More
    Home Feature articles Når sporten forskyder etikken – og barnet lærer at blive i fordelen

    Når sporten forskyder etikken – og barnet lærer at blive i fordelen

    0

    Johannes Hald Møller
    Student vid Universitetet i Sørøst-Norge
    LinkedIn-profil: www.linkedin.com/in/johanneshaldmoeller


    Cykelsporten er på sin egen måde både unik og legendarisk. Cyklen, de ekstreme forberedelser og jagten på marginal gains har været med til at forme sporten til det, vi kender i dag. Sekunder, watt, aerodynamik, ernæring og positionering analyseres ned til mindste detalje i forsøget på at finde den næste lille fordel. Samtidig er en anden form for fordel blevet stadig mere synlig i det professionelle felt – en fordel, der ikke nødvendigvis kommer fra rytteren, holdet eller cyklen, men fra selve løbets omgivelser. Og hvad gør det ved sporten, når rytterne ikke blot udsættes for denne fordel, men også lærer at genkende og bruge den? Endnu vigtigere: Hvad gør det ved de unge såvel som garvede entusiaster og følgere, der ser med?

    Cykelsporten har levet med dopingspøgelset i årtier, og diskussionen om, hvad moderne doping er og kan blive, forsvinder næppe. Men hvad nu, hvis nogle af de præstationsfremmende gråzoner allerede befinder sig midt i feltet, synlige for os alle? Ikke som doping i traditionel forstand, men som eksterne fordele, der kan påvirke konkurrencen og måske ikke tilfalder alle lige. Debatten om motorcyklernes indflydelse i professionelle cykelløb, som eksempelvis Paris–Roubaix, er et aktuelt eksempel. Vi ser ryttere angribe eller forsøge at køre sig tilbage i løbet, samtidig med at de kan komme til at ligge i pace eller draft fra en motorcykel foran dem – og i nogle situationer synes aktivt at søge denne position. Situationerne bliver fanget af tv-kameraerne, diskuteret under løbet og efterfølgende genstand for debat i medierne. Men diskussionen ender ofte med at blive teknisk: afstande, fart, sikkerhed og regler for motorcyklernes placering.

    For den, der ikke følger professionel cykling tæt, kræver problematikken først en forklaring. Motorcykler er en nødvendig del af moderne cykelløb. De transporterer blandt andet fotografer, tv-folk og officials og bevæger sig derfor løbende foran, bagved og mellem ryttere og grupper. Problemet opstår, når de kommer så tæt på rytterne, at de ikke længere blot følger løbet, men potentielt påvirker det. En motorcykel foran en rytter eller gruppe kan ændre luftstrømmen og reducere den luftmodstand, rytterne ellers selv skulle overvinde. I en sport, hvor sekunder, positionering og energiforbrug kan afgøre et løb, kan det blive en reel sportslig fordel.

    Etikken ophæves dermed ikke, men ændrer funktion. Den går fra at være en normativ grænse til at blive et element i en situativ vurdering.

    Det var denne problematik, der blev særlig synlig under Paris–Roubaix. I forbindelse med Tadej Pogačars jagt tilbage i løbet befandt motorcykler sig foran den jagtende gruppe, og efter løbet blev deres mulige betydning genstand for debat. Oliver Naesen beskrev til Domestique Cycling, hvordan motorcyklerne dannede en “mur” foran gruppen, og at rytterne derfor kørte “15 kilometer i timen hurtigere” (Domestique Cycling, 2026). Udsagnet er interessant, fordi det gør påvirkningen konkret: En professionel rytter beskriver selv, at fordelen ikke blot eksisterede som en teoretisk aerodynamisk mulighed, men kunne mærkes i konkurrencen. Dermed handler debatten ikke længere kun om, hvor motorcyklerne bør placeres, eller hvilke tekniske regler arrangørerne bør indføre. Den åbner også et etisk spørgsmål: Hvad sker der, når en udøver mærker, at konkurrencens betingelser ikke længere er neutrale, men fortsætter med at drage fordel af situationen?

    Denne forskydning kan forstås som en form for instrumentel situationsetik. Med situationsetik mener jeg her en etisk vurdering, hvor den rette handling ikke afgøres af faste regler alene, sådan som i pligtetikken, men af hvad den konkrete situation gør muligt, nødvendigt eller forsvarligt. Etikken ophæves dermed ikke, men ændrer funktion. Den går fra at være en normativ grænse til at blive et element i en situativ vurdering. Man handler ikke nødvendigvis imod etiske principper, men med dem – strategisk. Det er ikke nødvendigvis udtryk for kynisme, men for en indlejret logik i konkurrencen, hvor det at blive i en fordel ofte er det, der belønnes. I sportens konkurrencelogik bliver det rigtige derfor ikke nødvendigvis det, der følger princippet, men det, der kan retfærdiggøres, fordi situationen åbner for det.

    Det er i dette spændingsfelt, at sportens dannelsesmæssige betydning bliver tydelig. For børn lærer ikke primært gennem normative udsagn, men gennem observerede praksisser. Når en topatlet bliver i en fordel, og resultatet står ved magt, er det ikke nødvendigvis normbruddet, barnet registrerer. Det er koblingen mellem handling og udfald. Det er her, internalisering finder sted. Ikke som en bevidst strategi, men som en tavs form for dømmekraft, hvor det, der virker, gradvist får forrang over det, der er rigtigt.

    Barnet formes ikke kun af reglerne selv, men af de praksisser og fællesskaber, hvor reglerne leves, bøjes, håndhæves eller ignoreres. I idrætten lærer barnet derfor ikke kun med hovedet, men også gennem kroppen, relationerne og de situationer, det gentagne gange deltager i. Barnet lærer ikke kun, hvad der giver succes i konkurrencen, men også hvad der giver anerkendelse i fællesskabet.

    Denne læring er ikke begrænset til sporten. Den bevæger sig ind i barnets øvrige livsverdener. I skolegården, i klasserummet og i sociale relationer opstår tilsvarende situationer, hvor det at navigere i fordele, ansvar og positioner bliver centralt. Barnet lærer ikke blot regler, men hvordan regler kan anvendes til ens egen eller gruppens fordel. Ikke nødvendigvis i opposition til dem, men i spændingsfeltet mellem formel norm og faktisk praksis.

    Fodbolden illustrerer denne dynamik tydeligt. IFAB’s regelsæt fastslår, at simulation og vildledning af dommeren er usportslig adfærd og skal sanktioneres (IFAB, 2023). Alligevel er simulation en udbredt del af spillets praksis, ofte forklaret som erfaring eller spilforståelse. Dermed opstår der en forskydning mellem norm og kultur. Barnet lærer ikke kun, hvad reglerne foreskriver, men hvad der faktisk accepteres i praksis. Det er netop i dette spændingsfelt, at den instrumentelle situationsetik får social betydning: Barnet lærer ikke kun reglen, men også hvordan situationen kan afgøre, om reglen faktisk får betydning.

    Den belgiske cyklisten Jens Debusschere från Team Lotto Soudal cyklar på den berömda sträckan Careffour de l’Arbre under Paris-Roubaix 2015. (Shutterstock/Radu Razvan)

    Som kontrast kan rugby fremhæves. Her forsøger man institutionelt at fastholde en tættere kobling mellem værdier og praksis. Rugby forsøger ikke blot at formulere værdier, men at gøre dem synlige og levende i selve praksissen. World Rugby fremhæver blandt andet integritet, respekt og disciplin som centrale værdier, der ikke blot er deklarative, men integreret i sportens struktur (World Rugby, n.d.). Pointen er ikke, at rugby er fri for gråzoner, men at sporten aktivt forsøger at reducere afstanden mellem det sagte og det levede. Det synliggør, at problemet ikke er sport som sådan, men sportskulturer hvor fordel gradvist får forrang over princip.

    I denne sammenhæng bliver magt et centralt analytisk begreb. Fordele som motorpace er ikke tilfældigt fordelt, men knyttet til position og adgang. Dermed bliver sport ikke alene et spørgsmål om præstation, men også om strukturelle betingelser. Når sådanne fordele kan anvendes uden modreaktion, lærer barnet noget grundlæggende om magt: at den ikke kun handler om regler, men om evnen til at skabe og blive i en fordel og få den til at fremstå legitim.

    Sport fremstilles ofte som et dannelsesrum – et sted for fællesskab, karakter og udvikling. Richard Giulianotti beskriver eksempelvis, hvordan sport inden for Sport, Development and Peace-feltet anvendes som et “socio-cultural tool” (Giulianotti, 2011, s. 208). Men netop forestillingen om sportens sociale betydning skærper spørgsmålet: Hvilken etik er det egentlig, sporten socialiserer os ind i? Hvis sport i praksis lærer børn, at det afgørende ikke er, hvad der er rigtigt, men hvad der virker, rækker problemstillingen langt ud over sporten selv.

    Det er derfor ikke tilstrækkeligt at reducere diskussionen til en enkelt hændelse. Efter 4. etape af Romandiet Rundt pegede Valentin Paret-Peintre på, at problematikken ikke var isoleret, men gentagende, og antydede dermed, at fordel kunne være en del af løbets struktur (CyclingNews, 2026). Pointen er ikke at placere skyld hos enkeltaktører, men at få øje på de mønstre, der gentager sig.

    Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvad børn lærer. Spørgsmålet er også, hvad vi som voksne har lært at acceptere. For hvad sker der med vores egen dømmekraft, når vi igen og igen ser, at en fordel kan blive stående, hvis blot den kan forklares? Og hvor ofte reproducerer vi selv den samme logik i vores egne fællesskaber og institutioner?

    Problemet er derfor ikke konkurrencen i sig selv. Kampen er en nødvendig del af idrætten og en del af idrættens ånd. Spørgsmålet er, hvad børn internaliserer, når deres idoler igen og igen viser, at det kan betale sig at blive i en fordel, hvis situationen tillader det. Her forskydes kampens kultur. Fra en livgivende kamp, hvor modstanderen respekteres, til en mere instrumentel kamp, hvor det afgørende bliver at udnytte situationen bedst muligt.

    Når børn ser dette, lærer de ikke kun noget om sport. De lærer noget om regler, ansvar, autoritet og andre mennesker. Derfor er det ikke nok at lære børn reglerne. De må også øve sig i den kampkultur, reglerne skal leves i. Hvis vi vil styrke dannelse, dyder og ansvar i børns fællesskaber, er idræt og bevægelse et oplagt sted at begynde.

    Måske er det netop her, sportens dannelsesløfte står sin prøve. For sport og idræt kan være noget livgivende. Et sted hvor vi lærer at stå sammen, tage ansvar og bære hinanden. Men det kræver også, at vi tør stille det grundlæggende spørgsmål: øver vi os i at stå fast på det rigtige – eller i at blive i det, der virker?

    Copyright © Johannes Hald Møller 2026

    Referenser

    CyclingNews. (2026, 3. mai). “If the organisers want to make Pogačar win, that’s their choice”: Motorbikes under fire again at Tour de Romandie as Paret-Peintre and Rodríguez complain for different reasons. https://www.cyclingnews.com/pro-cycling/teams-riders/if-the-organisers-wantto-make-pogacar-win-thats-their-choice-motorbikes-under-fire-again-at-tour-de-romandie-asparet-peintre-and-rodriguez-complain-for-different-reasons/
    Domestique Cycling. (2026, 15. april). Motorbike influence questioned in Pogacar’s Roubaix comeback: “We were riding 15kph faster”. https://www.domestiquecycling.com/en/news/motorbike-influence-questioned-in-pogacarsroubaix-comeback-we-were-riding-15kph-faster/
    Giulianotti, R. (2011). Sport, peacemaking and conflict resolution: A contextual analysis and modelling of the sport, development and peace sector. Ethnic and Racial Studies, 34(2), 207–228.
    The International Football Association Board. (2023). Laws of the game 2023/24. https://www.theifab.com/laws/latest/fouls-and-misconduct/#disciplinary-action
    World Rugby. (n.d.). Rugby’s values. https://www.world.rugby/organisation/about-us/values

    LEAVE A REPLY

    Please enter your comment!
    Please enter your name here

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

    Translate »
    @media print { @page { size: A4 !important; } }