Rasism inom fotbollen

Kampen for fodboldens basale principper

Den romerske overklasse brugte datidens arenaer som Colosseum i Rom til at dyrke deres status som værende over pøblen, plebs. Gladiatorkampe og vognløb var underholdning for folket, men det var samtidig begivenheder, der gjorde det muligt at gøre opmærksom på eventuelle utilfredsheder med for eksempel kejseren eller senatorerne. Sportens, for at bruge et moderne begreb, arenaer blev dermed til politiske arenaer. Den udvikling kan overføres til i dag, hvor det i høj grad er racismen, der bruger fodboldstadions til at agitere for dens budskaber.

Christos Kassimeris fra the Department of Social and Behavioral Sciences på Cypres College i Nicosia har med bogen European Football in Black and White. Tackling Racism in Football bedrevet en detaljeret indføring i, hvor omfattende et problem racisme er i europæisk fodbold. Han guider læseren gennem “fodboldens nye syge”, som han kalder racismeproblemet. En syge der har taget over, hvor hooliganismen af 1970-80’erne slap, selvom racisme som sådan ikke er et nyt fænomen i fodbold – det er derimod genopstået. Bogen argumenterer for, at racisme modsætter sig fodboldspillets basale principper og ånd, hvilket også ses af initiativer iværksat af regeringer, fodboldorganisationer med flere, der forsøger at tackle problemet. Racismebegrebet skal forstås som et bredt begreb, der indeholder såvel etnicitet, religion og kulturel baggrund.

Racismen er et fremmedelement i fodbold, som udnytter spillets enorme popularitet og potentiale til at udtrykke sine voldsomt diskriminerende holdninger. I det hele taget er fodbold et udsat offer for diverse politiske manifestationer. Som Kassimeris skriver:

Bogens opbygning

Grundet bogens omfattende gennemgang af racisme i europæisk fodbold følger her en kort gennemgang af bogens indhold. European Football in Black and White har en klassisk inddeling, hvor vi i kapitel 2 (kapitel 1 er indledningen) bliver præsenteret for den historiske udvikling af fodboldspillet, hvor Kassimeris i denne henseende meget kærkommen betegner fodbold som immigrant, da spillet i alle lande – foruden England – er kommet til udefra. Eksempelvis at udlændinge bragte spillet til et nyt land, hvor de dannede klubber og lærte spillet fra sig for siden at blive udelukket af samme klubber. Bogens ærinde in mente giver den en velbearbejdet, kort oversigt af den europæiske fodboldhistorie, der bland andet viser FIFA og UEFA’s position som regulatorer af spillet. Dernæst følger i kapitel 3 en gennemgang af den politiske brug af fodbold fra fascisme, kommunisme til den mere generelle nationalisme samt brug af religion. Fælles for disse overbevisninger er, at de brugte fodbold som propaganda for deres politiske cirkus. Eksempelvis dikterede Benito Mussolinis styre sidst i 1920’erne, at den italienske liga kun var for italienere, da man betragtede udlændinge som talentløse. Mussolini var meget opmærksom på, hvilken tiltrækningskraft fodbold havde, og spillet var derfor i stor grad et redskab i dannelsen af et fascistisk Italien. Myndighederne støttede på forskellig vis klubber, og det gjorde også sit udslag på landsholdet, som vandt VM i 1934 og 1938 samt OL i 1936. Fodbold blev dermed politiseret, hvilket illustreres ved, at Mussolini forinden VM-finalen i 1938 sendte et telegram til landsholdet, hvor der blot stod ”vind eller dø”.

Bogen sender med den historiske gennemgang et klart signal om, at fodbold og politik i sammenhæng er blevet dyrket i hele Europa, ligesom bogen gør sig nogle opsigtsvækkende observationer, såsom følgerne af Bosman-dommen med et stigende transfermarked mellem lande og heraf øget migration har gjort forholdet mellem nationalisme og fodbold endnu mere mærkværdigt. Ydermere at de europæiske turneringer som Champions League er internationale, som er med til at reducere fanatisme, men når holdene fra for eksempel Champions League spiller i deres nationale ligaer, falder de ind i de traditionelle stereotyper og dyrker de etniske og/eller religiøse rivaliseringer.

Bogen fremhæver således, at engelsk fodbold mangler ”directors, administrators” og trænere af asiatisk eller afrikansk herkomst.

Kapitel 4 omhandler episoder, der har sat sine ar på fodbolden samt initiativer fra nationale fodboldorganisationer for at udrydde racismen. Bogen opsamler her den eksisterende viden på området og gennemgår eksempler fra mange europæiske lande. Igen sker det i en oversigtsform, hvor Kassimeris påviser, at racismen er mangeartet og har mange farver, hvilket viser sig ved, at racismen er forskellig fra land til land. Det er ikke de samme typer, der forfølges, hvilket understreger racisme som et begreb, der skal forstås bredt.Kapitel 5 opsummerer, de engelske initiativer hos myndigheder, fodboldforbundet samt fansene for at komme racismen til livs. Et eksempel er ”the Football Task Force”, som blev nedsat af den engelske regering, der arbejder med fodbold som et redskab i integration. Fokusset er lagt på de engelske myndigheder og organisationer, fordi de var pionerer i bekæmpelsen af racisme i europæisk fodbold. Der ligger dog stadig en kæmpe udfordring for englænderne, også i forhold til en bemærkelsesværdig institutionel racisme. Bogen fremhæver således, at engelsk fodbold mangler ”directors, administrators” og trænere af asiatisk eller afrikansk herkomst. En tendens der underbygges af, at disse og andre etniske minoriteter også holder sig væk fra tilskuerpladserne, og det får Kassimeris til at betegne fodbold som en hvid sport.

Organisationernes betydning for problemstillingen forsøger kapitel 6 og 7 at skabe et overblik over. Således med FIFA og UEFA’s arbejde med udfordringen, hvor projekter som Kick It Out fra 1993 og FARE (Football Against Racism in Europe) fra 1999 fremhæves i bekæmpelsen af racisme på lokal, national og europæisk niveau. Der er tale om aktiviteter, der sponseres af forskellige øvre organer med det fælles europæiske arbejde som sigte. Der er mange af disse projekter, og bogen fremhæver, at netop antallet viser, at fodboldspillet har et stort potentiale for at skabe assimilation i hele Europa. Endvidere belyses EU’s betydning for racismebekæmpelsen, og Kassimeris sammenligner dennes med FIFA og UEFA’s involvering. Ved at arbejde med sportens værdier som en ideal platform for social demokrati sammenholdt med kontinentets kulturelle diversitet forsøger EU at skabe integration, mens FIFA og EUFA forsøger at påvirke udviklingen gennem lovgivning. EU implementerer naturligvis også lovgivning, som forbyder diskrimination i det hele taget, men der er en stor udfordring heri, idet det ikke er alle af EU’s medlemslande, der har indlemmet dette i deres nationale lovgivning.

Endelig har bogen et omfattende appendix med diverse kilder og andre oplysninger, for eksempel hvad der skete i forskellige europæiske lande i bestemte perioder i forbindelse med ”FARE Action Week Against Racism 2006”.

Sammenfatning

European Football in Black and White tolker den aktuelle udfordring med racisme i fodbold, herunder den til tider følgende vold, i europæisk sammenhæng og gør det godt. Debat af racismeproblemstillingen er højaktuel, fordi den påvirker fodboldspillets fremtid, men den problemet influerer også integration og kulturel forskellighed i Europa. Alene af den grund er det værd at anbefale bogen. Anbefalingen skal dog have en kommentar med på vejen: Bogens ærinde er både dens styrke og dens svaghed. Den giver et fint overblik over og fortolkning af den europæiske udvikling inden for emnet, men samtidig tyr den til overfladiske betragtninger og forsimplinger som skyldes den brede tilgang til emnet. En sidste bemærkning er, at Kjøbenhavns Boldklub ikke er stiftet af englændere, som det kan læses på side s. 10. Denne misforståelse kan skyldes, at Kassimeris benytter en lang række andenhåndskilder på engelsk, det vil sige han læner sig op af andres tolkninger og formidling. En vigtig detalje som kan være med til at forsimple udlægningen af racisme  europæisk fodbold.