Idrott och dans som kroppsantropologiska temata

Lis Engel & Helle Winther
Institut for Idræt, Københavns universitet

Sport og dans er i vesten ofte set som forskellige fænomener med indimellem modsatrettede kulturelle perspektiver. Sport og dans deler imidlertid ikke kun en fælles betydning og status som kropsteknikker (Mauss, 1973), men også en vital kapacitet til at udtrykke og skabe oplevelse, identitet og mening gennem den kropslige praksis (Merleau-Ponty, 2000). Ved at bringe sport og dans sammen som etnografisk set forskelligartede, men analytisk set sammenlignelige former for kropskultur og social praksis sætter bidragsyderne til antologien Sport, Dance and Embodied Identities disse to felter i et nyt lys.

Bogen er en antologi redigeret af Noel Dyck fra Simon Fraser Universitetet i Canada og Eduardo P. Archetti fra Oslo Universitet. De har begge deltaget aktivt i praksis både på et personligt plan og som træner. De 12 kapitler i antologien undersøger et meget bredt felt indenfor dans og sport i geografiske områder, der breder sig fra Europa til Afrika og Nord-, Syd- og Centralamerika. Det er en vidtfavnende og også spændende bog, der formår at fortælle i et levende og engageret sprog om en lang række feltanalyser der efter et introduktionskapitel favner hovedområder som:

1. Børn, idræt og identitetsdannelse. Her diskuteres voksnes og børns forskellige motiver og disses indflydelse på måder at dyrke sport på i relation til konkrete praksisfællesskaber.
2. Bevægelseskulturer og identitetsdannelse hos voksne. Her gås der tæt på fodbold med eksempler fra Norge og Salvador, salsa, aikido; og endelig
3. en række kapitler om bevægelseskulturer og national identiteter.

Inden for disse tre hovedgrupperinger udfolder analyserne sig som grundige feltarbejder der går tæt på beskrivelse af kropslige praksisformer og analyserer af disse konkrete praksisformer i relation til kropsantropologiske og sociologiske og kulturelle diskurser.

Kapitlerne undersøger på hvilke måder særlige historiske og etnografiske scener bruges til at markere sport og dans både som kropsliggjorte (embodied) aktiviteter og som felter  for undersøgelse og diskurser med store variationer indenfor identitetsskabelse i forhold til nationalitet, etnicitet, klasse, køn og ikke mindst ”personlige” identiteter. De former for dans og sport som er præsenteret i antologien inkluderer former som kan ses som udtryk for modernitet og som er direkte eller indirekte kropslige fænomener, der har betydning på niveauer, der rækker fra oplevelsens dimensioner og personlig dannelse til kulturelle og nationale identiteter og de hermed sammenvævede diskurser om kroppen, kønnet og verden og om idealer, normer og dyder som f. eks forestillinger om, hvordan det er muligt at være henholdsvis barn, mand og kvinde.

Andre bidrag eksemplificerer globale processer, hvor kropsliggjorte praksisformer som f. eks tango, aikido og riverdance som er producerede i perifere felter bliver eksporterede til andre kulturelle sammenhænge. Hermed er de med til at belyse, hvordan de forskellige bevægelseskulturer i kraft af de konkrete praksisformer hele tiden er i forvandling mellem tradition og fornyelse – nu som en konkret kulturel udveksling, der både iscenesætter nationale, men også eksistentielle normer og værdier, sådan som disse kan opleves og bringes til udtryk gennem dynamiske skabende processer i menneskets bevægelsesformer.

I antologien gås der tæt på kropspraksis i form af analyser af stilarternes betydninger for selvforståelse og skabelse af personlige og nationale identiteter (Bateson  1972/2000; Schulze, 1997;  Gehbauer og Wulf 2001). Kropspraksis forstås som skabelse af betydninger, der spejler særlige kulturelle forståelser af kroppens og bevægelsens ontologiske og epistemologiske dimensioner og italesættelser af bevægelseskulturernes kropsforståelser som kropsmetaforer. Der peges på forestillinger om hvordan bevægelseskulturerne aktivt former og formes af eksistentielle erfaringer og forestillinger om, hvordan det er ønskeligt og ideelt at være menneske inden for de forskellige og mangfoldige former for bevægelsespraksis, der tages udgangspunkt i.

Selv om der er uhyre mange forskelle og nuancer i de konkrete praksisformer er det tydeligt, at de kropsantropologiske analyser først og fremmest tager udgangspunkt i den kulturelle dimension. Dette gøres på en både grundig og spændende måde ikke mindst i forbindelse med de meget forskellige eksempler som ikke alene overskrider landegrænser og store afstande, men også bringer analyser og refleksioner af vidt forskellige praksisformer i tæt relation til forskellige livsopfattelser og kulturelle traditioner.

De traditionelle brudflader mellem sport og dans udviskes på mange forskellige måder bl.a. med eksempler fra kulturer som Brasilien og Argentina, hvor dansen og sporten ikke er modsætninger, men gensidigt dynamiske og tæt sammenvævede og finder sted samme kulturelle rum. Dermed influerer de forskellige stilarter ikke blot på de respektive bevægelsesformer- i fodbold og dans, men spejler og skaber samtidig stadige fortællinger om individualitet, seksualitet, køn og nationale fortællinger og om, hvordan det er ønskeligt og muligt at være mand og kvinde og hvilke temaer og dyder, der især er ønskelige at gøre levende og udtryksfulde.

Sport, Dance and Embodied Identities er en vældig god bog, der i høj grad kan anbefales, både som punktlæsning ved interesse for særlige områder og som en væsentlig teoretisk refleksion om menneskets bevægelseskulturelle praksisformer fra hverdag hen over sport og dans som afgørende æstetiske praksisformer, der i høj grad er med til at skabe og genskabe kropslige virkeligheder, hvor øjeblikkets oplevelse som ekspressiv form både udtrykker den enkeltes og kulturens væren og selvforståelse. Bevægelseskulturerne indgår aktivt som skabende rum for æstetisk, politiske og kulturelle betydningsdannelser.

Det er spændende at læse disse empirisk funderede eksempler, som er med til at sætte fokus på tværgående analyser der forbinder ellers adskilte områder som sport og dans. Det faktum at eksemplerne udspringer fra vidt forskellige kulturer er med til at bryde alle evt fikserede forhåndsforestillinger om hvad sport, dans og hverdagsbevægelse er og betyder i forskellige kulturer for udvikling af særlige selvforståelser, men også som gensidige inspirationer og skabelse af kollektive billeder og fortællinger.

Her nærmer bevægelseskulturerne sig bevægelseskunst og åbner dermed også for en forståelse af bevægelsens æstetiske praksisformer som stedet for forvandling af både den fysiske krop og af kroppen som formidler og skaber af symbolsk og konkret livsudtryk .
Referencer