Stockholms-OS 1912 revisited – Jørn Hansen recenserar två jubileumsböcker

Jørn Hansen
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Sommeren 2012 var det 100 år siden, at Stockholm som den første nordiske by var vært for de olympiske lege. I den anledning blev der i foråret udgivet en antologi om Stockholmsolympiaden 1912, redigeret af Hans Bolling og Leif Yttergren, der sammen med otte andre forskere også har bidraget med artikler til antologien. Intentionen med antologien er ifølge bogens ”Företal”, skrevet af Anders Gullberg fra ”Stockholmsforskningen”, ved siden af det rent idrætslige perspektiv at belyse en række kulturelle, politiske og sociale aspekter ved Stockholmslegene. På den måde har det været intentionen, at publikationen skulle undgå blot at blive en ukritisk jubilæumsfremstilling.

Generelt må det siges, at publikationen kommer godt af sted med at indløse denne intention. Der er tale om en god og grundig belysning af legene i 1912 i form af artikler skrevet af forskere med forskellige videnskabelige udgangspunkter og med omdrejningspunkt i en række forskellige temaer, spændende fra hvad der foregik på stadion til de mere festlige indslag i relation til legene, og hvem der gjorde brug af disse. Eftersom der er tale om en antologi med forskellige tematiske tilgange til legene, er der dog en række gentagelser, som redaktørerne beder læseren om at bære over med, fordi det betyder at artiklerne kan læses uafhængigt af hinanden, og i den forstand fungere som et opslagsværk. I den sammenhæng er det dog et problem at en ellers flot udstyret publikation mangler både et person- og sagregister.

Materialet, der ligger til grund for hovedparten af artiklerne er primært kildemateriale fra Rigsarkivet, datidens vigtigste aviser, den officielle rapport The Official Report of the Olympic Games of Stockholm fra 1913, Coubertins erindringer og materiale fra IOC’s arkiv suppleret med en række forskellige fremstilling om legenes historie, svensk idrætshistorie og den mere generelle svenske historie. Focus er især rettet med Stockholm og nationale svenske forhold, mens mere internationale problemstillinger i mindre grad behandles, fx berøres problemerne med datidens OL-repræsentanter fra Finland, der dengang var en del af Rusland, kun yderst overfladisk i en enkelt artikel – antologiens næstsidste.

Bogen består af i alt tolv artikler, hvor de to redaktører, idrætshistorikerne Hans Bolling og Leif Yttergren lægger ud med den første om ”Tävlingarna – Människorna – Staden”, der kan læses som en bred introduktion til OL i Stockholm i 1912 og til publikationen som helhed. Der introduceres til samfundet og byen i 1912 med udblik til storstrejken i 1909, og i den kontekst fortolkes Stockholmsolympiaden som en begivenhed, der sikkert har medvirket til at etablere en større sammenhæng i datiden Sverige. De olympiske lege og den Internationale Olympiske Komité (IOC) betegnes som ”en rörelse” – en bevægelse, hvad også er tilfældet i antologien øvrige artikler, uden af ”rörelsesbegrebet” diskuteres nærmere. Er der i forhold til legene og IOC tale om en bevægelse på samme måde som arbejderbevægelse og bondebevægelse, eller? Og hvis ikke giver det så mening at tale om en bevægelse? Der introduceres også til organiseringen af legene – til OS-organisationen med Viktor Balck i spidsen og til de arenaer, hvor konkurrencerne foregik. Derudover følger et kort udblik til de forudgående lege. Artiklen er som bogens øvrige artikler suppleret med en række meget flotte billeder og kort, og giver fint bolden op til bogens øvrige artikler, der som nævnt går mere tematisk til værks.

Artikel nummer to ”Marknadföringen av Stockholmsspelen” er forfattet af de to økonomer Per Andersen og Hans Kjellberg og starter med en diskussion af det betimelige i brugen af det nutidige begreb ”markedsføring” i datidens kontekst. Fokus bliver derfor rettet mod ”reklamearbejdet” og eksemplificeret i arbejdet med fremstillingen af legenes plakat, godkendelsen af denne samt distributionen af de trykte eksemplarer. På det mere kuriøse plan kan det bemærkes, at udover at plakaten gerne skulle have et tydeligt svensk og nordisk udseende, så blev plakaten i Holland på grund af de viste nøgne mænd opfattet som ganske usømmelig. Generelt betegnes reklamearbejdet som en succes, og ifølge de to forfattere var dette måske medvirkende til, at idrætten i Sverige året efter legene for første gang opnåede statsstøtte, en støtte som idrætten siden har fastholdt.

Artikel tre handler om ”Att organisera olympiska spel” og er skrevet af docent i økonomisk historie Therese Nordlund. Organisationskomitéen bestod udelukkende af mænd fra middel- og overklassen, hvad underbygger at idrætsbevægelsen i begyndelsen af det 20. århundrede med rimelighed kan betegnes som en ”mandebevægelse”. De to vigtigste af disse var Viktor Balck og Sigfrid Edström. For den første var Stockholmsolympiaden kronen på mange års idrætsorganisatorisk arbejde, mens for den anden blev legene startskuddet på et mangeårigt virke i IOC og det internationale atletikforbund, der blev grundlagt året efter legene. Begge repræsenterede indirekte de vigtigste centrale aktør i og uden for idrætsbanen i Stockholm, officererne og personer fra borgerskabet. Som kransefigur i organisationsarbejdet stod derudover den svenske kronprins Gustaf Adolf. Vi kan i artiklen læse om Balck og Edströms forskellige holdninger til, hvilke idrætter, der skulle præsenteres ved legene, fx mente Balck ikke at fodbold burde være en del af legene og at det kun var den mandlige gymnastik, der skulle vises som opvisningsgymnastik. Sådan gik det dog ikke. Samarbejdet med IOC var heller ikke altid uden problemer og havde det stået til organisationskomitéen var den såkaldte ”kunstnerkonkurrence” aldrig blevet en del af legene. På dette område, var det Coubertin, der satte trumf på, men han havde jo også skrevet et digt, der skulle deltage i konkurrencen.

Ud over en skildring af det mere organisatoriske arbejde, diskuterer artiklen også kvindernes rolle og kønsaspektet i det hele taget i forbindelse med legene. Idealbilledet var den hvide heteroseksuelle maskuline mand, mens kvinderne trods rollen som gymnastikledere og værtinder er blevet overset som følge af en homosocial forståelsestilgang. Det er muligt, men måske burde et udblik til datidens kønsrolleforståelse i samfundet i det hele taget retteligen have været inddraget i denne sammenhæng.

Bogens fjerde artikel ”Juvelen i OS-kronan. Träningsförberedelserna och tävlingarna i friidrott” er skrevet af Leif Yttergren. I en god og informativ artikel behandles de svenske atleters forberedelse, brugen af en professionel svensk-amerikansk træner, en diskussion af om reglerne var til fordel for de svenske udøvere og betydningen af det lingske alsidighedskrav. Interessant er også fortællingen om, hvorledes de svenske udøveres gode træningsforberedelser blev mulig gennem en god kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, især når dette sættes op over for den senere dom for brud på amatørbestræbelserne, som overgik amerikaneren Jim Thorpe.

I den femte artikel ”Grevar och ölutkörare. De svenska deltagarna i Stockholms olympiaden”, som de to redaktører har skrevet sammen med gymnastikdirektør Ingemar Ekholm får vi et fint indblik i de svenske deltageres sociale sammensætning, igen er baggrunden middel- og overklassen. Amatørreglerne gennemgås, deltagernes aldersspredning, regionale tilhørsforhold mm., og vi får et indblik i, hvorledes udvælgelsen og reglerne på mange måder belønnede personer fra officerstanden. Sverige stillede med det absolut største antal deltagere og vandt da også de fleste præmier.

De to redaktører står også bag antologiens sjette artikel ”Kvinnorna i Stockholms olympiaden”. På trods af Coubertins generelle modvilje fik kvinderne en vis repræsentation som atleter ved legene, og i artiklen ses der nærmere på de kvindelige deltager i de tre idrætsgrene tennis, svømning og gymnastik ud fra en diskussion af klassetilhørsforhold og aldersspredning. Tennis for overklassens lidt mere modne kvinder, svømning for arbejderklassens lidt yngre kvinder og gymnastikken som et alternativ for middelklassens kvinder, er det mønster der tegner sig. Om dette så også har medvirket til at forrykke magtpositionerne mellem kønnene diskuteres afslutnings vist i artiklen ud fra datidens synspunkter i pressen.

Kunsthistorikeren Patrik Steorn har forfattet den syvende artikel ”Konst och idrott – skilda världar? Olympiska konsttävlingar i Stockholm 1912”. Coubertins velkendte rolle i bestræbelserne på at få indført ”kunstnerolympiader” behandles, ligesom modsætningen mellem IOC og organisationskomitéen. Interessant finder jeg først og fremmest behandlingen af de synspunkter og den modvilje, som de svenske kunstneres organisationer havde til ”kunstner olympiaden”. Her som så mange andre steder drejede det sig åbenbart om at få lov til at bestemme, og det gjorde jo som tidligere omtalt Coubertin.

Den ottende artikel ”Publiken på Stockholmsolympiaden 1912” er udarbejdet af etnologen Mats Hellspong. Det er en god, velskrevet og sine steder underfundig artikel om publikum i de forskellige idrætsarenaer. Med et godt blik for nuancerne beskrives, hvorledes publikum under legene gradvis forandrer sig fra at være deltagere i en form for ”societetsevenemang” til gradvist at blive begejstrede og engagerede deltagere, selv om det varede lidt, før man kunne begynde at opføre sig på samme måde, som de mere uhæmmede og begejstrede amerikanske tilskuere. Legene i Stockholm var gennembruddet for de mere kollektive publikumsaktioner.

I den efterfølgende artikel ”Punsch, prakt och patriotism. Stockholmsolympiaden utanför Stadion” udarbejdet af Hans Bolling tages der fat på de mere folkelige adspredelser rundt omkring i Stockholm, der fungerede som et supplement til idrætsscenen. Organisationskomitéen var i udgangspunktet ikke begejstret for, at der ved siden af idrætsaktiviteterne skulle etableres festpladser til mere folkelige fornøjelser, men det blev der, og ved flere lejligheder var antallet af besøgende større på festpladsen end på idrætsarenaen, også selv om der blev klaget over det opskruede prisniveau på mad og drikke. Hvad angår det sidste er der vist ikke sket de store ændringer siden 1912. De folkelige fester gjorde angiveligt yderligere sit til at bringe svenskerne tættere på hinanden.

Antologiens tiende og elvte artikel har en lidt anden karakter end de hidtidige i den forstand, at de har taget fat på at gøre en form for status over Stockholmsolympiadens betydning i datiden og for den efterfølgende tid. I ”’En ny livserfarenhet’. Stockholmsolympiaden och generaldebatten i svensk dagspress” diskuterer Jan Lindroth på baggrund af en gennemgang af datidens centrale aviser, hvad det fundamentalt nye var, der blev en følge af legene i Stockholm. Dette gøres ved at se nærmere på en række udvalgte temaer, hvor nationalismen behandles som det første. Bidrog legene til en mere udbredt nationalisme i Sverige? Det gjorde de delvist i og med at også dele af arbejderbevægelsen fik et mere positivt forhold til idrættens brobyggende og samlende karakter. Det andet tema vedrører officerstandens rolle og militarismen i forhold til idrætten, hvor officerstanden blev styrket gennem optagelsen af den moderne femkamp på det olympiske program. For arbejderbevægelsen førte legene dog ikke til et mere positivt syn på militarismen og officerstanden. Stockholmsolympiaden førte også til en diskussion af, om idrætten skulle opfattes som kultur på linje med mere åndelige kulturelle fænomener, uden at der på dette tidspunkt kom til nogen egentlig konsensus derom. På det kropskulturelle område førte legene ikke til en større interesse for antikkens legemskultur, men derimod til at linggymnastikken begyndte at føle sig truet af de olympiske idrætter, gymnastikken fandt det i al fald nødvendigt at påpege, at denne havde spillet en afgørende rolle for de gode resultater, de svenske atleter opnåede i 1912, uden at dette dog var muligt at konkretisere nærmere. Hvad angår forholdet til konkurrencer kan der pga. ling gymnastikkens stærke position ikke siges noget entydigt om legenes betydning for en ændret opfattelse af denne, ligesom der endnu ikke var en entydig rangordning af de forskellige idrætsdiscipliner i forhold til hvilke, der nød mest prestige. I 1912 havde sporten endnu ikke indtaget rollen som den dominerende kropskultur i Sverige.

Den elvte artikel ”Olympiska spelen 1912 i Stockholm. ’Fosterländska’ spel som genombrott för den internationella olympiska rörelsen” af idrætshistorikeren Ansgar Molzberger påtager sig at gøre status i forhold til legenes betydning for IOC og de fremtidige olympiske lege. I en interessant fremstilling sætter forfatteren Viktor Balck, som en fortaler for legene i en nationalpatriotisk kontekst op over for den mere moderne Sigfrid Edström, der i forbindelse med legene begynder at fokusere på mere uniforme regler inden for de forskellige idrætsdiscipliner på verdensplan, som bl.a. førte til dannelsen af det internationale atletikforbund. Med idéen om udarbejdelsen af internationalt gældende regler for idrætten blev Edström fremtidens mand, hvad da også medførte, at han senere blev en særdeles magtfuld mand inden for IOC. Om denne organisation så er en bevægelse eller ej, eller i hvilken forstand IOC skal forstås som en bevægelse, er så en diskussion, der må føres et andet sted.

Bogens sidste kapitel ”Tävlingsresultaten OS 1912” udarbejdet af Ingemar Ekholm, har karakter af at være til at slå op i, og har en nyttig betydning for de, der ønsker at få et indblik i de bedste placeringer for atleterne og nationerne.

Som det er fremgået kommer bogen vidt omkring gennem en række meget grundige artikler, hvor stort set alle artikler bygger på ny forskning. Som helhed er der tale om værdifulde bidrag til såvel Stockholms, Sveriges og 1912-legenes historie. Redaktørerne og de øvrige medvirkende har gjort et godt arbejde.

Hvor Stockholmsolympiaden var en antologi, er Åke Jönssons Vägledning till Solskensolympiaden en monografi. De godt 500 sider er således et resultat af en persons omfattende arbejde med legene i 1912. Åke Jönsson er forfatter, idræts­historiker, har arbejdet som journalist og redaktør ved Sydsvenskan og har udgivet flere populærvidenskabelige idrætshistoriske titler. Sigtet med Vägledning til Solskensolympiaden har ifølge indledningen været at ”rekonstruere” legene i Stockholm 1912 med fokus på især skabelsen af forudsætningerne for legene, ansøgningen om legene, opførelsen af stadion, samt hvorledes konkurrencerne blev organiseret rent praktisk og ud fra hvilket regelsæt. Kildematerialet har været de samme arkivalier, utrykte kilder, som lå til grund for Stockholmsolympiaden 1912. Derudover har Åke Jönsson gjort brug af en række samtidige aviser samt Erik Bergvall (red.) Olympiaden – Officiell redogörelse för Olympiska spelen i Stockholm 1912 fra 1913 samt en række andre fremstillinger, der primært vedrører legene i 1912. Især den omfattende officielle rapport ser det ud til at være gjort flittig brug af.

Bogen lever fint op til sit sigte med at rekonstruere legene i 1912, og fremstillingen er også her suppleret med en række meget flotte illustrationer – bogen er ganske flot! Ønsket om at rekonstruere legene er dog på en gang både bogens styrke og svaghed. Læseren får et kildetæt særdeles grundigt indblik i hvilke forhandlinger, der gik forud for tildelingen af legene, dannelsen af organisationskomitéen, ansættelsen af sekretæren og uenighederne mellem Viktor Balck og Sigfrid Edström i den sammenhæng, opførelsen af Stadion – af en dansk arkitekt, bemærkede jeg. Indvielsen af Stadion, legenes åbning samt regelsætningen af de forskellige konkurrencer. Diskussionen om amatørbegrebet og svenske atleters omgang med disse, militærets dominans blandt svenske idrætsudøvere, gymnastikkonkurrencen og linggymnastikken i den sammenhæng samt en række andre forhold.

På den anden side kan læseren med god ret ind i mellem lede efter pointerne i en række af de historier, der bliver bragt i fremstillingen. Det virker som om det ofte har været kilderne, der udelukkende har sat dagsordenen, og i den forstand nærmer vi os en klassisk problemstilling inden for historieskrivningen, hvor en række fremstillinger kan få karakter af at være ”kommenterede kildefremstillinger” over for en mere tematisk styret fremstilling med vægt lagt på fx klassemæssige, sociale, politiske og kulturelle forhold i samspil med den mere generelle samfundsudvikling. Den sidste fremstillingsmåde har været styrende for Stockholmsolympiaden 1912 men er særdeles kraftigt nedtonet, ja nærmest fraværende i Solskenolympiaden.  

Åke Jönssons fremstilling er generelt velskrevet, men fyldt med meget lange citater på op til hele sider. Kapitel XXXVI består over fire sider udelukkende af to digte ”Till de olympiske spelen” og ”Till de svenska olympiamännen” uden at forfatterne kommenterer disse, så læseren kan få et indblik i, hvorfor han har valgt at bringe disse. Derudover fører den kildetætte fremstilling ind i mellem til, at vi får et indblik i forslag, der aldrig blev til noget – det er der sådan set ikke noget forkert i, hvis perspektiverne med at bringe disse forslag blev gjort klart, fx hører vi i kapitel XXIV om et forslag, hvor Coubertin ønskede at gøre jagt og bjergbestigning til olympiske discipliner. Det blev ikke til noget, men i den sammenhæng kunne en diskussion af, hvad der i 1912 hørte med til datidens idrætsbillede have været ønskelig – andetsteds henviser Åke Jönsson til Viktor Balcks Illustrerad idrottsbok fra 1886-1888, hvor jo netop jagt og bjergbestigning fylder en del, og derfor vel var en del af datidens idrætsbillede, hvor jagt og bjergbestigning indgik i den engelske overklasses fritidsadfærd. I 1912 var man på vej mod et mere moderne idrætsbillede.

Den kildetætte fremstilling betyder også, at læseren i en række kapitler kommer til at læse om mere kuriøse forhold, fx bruges der megen spalteplads på i kapitel XXXVIII at redegøre for en kamp om reglerne for konkurrencen i tovtrækning med henblik på, om det skulle foregå på græs eller grus. Udblikket til generelle politiske samfundsforhold fylder som nævnt ganske lidt og kun, når det direkte blev en del af legene, inddrages disse. I kapitel XXXVII ”Politik och böner. Invigning inför fullsaft Stadion” hører vi om de internationale politiske forviklinger i forbindelse med indmarchen, når det drejer sig om forholdet mellem Finland og Rusland, Østrig og Bøhmen samt Danmark og Island – et kapitel med et relevant udblik. I et andet kapitel påpeges militærets dominans blandt svenske deltagere uden at forfatteren kommer nærmere ind på de generelle sociale og klassemæssige forhold i Sverige i det hele taget. I det afsluttende kapitel fremstå den efter legene vedtagne statsstøtte til svensk idræt sammen med den generelle regelsætning af den internationale olympiske idræt som de vigtigste resultater i Solskensolympiaden – i den forstand bliver bogen tro mod sit kildetætte idrætslige udgangspunkt. Vil man høre mere om legenes betydning generelt i Sverige må man ty til fremstillingen i Stockholmsolympiaden 1912. Er man særdeles optaget af en kildetæt rekonstrueret olympiadehistorie kan Solskensolympiaden være sagen.

Copyright © Jørn Hansen 2013