Kvindelige gymnastikdirektørers uddannelse og livsskæbner analyseres og formidles i historisk pionerarbejde

Jørn Hansen
Syddansk Universitet, Odense

I 1813 blev Gymnastiska Centalinstitutet (GCI) etableret i Stockholm som linggymnastikkens institution for uddannelsen af mandlige gymnastikdirektører. Fra 1864 blev det ligeledes muligt at uddanne kvindelige gymnastikdirektører, på et tidspunkt, hvor kvinder endnu ikke blev opfattet som myndige samfundsborgere i Sverige. Det er disse kvindelige gymnastikdirektørers uddannelse og livsskæbner fra 1864 og frem til vor tid, der analyseres og formidles i, hvad må betegnes som et pionerarbejde af de to historikere Leif Yttergren og Hans Bolling.

I bogens forord redegør forfatterne for, hvordan det kan være at to ”midaldrende mænd”! har givet sig i kast med dette arbejde og giver det for en historiker centrale svar: på grund af et spændende kildemateriale. Centralt er to unikke brevsamlinger, som er bevaret i Gymnastik- og idrottshögskolans biblioteks samlinger, hvor såkaldte ”vandringsbøger” indeholder beskrivelser af de kvindelige gymnastikdirektørers hverdagshistorie fra 1893 til 1992. Dermed har det været muligt at studere forandringer over tid for de uddannede kvindelige gymnastikdirektører, som i fremstillingen giver sig udslag i forskellige historiske nedslag vedrørende de kvindelige gymnastikdirektører uddannelse, karriere og hverdagsliv.

Bogen består af 8 kapitler, hvoraf det første er introducerende og det sidste opsamlende og sammenfattende. Det første kapitel, ”Kvinnorna som formade världen”, introducerer gymnastikdirektørbegrebet som et udtryk for en, der skulle eje et gymnastikinstitut og altså ikke i første omgang tænkt som en gymnastiklærer. Dette passede fint med, at der oprindeligt var samklang mellem den pædagogiske gymnastik og sygegymnastik i uddannelsen ved GCI. To dele, der kom til at stå stærkest indenfor den lingske gymnastiks historie, hvor sygegymnastikken i dag bedst kendes som en væsentlig del inden for vor tids fysioterapi. Ofte blev det ved begyndelsen af uddannelsen af kvindelige gymnastikdirektører sygegymnastikken, der skaffede dem en næringsvej.

De fleste kom fra overklassen og halvdelen var fra Stockholms-området. Uddannelsen gjorde det muligt for dem at leve som selvstændige både i Sverige og i udlandet. Det var især sygegymnastikken, der muliggjorde dette.

Derudover tages der udgangspunkt i to historiske nedslag. Et i tiden omkring 1900, hvor kvinder med examen fra GCI var blandt de første til at få en erhvervsuddannelse og havde gode muligheder for at skabe sig en karriere ikke blot i Sverige, men også i udlandet. Et i tiden omkring begyndelsen af 2000-tallet, hvor kvinden stilling og status i samfundet var grundlæggende forandret. GCI var nu blevet til Gymnastik- og idrottshögskolan (GIH), og uddannelsen så nu noget anderledes ud. Kvinderne blev ikke længere uddannet i både sygegymnastik og pædagogisk gymnastik, men i ”idrott och hälsa” ved GIH samt i et andet fag ved en anden lærerhøjskole. Sygegymnastikken blev fra 1959 udskilt fra GCI og en uddannelse ved Karolinska institutet.

Sigtet er herefter at undersøge tiden mellem de to nedslag ud fra følgende problem­stillinger: Hvilke kvinder søgte ind på uddannelsen, og hvad var deres sociale baggrund, deres netværk og hvor i landet kom de fra. Hvordan formede deres karriere sig, hvilket handlingsrum havde de, hvad betød et eventuelt ægteskab, og hvorledes ændrede dette sig over tid. Hvorledes organiserede de sig, og hvilken rolle spillede de ved de olympiske lege i Stockholm i 1912?

Endelig gives der som ramme for undersøgelsen et kort overblik over linggymnastikkens historie ved GCI fra dens storhedstid i 1800-tallet til en mere eller mindre forsvinden i vor tids uddannelse ”Idrott och hälsa”.

Kapitel to, ”Kvinnliga pionjärer på GCI 1864-1883”, undersøger to af de tidligste årgange kvindelige gymnastikdirektører med henblik på at give en baggrund for og en sammenhæng med de efterfølgende kapitler. At kvinder begynder at uddanne sig, ses som en del af den generelle moderniseringsproces i det svenske samfund, samtidig med at det understreges at uddannede kvinder på ingen måde blev opfattet som en trussel mod de fremherskende kønsroller i sidste halvdel af 1800-tallet.

De første kvinder startede uddannelsen i 1864 og bestod af blot fire personer og uddannelsen varede kun et år. På en måde blev det ”i familien”, eftersom tre af dem havde tætte relationer til GCI. En af dem var Per Henrik Lings yngste datter, som allerede inden studiestarten ligesom to af de andre optagne havde været tilknyttet GCI som underviser. I uddannelsen blev de bl.a. undervist i anatomi, fysiologi, bevægelseslære samt frisk- og sygegymnastik. Alle arbejdede efter uddannelsen med det kropskulturelle område, men tre af dem stoppede tidligt i forbindelse med at de blev gift. Alle fire tilhørte overklassens kvinder og afspejlede hermed en tendens inden for uddannelsesområdet.

Den næste årgang, der ses nærmere på, var de kvinder, der tog eksamen i 1883. Uddannelsen var i mellemtiden blevet toårig, og der blev stillet samme optagelseskrav som til læreruddannelsen. De skulle derfor indsende en ansøgning, som bl.a. skulle indeholde oplysninger om studieegnethed. I 1881 ansøgt 59 kvinder og af disse blev 19 optaget. Kildematerialet gør det muligt at se nærmere på deres baggrund og karriere. De fleste kom fra overklassen og halvdelen var fra Stockholms-området. Uddannelsen gjorde det muligt for dem at leve som selvstændige både i Sverige og i udlandet. Det var især sygegymnastikken, der muliggjorde dette. Set fra et dansk perspektiv tilhørte Sally Högström denne årgang – hun spillede en stor rolle for indførelsen af svensk gymnastik (linggymnastik) ved Vallekilde og Askov højskole i Danmark i slutningen af 1880’erne. I forbindelse med deres karriere fravalgte flere af kvinderne ægteskabet, hvilket er et af de væsentlige temaer i bogens kapitel 3, ”Kvinna, karriär, familj – en omöjlig ekvation?”, som dækker perioden 1893 til 1933, hvor der hvert år blev uddannet 25 kvindelige gymnastikdirektører.

Ser man nærmere på kvindernes civilstand i perioden valgte de fleste kvinder i periodens begyndelse ægteskabet fra. Ud af de 25 uddannede i 1893 blev blot en enkelt gift, 10 i 1903, 12 i 1913, 13 i 1923 og 13 i 1933 – hvor der dog savnes oplysninger om fire af de uddannede. Med andre ord tyder en del på at ægteskabet i de første årtier omkring 1900 var en hæmsko for kvindernes karriere, hvoraf de fleste ernærede sig gennem sygegymnastikken enten i Sverige eller i udlandet. Sygegymnastikken blev i disse årtier opfattes som en form for arbejdsforsikring.

Kapitel 4, ”Kvinnliga gymnastikdirektörer och OS”, er en form for case i den ellers kronologisk opbyggede fremstilling. Det drejer sig om en hidtil ”ukendt historie”, som blev muliggjort ved hjælp af materiale om kvinderne og de olympiske lege 1912 fundet i GCI’s arkiv – og derfor manglende i samlingen af kilder om OL 1912. Det interessante er, hvorledes kvinder i bestræbelserne på at få ret til at fremvise deres gymnastiske kunnen ved OL 1912 i 1911 organiserede sig i ”Kvinnliga gymnastikföreningen Sverige” (KGS), der tog kampe op med IOC’s hidtidige ”maskulint homosociala OS-världen”, hvor bl.a. det svenske IOC-medlem og en af organisatorerne af OL 1912 Viktor Balck var imod kvindelige udøvere ved de olympiske lege; en anden af de centrale personer bag legene i 1912 Sigfrid Edström var dog mere positiv stemt over for kvindernes medvirken ved legene. Arbejdet i KGS blev en succes og et større antal kvinder medvirkede i en massegymnastisk opvisning ved OL i Stockholm. Som i den hidtidige historie om den kvindelige gymnastikdirektører så rekrutteredes hovedparten af ildsjælene i KGS fra overklassen.

KGS var som organisation knyttet til OL 1912, mens en anden kvindelige organisation ”GCI – en kamratförening för facklig kamp” fik mere blivende betydning som interesseorganisation og behandles i kapitel 5.

Bag organisationen stod kvinder, som var uddannet ved GCI i 1902, og formålet fremgik af den første paragraf i statutterne: ”Föreningen har til ändamål att väcka och underhålla intresset för den svenska gymnastiken samt att åstadkomma en större sammanslutning och mer samarbete mellan Sveriges kvinnliga gymnastikdirektörer”. Organisationen GCI var både en interesseorganisation vendt mod de ”ikke rigtigt” uddannede kvindelige gymnaster og mod det patriarkalske samfund og en sociale forening. GCI stod bag videreuddannelseskurser, formidling af arbejde til kvindelige gymnastikdirektører, ligesom den involverede sig i mere generelle kvindesagsspørgsmål som stemmeret til kvinder. I bred forstand var det en form for fagforening, der dog ikke lykkedes med at få indflydelse på indholdet i uddannelsen af kvindelige gymnastikdirektører, men generelt havde succes med efteruddannelseskurserne.

Dog kan det undre, at kønsaspektet – genusperspektivet – ikke står stærkere i denne redegørelse, da det ellers står stærkt i fremstillingen. Det var vel ikke blot en kamp, der blev tabt til lægerne, men vel også en kamp, kvinderne tabte til mandlige autoriteter.

Et stort nederlag blev det dog til for GCI, eftersom foreningen ikke var i stand til at forhindre opsplitningen af gymnastikdirektøruddannelsen for kvinder i friskgymnastikken og sygegymnastikken, hvor sidstnævnte gradvist overgik til Karolinska Institutet fra 1934 og frem til den definitive opsplitning i 1959. Reelt tabte de kvindelige gymnastikdirektører kampen til lægerne, som det også redegøres for i bogen. Dog kan det undre, at kønsaspektet – genusperspektivet – ikke står stærkere i denne redegørelse, da det ellers står stærkt i fremstillingen. Det var vel ikke blot en kamp, der blev tabt til lægerne, men vel også en kamp, kvinderne tabte til mandlige autoriteter.

I kapitel 6, ”Hemmafru eller gymnastikdirektör?”, er vi nået frem til det levede liv for de kvindelige gymnastikdirektører fra mellemkrigstiden, specielt i 1930’erne og frem til omkring 1970. En periode, der i bogen betegnes som den sidste periode før uddannelsen begyndte at opleve et statustab. Gradvist begyndte den sociale baggrund for de studerende at blive mere differentieret, flere kom nu fra mellemlaget og det øvre mellemlag. Ved studiestart var de fleste 20 år og mange af dem fik et langt liv – i gennemsnit blev de 83 år, noget mere end generelt for kvinder i befolkningen. Flere blev gift, og det blev mere udbredt med børnepasning i privat regi i familien, hvad betød at flere gifte kvinder kunne forsætte med at arbejde – handlerummet var blevet større. På mange måder en sidste fase før det store opbrud fra 1970 og frem, som behandles i kapitel 7 ”Klassresenärer i gymnastiksalen”.

Perioden efterkrigen og frem til 1970 var præget af, at velfærdsstaten blev udbygget, og betingelserne for kvinder på arbejdsmarkedet blev bedre. Tiden fra 1970 og frem blev præget af social mobilitet – af klassresor. Ud over de skriftlige kilder blev det også muligt at oparbejde viden om de kvindelige gymnastikdirektører gennem spørgeskemaer udsendt via E-boks til kvindelige studerende født omkring 1950. Geografisk rekrutteredes de studerende jævnt fordelt fra hele Sverige, og også her var der tale om social mobilitet, hvis der blev taget udgangspunkt i forældrenes uddannelses­mæssige baggrund og erhverv. Studerende kom nu i langt højere grad også fra arbejder- og den lavere mellemklasse. De fleste startede uddannelsen med en høj grad af idrætslig kunnen – idrætslig kapital. Giftermål eller samliv var ikke længere nogen hindring for en erhvervskarriere, eftersom velfærdsstaten tog sig af børnepasningen. I forhold til ligestilling oplevede halvdelen af årgangen, der startede i 1972 den som meget god, mens næsten lige så mange opfattede den som rimelig god. Til gengæld mærkede mange af kvinderne følgerne af uddannelseseksplosionen. Uddannelsen hed nu ”Idrott och hälsa”, timetallet var blevet reduceret kraftigt – de fleste af respondenterne opfattede denne forandring som en forværring, som et tab. Årgang 1972 kunne i modsætning til tidligere ikke arbejde med sygegymnastikken. Over en tredjedel af dem var aktive som gymnastiklærere i fyrre år eller længere, men knap en tredjedel af årgangen forlod idrætslærejobbet og søgte en anden karriere. I forhold til arbejdsmiljøet så oplevede respondenterne både positive og negative sider ved arbejdet. Positiv var bevægelses­glæden og arbejdet med børn og unge, samt at det var et frit og fleksibelt selvstændigt arbejde. Negativt var tidspresset, skader eller slitage på grund af arbejdet, støj og at det ofte var et ensomt at arbejde som idrætslærer, hvor der savnes regelmæssigt samvær med resten af lærerkollegiet. Generelt opfattede mere end 60% at fagets status var blevet forringet.

Det afsluttende kapitel 8 ”Ett och ett halvt sekel i kroppens tjänst” er en opsamling, hvor der trækkes de store linjer på baggrund af fremstillingen i de tidligere kapitler. Forandringsperspektivet er i fokus, som det har været hele bogen. Som noget nyt tilføjes at rekrutteringen til uddannelsen omkring 2020 nu også indbefatter ca. 20% med en udenlandsk baggrund, men bosiddende i Sverige. Så differentieringen i forhold til studerende fortsætter. Generelt er den overordnede status for fremstillingen af den 150 år lange rejse, at GCI har været en planteskole for kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, hvor der kræves en højere uddannelse.

Bogen kan varmt anbefales. Leif Yttergren og Hans Bolling har begået et forsknings- og fremstillingsarbejde som er interessant for interesserede i såvel historie og idrætshistorie som kvindestudier.

Copyright © Jørn Hansen 2024