Om jeg’ets udelelighed, tankeeksperimenter og ordenes singularis

Print Friendly

Rasmus Bysted Møller
Institut for Folkesundhed – Idræt, Aarhus Universitet


rasmus-bysted-moller

Rasmus Bysted Møller

Henning Eichbergs anmeldelse af min ph.d.-afhandling om sport og etik havde til hensigt at provokere og skabe debat. Mit svar blev publiceret her på siden og blev kort efter fulgt op af en replik fra anmelderen, som tydeligvis har haft vanskeligt ved at læse mit indlæg i samme ånd, som han ville, at jeg skulle læse hans – med et smil på læben. I hvert fald vies et helt afsnit til det personligt-polemiske, hvor replikken hævder, at min argumentation fungerede Ad Hominem, dvs. gik efter manden frem for bolden. Denne kritik vil jeg indledningsvis kommentere i et afsnit for sig.

Argumentation eller retorik?

Jeg må indrømme, at anken mod selve tonen i mit debatindlæg forekommer mig noget ømskindet, når man tænker på, hvor frisk og frejdigt anmeldelsen selv ’gik til makronerne’ overfor min afhandling. Her bliver jeg indirekte fremstillet som megaloman Solkonge med magtmonopol, ligesom min filosofi uden skyggen af belæg får det lidet flatterende udtryk ”postulatfilosofi” hæftet på sig. Som belæg for replikkens påstand om at mit forsvarsskrift skulle gå efter manden og ikke bolden refereres til passager, hvor jeg anvender anmelderens navn i sammenhæng med ord så som; ”misforstår”, ”forvrænger”, ”logisk inkonsistent” og ”meningsløse dunkelheder”. Med de eksempler er der noget, der tyder på, at anmelderen har ’trukket boksebæltet godt op under armhulerne’, for det er vanskeligt at se, hvordan man kan undgå at ramme galt, når man ikke må anfægte synspunkter eller gøre opmærksom på misforståelser.

Når jeg argumenterer for, at det kulturrelativistiske synspunkt er logisk inkonsistent, eller at idéen om det socialt konstruerede menneske er dunkel og ved nærmere eftersyn direkte meningsløs, er det ’sagen selv’, altså synspunkter jeg er ude efter. Ikke manden der som så mange andre står bag dem. Derfor havde jeg også håbet, at replikken ville tage mine kritikpunkter seriøst ved at argumentere imod dem frem for at agere retorisk smagsdommer.  Og videre, når jeg introducerer begrebet idétotalitarisme (af ’totalis’ = altomfattende) refererer det ikke til en politisk styreform, som begrebet totalitarisme gør, men til generaliserende idéer, som passer godt til totalitære styreformer og ideologier. Disse generaliseringer (i.e. alt er relativt, alt er sociale konstruktioner, alt er relationelt og processuelt, alt der eksisterer, består af materie osv.) har en benægtelse af subjektets eksistens til fælles, hvorved mennesket reduceres til noget helt igennem form- og regulerbart. Væk er det subjekt, der med fornuftens stemme kan tale magten midt imod. Væk er det subjekt, der udgør grundlaget for humaniora ved at pege på en værensform (jeg’ets eller subjektets ontologi), som naturvidenskaben principielt er afskåret fra at beskæftige sig med. Væk er det oplevende subjekt, som ingen stat eller magt kan trylle væk, og som bringer det etiske ind i verden. Begrebet idétotalitarisme er således ikke rettet mod anmelderen som person, men mod en særlig type idéer, som anmelderen deler med en lang række humanistisk og samfundsvidenskabelige akademikere, selvom de efter min mening undergraver både humaniora og samfundsvidenskab ved at save den gren over, de sidder på.

Når replikken beder om argumentatorisk fair play og i samme passage fortæller en anekdote om Albert Menne, der advarede mod fagfilosofien, fordi fagfilosoffer ikke selv kan filosofere, ja, så svarer det til at møde op i en boksering med bly i handskerne, efter at man har krævet modstanderen dopingtestet! ”Hvorfor fortæller jeg nu den historie”?, spørges der i replikken, efterfulgt af svaret: ”Det ved jeg selv heller ikke rigtigt”. Men det gør jeg! Den skal miskreditere mine filosofiske evner qua fagfilosof ved at give læseren et indtryk af fagfilosoffer som tankeparalyserede i deres autoritetsforankring. Det er muligt at fagfilosofien på linje med enhver anden videnskab kan tage pippet fra nogle mennesker med sit imponerende tankekatalog, men hvad angår det min afhandling og tænkning? Jeg har introduceret en ny position på spørgsmålet om viljens frihed, en ny etik (i.e. perspektivteorien) og en ny teori på forholdet mellem sport og moral. Prætentiøst – ja det prædikat kan jeg nok ikke komme udenom. Uden evne til filosofisk nytænkning? Den påstand kræver et bedre argument end en anekdote om autoriteten Mennes personlige holdninger, hvis den skal kunne tjene som eksempel på andet end et klassisk Ad Hominem-argument. Man får lyst til at trække et gammelt dansk ordsprog om sten og glashus frem, men lad os i stedet lægge disse stridsspørgsmål til side og vende os mod de filosofiske spørgsmål, der har foranlediget denne debat – f.eks. mod spørgsmålet om selvet, subjektet eller jeg’ets eksistens.

Om selvet som udelelig enhed og tankeeksperimenter som metode

I det følgende vil jeg forsøge at demonstrere, hvorfor selvet må forstås som en udelelig enhed, dvs., som en form for Cartesiansk jeg-substans. Som et led i den argumentation vil jeg også vise, hvorfor tankeeksperimenter ikke er en ”top down” metode, men tværtimod udmærker sig ved at gå direkte til sagen selv.

Det er almindeligt at referere til autoriteter som på forskellig vis bakker op om ens synspunkt, når man diskuterer filosofiske spørgsmål. Den argumentationsform er også valgt i replikken. Jeg bliver gjort opmærksom på, at Nietzsche, Freud, Buber og den empiriske videnskab støtter op omkring replikkens standpunkt. Det vidste jeg godt – og jeg kunne bidrage med en betragtelig udvidelse af listen, eftersom replikken forsvarer det kulturelt selvfølgelige synspunkt. Men nu har tidsånden jo ikke altid ret. Risikoen ved at lægge for meget vægt på, hvad populære filosoffer mener, er, at vi kommer til at hænge fast i de forudfattede meningers blinde inerti. Det gør os ikke meget klogere. Man mister hurtigt ’sagen selv’ af syne i ren begejstring over at have den empiriske videnskab på sin side. Heldigvis findes der andre, mere direkte, veje til belysning af jeg’ets ontologi – nemlig tankeeksperimenter. Tankeeksperimenter er velegnede som et didaktisk redskab, der kan fremvise træk ved virkeligheden som ellers kan være vanskelig at få øje på. Desuden kan tankeeksperimenter have erkendelsesmæssige implikationer. De kan nemlig tilrettelægges, så de presser visse selvfølgelige forestillinger, således at disse forestillingers utilstrækkelighed afsløres. En sådan dekonstruktion af selvfølgelige, men inadækvate forestillinger kan i sammenhæng med den anskueliggørende funktion lede til overraskende erkendelser om eksempelvis selvets eller jeg’ets natur. Det er ikke vigtigt, om et tankeeksperiment er realistisk. Det vigtige er, at tankeeksperimentet evner at fremvise træk ved virkeligheden, som under normale omstændigheder forbliver skjult, evt. fordi det pågældende virkelighedstræk er så selvfølgeligt, at man ikke kan få øje på det, ligesom det kan være vanskeligt at identificere en tone, man konstant har hørt hele livet. Bevidstheden er netop med os hele livet, og af den grund kan det være vanskeligt at få øje på dens egenart og forstå, hvorfor bevidstheden f.eks. ikke kan reduceres til neurale processer i centralnervesystemet. Man kan let komme til at tro, at vores erfaringer med den fysiske virkelighed kan overføres på bevidstheden, således som replikken gør det ved at opfatte selvet som deleligt på linje med fysiske ting. Her kan følgende tankeeksperiment hjælpe os.

Læseren bedes forestille sig en fremtidig rejseform, der fungerer lidt ligesom rejseformen i Star Trek, hvor en person teletransporteres fra et sted til et andet via avanceret teknik. Den menneskelige krop består af atomer, og atomer er ens overalt, så man kunne forestille sig, at en computer i Aarhus scannede den præcise atomare sammensætning af en persons krop og sendte disse informationer videre til en computer i Oslo, hvorefter personen på afrejsestedet ville blive opløst. Computeren i Oslo ville så være koblet til et system, der i løbet af et splitsekund vil kunne genskabe den rejsende person ud fra et lokalt atomlager. Fordelen ved denne lynhurtige rejseform er indlysende, og man kunne forestille sig, at eliteatleter hurtigt ville overvinde usikkerheden overfor denne nye teknologi med tanke på de fordele, der ligger i at kunne slippe for tidskrævende og udmattende rejsestrabadser før en vigtig kamp. Lad os derfor forestille os, at en atlet skal fra København til Melbourne i Australien for at køre VM i landevejscykling. Lad os kalde atleten Henning. Henning træder ind i rejsezonen, som er et lille lukket rum med en rød og en grøn knap. En rejsezone kan både bruges til at modtage og afsende folk. Den røde knap aktiverer rejseprocessen, mens den grønne knap åbner døren, når rejseprocessen er afsluttet. Henning har fået at vide, at den grønne knap vil begynde at lyse, når han er blevet genskabt på destinationsstedet. Han trykker på den røde knap, hvorefter rejseprocessen går i gang. Efter kort tid befinder han sig i et rum, der ligner det, han kom fra, bortset fra, at en grøn og ikke en rød knap her lyser op i rummet. Han trykker på den grønne knap, og en dør skydes til side, så han nu kan begive sig ud på ankomstplatformen i Australien. Her venter cykelvennen Rasmus på ham. Rasmus bryder sig ikke om den nye rejseform og har derfor måttet tilbringe mange slidsomme timer i et fly, der ankom i Melbourne for en dag siden.

Efter et veloverstået VM skal Henning og Rasmus hjem igen. Rasmus skal vente på sit fly, så han har tid til at følge Henning til rejsezonen i Melbourne. Henning tager afsked med Rasmus og alt forløber som sidst. Med én væsentlig forskel. Af uvisse, tekniske årsager bliver Henning genskabt på det samme sted, hvor han netop var blevet opløst. Da rejsezoner ser ens ud overalt, opdager Henning ikke fejlen, før han har trykket på den grønne knap og til sin store overraskelse er trådt ud foran en måbende Rasmus. Et par repræsentanter fra rejseselskabet White Star travels kommer løbende og beklager fejlen, som ifølge dem ikke burde kunne ske. De beder Henning gå tilbage i rejsezonen, så opløsningen af ham kan blive fuldbyrdet. Sagen er nemlig den, fortæller de stakåndet, at Henning allerede er trådt ud af rejsezonen i København efter veloverstået rejse. Henning findes således nu både i København og i Melbourne. Henning føler nu pludselig ubehag ved ideen om at skulle opløses af rejsemaskinen, men trods protester fra Rasmus, får rejseselskabets personale ham overbevist om at fuldbyrde opløsningsprocessen. Følelsen af dødsangst er helt naturlig, men ikke desto mindre irrationel, forklarer personalet ham. Præcis det samme har Henning flere gange fortalt Rasmus, når diskussionen om den nye rejseform er dukket op. Henning vil jo netop ikke dø, men leve videre i Danmark – noget han faktisk allerede er godt i gang med, som én af repræsentanterne får sagt med en anstrengt latter. Og som de forklarer, vil hans kone og børn nok sætte pris på kun at skulle forholde sig til én mand og far. Bleg og lettere forvirret får Henning bugseret sig ind i rejsezonen og med rystende hånd trykket på den røde knap …

Som det fremgår, er der stor forskel på hvordan udrejsen og hjemrejsen forløber for vores hovedperson Henning. På udrejsen er vi ikke i tvivl om, at den person der træder ind i rejsezonen i København er den samme i alle væsentlige henseender, som den person der træder ud af rejsezonen i Melbourne. Men hjemrejsen viser alligevel noget andet. Her opstår der to forskellige personer som er 100% identiske på det fysiske og personlighedsmæssige plan. De ser ens ud, taler ens og har de samme erindringer og den samme selvopfattelse. Begge er de overbevist om at være Henning. Pludselig er det ikke længere indlysende, at den person (lad os kalde ham A) der trygt lod sig teletransportere fra Melbourne til København er identisk med den person (lad os kalde ham B) der veltilfreds trådte ud på ankomstplatformen i København. A kunne jo med samme ret hævdes at være identisk med den person, der ved en fejl blev genskabt på afrejsestedet i Melbourne (lad os kalde ham C). Set ud fra en objektiv synsvinkel, dvs. den synsvinkel som den empiriske videnskab betjener sig af, er det umuligt at afgøre om det er B eller C, der har videreført A’s personlige identitet. Hvis personlig identitet kun var et spørgsmål om sociologiske forhold og/eller fysisk og personlighedsmæssig kontinuitet og sammenhæng fra et stadie til det næste i en persons udvikling, ville A være identisk med både B og C. Men identitet er en én-til-én relation og ikke en én-til-to relation. Den oprindelige Henning (A) kan derfor ikke være identisk med to forskellige personer, selvom sociologiske, fysiske og personlighedsmæssige kriterier på personlig identitet tvinger os til at hævde det[1]. Noget tyder altså på, at sådanne kriterier ikke kan være hele sandheden om en persons eksistens og identitet gennem tid. Der må mangle noget. Men hvad? Netop det spørgsmål havde den nu afdøde danske filosof Erich Klawonn et originalt svar på. I doktorafhandlingen Jeg’ets ontologi fra 1991 hævder han, at en persons identitet gennem tid ikke kan reduceres til objektive forhold, dvs. til forhold der kan beskrives ’udefra’ i en tredje persons synsvinkel. En sådan synsvinkel er nemlig principielt afskåret fra at få øje på det essentielle ved en persons eksistens – nemlig personens bevidsthed, selv eller jeg som Klawonn identificerer med en persons første persons perspektiv[2]. Det første personlige perspektiv er det subjektive perspektiv, vi alle mærker og oplever verden igennem. Hvis dette subjektive perspektiv virkelig har en selvstændig eksistens i forhold til vores kropslige eksistens og gør en væsentlig forskel i forhold til, hvem vi er, bør det kunne løse vores identitetsproblem i persondelingseksemplet ovenfor. I så fald bør det nemlig være placeringen af dette jeg eller første persons perspektiv som afgør om A er identisk med B eller C. Men hvordan undersøger vi den sag, når en persons første persons perspektiv altid kun er givet for personen selv? Svaret er, at man må gennemløbe tankeeksperimentet ovenfor i første person ental. Læseren bedes med andre ord forestille sig at være Henning i eksemplet. Kun på den vis kan vi bringe det første personlig perspektiv i spil og afgøre, om det gør en forskel. Øvelsen vil forløbe nogenlunde således:

Scenario 1: jeg (A) træder ind i rejsezonen og trykker på den røde knap, hvorefter jeg hører en svag summen. Efter en kortvarig fornemmelse af ’black out’ befinder jeg mig i et rum, der ligner det jeg kom fra. Jeg (B) trykker på den grønne knap, og en dør skydes til side. Jeg bevæger mig ud af rejsezonen og kan se, at jeg er i København. ”Fandens til effektiv rejseform”, tænker jeg, og begiver mig hjemad.

Scenario 2: jeg (A) træder ind i rejsezonen og trykker på den røde knap, hvorefter jeg hører en svag summen. Efter en kortvarig fornemmelse af ’black out’ befinder jeg mig i et rum, der ligner det jeg kom fra. Jeg (C) trykker på den grønne knap, og en dør skydes til side. Jeg bevæger mig ud af rejsezonen og kan til min store overraskelse konstatere, at jeg ikke har bevæget mig ud af stedet. Rasmus står nemlig foran mig og ser forbavset ud. Vi når ikke at veksle mange ord, før repræsentanter fra rejseselskabet kommer løbende. Det er sket en alvorlig teknisk fejl. De beder mig gå tilbage i rejsezonen for at blive opløst. Det løber mig koldt ned af ryggen og jeg mærker dødsangsten snige sig ind på mig…

Scenario 3: jeg (A) træder ind i rejsezonen og trykker på den røde knap, hvorefter jeg hører en svag summen…

Som det fremgår, kan jeg forestille mig, at jeg oplever scenario 1 eller 2. For en god ordens skyld har jeg også nævnt et tredje scenario, som også er logisk muligt. Man kan nemlig forestille sig, at mit første persons perspektiv hverken videreføres hos B eller C, dvs. at jeg afgår ved døden, selvom to personer med mit udseende og min personlighed lever videre – den ene noget længere end den anden. Hvad jeg imidlertid ikke kan forestille mig er, at mit første persons perspektiv skulle kunne blive præsent hos både B og C, således at jeg oplever begge scenarier på samme tid. Denne mulighed er simpelthen logisk umulig – præcis ligesom en firkantet trekant er det. Det er med andre ord logisk umuligt at dele eller at kopiere et første persons perspektiv. Med installeringen af et første persons perspektiv i tankeeksperimentet har vi således fået et svar på identitetsparadokset. Hvis A oplever scenario 1, er A identisk med B, men hvis A oplever scenario 2, er A identisk med C. Hvis A oplever scenario 3, er A hverken identisk med B eller C. Under alle omstændigheder har identitetsspørgsmålet et klart svar, som er baseret på eksistensen og videreførelsen af en persons individuelle bevidsthed – det første personlige perspektiv. Eftersom jeg kan flytte rundt på placeringen af dette subjektive perspektiv, når jeg skiftevis forestiller mig scenario 1 og 2, uden at denne rokade gør en forskel på det objektive plan, kan selvet ikke have objektiv eksistens. Der er altså noget immaterielt ved det at være menneske, som gør en afgørende forskel i forhold til, hvem man er. Hvis man er Henning i eksemplet, er der eksempelvis verden til forskel på om scenario 1 eller 2 finder sted, selvom denne forskel slet ikke optræder set ud fra en objektiv synsvinkel. Det er netop også derfor, at den empiriske videnskab aldrig udtømmende vil kunne forklare den menneskelige eksistens. Den er nemlig principielt udelukket fra at kunne begribe den bevidsthedsmæssige side af tilværelsen som humaniora derfor må tage sig af.

Det er nærliggende at beskrive bevidstheden som en enhed eller som en substans. En substans i traditionel filosofisk forstand er idéen om et velafgrænset fænomen, som forbliver identisk med sig selv gennem tid trods omskiftelige egenskaber (en idé der går tilbage til Aristoteles). En substans er i besiddelse af en uforanderlig essens eller et substrat, som ’bærer’ de forskellige egenskaber og sørger for, at de er omskiftelige egenskaber ved én og samme ting. En individuel bevidsthed var ifølge Descartes en substans, fordi en bevidsthed har omskiftelige egenskaber, f.eks. tanker, følelser og oplevelser, der kommer og går, samt et permanent element, en essens, der har disse tanker, følelser og oplevelser – nemlig Jeg’et. Bevidstheden er således et subjektivt ’rum’, som tanker og følelser kommer og går i. I fænomenologisk forstand opleves dette subjektive ’rum’ som en konstant intim fornemmelse af minhed, som gennemsyrer alt, hvad jeg oplever. Tanker og følelser, der optræder i mit første persons perspektiv opleves som mine tanker og følelser. Et første persons perspektiv, dvs. selvet eller bevidstheden, ændrer sig ikke med tiden. Det, der ændrer sig, er det tanke- og oplevelsesmæssige indhold, som optræder i det.

Ifølge Descartes kan bevidsthedsfænomener, dvs. tanker, følelser og oplevelser ikke eksistere uden tilknytning til en bevidsthed, dvs. uden tilknytning til et specifikt jeg. Tanker og følelser svæver ikke frit rundt, men er altid knyttet til en specifik bevidsthed. Eksistensen af tanker involverer derfor med logisk nødvendighed eksistensen af et individuelt jeg. En sammenhæng han formulerede med sin berømte Cogito-sætning. I dag har de fleste akademikere svært ved at forbinde andet end overtro med det klassiske sjæle-begreb. Under indflydelse fra naturvidenskabernes succes har Descartes’ substantielle bevidsthedsopfattelse mistet opbakning, bl.a. fordi den empiriske videnskab, som replikken også stolt refererer til, ikke kan få øje på subjektet med deres skalpeller, MR-scannere og forsøgsopstillinger. Ud fra en scientistisk indstilling til erkendelse, er det nærliggende at afvise eksistensen af en ikke-fysisk sjæl i mennesket og i stedet opfatte subjektet som en social konstruktion eller som en slags objekt, der kan forstås relationelt ud fra sine dele. Denne scientistiske tilgang til bevidsthedsspørgsmålet præger replikken, men den er ikke uden problemer. Særligt er det vanskeligt at gøre rede for en persons identitet gennem tid, hvis man benægter eksistensen af en Cartesiansk jeg-substans. Vi har alle en fornemmelse af at være identisk med os selv gennem tid, trods det faktum at kroppens celler konstant udskiftes og vores personlighed langsomt forandres. Vores strafferetslige system og moralopfattelse er også bundet op på forestillingen om, at man i væsentlig henseende er den samme person gennem tid trods fysiske og psykologiske forandringer. Rationalet for at holde en person ansvarlig for tidligere udførte kriminelle handlinger forsvinder, hvis vedkommende ikke i streng forstand kan siges at være den samme som udførte handlingerne. Traditionelt har man forklaret vores basale følelse af selvidentitet med henvisning til eksistensen af en menneskelig sjæl eller substantiel bevidsthed som et permanent immaterielt ’noget’ i mennesket, som bevarede sin identitet gennem tid. Som tankeeksperimentet har vist, er det en opfattelse, der igen fortjener at blive taget seriøst, selvom tidsånden længe har talt imod det[3].  Ved at identificere sjælen med det første personlige perspektiv vi alle kender ’inde fra’, har Klawonn via tankeeksperimenter og fænomenologiske analyser introduceret en opfattelse, man kunne kalde neo-cartesianisme. En sådan neo-cartesianisme er velegnet som rationelt fundament for elite-idræt, fordi det er den eneste teori om personlig identitet, som kan forklare rationaliteten i eliteidrætsudøverens livsforvaltning. Den kan nemlig forklare, hvorfor det giver mening at lide store afsavn og daglig træningsbetinget smerte i ungdomsårene med henblik på at opleve glæden ved sportslig succes i voksenlivet. Det giver mening, fordi det er det eksakt samme subjekt eller jeg, som oplever glæden ved succes i voksenlivet efter at have oplevet afsavn i ungdomsårene.

Singularis-filosofi vs. Pluralis-filosofi

Replikken problematiserer den Vesterlandske filosofitraditions tendens til at tænke ud fra ordenes singularis ved at være optaget af f.eks. væren, etikken og legen, frem for disse ords pluraler. Roger Caillois udmærker sig ifølge replikken ved at pluralisere legen med sine fire forskellige legeformer. Min afhandling skulle så repræsentere singularis-filosofiens enhedstænkning, fordi jeg taler om sporten, bevidstheden, etikken og sandheden. Det er korrekt, at jeg bruger ord i entalsform, men spørgsmålet er om replikken ikke koger lige rigeligt med suppe på den pølsepind? Nogle gange vil man gerne sige noget generelt om et emne, og så bruger man ord i entalsform. Andre gange vil man gerne påpege nogle relevante forskelle, som kalder på ord i flertal. Må man i øvrigt ikke kende til legen for at kunne tale om legeformer? Desuden taler jeg ikke om væren, men om værensformer, hvilket gør mig til ontologisk dualist med hensyn til det enkelte menneske og til ontologisk pluralist med hensyn til virkeligheden som sådan. Der findes nemlig ikke kun én, men mange bevidstheder som hver i sær udgør en autonom værensform. Min bevidsthed eller mit første persons perspektiv er værensformen hos mine tanker og følelser, mens din bevidsthed er værensformen hos dine tanker og følelser, osv. På etikkens område bryder jeg flere tusinde års metaetisk enhedstænkning ved at pege på eksistensen af to universelt gyldige etiske dimensioner – henholdsvis egoismens og altruismens etik. Hvorfor hylder replikken ikke denne pluraliserende bedrift? Man fristes til at opfordre til genlæsning.

Spørgefilosofi vs. svarfilosofi – endnu en gang

I mit forsvarsskrift indtog jeg en mellemposition med hensyn til den af anmelderen opstillede dikotomi mellem spørge- og svarfilosofi. Denne mellemposition angriber replikken for at være kedelig og letkøbt, fordi jeg (ifølge replikken) hævder, at min filosofi både er undrende og oplysende uden at leve op til det i min tekst ved at stille filosofiske spørgsmål. Den kritik kunne have været relevant, hvis min tankegang var gengivet korrekt. Men desværre må jeg igen korrigere. Jeg hævder nemlig intet sted, at min filosofi deler sol og vind lige mellem spørgsmål og svar, men blot at jeg finder begge dele værdifulde og filosofisk relevante. Min filosofi har indtil videre primært været optaget af at besvare filosofiske spørgsmål. Det er der intet problematisk eller bekvemt i. En filosof må gerne fokusere på at besvare et filosofisk spørgsmål uden derved at være forpligtet på at stille et nyt. Filosofi er ikke som bogholderi, hvor der i hver tekst skal være balance mellem debit og kredit. Men når det er sagt, vil jeg da gerne lege med og give den som spørgefilosof med disse tre spørgsmål til professoren:

  1. Et begrebslogisk spørgsmål: Hvordan kan man tale om legeformer uden at vide, hvad legen nærmere bestemt er for noget?
  2. Et erkendelsesteoretisk spørgsmål: Hvordan kan man uden selvmodsigelse benægte sandhedsabsolutismen og samtidig skrive: ”Sportsbegrebet er ikke et universelt begreb…”, i kursiv for at understrege, at der her er tale om en absolut sandhed?
  3. Et metafysisk spørgsmål: Hvis en person ikke er i besiddelse af et substantielt jeg eller selv, hvad er så grundlaget for personlig identitet gennem tid, således at det giver mening for en atlet at lide afsavn nu med henblik på at nyde succes langt ude i fremtiden?

Måske er det naivt at forvente svar fra en spørgefilosof, men lad os nu prøve alligevel.

Copyright © Rasmus Bysted Møller 2014


[1] Den Britiske filosof Derek Parfit har beskæftiget sig indgående med det filosofiske spørgsmål om personlig identitet i hovedværket Reasons and Persons fra 1984, hvor han forsøgte at gøre rede for personlig identitet gennem tid med henvisning til nævnte fysiske og personlighedsmæssige forhold. Også han beskæftigede sig med tankeeksperimenter som det præstenterede og måtte på baggrund heraf indrømme, at identitetsspørgsmålet ikke kunne besvares med fysiske og psykologiske kriterier i sådanne såkaldte persondelingseksempler.

[2] Herhjemme forsvares synspunktet af Husserl-eksperten Dan Zahavi, som har medvirket til at til øge kendskabet til Klawonns teori om jeg’ets ontologi udenfor landets grænser (jf. eksempelvis filosoffen James G. Harts første bind Meontology of the I. A Transcendental Phenomenology i tobindsværket Who One Is: A Transcendental-Existential Phenomenology, der bygger på Klawonns indsigter.

[3] I de senere år har man kunne se udviklingstendenser indenfor bevidsthedsfilosofien, som tyder på at den substantielle bevidsthedsopfattelse er ved at vende tilbage til ære og værdighed, jf. Tim Baynes The Unity of Consciousness. Oxford University Press 2010, og Barry Daintons The Phenomenal Self. Oxford University Press 2011.

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message