sætte sig ind i de dilemmaer og mellemregninger, som kan belyse en antagelse. Skal man bruge pointen om 28 mia. for at argumentere for sin indvandrerkritiske holdning, er man nødt til i det mindste at overveje både kortsigtede og langsigtede udregninger, samt om de 28 mia. er det eneste tal på ”markedet”. Jeg har fundet alt fra 13 mia. til 32 mia.
Har man derimod den modsatte ligeså unuancerede holdning, at indvandring styrker velfærdsstaten, er det måske en god ide at forholde sig til, hvordan man ville reagere, hvis man som forældre til et barn i folkeskolen modtager et par ikke-dansktalende børn i sine børns klasse. Det er børn med forældre, som af den ene eller anden grund har ar på sjælen, og som kan have svært ved at indgå i det gængse forældresamarbejde. Børnenes sprogvanskeligheder medfører på kortere eller længere sigt et højere konfliktniveau, som igen kan betyde, at den i forvejen udfordrede klasselærer kan have svært ved her og nu at tage sig af ens eget barns læsevanskeligheder.
Har man mærket nogle af dilemmaerne i egen dagligdag eller sat sig ind i nogle af mellemregningerne, og har man samme grundlæggende holdning, som man startede ud med, er man måske på vej til niveau 3[24].
En grundforudsætning for modellens praktiske anvendelighed som ramme/et sprog for den viden, vi har, er en konstant ydmyghed over for, hvor i modellen man selv befinder sig. Er man i gang med at bekræfte en implicit holdning, man har (niveau 1), eller er man konstant opmærksom på at undersøge og endog afkræfte sine antagelser (niveau 2) og via nogle eksplicitte holdninger at sætte nogle retninger (niveau 3)?
Kristoffer Henriksen og Rasmus Ankersen har begge skrevet bøger om talentudvikling[25]. Begge skriver inspirerende og har mange både forskellige og enslydende pointer. Selvom det kan være svært at kende forskel på, hvilket niveau denne viden befinder sig på, både set udefra og fra perspektivet hos dem, der skriver bøgerne, befinder de sig for mig at se på hvert deres niveau. Ankersen finder en masse miljøer, hvor tidlig specialisering, indædt og ensidig satsning på en elitekarriere er i højsædet, og hvor alle ressourcer sættes ind tidligt i jagten på en elitekarriere. Han advokerer for, at hvis vi skal opdrage en vinder, så er disse tidlige valg og ensidige miljøer nødvendige pejlemærker. I badmintonverdenen falder det meget godt i tråd med, hvad jeg ”ved” om karrierevejen for den spanske olympiske mester og verdensmester i badminton, Carolina Marin. Uden at vide det 100%, endsige 90% lyder denne karrierevej meget som den vej, den danske tennisspiller Caroline Wozniacki har fulgt.
Kristoffer Henriksen beskriver tre miljøer, hvor der ikke er den samme ensidighed, og hvor personligt ansvar, samarbejde og andre mere holistiske karakteristika er i højsædet. Trods det at der naturligvis er ligheder ved både Ankersens og Henriksens miljøer, står de alligevel i ret stor kontrast. Der er dog i mine øjne en væsentlig forskel i deres tilgang, som overgår forskellen i fundne miljøer.
Det er min påstand, at Kristoffer Henriksen forsøger at kvalificere viden og generere teser, som han konstant undersøger, mens Rasmus Ankersen forsøger at bekræfte egne teser. Så på trods af at teserne egentligt både er velskrevne og (ensidigt) underbyggede, er Ankersens bøger i min model niveau 1 – holdningsbaseret viden. Sagt på en anden måde med brug af den tidligere beskrevne får-analogi:
Begge ser en fåreflok. Henriksen udvælger tre får og undersøger dem grundigt, hvorefter han ud fra disse udformer teorier, som han vil prøve at teste holdbarheden af på andre får. Ankersen tager også tre får og danner en teori, men han vil ikke teste denne teori, men i stedet se, hvor mange af fårene han kan få til at passe ind i den allerede opstillede teori, hvilket kan medføre, at de grå får også bliver sorte[26].
I det arbejdsfællesskab jeg i Aarhus Vejen deltager i, vil vi gerne foretage en bevægelse opad i modellen og forsøge at rumme de modsætninger, der ofte er i (sports)verdenen. Således kender vi lidt til Carolina Marin[27] og det spanske badmintonsystem og nogle af de mekanismer, der har hjulpet hende til at blive nr. 1 i verden, verdensmester og olympisk mester i badminton i damesingle. Det er et system, som i hvert fald kan få én spiller i verdenstoppen. Alligevel bygger vi af mange grunde mere på Henriksens velunderbyggede empiri med udgangspunkt i det ”økologiske paradigme”[28]. Det er en holdning, men det er en vidensbaseret holdning. Hør eventuelt dette begrundet i denne podcast med Badminton Danmarks sportschef Jens Meibom.
Det er således en helt central pointe, at:
Vi forpligter os til aldrig at være skråsikre på, om vi i virkeligheden blot prøver at bekræfte allerede optagne holdninger.
En lige så vigtig pointe ved modellen er, at:
Vi forpligter os til at være nysgerrige over for enkeltheden af budskaberne på niveau 1.
Lars Engelbrechtsen i Herning og Hans Jacobsen i Horsens er muligvis ikke kendte i gængs forstand, men de er begge store klubkoryfæer i badmintonverden. De er kendte for at få folk i god form bl.a. via hård træning. Dette har jeg mundtlige overleveringer om fra hhv. tidligere verdens nr. 2 i herresingle, Kenneth Jonassen og verdens nr. 1 i herredouble, Jesper Larsen. Jeg kender ikke Lars Engelbrechtsens eller Hans Jacobsens præcise baggrunde for at være trænere i badmintonsporten ud over en åbenlys kærlighed til sporten. Ingen af dem har deres viden om fysisk træning ud fra en akademisk baggrund. Helt karikeret ville Lars og Hans, når der var fysisk træning, sige noget i retning af: ”løb for helvede”[29]
Jeg kender bl.a. fra min universitetsuddannelse forskel på anaerob tolerance, anaerob produktion, aerob effekt mv. Denne viden bruges i AarhusVejen af dygtige fysiske trænere til at dosere træningen i deres individuelle programmer. Det er muligt at der indløb flere skader hos Hans og Lars end hos os i AarhusVejen, men de kom altså også i form i både Horsens og Herning, muligvis endda i bedre form.
Det er således meget let at stå i en selvbestaltet position på niveau 3 og hovedrystende belære dem, som ”rager rundt på niveau 1”. Det forpligter vi os til ikke at gøre.
Med fare for at blive politisk vil jeg på det samfundsmæssige plan forsigtigt stille spørgsmålet, om Donald Trump i USA og Dansk Folkeparti herhjemme måske har været nødvendige ift. at få sat ord på nogle andre, end af diverse fokusgrupper allerede gennemtyggede politisk korrekte holdninger[30] . Det er i hvert fald, hvad mange socialdemokratiske omegnsborgmestre har givet udtryk for ift. de sidste årtiers indvandring.
For at opsummere er her tre centrale pointer ved en hjemmelavet praktisk model, som har et dialektisk verdensbillede i centrum:
- Vi vil gerne bevæge os opad i modellen, hvis vi ønsker et mere nuanceret blik på verden. Fra den holdningsbaserede viden til den vidensbaserede holdning.
- Vi skal altid være nysgerrige og ydmyge over for hvilket niveau, vi selv befinder os på.
- Selv om vi skulle befinde os på niveau 3, må vi bevare nysgerrigheden over for enkeltheden af nogle af pointerne fra niveau 1 uden nødvendigvis at abonnere på dem[31].
I den næste artikel vil jeg forsøge at beskrive, hvordan forenklingen af de modeller eller billeder, vi ofte bruger i forskellige sammenhænge, kan give deciderede misvisende retningsanvisninger. ”Djævelen ligger som bekendt i detaljen”.
Konkret ønsker jeg at beskrive, hvor svært det er at sætte en meningsfuld retning, når komplekse processer og beslutninger skal evalueres og målstyres.
Copyright © Svend Aage Sørensen 2017
Litteratur
Agerskov, Henrik (1995) Mental træning og motorisk kontrol i idræt København.
Ankersen, Rasmus (2009) Opdragelse af en vinder København: Turbulenz.
Bjerre, J. (2017) Hattie på dansk København: Hans Reitzels Forlag.
Csikszentmihalyi, Mihaly (1991) FLOW: The Psychology of Optimal Experience New York: Harper & Row.
Csikszentmihalyi, Mihaly et al. (1993) Talented Teenagers Cambridge, Cambs.: Cambridge University Press.
Csikszentmihalyi, Mihaly (1993) The Evolving Self New York: Harper & Row.
Deci, E. & Ryan, R.M. (1985) Intrinsic Motivation and Self-determination in Human Behavior Berlin: Plenum Press.
Eysenck, Michael W. & Keane, Mark T. (2000) Cognitive psychology – A student’s handbook (4th ed.) Hove: Psychology Press.
Gade, Anders (1997) Hjerneprocesser København: Frydenlund.
Gallwey, Timothy W (1997) Inner Skiing New York: Random House.
Gazzaniga, Michael et al. (1998) Cognitive neuroscience: The Biology of Mind New York: Norton.
Gleitman, H. et al. (1999) Psychology (5th ed.) New York: Norton.
Gladwell, M. (2008) Outliers Boston, MA: Little, Brown and Company.
Hangaard Rasmussen, Torben: Kroppens filosof: Meaurice Merleau-Ponty (1996) Brøndby: Semi-forlaget.
Hardy, Lew et al. (1996) Understanding psychological preparation for sport Hoboken NJ: Wiley.
Hattie, J. (2012). Visible learning for teachers: maximizing impact on learning. Abingdon: Routledge.
Heckhausen, Heinz (1991) Motivation and Action Berlin: Springer Verlag.
Henriksen, Kristoffer (2011) Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Larsen, Steen (1994) Enzymisk pædagogik Eget forlag.
McEnroe, John (2003) Serious New York: Sphere.
Merleau-Ponty, Maurice (1994) Kroppens fænomenologi Frederiksberg: Det Lille Forlag.
Nottingham, J., & Nottingham, J. (2016). Styrk læring gennem feedback: sådan opnår du den rette feedback hver gang (1. udgave ed.). Frederikshavn: Dafolo.
Nørretranders, Tor (1985) Mærk verden København: Gyldendal.
Roberts, Glyn C. (1992) Motivation in sport and exercise Champaign, IL: Human Kinetics.
Ryan, R. M., & Deci, E. L. (2000). ”Intrinsic and Extrinsic Motivations: Classic Definitions and New Directions” Contemporary Educational Psychology Volume 25, Issue 1.
Rösings, Lilian Munk (2015) Pixar with Lacan: The Hysteric’s Guide to Animation London: Bloomsbury Academics
Syer, J. & Connolly C. (1987) Sportens mentale træning København: Akademisk Forlag.
Treasure, D.C. (1997) ”Perceptions of the Motivational Climate and Elementary School Children’s Cognitive and Affective Response” i Journal of Sport & Exercise Psychology 19, 278-290.
Treasure, D.C. & Roberts, Glyn (1998) ”Relationship between female adolescents´achievement goal orientations, perceptions of the motivational climate, belief about success and sources of satisfaction in basketball” International Journal of Sport Psychology 29, 211-230.
Willerslev, Eske & Kristian Leth (2016) Historien om det hele København: People’s Press.
Avisartikler/singler
Alfort, Sara ”Skal skolen danne mennesker eller væbne konkurrencestatens soldater? Ingen af delene, siger forskere nu” https://www.zetland.dk/historie/s85E2aP6-mOLV5GLD-c7ecd
Bregman, Rutger ”Drop både pisk og gulerod. Det er tid til at gentænke, hvad der motiverer os” https://www.zetland.dk/historie/sowGjaJr-mOLV5GLD-b38b9
Alfort, Sara ”Derfor skal du kun arbejde 15 timer om ugen” https://www.zetland.dk/historie/sOzRlv0w-aeW04Gvq-aaba7
Haar Rasmussen, Anders ”Hemmeligheden bag at blive verdens bedste. Roger Federer spiller tennis fra stilheden” https://www.zetland.dk/historie/sO9kPP1w-meW0ZRWE-04b75
Noter
[1] I efteråret 16 skrev jeg 3 artikler, som prøvede at sætte ord på, hvorledes mange af elitesportens nuancer af viden ofte blev væk i et alt for kategorisk enten eller-sprogbrug. Teksterne hed: ”Sproget om sport, der blev væk”. Lidt polemisk kan jeg påstå, at sproget stadigvæk er lidt svært at finde men ikke kun i elitesportens verden. Det er stadigvæk sportens verden, som er mit professionelle virke, hvor jeg har de fleste analogimæssige nedslag, og det er her hvor jeg har størst belæg for at fremsætte nogle kvalificerede synteser. Jeg vil dog gerne bevæge mig ind på nogle samfundsmæssige forhold, hvor jeg dog har mere karakter af lægmand i forhold til at opfinde nye synteser på komplicerede dilemmaer. Jeg kan dog som ivrig følger af mange samfundsforhold ofte gennemskue, når unuancerede teser bliver serveret lidt for firkantede (her sørger jeg i stedet for at stemme på de politikere, som synes at have gode fremsynede løsningsforslag uden at virke for skråsikre).
[2] Læs evt. tidligere artikler om ”Sproget om sport, der blev væk”. Modsvaret til enten-eller dikotomierne kan være dialektikken. Dialektikken kan i den reneste form beskrives med en tese—antitese—syntese-sammenhæng. Man kan diskutere, om dialektikken er en egenskab ved virkeligheden, eller en bestemt analytisk metode, hvor ”sandheden” vinder frem gennem modsatrettede udsagn.
[3] Jeg er cheftræner ved Elitetalentcenter Aarhus i badminton og Ekstern lektor på Sektion for Idræt, hvor jeg bl.a. underviser i faget præstationsoptimering. Det er et fag, som indeholder elementer af bl.a. anvendt sportspsykologi, og talentudvikling.
[4] Praktiker-teoretiker dikotomien er en, jeg bruger i denne tekst mere som formidlingsmæssigt greb end noget, jeg reelt tror på findes i sin rene form. Det er netop en af mine pointer, at enten-eller prædikater er ufrugtbare.
[5] Ud fra samme præmis skal den dygtige teoretiker kunne udlede nogle retninger, anbefalinger eller gøre forståelige pointer brugbare i den ”virkelige verden”, oven på alle de akademiske forbehold, der nødvendigvis må tages.
[6] En kliché kunne være ”Lev i nuet”. Det er så ”vigtigt”, at det er sagt så mange gange – også af folk, der ikke har været igennem alle de dilemmaer, som det at leve i nuet indebærer – at det har mistet betydningen og nærmere virker som et bebrejdende tyranni. Dette med mindre man ved det godt nok til at kunne uddybe kompleksiteten knivskarpt via analogier, levende billeder mm.
[7] Evt. Aristoteles’ ”fronesis” er et relevant begreb for det jeg gerne vil formidle – nemlig ”praktisk visdom”. Bent Flyvbjerg efterlyser f.eks. dette fronesis begreb i socialvidenskaberne som alternativ til diverse ”videnskabs krige”.
[8] Især socialkonstruktionismens fortalere eller generelt mere systemisk tænkende.
[9] Trænere på nationalt dansk niveau inden for både volleyball og håndbold har sagt, at de nærmest direkte kan adoptere 3 ud af 4 principper til deres sport.
[10] En kastebevægelse er ret fundamental inden for biomekanik. Den er i korte træk defineret som en ”på hinanden følgende bevægelse forløbende fra fast base (normalt gulvet) til frit ende-segment (normalt hånden eller ketsjeren). Et smash, et clear endda en lang serv falder under denne definition af en kastebevægelse, hvis disse udføres flydende med hofte-mave-skulder-albue-ketsjer på en hinanden følgende kraftoverførende sekvens. En serv er selvfølgelig en underhånds-kastebevægelse, men stadig en kastebevægelse. Jo højere niveau man spiller på, jo mindre tid har man normalt til at udføre den fulde kastebevægelse i f.eks. clear eller smash. Udøveren vil typisk kun udføre sidste del af kastebevægelsen uden de første 2-3 led. Den allersidste del af bevægelsen kaldes hhv. pronation ved en indad rotation af underarm (forhånd) og supination ved en udadrotation (baghånd). En afart disse rotationer afslutter de fleste slag.
[11] Dette princip er meget sammenhørende med princip 1. Kraftoverførslen i kastebevægelsen er kun optimal, hvis musklerne omkring det led, der kommer næst i den på hinanden følgende sekvens, er afslappet, før de først passivt forspændes og derefter aktivt spændes i en afspænding-spændings-cyklus. Dette princip gælder også, når vi kigger på hele kroppen ift. bevægelse. Timingen i at kunne kraftudvikle i benene er i højere grad forskellen på afspænding og spænding i musklerne, end det er spændingen alene. Er du afspændt hele tiden, vil du være langsom. Er du spændt hele tiden, vil du også være langsom. Er forskellen mellem afspænding og spænding stor (høj RFD) og forløber den eksplosivt og velkoordineret, så er du fysisk hurtig. (Alt andet lige og ikke medtaget anticipatoriske taktisk mentale forhold som spiller en stor rolle).
[12] At lande retningsbestemt betyder, at man efterfølgende kan sætte af i den retning, hvor man er på vej hen. Rent biomekanisk betyder dette, at understøttelsesfladen (foden i gulvet) skal være rigtigt placeret i forhold til udøverens tyngdepunkt. Dette gælder både i spillecentrum og i hjørnerne af banen. Et retningsbestemt forspændingshop er eksempel på princip 2 og 3, som spiller sammen. Et saks er et eksempel på, at princip 1,2 og 3 spiller sammen.
[13] Hav et tilpas løst greb, så du kan skifte greb og kraftudvikle hurtigt. Der er selvfølgelig nogle guidelines vedrørende disse greb og grebsskifte. Man bruger primært pege- og tommelfinger til at lave grebsskifte, hvor tommelfingeren er mest aktiv i baghåndsslag og pegefingeren mere aktiv i forhåndsslag. Ud over muligheden for grebsskifte giver det løse greb også optimale muligheder for en hurtig spænding-afspændings-cyklus, som jf. de to første principper er nødvendig for en tilstrækkelig kraftudvikling i slagene.
[14] Netdroppet og den korte dobbeltservs støde/skubbebevægelse rummes ikke umiddelbart i de 4 principper, man kan sige, at skubbebevægelsens præcisionsformål står i kontrast til kastebevægelsens formål – nemlig at give fart.
[15] Antallet af registrerede spillere var sammenligneligt for daværende – ca. 110.000.
[16] Man kunne lidt mindre forenklet men stadig forenklet inddele viden i termer i stedet for i procenter. Hvis vi tager os den frihed at sætte lighedstegn mellem viden og hukommelse, er følgende former for langtidshukommelses/vidensbegreber fremherskende, hvoraf nogle overlapper hinanden.
A) Deklarativ hukommelse Procedural hukommelse (EK. S.207) Dvs. en hukommelse om, hvilken vi kan sige at. vs en hukommelse for (kropslige) færdigheder. Næsten samme distingveren kaldes også Bevidst hukommelse vs. ubevidst hukommelse. (EK. S.205) Dvs. hvor f.eks. en opgave er afhængig af en bevidst viden vs. f.eks. visse former for klassisk betingning.
Den bevidste hukommelse opdeles yderligere i flg. 2 hukommelsesformer:
B) Episodisk hukommelse (EH) Semantisk hukommelse (SH). (EK. S. 202) Dvs. hukommelse koblet til billeder/oplevelser/hændelser vs. hukommelse koblet til ord/facts.
[17] Det er måske i virkeligheden denne manglende respekt, der går galt, når ”new public management” går fra at være tal, som kan øge en forståelse af, hvad vi får for vores skattepenge til at være et eksakt styringsredskab til at vurdere menneskers værdi på et arbejdsmarked.
[18] I humaniora er der store krav til præcist, hvilke ord der har hvilken betydning, og holdning og antagelse kan have meget forskellige betydning, men i denne sammenhæng dækker det over en ikke gennemprøvet opfattelse.
[19] Dialektikken kan som nævnt i den reneste form beskrives med en tese—antitese—syntese-sammenhæng. F.eks. se artikel 2: Tesen: En ensidig elitesatsning er at foretrække, Antitesen: Man skal prioritere at uddanne sig til et ”rigtigt job”. Syntese: Uddannelse og sport forenes i Dual career muligheden.
[20] F.eks. fra Kristoffer Henriksens forskning om Elitemiljøer i bl.a. i. 49’er miljøet i Danmark, kajakmiljøet i Wang mm.
[21] Alene begrebet ”indvandring” er en størrelse, der også skal nuanceres i mange ikke så let definerbare kategorier såsom krigsflygtninge, familiesammenførte, økonomiske migranter mm.
[22] https://www.information.dk/indland/2017/04/indvandrere-koster-28-milliarder-kroner- smaapenge
[23] Se evt. en til tider meget nuanceret debat om emnet på flg. link
https://www.dr.dk/tv/se/debatten/debatten-tv/debatten-2017-04-20#!/
[24] Det er min påstand, at der i mange forhold men i særdeleshed i indvandringsspørgsmål ofte er en holdnings/handlingskonflikt, som kunne tyde på, at de såkaldte ”rigtige holdninger” ikke har været igennem den dialektiske proces, som har gjort at man på egen krop har mærket, hvad forskellige holdninger betyder for virkeligheden. Kristoffer Henriksen beskriver på en trænerkonference, som Randers Talent & Elite arrangerede torsdag d. 28. maj 2015 i Arena Randers, hvad jeg også vil kalde en handlings-holdnings konflikt i sportslig kontekst. Her tilkendegiver en træner i sin interaktion med en spiller, at han i første omgang opfordrer spilleren til at dyrke en anden sport ved siden af den sport, som er hans primære, og som træneren forestår. Træneren ”ved” fra studier, at det er vigtigt at specialisere sig sent. Træneren mener dog, at skadesrisikoen er for stor og fraråder spilleren at dyrke den anden sport. Henriksen kalder det efter inspiration fra Edgar Schein en manglende sammenhæng mellem Skue-værdier og Handle-værdier
[25] F.eks. hhv. ”Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse”, og ”Opdragelse af en vinder”
[26] Dialektikkens ”det kommer an på” kan rumme dualistiske udsagn ikke omvendt.
[27] Især gennem 2-hånds samtaler med den danske assisterende spanske landstræner Anders Thomsen. ”Så vi ved det vel nogle %”
[28] I denne mere systemiske måde at se verden på, er man ikke så interesseret i hvad der sker i det enkelte talent. Man retter mere fokus mod relationer og systemer omkring talentet. Den mindste enhed i det Systemiske/Økologiske verdensbillede er en relation.
[29] Jesper Larsen bekræfter i en telefonsamtale at Hans Jacobsens ”løb for helvede” karikatur ikke er skudt ved siden af, men understreger at når Hans uden fysiologisk baggrund, kunne slippe afsted med en så unuanceret formidling, skyldtes det meget mere komplekse bagvedliggende forhold. Hans gik forrest i at skabe en hårdt arbejdende kultur via en stærk og engageret personlighed.
[30] Hør evt. denne debat fra Radio24syvs medieprogram Q & A mellem to debattører startende fra ca. 14 min mellem David Trads og Jeppe Juhl. For mig at se har David Trads mest fat i et nuanceret billede af verden, men han misser dog fuldstændigt at lytte efter og forholde sig til et mindre nuanceret billede https://itunes.apple.com/dk/podcast/q-a/id1131271301?l=da&mt=2&i=1000377959896
[31] ”On a personal note” har jeg sværere ved at arbejde sammen med personer, som ikke tvivler på, at de er på niveau 3, end lidt mere polemiske folk, som med stærke holdninger sætter ting på spidsen, men selv er villige til at lytte. Det er sværere for mig at have gode relationer til personer, som generelt ikke tvivler end til personer, som jeg er uenig med, eller for den sags skyld har helt forskellige præferencer eller tilgange til problemstillinger. Det er også min påstand, at gode relationer og respekt for andres holdninger og præferencer er helt nødvendigt i ethvert arbejdsfællesskab. Jeg har tidligere i artikel 1 behandlet praktiker-teoretiker dikotomien. Det kunne ligeså godt have været den handlende over for den analyserende, den instruerende over for den coachende, den kreative over for den kritiske. I arbejdsfællesskaber har man ofte brug for mange tilgange. Har man blik for andre perspektivers muligheder, og er man ydmyg over fortræffelighederne ved egne, ligger nye synteser ligefor.
