Habil men tråkig instruktionsbok

0
Anne-Merete Kissow
Handicapidrættens Videnscenter, Roskilde 



Lauren J. Lieberman & Cathy Houston-Wilson
Strategies for Inclusion: A Handbook for Physical Educators
212 sidor, hft., ill., CD-ROM.
Champaign, IL: Human Kinetics 2009
ISBN 978-0-7360-6247-3


Inklusion, forstået som processen at undervise børn og unge med og uden funktionshæmning sammen i alle sammenhænge, er en stærk intention og en politiske målsætning i de nordiske lande. Det indebærer imidlertid en pædagogisk udfordring for lærere i skolen, og derfor er der behov for litteratur, som kan give vejledning og inspiration til denne proces. I de seneste år er der internationalt udgivet en lang række bøger, der handler om inklusion i forhold til idrætsundervisningen i skolen. Bogen ’Strategies for Inclusion’ er en af disse. Første udgave af bogen udkom i 2002, og med denne udgave fra 2009 har forfatterne haft til hensigt at udvikle en ressource med mange praktiske eksempler og strategier for planlægning og vurdering, som er lette at anvende i praksis af idrætslærere, coaches, støttelærere, professionelle i rehabiliteringen, studerende inden for disse områder og forældre til børn med funktionshæmning.

Hovedformålet med bogen er imidlertid at introducere skolens idrætslærere til de mange muligheder for tilpasning af aktiviteter, der kan sikre en inkluderende idrætsundervisning og dermed fuld deltagelse for elever med nedsat funktionsevne.

Bogen består af to dele. I første del (kapitel 1-7) findes baggrundsviden og en vejledning til at planlægge inkluderende undervisning i den almindelige idrætsundervisning. Man præsenteres for en kort historisk gennemgang af lovgrundlaget for inklusion i USA og lærernes rolle og ansvar i inklusionsprocessen. Der er et kapitel om tests, som af forfatterne betragtes som nøglen til effektiv instruktion i undervisningen. Begrebet individuelle læreplaner og idrætslærerens rolle i den sammenhæng diskuteres, og strategier til at tackle adfærdsmæssige problemer og fremme passende opførsel hos eleverne behandles. Der gives en basal introduktion til filosofien bag tilpasning af aktiviteter, og principperne for, hvordan man tilpasser i praksis, præsenteres. Anvendelse af støttepersoner i undervisningen behandles i et særligt kapitel, og her fokuseres på den rolle, støttelærere, kammerater, lærerstuderende og bedsteforældre kan tildeles med henblik på at skabe de bedste betingelser for, at elever med funktionshæmning kan deltage i idrætsundervisningen på lige fod med de andre i klassen. Første del afsluttes med et kapitel om, hvordan man generelt skaber et godt læringsmiljø, når der er elever med funktionshæmning i elevgruppen. Herunder berøres også kort nogle medicinske problemer, man efter forfatternes opfattelse skal være opmærksom på i idrætsundervisningen.

Men meget af indholdet er rettet mod en amerikansk undervisningstradition og kan efter min vurdering ikke direkte overføres til de skandinaviske skoler.

Alle kapitler i bogens første del indledes med et kort scenarium fra praksis, som skal spore læseren ind på den problemstilling, der bearbejdes, og gøre den efterfølgende tekst meningsfuld. Derefter præsenteres kapitlets læringsmål i punktform. Denne systematik vil højt sandsynligt vær en god hjælp for bogens målgruppe, ligesom der for de fleste vil være inspiration at hente i den efterfølgende tekst. Indholdsmæssigt bevæger teksten sig dog på et meget overordnet niveau, hvor begreber ganske vist præsenteres, men forfatterne når ikke til en nuancering af de problemstillinger, der knytter sig til at gennemføre inkluderende undervisning.Anden del (kapitel 8-11) giver en række ideer til tilpasning af aktiviteter, der kan anvendes i undervisningen suppleret med tests af elevens niveau på det konkrete område. Det er eksempler, der er ment som udgangspunkt for, at læseren selv kan udvikle flere ideer. Der præsenteres aktiviteter inden for områderne basale motoriske færdigheder, færdigheder indenfor holdsport, træning og fitness samt fritidsaktiviteter som bowling, fiskeri, klatring, vandring og skating.

Aktiviteterne er opstillet i skemaer med rubrikker, der giver forslag til, hvordan man kan tilpasse med hensyn til rekvisitter, regler, omgivelser og instruktion. Vurderingen af elevens niveau er ligeledes sat ind i et skema. Denne form har sandsynligvis til hensigt at lette overskueligheden, men det kan virke som en lidt stiv arbejdsform og kræver nok, at man som underviser er vant til at bruge skemaer i sin planlægning, hvis man skal finde den brugbar.

Hele denne del af bogen fremstår med et meget ensartet lay-out uden illustrationer, og det kan kræve en særlig indsats at at læse sig ind i de mange skemaer, uden at man har billeder eller tegninger at støtte sig til.

Sidst i bogen findes ti appendix-afsnit med information om en række meget forskellige temaer, som læreren kan bruge i sin planlægning af inkluderende idrætsundervisning. Disse informationer er rettet mod læsere i USA og har sparsom relevans for læsere fra andre nationer.

En medfølgende CD-ROM indeholder de skemaer, som udgør bogens anden del. Desuden findes en række formularer, som læreren kan bruge i forhold til aftaler med f.eks. støttepersoner samt checklister til brug i undervisningen.

Bogen giver et godt overblik over de forhold, der kan bidrage til at skabe en vellykket inkluderende idrætsundervisning, og for den lærer, der ikke er bekendt med feltet, er der sikkert nyttig information og brugbare ideer at hente. Men meget af indholdet er rettet mod en amerikansk undervisningstradition og kan efter min vurdering ikke direkte overføres til de skandinaviske skoler. Og det præsenteres desværre i et farveløst lay-out, der ikke pirrer læserens nysgerrighed eller sans for æstetik.

’Strategies for Incluison’ er en habil redskabs-bog for idrætslærere inden for et meget relevant område. Men det er ikke en fagbog, der når ikke længere eller tilbyder mere end dem, vi har set tidligere på feltet.

I Skandinavien har vi efterhånden mange praktiske erfaringer med inkluderende undervisning i idræt i skolen, samlet gennem 10-15 år. Jeg mener, at vi har behov for en nuanceret debat om filosofien bag inklusion på baggrund af disse erfaringer. Og jeg ser frem til, at en bog der tager fat på den debat, ser dagens lys.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

© Anne-Merete Kissow 2011.


Hitta bästa pris på boken hos Prispallen.se
Kjøp boken fra Capris.no
Sammenlign priser på bogen hos Pensum.dk
Buy this book from Amazon.co.uk
Buy this book from Amazon.com

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.