Managern i engelsk fotbollshistoria

I udgivelsesserien ”Sport in the Global Society” har Neil Carter fordybet sig i den engelske fodboldmanagers historie. En historie, der tegner et billede af en person, hvis oprindelige opgaver ved professionel fodbolds begyndelse i Storbritannien nærmest var en form for klub- og bestyrelsessekretær, men som i dag har udviklet sig til en managerrolle, der først og fremmest kan betegnes som cheftræner eller chefcoach, hvis vi skal sammenligne med de skandinaviske betegnelser.

I de fleste af de mere generelle fremstillinger om britisk fodbold omtales manageren og dennes betydning, men The Football Manager er den første samlede fremstilling, hvor fokus er rettet på udviklingen af fodboldmanageren og britisk fodbold i stedet udgør kulissen for denne historie, en historie der endvidere forsøges relateret til de mere generelle samfunds- og businessmæssige udviklingstendenser i Storbritannien samt udviklingen af fodboldmanageren på Kontinentet.

Materialet, der ligger til grund for fremstillingen er ud over de brede fremstillinger som f. eks. Stephen Waggs The Football World (1984), berømte spillere og træneres erindringer samt især en lang række avisartikler om managere og fodbold­klubber i Storbritannien fra The Football Leagues begyndelse i 1888 og frem til i dag.

Neil Carter har valgt at inddele selve fremstillingen i otte kapitler, hvoraf de syv beskriver managerens udviklingshistorie fra begyndelsen med pionererne før første verdenskrig, over udviklingen i mellemkrigstiden med WM-systemets opfinder, Harry Chapman, som den centrale figur til moderniseringen af fodboldmanageren i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til 1970. Herefter beskrives Tv-mediets afgørende rolle for perioden fra 1970-92, som dermed kommer til at lede frem til en undersøgelse af manageren i vor tid som en ”postmoderne fodbold-manager”, hvormed forstås en manager, der indtager en rolle i medierne på linie med andre berømte personligheder, eksemplificeret med f.eks. Alex Ferguson, Arsene Wenger og Jose Mourinho. I ottende kapitel inddrager Neil Carter herefter hele managerens udviklingshistorie for at kunne diskutere det særdeles relevante spørgsmål, om manageren egentlig gør nogen forskel for opnåelsen af klubbernes resultater. Et spørgsmål, der besvares positivt, men også under henvisning til at parametrene herfor kan være vanskelige at opstille i det såkaldte postmoderne scenarium. Hvad var f.eks. vigtigst, at Liverpool suverænt klarede sig bedst resultatmæssigt i 1970’erne og 80’erne eller at Manchester United i samme periode – hvor fodbold i Storbritannien i høj grad for alvor blev kommerciel – sikrede sig den største indtjening i Storbritannien?

Fremstillingen er informationsmættet og skrevet i den angelsaksiske tradition med relative få, ja stort set ingen teoretiske overvejelser. Kapitelinddelingerne er nyttige til en form for systematik, men fremstillingen bryder nogle gange denne systematik, for eksempel viser det sig, at moderniseringen af fodboldmanageren, som var kapitel fems overskrift for alvor først skete i TV-tiden 1970-92, som er overskriften på kapitel seks. Dette ændrer dog ikke ved, at bogen indeholder en række særdeles spændende og relevante pointer om manageren i britisk fodbold, som især sættes i relief gennem udblikket til Kontinentet. Den britiske manager forblev således længe sammenlignet med cheftræneren eller manageren i Tyskland en selvlært person. Manageren reproducerede, hvad han selv havde lært, og klubbernes bestyrelse fandt det derfor særdeles vigtigt, at der var tale om tidligere velrenommerede spillere. Managerens og spillernes arbejderbaggrund i britisk fodbold betød også en stærk autoritær manager, der så det som sin opgave at disciplinere spillerne. Dertil kom at managerens rolle længe bestod i såvel varetagelse af spil­udvikling, spilleropkøb og talentarbejde.  Harry Chapman var den første, der brød dette mønster og indgik i tættere relationer til spillerne og i stedet forsøgte at lære dem at spille efter bestemte taktiske systemer, hvor især hans arbejde med Arsenal gjorde ham berømt.

De fleste managere holdt længe fast i deres arbejderbaggrund. Først succestrænere i 1960’erne begyndte at se managerarbejdet som en model for social opstigning og søgte for eksempel optagelse i frimurerloger eller lignende, Alf Ramsey var en af disse. I takt med at pengene blev større for managerarbejdet, distancerede managerne sig mere og mere fra spillernes baggrund, og først i den ”postmoderne” æra skete der igen en tilnærmelse, fordi dette blev en del af moderne managementadfærd.

Neil Carter viser, hvorledes manageren på samme måde som britisk, måske især engelsk fodbold, var præget af den såkaldte ø-kultur, hvor man ikke mente, at det var muligt at lære noget udefra. Betydeligt senere end på Kontinentet, ja først omkring årtusindeskiftet introduceredes en såkaldt videnskabeliggjort managerkultur, en kultur, der især blev bragt til Storbritannien af managere fra Kontinentet som f.eks. Arsene Wenger. Ved siden af Wenger står således Manchester Uniteds manager Alex Ferguson, der stort set er autodidakt og en del af New Labour-netværket men til gengæld udelukkende som Wenger skal koncentrere sig om holdet og det taktiske spil på banen. Først i de seneste år bliver Premier League klubberne mere og mere overtaget af managere, der formelt set også er uddannede til at varetage jobbet.

Som helhed er der tale om en interessant og informationsmættet bog – man kan også læse om managerens stress og ægteskabelige problemer, men især beskrives den engelske managers særlige udviklingshistorie, hvor moderniseringen for alvor først tog fart i den såkaldte postmoderne æra, hvor den tordnende markedsøkonomi gjorde Premier League til verdens rigeste fodboldliga og manageren til en særdeles betydelig figur i britisk fodbold, på linie med, hvad cheftræneren et stykke tid havde været på Kontinentet.