Rudolf Labans dansteoretiska arv

’The Laban Sourcebook’ er baseret på publicerede og ikke-publicerede tekster af Laban for perioden 1912 -1958. Kildeteksterne er præsenteret og i nogle tilfælde også oversat af bogens 12 forskellige forskere, dansere og/eller bevægelsesterapeuter, som på forskellig vis alle er ’Laban-specialister’. I bogens 22 kapitler snor skribenternes introduktioner og forklarende intermezzoer sig ind og ud imellem kildeteksterne, således at den udvalgte Laban-tekst kan forstås både i forhold til den sammenhæng teksten oprindelig var præsenteret i og i forhold til Labans samlede arbejde. Som bogens redaktør Dick McCaw skriver i introduktion, så er det hensigten med antologien, at identificere og præsentere principper, begreber og temaer gennem hvilke Laban formulerede sine overvejelser. Antologien skulle derved gerne præsentere et overblik samt kunne danne afsæt for en videre udforskning af Labans arbejde. Bogen lever helt klart op til disse intentioner. Sagt på anden vis så er der nu endelig en bog der både kan fungere som opslagsbog samt giver mulighed for at læse sig ind i en større forståelse af den livsfilosofi, der ligger vævet ind i Labans bevægelsesarbejde.

Gennem kapitlerne fremstår det klart, at det er væsentligt at vide, at Choreutics henviser til studiet af bevægelsens ’rumlige form’ (spatial form) og form ændring, mens Eukinetics svarer til det, der i Labans senere arbejde omtales som Effort, henviser til studiet af bevægelsens dynamisk-ekspressive udtryk. Disse to overordnede kategoriseringer er udsprunget af Labans grundlæggende ide om, at enhver bevægelse består af adskillige spændingsretninger, der fortløbende og gensidigt ud-balancerer hinanden i bevægelsens fortsatte flux (se eksempelvis beskrivelserne s. 58 og s. 99). Lidt groft opdelt kan man sige at Choreutics primært fokuserer på disse spændingsretninger set ’udefra’, mens der i Eukinetics/Effort området fokuseres på, hvordan det ekspressive udtryk er forbundet med bevægelsens spændinger oplevet ’indefra’ for bevægeren. Andre af de præsenterede begreber fremstår mere poetiske beskrivende end klart defineret. Ligeledes er der begreber, eksempelvis Choreology, der umiddelbart fremstår med forskellig betydning afhængig af hvilken skribent, der introducerer det (eksempelvis kap 7, s 131 og kap. 11 s. 181-182). De poetiske beskrivelser samt flertydigheden for mange af begreberne, både som de anvendes af Laban selv og af skribenterne, er dog samtidig kendetegnende for hele Laban området. På den vis afspejler antologien også den fortolknings kompleksitet, som knytter sig til Labans bevægelsesarbejde i en nutidig sammenhæng.

Det ville være relevant om blot nogle af skribenterne også relaterede Labans arbejde til en historisk eller kropsteoretisk perspektivering af hans grundlæggende livsfilosofi og overordnede visioner.

Det er min erfaring, at når der arbejdes med Laban som et tema i forbindelse med idrætsundervisningen så er det oftest effort kategorierne, der fokuseres på. Det vil sige, Laban’s beskrivelser af forskellige bevægelsenskvaliteter anvendes som grundlæggende principper for at undersøge og variere et bevægelsesudtryk. Hans grundlæggende ideer om harmoni, rytme og balance (space-harmony) og hans arbejde med bevægelsesskalaer er derimod sjældent nærværende for den konkrete idrætspraksis. Det har unægtelig også, før denne antologi kom på gaden, været svært som underviser at finde en bog, der giver et indtryk af hvad Labans arbejde ’ellers’ indeholder – og dermed kunne få mulighed for at overveje, om man som underviser eventuelt vil anvende eller forholde sig til andre aspekter af Labans arbejde i undervisningen.Antologien er bygget kronologisk op omkring Labans virke i henholdsvis i Schweiz og Tyskland (1910-37 ) og England (1938-1958). Overordnet beskrevet, så var Labans arbejde, i den første periode primært fokuseret på udbredelsen af den moderne dans, på at opbygge eksempelvis institutioner og netværk, samt iscenesætte bevægelsesoptog og bevægelseskor (primært beskrevet i kapitlerne 1-11). I den del af hans liv, hvor han befandt sig i England var hans fokus i højere grad rettet mod en bredere anvendelse, specielt hvordan hans bevægelsesarbejde kunne anvendes i skoler, industrielle arbejdssammenhænge og terapeutisk regi (primært beskrevet i kapitlerne 12- 20).

Det kan vel næppe komme som nogen historisk overraskelse, at Laban også på mange måder var ’barn af sin tid’, og det inkluderer, at han som mange andre af pionererne for den moderne dans i Europa såvel som USA var optaget af, at undersøge og beskrive bevægelsens iboende drive, flow og udtryk i forhold til universelle regler og sammenhænge. Sammenlignet med de krops og kulturforståelser, der er på spil i nutidig danseforskning, så fremstår hans livsfilosofi og idealer således relativt idealistiske, en del romantiske og lettere kulturimperialistiske. Dette fremgår af de udvalgte kildetekster på nuancerede måder. Lad mig komme med et nogle eksempler:

• Der er en generel stræben efter at nå frem til en universal forståelse af bevægelse. Dvs. Laban fokuserer ikke som sådan på at beskrive eksempelvis ’countermovement’ og ’succesions in movements’ men på en afdækning af ”the law of countermovement and the law of succssion” (s. 93).
• Der er en konstant higen efter det oprindelige – det være sig såvel barndommen (”our true nature” , s. 69) som forhistoriske tider (specielt det græske romer rige). I forlængelse af denne forståelse er det centralt for Labans arbejde at bevægelsens logik og iboende harmoni forstås som værende present i bevægerens underbevidsthed (”the language of movement is present in our subconscious”, s. 125).
• Træningen af Labans standardiserede bevægelsesskalaer (de henvises i øvrigt også til som ’kinespheric scaffolding’, s. 186) har altid været svære at ’læse’ sig til en forståelse af. For at forstå hvordan ’icosahedron’en (en polyeder med 20 flader) er central for skalaerne, så fordrer det, at man er i bevægelse i salen/studiet sammen med en, der er kender skalaen i praksis. (hvilket der i øvrigt også gøres opmærksom på i flere af kapitlerne.) I Labans forståelse af ’space-harmony’ kan den spatielle form forstås som bevægelsens melodi og de(n) tilhørende effort-kvaliteter som rytmen. Disse er så sat sammen i skalaer, der kan sammenlignes med musikkens harmonier. Labans intention med bevægelsesskalaerne er at bevægeren via sin træning af disse skalaer vil frigøre kapaciteter for sit bevægelses og følelsesliv (s. 181-183). Ligeledes understreger han at træningen af standard skalaer svarer til at træne basis elementer for stort set alle bevægelsesmåder (s.192).
• Videre, så er det interessant læsning at følge Labans mere terapeutiske relaterede beskrivelser af forskellige personers præferencer i den måde de bevæger sig – ikke mindst hvordan han videre foreslår bestemte bevægelses øvelser, eksempelvis bestemte effort kategorier personen bør eller ikke bør ’træne’ i forbindelse med såvel rehabiliterende som frigørende forløb (kapitel 20 ).

Det ville være relevant om blot nogle af skribenterne også relaterede Labans arbejde til en historisk eller kropsteoretisk perspektivering af hans grundlæggende livsfilosofi og overordnede visioner. Ligesom det ville være værdifuldt om vi som læsere i højere grad kunne få et billede af hvilke tænkere, teoretikere, dansere og kunstnere Laban var inspireret af. Som skribenterne gør opmærksom på, så henviste Laban selv i ringe grad til andre, men det forhindrer jo ikke de nulevende Laban specialister i at forholde sig og præsentere fagligt relaterede perspektiveringer. Udover Dalcroze (udviklede et system til at forstå rytme via transformation af lyd til bevægelse) og Feuillet (udviklede et notations system for ballet i begyndelsen af 1700-tallet) som Laban eksplicit relaterer sig til i nogle tekster, så nævnes ganske kort og sporadisk Jung, Steiner og Kandinsky. Filosoffen Henri Bergson nævnes i flere kapitler ligesom det antydes, at der nok er en form for inspiration fra hans tænkning. Alle henvisninger ender dog med at fremstå som overfladiske og har mere karakter af ’namedropping’ end en egentlig faglig perspektivering af den aktuelle Laban tekst.

Præsentationen af de udvalgte kildetekster er basis og kerne-fokus for hele antologien. På sin vis er det derfor et urimeligt krav også at forvente en mere refleksiv og analyserende perspektivering af Labans bevægelsesarbejde, men for eksempel så er Vera Maletic, som er en af de 12 skribenter, på ganske udmærket vis inde på noget af dette i sin egen bog om Laban.[1] En mere analyserende perspektivering burde således være en nærliggende mulighed for nogle af skribenterne. Man kan selvfølgelig diskutere frem og tilbage, hvor megen perspektivering det er rimeligt at forvente i en kilde baseret bog, men uanset hvad, så er det en anelse beskæmmende, at der flere steder ’popper’ påstande op, der brillerer ved en vis mangel på kritisk analyserende eller perspektiverende forståelse af Labans bevægelsesarbejde. Anna Carlisle formår således tilslut i sit bidrag, at fastslå, at stort set al danseaktivitet af i dag (underforstået i UK) skyldes Labans arbejde: ”the interest in somatic studies, the blurring of boundaries between amateur and professional dance, the rice of in the popularity of site-specific works and the enormous growth in what is currently termed ‘Community Dance’, all point back to Laban’s genius…” (s. 243). Når det indimellem, mens man læser bogen, kan være svært at huske, om det nu er Labans tekst eller skribenten, der skriver, så er det, som det fremstår implicit af ovenstående citat af Carlisle, ikke kun et spørgsmål om form men i flere kapitler også et spørgsmål om indhold.

Bogens sidste kapitel (kap 21) er mere kritisk reflekterende og berører kort nogle af de selvmodsigelser og paradokser, der findes både i Labans bevægelsesarbejde og i den måde han arbejdede på. McCaw har i dette kapitel en interessant beskrivelse af, hvorfor Labans koreografi bestilt til åbningen af de olympiske lege, Berlin 1936 , ikke falder i Goebbels smag. Jeg vil vælge også at læse dette sidste kapitel som en stafet, skribenterne i denne bog hermed giver videre. Sagt på anden vis antologien udfylder et stort behov for at kunne skabe sig et overblik over Labans bevægelsesarbejde, ikke mindst det begrebsunivers han etablerede. Nu mangler vi så bare en mere kritisk reflekterende og analyserende antologi med fokus på, hvordan vi kan forstå og bruge Labans arbejde i forhold til undervisning, terapi og forskning af i dag – i en nutidig kontekst.

© Susanne Ravn 2012.