Flot pionerarbejde om den historiske udviklingen af svensk cykelsport

Klaus Nielsen
Birkbeck College
Aage Hoffmann
PhD, författare och idrottshistoriker

Historikeren Bill Sund fra Institut for Social Forskning ved Stockholms Universitet har skrevet flere indsigtsfulde bøger om svensk fodbold. Også bandy og ishockey har han gjort til genstand for historisk analyse. Efter tidligere at have publiceret artikler om fransk og italiensk cykelsport har han nu kastet sig over cykelsportens historie i Sverige med engagement, grundighed og analytisk  præcision. Det er der kommet en interessant og læseværdig bog ud af: Backe upp och backe ner. Svensk cykelsport och cykelhistoria i ett internationellt perspektiv. Den videnskabelige litteratur om svensk cykelsport er meget begrænset, og Bill Sund’s analyse har i vidt omfang karakter af et pionerarbejde.

Bogens spænder vidt, idet den rummer et kapitel om de to største etapeløb, Tour de France og Giro d’Italia, og endvidere et kapitel om cykelsportens normer. I denne henseende kan bogen ses som formidler af baggrundsviden af mere almen karakter, hvilket utvivlsomt er værdifuldt i en svensk sammenhæng, hvor det almene kendskab til cykelsportens ganske komplicerede konkurrenceformer, ritualer og uskrevne regler er relativt begrænset. Derudover har bogen også et kapitel om det svenske cykelforbund og et kapitel med en afsluttende sammenfatning og konklusion. Bogens fokus er imidlertid på cykelindustrien og de to store svenske etapeløb (Sexdagars og PostGirot Open) med ‘firmakrigen’ mellem især Monark og Nymanbolagen som forbindende led. Fire af bogens otte kapitler omhandler disse emner. Dette er en velvalgt og vellykket fokusering.

Bill Sund fremlægger overbevisende dokumentation for, at cykelindustrien og cykelsporten i en lang periode var dybt integreret, ikke kun i store cykellande som Frankrig og Italien, men også i Sverige, hvor cykelindustriens intime relation til cykelsporten fik en helt unik karakter i kraft af den såkaldte firmakrig. Allerede fra 1920erne begyndte de svenske cykelfabrikanter at støtte cykelsportens organisationer og klubber. Endvidere oprettede de ’firmastalde’ med ansatte cykelryttere, der samarbejdede under løbene og fik opbakning materielt og strategisk, betalt og koordineret af firmaerne.  Dette havde god kommerciel begrundelse. Cykelmærkernes synlighed gennem cykelsporten gav stor reklameværdi og goodwill, og cykelindustrien var en betydelig vækstbranche i masseforbrugets og masseproduktionens tidsalder frem til slutningen af 1950erne, da salget af cykler begyndte at stagnere som følge af bilismens fremvækst. Ophævelsen af forbudet mod import af udenlandske cykler i 1960 indebar en yderligere svækkelse af svensk cykelindustri, der herefter gradvis eliminerede sit engement i cykelsporten.

Indtil da havde cykelsporten haft en ganske fremtrædende position i Sverige, både sportsligt og med hensyn til tilskuere og mediemæssig opmærksomhed, og perioden fra slutningen af 1940erne til slutningen af 1950erne var sportens guldalder. En helt central rolle i denne forbindelse havde Nordens største etapeløb, Sexdagars, der blev kørt første gang i 1925 og med undtagelse af en række år under krisen i 1930erne og under 2. verdenskrig blev kørt næsten hvert år frem til 1959 og siden lidt mere uregelmæssigt frem til 1975. Løbet havde Tour de France som et klart forbillede, omend datidens amatørdoktrin satte grænser for kommercialiseringen og løbets længde. I dag er det næsten ikke til at forstå, at interessen for cykelsport har været så stor i Sverige, som det i følge bogen var tilfældet i 1920erne og begyndelsen af 1930erne men især i 1950erne, hvor løbet blev overværet af flere hundrede tusinde tilskuere, og arrangøravisen Dagens Nyheter mangedoblede sit oplag op til og under løbet.

Bogen indeholder en detaljeret gennemgang af løbets udvikling, såvel organisatorisk som sportsligt, og fremhæver løbets betydning som katalysator for cykelindustriens og cykelsportens vækst i Sverige. Udviklingen analyseres i bogen som resultat af samvirket indenfor for en magttrekant bestående af cykelindustrien, cykelsportens organisationer og Dagens Nyheter, der sponsorerede løbet. Denne magttrekant havde omfattende effekter på svensk cykelsport som helhed.

Der lægges endvidere vægt på den rolle som løbet havde som formidler af de normer for kollektivt samvirke inden for rammerne af en individuel sport, som kendetegner professionel cykelsport organiseret omkring firmahold. Dette gav anledning til spændinger mellem cykelindustriens firmahold på den ene side og sportens organisationer og medierne på den anden. Sidstnævnte opfattede de begrænsninger for individuel ageren, som de hierarkiske rammer for samarbejde mellem ryttere fra samme firmahold indebar under løbene, som usportslige fremmedelementer.

Fra slutningen af 1960erne begyndte amatørdoktrinen at få minsket betydning, og cykelsporten blev mere international, hvilket blandt andet gav sig udslag i, at flere svenske topryttere blev professionelle i udlandet, især i Italien. Under disse helt anderledes betingelser afvikledes i perioden 1982-2002 Sveriges andet store etapeløb PostGirot Open, der indebar et tæt samarbejde mellem en kommerciel initiativtager og det svenske cykelforbund.  I bogen sammenholdes dette løb med Sexdagars. Der er mange ligheder. Også PostGirot Open var stærkt inspireret af et stort velrenommeret etapeløb, i dette tilfælde Giro d’Italia. De største forskelle var, at PostGirot Open var åbent for både professionelle og amatører, at ingen medier var direkte involveret i afholdelse og sponsorering af løbet, og at svenske cykelproducenter ikke længere spillede nogen rolle.

Det var unægtelig helt anderledes, mens firmakrigen rasede. I cykelsportens guldalder i 1950erne var der stor opmærksomhed om rivaliseringen mellem de to dominerende cykelproducenters firmahold. Man var enten blå (Monark) eller gul (Crescent), både i henseende til hvilket cykelmærke man foretrak, og med hensyn til hvilke cykelryttere man holdt med. Bogen analyserer firmakrigen i et længere historisk perspektiv og viser, at der oprindelig var tale om konkurrence mellem et betydeligt antal producenter, der alle havde cykelryttere tilknyttet firmaet. En gradvis koncentrationsproces førte til dannelsen af et duopol i perioden op til guldalderens begyndelse.

Bill Sund er en omhyggelig forsker, der med baggrund i omfattende arkivstudier har et solidt greb om detaljen. Det har ført til flere interessante fund. Et decideret scoop er bogens dokumentation for, at firmaholdene tegnede professionelle kontrakter med danske cykelryttere på et tidspunkt, hvor amatørreglerne havde hegemonisk opbakning og blev opfattet på ganske striks vis i både idrættens organisationer og  i den svenske offentlighed som helhed. Siden 1920erne havde cykelindustrien ansat cykelryttere som mekanikere, montører og lignende med fleksible arbejdsmæssige forpligtelser, der åbnede op for semi-professionelle trænings- og konkurrencebetingelser. Dette var i lighed med statsamatørismen i Østeuropa imod amatørismens ånd men ikke dens bogstav. I cykelproducenternes arkiver har Bill Sund imidlertid funder beviser for, at firmaholdenes fleksible håndtering af amatørreglerne overskred denne grænse. I 1950erne blev der tegnet kontrakter med danske cykelryttere, der entydigt knyttede aflønning til udelukkende sportslige ydelser uden at foregive anden erhvervsmæssig tilknytning til producenterne. Der omtales flere kontrakter fra anden halvdel af 1950erne, der er mindre interessante, eftersom de omtalte danske ryttere allerede var professionelle på det tidspunkt. Kontrakterne med den danske amatørrytter Eluf Dalgård i 1951-53 repræsenterer til gengæld klokkeklare brud på de daværende amatørregler. Dette ville have været ‘en rygende pistol’, hvis amatørreglerne stadig havde nogen som helst betydning.

Bogen lægger betydelig vægt på den danske indflydelse på svensk cykelsports udvikling. Helt tilbage fra begyndelsen af 1920erne blev danske topryttere ansat af svenske firmahold og spillede ofte en toneangivende rolle i Sexdagars. Tidligere danske topryttere blev ansat som landstrænere og trænere for firmahold. Det fremhæves, at det var via dansk inspiration, at mere avancerede former for taktik og træningsmetoder blev indført i Sverige. Cykelsporten har altid haft en mere fremtrædende position i Danmark end i Sverige, og det var via danske cykelryttere, at cykelsportens uformelle regelsæt, som de kommer til udtryk i professionelle cykelløb, blev overført til Sverige.

Arkivstudierne har ført til andre interessante afsløringer. Det fremgår således af en brevveksling mellem ejerne af de to cykelproducenter, at de i 1950erne dannede et uformelt kartel med formelle udslag i form af blandt andet enighed om grænser for reklamebudgetterne. Dette er formentlig i strid med den daværende svenske konkurrencelovning.

Andre interessante fund hidrører fra det svenske cykelforbunds arkiver. Der er gode eksempler på den frem til 1960erne udbredte paternalistiske ledelsesstil inden for idrættens organisationer. Det er interessant, at der allerede i slutningen af 1950erne var opmærksomhed om dopingproblematikken, og at der i 1959 blev indført dopingkontrol i Sexdagars, hvilket gav anledning til utilfredshed blandt især danske ryttere. Mest interessant er det at se, hvordan cykelforbundet agerede i dets delikate position mellem Riksidrottsförbundets (RF) hårde ideologiske forsvar for amatørdoktrinen og cykelproducenternes fleksible håndteren af reglerne. På årsmødet i 1949 blev rygterne om kontrakter og de mulige brud på amatørreglerne åbent diskuteret, og RF søgte flere gange at presse cykelforbundet til en mere håndfast fastholdelse af reglerne i sin relation til cykelproducenterne, men det kom aldrig til nogen åben konfrontation, og der var aldrig tvivl om cykelforbundets taknemmelighed for den uvurderlige støtte, som de fik fra firmaerne.

Bogen er ikke uden svagheder. Fremstillingen er til tider noget repetitiv. Data fremstilles undertiden i lovlig ubearbejdet udgave, og disses relevans i sammenhængen er ikke altid lige indlysende. Der anknyttes til mange relevante teorier undervejs, men det er ret så fragmentarisk. Det tilbagevendende og oplagt relevante fragment er teorien om magttrekanten, hvilket dog har den svaghed, at der ikke overbevisende argumenteres for, at Dagens Nyheters rolle var så betydningsfuld at den kan ses som en del af trekanten. Dette er dog blot skønhedspletter der ikke ændrer indtrykket af, at der er tale om et flot pionerarbejde med en grundig, nuanceret oversigt over udviklingen af svensk cykelsport. Bogen rummer flere originale vinkler og interessante fund, og fremstillingen må være forståelig og interessant for et bredt publikum.

Copyright © Klaus Nielsen & Aage Hoffmann 2013