Et væsentligt arbejde vedrørende trænerens ændrede rolle i svensk – og skandinavisk – elitefodbold

Jørn Hansen
Institut for biomekanik, Syddansk universitet

Den 1. marts 2019 forsvarede Robert Svensson sin doktorafhandling om forandringen af trænerens position i svensk herreelitefodbold i perioden fra 1960 og frem til 2010’erne. Forud for forsvaret var afhandlingen blevet udgivet som en monografi af Örebro Universitet. Det er således selve afhandlingen, der ligger til grund for denne recension, hvad fremstillingen derfor også bærer præg af.

Der er tale om en grundig, ja gedigen, fremstilling, hvor det er iøjnefaldende, at ”alle guder skal tages i ed”, for at afhandlingen kan komme sikkert i hus. Og sådan skal det da også være, når der er tale om en afhandling, men det betyder også, at læseren udsættes for en del gentagelser og nogle forholdsvis udførlige metodologiske og teoretiske overvejelser, der bringes i spil i afhandlingen.

Afhandlingen består af en Prolog og 10 kapitler, hvor det sidste er et ”English Summary” og derfor ikke behandles her. Prologen handler om to nedslag i forbindelse med træningen i IFK Norrköping. Det første i 1960, hvor træneren ungareren Vilmos Varzegi klokken kvart i seks står på banen i sin træningsdragt og venter på at spillerne skal dukke op til træning efter, at de alle er blevet færdige med deres arbejde. Når de er kommet, skal de i gang med konditionstræningen, for det er vinter, og derfor kan de ikke spille bold.

Det andet ca. 55 år senere, da sidder træneren Janne Andersson sammen med sine to assistenttrænere og målmandstræneren og lytter til, at den fysiske træner gennemgår pulsmålingerne fra søndagens træning. En time senere begynder dagens første trænings­pas, der handler om omstillingen fra forsvar til angreb. Selvom det er vinter, er det ikke noget problem, da træningen foregår på en el-opvarmet kunstgræsplæne.

De to nedslag sætter rammen for, hvad det er Robert Svensson vil undersøge i afhandlingen. Målet er at opnå en dybere forståelse af den udvikling, der har gjort træneren til en central person inden for svensk herreelitefodbold. En udvikling og en forandring, der ifølge Svensson kan betegnes som fra træningsdragt til trenchcoat (Introduktionen Kap. 1).

Kapitel 2 omhandler den tidligere forskning om elitetræneren og om svensk herre­elitefodbold. Ifølge Svensson har det været et fælles træk for den internationale forskning i elitetrænerens historie, at den har været temmelig beskrivende uden et egentlig teoretisk perspektiv. Og hvad angår den svenske forskning i emnet har denne haft et ret så begrænset omfang. Sigtet med afhandlingen er at råde bod på disse mangler, hvorfor kapitel 3 om afhandlingens udgangspunkter udgør et væsentligt omdrejningspunkt i afhandlingen. Det drejer sig om en præcisering af begreberne træner, svensk herreelitefodbold, og hvad der forstås ved forandrede vilkår, der har haft betydning for elitetrænerens position. Der er i denne sammenhæng tale om de processer der er udsprunget af en professionalisering, kommercialisering, akademisering og en øget organisering af elitefodboldspillet.

I denne periode var og er der tale om heltidsprofessionelle spillere på op til 20-25 personer, som en enkelt træner ikke kunne overkomme at vejlede hele tiden.

Udover de omtalte processer så bliver afhandlingens analytiske perspektiv ligeledes præsenteret i kap. 3. Det første perspektiv handler om, hvad en historisk analyse går ud på. Ifølge Svensson og den franske historiker Marc Bloch drejer det sig om at fokusere på forandringer og at forstå disse forandringers kompleksitet i en nærmere bestemt tidsperiode frem for at søge efter mere eller mindre kausale forklaringer. Vigtigt er det at forstå, at det har været uvist for de historiske aktører, hvad de processer, som de har været en del af, vil føre til. Det var ikke på forhånd klart hvilken udvikling, der gjorde træneren til en central person inden for eliteidrætten.

Det andet analytiske perspektiv, der ligger til grund for afhandlingen, har været en interesse i, hvilke styringsmekanismer, der har gjort sig gældende i forholdet mellem træneren og elitefodboldspillerne i den pågældende tidsperiode. I den sammenhæng bringes Foucaults governmentalitybegreb i spil. Et vigtigt perspektiv bliver derfor at interessere sig for subjektpositionernes mentalitet (vaner, måder at tænke og handle på), eftersom subjektpositionen svensk herreelitetræner er en konsekvens af de svenske herreelitefodboldsklubbers og SvFF’s styringsrationaliteter.

For at gøre de analytiske perspektiver operationaliserbare opstilles en række analysetrin der vil blive anvendt i afhandlingens empiriske afsnit.

I kapitel 4 præsenteres afhandlingens kildemateriale, metode og etiske overvejelser. Kildematerialet består af foreningsmateriale fra en herreelitefodboldsklub (IFK Norrköping), SvFF’s træneruddannelsesmateriale og en række interview med forskellige trænere. Metodeafsnittet omhandler indsamlingen af kildemateriale samt – ret så udførligt på baggrund af lærerbøger – genereringen af materiale i form af semistrukturerede interview. Problemstillinger, der i en afhandling grundigt skal redegøres for.

Kapitel 5 omhandler den historiske baggrund forud for afhandlingens undersøgelses­periode, og i kapitel 6 på side 179 af bogens i alt 362 sider når vi frem til undersøgelsesperioden første empiriske og analytiske kapitel med titlen ”I hel och ren träningsoverall: tränarpositionen från 1960 till mitten av 1970-talet”. I dette tidsrum sker der blot små justeringer i trænerrollen. Træneren tog udgangspunkt i de færdigheder, han selv havde lært som aktiv spiller, og han forventedes at kunne vejleder spillerne i forhold til teknik og konditionstræning. Hvordan spillerne skulle agere taktisk under kampene, var ofte op til spillerne selv. Råderummet eller styringen i forhold til holdet skulle træneren dele med en udtagelseskomité og en holdleder. Gradvist kom der i denne periode dog også mere fokus på fysiologi, træningslære og idrætsmedicin. For træneren var der tale om detailstyring af spillerne/holdet.

Det er med andre ord især det teoretiske governmentality­perspektiv, der har bidraget med ny viden til afhandlingens empiriske studie.

Det bliver i den næste periode, som behandles i kapitel 7 under overskriften ”På bänken med sällskap: tränarpositionen från mitten av 1970-talet till mitten av 1990-talet”, at de første væsentligste ændringer begynder at sætte sig igennem. En væsentlig forudsætning herfor var overgangen til professionel fodbold fra 1967 og den begyndende kommercialisering af elitefodboldklubberne. I denne periode forventedes træneren også at vejlede spillerne i deres taktiske agerende på banen, hvorfor det efterhånden også blev klart, at det naturligt var træneren, der skulle bestemme hvilke spillere, der skulle spille kampene. Hvor træneren tidligere havde styret spillerne under træningen, begyndte træneren nu at styre spillerne fra bænken, ligesom han også begyndte at bestemme over den mulige rekruttering af spillere. Træneren skulle bestemme over/styre det idrætslige område efterhånden også ved hjælp af idrætspsykologisk ekspertise, mens den øgede professionalisering og kommercialisering medførte, at der opstod et administrativ lag af sportschefer og klubdirektører, der skulle tage sig af de opgaver, der tidligere var blevet varetaget af de frivillige ledere.

I kapitel 8 ”I skräddarsydd trenchcoat: tränarpositionen från mitten av 1990-talet till mitten av 2010-talet” behandler Svensson trænerens transformation fra at have haft en perifer rolle i 1960’erne til én, der i 2010’erne er blevet den helt centrale person i svensk herreelitefodbold. I denne periode var og er der tale om heltidsprofessionelle spillere på op til 20-25 personer, som en enkelt træner ikke kunne overkomme at vejlede hele tiden. Antallet af assisterende trænere og specialisttrænere voksede derfor ligeledes, hvilket betød at trænerens direkte styring af spillerne blev mindre og i stedet foregik i form af målstyring igennem staben af assisterende trænere. Detailstyringen forsvandt og i stedet blev styring gennem selvstyring det almindelige. Spilleren skulle selv beslutte, hvad der var det bedste alternativ i en given situation. På den måde er træningsdragten blevet skiftet ud med en trenchcoat.

I bogens kapitel 9, som er en sammenfattende analyse og diskussion, forholder Svensson sig til, hvad afhandlingen bl.a. har bidraget med af ny viden i forhold til den hidtidige forskning. Ifølge Svensson nøjes afhandlingen ikke blot med at konstatere, at trænerpositionen er blevet mere kompleks, men bidrager også med på hvilken måde. Afhandlingen viser, hvorledes styringssubjektet er blevet mere kompleks både inden for og uden for foreningen, hvorfor også en forventning til, hvorledes træneren kommer til at styre, er forandret. På den måde har afhandlingen bidraget til en dybere forståelse af den udvikling, som har gjort træneren til en central person inden for eliteidrætten. Det er med andre ord især det teoretiske governmentalityperspektiv, der har bidraget med ny viden til afhandlingens empiriske studie.

Det forekommer umiddelbart meget plausibelt, selv om en del af det empiriske studie vel i sig selv også må siges at have bidraget væsentligt til afhandlingen.

I det hele taget er der tale om et væsentligt arbejde vedrørende trænerens ændrede rolle i svensk elitefodbold, som givetvis har klare paralleller til udviklingen i de andre skandinaviske lande. Jeg kan i al fald genkende en tilsvarende udvikling i Danmark.

At der så på grund af, at fremstillingen også er en afhandling, er tale om ret så mange gentagelser og udførlige metodologiske overvejelser, er noget læseren må leve med, hvis man vil læse denne interessante og relevante afhandling. Publiceres afhandlingen inden forsvaret, kan man jo at gode grunde ikke redigere denne for et bredere publikum.

Tillykke til Robert Svensson med den nye titel.

Copyright © Jørn Hansen 2019