Jagten på mening i norsk idræt fortsætter…

Maja Pilgaard
Idrættens Analyseinstitut, København

Gennem de seneste årtier har den norske professor Gunnar Breivik holdt et vågent øje med udviklingen i den norske befolknings deltagelse i fysisk aktivitet. Med sin tilbøjelighed til at koble filosofiske og sociologiske teorier og tanker til eksisterende empiriske surveydata bidrager Breivik med en sjælden og interessant helhedstilgang til at forklare befolkningens deltagelse i forskellige former for fysisk aktivitet samt udviklingen i aktivitetsmønstre over tid.

I 1999 udgav Gunnar Breivik rapporten Jakten på det gode liv (Norges idrettshøgskole, Institutt for samfunnsfag) sammen med Ola Vaagbø, om udviklingen i befolkningens idrætsdeltagelse mellem 1985 og 1997. Både før og siden er det blevet til mange interessante bøger og artikler, hvor Breiviks filosofiske tanker breder sig i mange forskellige retninger, ofte med omdrejningspunkt omkring værdier knyttet til, hvad der kan forklare idrætsdeltagelse, friluftsliv og unges jagt på spænding og livskvalitet i risikosport. De senere år har Breivik også bidraget i interne norske idrætspolitiske debatter omkring statens støtte til idræt og fysisk aktivitet og i den forbindelse sået tvivl om effekten af den nuværende støttemodel til fremme af fysisk aktivitet i den norske befolkning[1]. De kritiske holdninger til den statslige idrætspolitik – eller mangel på samme? – skinner tydeligt igennem i Breiviks seneste værk, Jakten på et bedre liv.

Jakten på et bedre liv handler om fysisk aktivitet i den norske befolkning mellem 1985 og 2011. Norsk Monitor leverer det empiriske data, som ligger til grund for det rige indhold af tabeller og figurer, der står centralt for bogens primært deskriptive analyser i de 13 midterste kapitler. Dermed opdaterer Breivik på tidligere publicerede analyser af befolkningens deltagelse i fysisk aktivitet, facilitetsbrug, medieforbrug, barrierer, motiver og værdier, og denne form virker til tider som tung læsning. De 13 kapitler bindes sammen af et indledende kapitel med teoretiske betragtninger og et afsluttende kapitel med perspektiver på hele ’verdenssituationen’ inden for norsk idræt i dag. Bogens kapitler er fint strukturerede og overskuelige med en introduktion til hvert emne, beskrivelse af empiriske spørgsmål, en grundig deskriptiv analyse, opsummering og et afsluttende afsnit med personlige vurderinger og kommentarer. Især de afsluttende kommentarer fremstår som interessante lyspunkter i den lidt slaviske præsentation af data.

Med Jakten på et bedre liv har Breivik forfattet ’bogen om alt’ inden for idrætsdeltagelse i Norge gennem tre årtier, og på mange måder virker det som en samling af Breiviks hidtidige livsværk. Tidligere publicerede teoretiske tilgange, modeller og analyser om idrætsdeltagelse bliver flettet sammen til et konglomerat af teorier, holdninger og forklarende tanker om idrætsdeltagelse ud fra aktør-, samfund/kultur- og omgivelsesperspektiver. Læseren bliver fra første side trukket tilbage til Aristoteles og Platon, til Huizingas teorier om homo ludens, til tanker om jægersamfundets fysiske aktiviteter for overlevelse og 1800-tallets borgerskab, hvor kulturen sidestillede fysisk inaktivitet med god dannelse.

Breivik forsøger at forklare fysisk aktivitet gennem en evolutionær hypotese, der kort fortalt går ud på, at børn er født til fysisk aktivitet ud fra en såkaldt ’genetisk kode’, der aftager i takt med udvikling af motoriske færdigheder. Blandt unge og voksne tager kulturelle omstændigheder eller nødvendighed over som motivationsfaktor for fysisk aktivitet.

I de enkelte kapitlers afsluttende bemærkninger trækker Breivik de indledende teorier frem i et lidt ustruktureret forsøg på at forklare de mange fund af udviklings- og karaktertræk, der kendetegner måderne at være fysisk aktive på i forskellige dele af den norske befolkning.

Netop dette sammenkog af teori kan i udgangspunktet virke lidt overfladisk i forhold til den begrænsede kobling af teori til de empiriske analyser, og en klar rød tråd finder man ikke i bogen, men snarere sporadiske neddyk i mange forskellige områder. Alligevel virker de afsluttende kommentarer berigende og meningsfulde i de fleste tilfælde.

I kapitlet ’Fysisk aktivitet som en del av livet’ savner jeg dog en grundigere opfølgning på, hvordan fysisk aktivitet i hverdagsliv og ferie, ’som en del af livet’, bidrager til Breiviks søgen efter mening med fysisk aktivitet i fritidslivet. Og hvordan kan den evolutionære hypotese forklare, at der også blandt børn bliver flere, som er utilstrækkeligt fysisk aktive? Her er Breiviks analyser begrænset af, at data udelukkende ser på befolkningsgrupper fra 15 år og opefter.

Et andet område, som jeg finder en smule unuanceret, er Breiviks udlægning af den kommercielle fitnesskultur. Det ville være forfriskende med et mere åbensindet blik på den udbredte opfattelse af fitness som individuel, narcissistisk træningskultur over for (den gode?) foreningsidræt, hvor fællesskaber er mere forpligtende og meningsgivende. Måske tillader fitnesscentrene netop at kombinere fleksibel træning med fællesskaber i et moderne hverdagsliv, som man ikke har mulighed for i idrætsforeningerne, som er stærkt opdelt i køn, alder og niveau?

Endelig kunne man ønske sig nogle (endnu) mere komplekse analyser i kapitlet ’Fysisk aktivitet og verdier’. Her får man interessant og detaljeret indblik i, hvordan forskellige former for fysisk aktivitet er knyttet til værdier omkring traditionelle vs. moderne og idealistiske vs. materialistiske perspektiver. Kapitlet er meget velskrevet og holder læseren godt fast trods nogle relativt komplekse datafremstillinger, men jeg savner en præcisering af, hvor meget værdi der kan tilskrives aktiviteterne alene, og hvor meget der er forklaret af baggrundsvariable som køn, alder og uddannelse?

Generelt er Breiviks lidt arrogante skrivestil forfriskende i den forstand, at han med sin store erfaring og viden om befolkningens deltagelse i fysisk aktivitet kan tillade sig at jonglere lidt løst med de teoretiske perspektiver og koble dem med velkvalificerede personlige holdninger og politiske statements. Ikke mindst facilitetspolitikken, statens støttepolitik og NIFs rolle i et breddeidrætsperspektiv får en kritisk rusketur. Resultatet er interessant læsning, som kan inspirere studerende og nye forskere til at forfølge nogle af de mange teoretiske tilgange. Samtidig fungerer bogen som grundig dokumentation af de aktuelle forhold omkring fysisk aktivitet blandt nordmænd og fremstår som et meget centralt indspark i den idrætspolitiske debat.

Copyright © Maja Pilgaard 2014