Interessant, spændene og meget velskrevet om forholdet mellem staten, spillemarkedet og idrætten i Sverige

Jørn Hansen
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

I 1990 modtog idrætten i Sverige 396 millioner svenske kroner i statsstøtte og af disse var 20 millioner bidrag fra spillemarkedet. I 2009 modtog idrætten godt 1,7 milliarder, hvoraf godt 1,3 milliarder kom fra spillemarkedet. Året forinden nåede bidraget fra spillemarkedet det hidtil højeste beløb på næste 1,4 milliarder svenske kroner.

Idrætten fik således øget deres midler i en hidtil uset grad – og set fra et dansk perspektiv er der tale om enorme summer til idrætten. Alligevel blev det i 2009 beslutte ved lov, at idrætten i Sverige fra dette år blev befriet for afhængigheden af spilleaftjeningen. Fra 2010 og frem fik idrætten tildelt midlerne direkte fra statsbudgettet – idrætten blev en del af statsbudgettet, og eventuelle fluktuationer på spillemarkedet ville være regeringernes problem. I den forstand var udviklingen fra 1990 og frem til 2009 et intermezzo i svensk idrætspolitik, for inden 1990 var støtten til idrætten også primært en del af statsbudgettet. Bingospil og lotteri var kun brugt til i mindre omfang at supplere de lokale idrætsforeningers indtjening.

En undersøgelse af denne specielle udvikling fra 1990 og frem til 2009 er hensigten med Johan Norbergs bog. Hvilke idrætspolitiske overvejelser lå til grund for udviklingen fra 1990 og frem til 2009? Hvordan så de forskellige regeringer på udviklingen, hvad mente man i Riksidrottsförbundet (RF), og hvilke samfundsmæssige kræfter medvirkede til at forme udviklingen?

Til kortlægningen af denne proces har Johan Norberg gjort brug af flere forskellige kilder eller dokumenter. Offentligt trykt materiale har udgjort en væsentlig kildegruppe, det drejer sig fx om politiske beslutninger og statslige udredninger, som man kan få indblik i via regeringsforslag og rigsdagsprotokoller. Dertil kommer materiale fra idrætsbevægelsen, som har kunne følges ved hjælp af RF’s årsberetninger samt møde- og bestyrelsesberetninger. Også artikler i RF’s officielle blad Svensk idrott har bidraget med værdifulde informationer. Endelig har det været muligt at følge diskussionerne om spillemarkedet gennem de skrevne medier i Sverige.

Som noget specielt har Johan Norberg også selv været tæt på store dele af processen i de sidste år frem mod 2009. I april 2007 blev han ansat som sekretær for Regeringskansliet på den statslige idrætsudredning under professor Tomas Pettersons ledelse. På den måde blev han en del af den proces, der i 2009 førte til afskaffelsen af idrætsbevillingernes sammenkobling med spillemarkedet. Således har Johan Norberg selv medvirket til at skabe sin egen empiri til det studie, han senere har foretaget. Hvilket som regel er ganske unormalt for en historiker.

Selv om Norberg er historiker, viser undersøgelse dog, at der for ham absolut ikke er tætte skodder mellem en historisk og samfundsvidenskabelig tilgang til undersøgelsen. Undersøgelsen er på ingen måde teoritung – og det opfatter jeg som et plus – men rammesættes ikke desto mindre af en ny-institutionel tilgang, hvor Norberg som historiker naturligt nok finder mest inspiration i historisk ny-institutionalisme, men også inddrager såvel rational-choice- institutionalisme som sociologisk institutionalisme, som den historiske institutionalisme spiller op imod. Med andre ord, det er ikke nødvendigvis en overordnet masterplan, der har ligget til grund for udviklingen fra 1990 til 2009, men en række tilfældigheder, politiske kompromisser, kriser og usikkerhed især for RF i forhold til, hvad det på sigt betød, at bevillingerne var koblet til et usikkert spillemarked.

Ud over den ny-institutionelle tilgang har Norberg også rammesat undersøgelsen ud fra, hvad han betegner som en alternativ analysemodel om fire forskellige idétraditioner vedrørende statens rolle og ansvar i forhold til civilsamfundets område. De ideelle foreningers forhold til staten kan således blandt andet anskueliggøres ud fra begrebsparret ”autonomi” og ”integration” – er organisationerne fritstående eller integrerede, er de aktører på et marked eller er de en del af en semioffentlig forvaltning? Udviklingen frem mod 2009 bygger videre på, at foreningerne længe via statsbudgettet havde været integrerede folkebevægelser frem for fritstående. Men tiden fra 1990 til 2009 blev netop et intermezzo fordi, folkebevægelserne for en periode både direkte og indirekte blev aktører på et marked for så med lovændringen i 2009 at udvikle sig til en ”semioffentlig forvaltning”, hvilket vel især gjorde sig gældende for RF’s rolle i den videre fordeling af midlerne fra statsbudgettet. På den måde gik der en udvikling fra ”idrættens spilleafhængighed” til ”idrætten statsafhængighed”.

Et andet begrebspar fra analysemodellen udgøres af forholdet mellem ”eksistens” og ”aktivitet”. En række af de ekstra spillemidler idrætten fik tilført i den omtalte periode fik karakter af projektmidler, hvor bl.a. ”handslagssatsningens” enorme tilskud var et udtryk for mere konkrete politiske forventninger fra statens side til, at idrætten skulle medvirke til at løfte en række samfundsopgave. På den måde kan man tale om, at statens forhold til foreningerne er gået fra ”tak fordi I findes/eksisterer” til ”tak for det som I gør” gennem jeres praktiske aktiviteter.

Analysemodellen medvirker til at sætte undersøgelsen ind i et større perspektiv, men fortællingen om udviklingen fra 1990 til 2009 er i sig selv en aldeles spændende og ganske detaljeret historie om blandt andet en række paradokser. Først diskuteres der om, det overhovedet er etisk korrekt for idrætten og staten at modtage midler fra et spillemarked, der kan føre til ludomani – spilleafhængighed mm. Her får en dansker et ganske interessant indblik i, hvorledes ”forbuds-Sverige” tackler en række ømtålelige problemstillinger. De forventede ekstra midler til idrætten og det øvrige foreningsliv frister, og da man enes om, at de primært skal bruges til arbejdet med børn og unge i foreninger bliver spilleafhængigheden i første omgang accepteret. På den måde kommer ”enarmede tyveknægte” og idrættens børnearbejde til at hænge sammen.

Da dette er sket, bliver det så vigtigt for idrætten og staten at opretholde monopolet på spillemarkedet, hvad især bliver særdeles vanskeligt efter at Sverige i 1995 er blevet medlem af EU. De store engelske ”betting”-virksomheder udfordrer efter årtusindeskiftet det svenske spillemonopol og køber sig sågar ind som sponsorer i den næstbedste svenske ishockeyliga og hos udvalgte fodboldklubber. Dette forsøger staten i første omgang at få forbudt – blandt andet med henvisning til at reklamerne er politisk propaganda, og det må man ikke bruge idrætten til! Men med udgangspunkt i en EU-afgørelse i 2003 blev der stillet spørgsmålstegn ved, om man på sigt ville kunne opretholde monopolet på spilleområdet.

Umiddelbart får EU-afgørelsen ingen konsekvenser, der er plads til et vist spillerum for de enkelte staters måde at forvalte loven på, og interessant nok sker den største stigning i bidragene fra spillemarkedet i perioden fra 2001 (260 millioner svenske kroner) frem til 2008 (knap 1,4 milliarder svenske kroner). Første gang der er tale om et fald i bidraget fra spillemarkedet er fra 2008 til 2009, hvor der bliver knap 60 millioner svenske kroner mindre til idrætten, og det blev så det sidste år før tilskuddet til idrætten blev en del af statsbudgettet.

At dette sidste skete forekommer lidt at være udtryk for en tilfældighed. I den tidligere omtalte idrætsstøtteudredning fra 2007 og frem skitseredes et forslag – som egentlig ikke var en del af opdraget – om at gøre staten til risikotager for indtjeningen af midlerne fra spillemarkedet, ”man” kunne godt fortsætte med indtjeningen via spillemarkedet, men dette ”man” skulle altså fremover være staten. Hidtil havde det været idrætten, der sad med risikoen. I maj 2009 vedtog Rigsdagen, at spilleindtjeningen skulle indordnes i statsindtjeningen og at tildelingen af midlerne til idrætten fremover skulle ske via statsbudgettet. En beslutning, der på mange måder opstod som en tilfældig konsekvens af idrætsstøtteudredningen!

Fortællingen er ikke alene interessant, men også spændene og meget velskrevet. Umiddelbar kunne ens fordom sige, at en bog om spillemarkedets betydning for idrættens indtjening kunne være ganske kedelig. Det er absolut ikke tilfældet. Bogen kan varmt anbefales.

Afslutningsvist kommer et, synes jeg, interessant udblik til udviklingen i Danmark, hvor jeg i foråret 2017 interviewede direktøren for Danmarks Idræts-Forbund (DIF) Morten Mølholm Hansen i anledning af søsterorganisationen Danske Gymnastik- og Idrætsforeningers (DGI) 25 års jubilæum her til november 2017. I den sammenhæng spurgte jeg bl.a. om hans holdning til, at Danmarks idrætsorganisationer stadig er afhængig at indtjeningen fra Danske Spil – altså spillemarkedet. Hans svar var, at det havde han det godt med, for ifølge den nyeste aftale med Kulturministeriet i Danmark, hvorunder idrætten hører, var såvel DIF som DGI i den højest prioriterede division, som betød, at de fremover som et minimum var garanteret opretholdelsen af det hidtidige niveau for tilskud. Skulle idrætten i stedet være en del af statsbudgettet kunne man ifølge Morten Mølholm Hansen risikere, at den kunne blive et spare-objekt i Kulturministeriet på linje med andre af Kulturministeriets områder, hvis der generelt skulle spares på de offentlige finanser. Denne bekymring er også nævnt i Johan Norbergs bog – men uden at det i Sverige har ført til en reel afstandtagen fra loven af 2009.

Copyright © Jørn Hansen 2017