Stiens fænomenologi – friluftsliv mellem natur og kultur: Om en ph.d.-afhandling fra Norge

Henning Eichberg
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Friluftslivets klassiske diskurs bevæger sig mellem menneske og natur. Annette Bischoff har i sin ph.d.-afhandling, som er blevet til på Høgskolen i Telemark, Bø, valgt et mere ambitiøst greb ved at rette opmærksomheden på stien. Stien forbinder naturen ”derude” og menneskenes kultur. Mennesket møder på stien landskabet via et mellemrum af egen art. Dermed er der på en spændende måde lagt op til at tænke noget tredje.

Krops- og mellemfænomenologi – møde, sammenhæng og stemning

Metodisk har afhandlingen valgt en fænomenologisk tilgang – nærmere sagt: kropsfænomenologi, og dette med tilslutning til Jean Paul Sartre og især Maurice Merleau-Ponty. Kernen af fænomenologien er ”at gå til sagen selv”. Afhandlingen håndterer denne fænomenologiske tilgang på en imponerende måde. Den står dermed i kontrast til den meget udbredte akademiske fænomenologi, der ”går tilbage til fænomenologerne” i stedet for tilbage til fænomenerne.

Ud fra stien lægger afhandlingen op til en slags mellemfænomenologi, en fænomenologi af at være imellem. Her spiller begrebet ”møde” en central rolle. For at italesætte dette mødets fænomenologi lader afhandlingen sig inspirere af den oplevelsesanalyse, som Søren Nagbøl har udviklet som ”scenisk oplevelse”.

Når afhandlingen beskriver og analyserer menneskenes møde via stien, spiller ”sammenhæng” en central rolle. Fokus på sammenhæng kunne friste til en luhmannsk systemteoretisk tilgang, men denne valg undgår afhandlingen, og dette for gode grunde. Snarere holder fortællingen sig til forsøget, gennem poetisk sprog at fange det førsproglige (med Gaston Bachelard som reference). Afhandlingen prøver hermed at undgå systemteoriens abstrakte begreber som ”individ” og ”faktorer” og taler i stedet om ”mennesket” og komplekse sammenhæng.

Men hvordan italesætter og differentierer man disse sammenhæng, således at der ikke bare alt hænger sammen med alt? Her er der tale om materialitet, fakticitet, det flygtige – og især stemning. Stemningen og sproget spiller f.eks. sammen, hvor man på stien vender sig ”ud” mod havet eller ”ind” mod skoven. Ind eller ud, skov eller hav – der er stemning til forskel. Stemningerne er præget af nuancer og paradokser, hvor mennesker objektiverer, eksternaliserer og internaliserer sanselige indtryk

At tænke gennem gang på fødderne

Denne analytiske tilgang udfolder og konkretiserer Annette Bischoff gennem introspektive iagttagelser og gennem samtaler med tur-partnere under eller i sammenhæng med vandringer på stier. De empiriske kapitler tematiserer først stiens kultur og kulturelle differentiering (kap. 5) og så stiens materialitet og det flygtige (kap. 6). Kapitlet om menneskets møde med stien og med landskabet (kap. 7) beskriver menneskenes projekter og forventninger. Her differentieres der mellem fire forskellige tilgange: den fysisk-kropslige, den æstetiske, den kundskabsbaserede og den følelsesmæssig-poetisk-meditativ-åndelige tilgang. Dette – og især den sidstnævnte tilgang – fordybes gennem et kapitel om naturoplevelsen (kap. 8), som dokumenterer naturoplevelsens romantiske dimensioner. Den empiriske undersøgelse afsluttes gennem iagttagelser om friluftslivspolitik, forvaltning og stiernes tilrettelæggelse (kap. 9).

I det sidstnævnte kapitel konkluderer afhandlingen politisk. Her belyses kritisk den dominerende forvaltningsrationalitet, der opfatter sig selv som neutral, men ved nærmere betragtning følger sin egen ideologi. I opgøret med denne forvaltningsideologi udvikler afhandlingen især tre argumenter. (1.) Forvaltningsrationaliteten er domineret af synet, af det at se, det visuelle, altså tilskuerperspektivet. (2.) I kontrast til dette efterlyser afhandlingen en større opmærksomhed på turvandrernes relationer; en differentierende og kritisk didaktisk relationsanalyse burde leve op til den forskellighed, som brugerne af stier repræsenterer. (3.) Først denne omorientering kan bevirke, at stierne virkeligt er for alle, universelle. Her går demokratiske og romantiske elementer sammen med blik på et friluftsliv for alle.

Fænomenologi mellem den akademiske angst-verden og holismen

Afhandlingen er ikke alle steder konsekvent i sin fænomenologiske tilgang. F.eks. tales der i stedet for ”mennesket” nogle steder alligevel om ”enkeltindividet” og om ”faktorer”. Dette sprogbrug hører snarere positivismen eller systemfunktionalismen til, lige som visse referencer til det ”neurosociale system”, som ”påviser” (forklarer?) fælles oplevelse. Især i det ellers meget vigtige politisk-kritiske kapitel 9 er der en vis tendens til at vende tilbage til ”det enkelte individ” som modvægt imod forvaltningsrationaliteten. Mens dette nok skyldes, at afhandlingen holder sig (alt for) tæt til de citerede politiske kildetekster, giver de analytiske ”positivismer” stof til dybere eftertanke om. Hvordan påvirker den akademiske mainstream-tænkning den fænomenologiske analyse?

Universitetet er en angstproducerende institution. ”Du er ikke god nok”, hører de studerende fra starten, og på de avancerede kvalifikationsniveauer forstærker den aktuelle praksis af peer-reviewing ofte denne stress. Forskeren skal sikre sig og tilpasse sig – og dette fører typisk til autoritetscitater fra den ”anerkendte” litteratur. Analysen skal ikke stå på egne ben, og det er nok ad denne vej, at mainstream-begreber som ”enkeltindividet”, ”faktorer”, ”funktioner”, ”system”, ”data” og ”forklaring” kan snige sig ind i en fænomenologisk analyse, hvor de grundlæggende ikke hører hjemme. Som sagt, Annette Bischoffs afhandling holder overvejende kursen. Men der er dog enkelte steder, hvor det ”glider”, og dette gør opmærksom på det større problem, som fænomenologien i det akademiske univers er konfronteret med.

På den anden side, stik modsat positivismen, truer holismen. Dette kan ses i kapitlet 8, som i kontrast til afhandlingens konkrete fokus på stien bevæger sig ud i naturoplevelsen mere generelt og i det holistiske. Det er heller ikke uproblematisk. Ganske vist er det oplysende, da det karakteriserer afhandlingens baggrund i friluftslivets nyromantiske tradition i Bø (Bjørn Tordsson) og dens sammenhæng med dybdeøkologien (Arne Næss). Men analytisk og begrebsmæssigt forbliver denne del lidt tåget og mystificerende. Stikord som spirituel, religiøs, åndelig, meditativ, følelser, forbundethed, ego-transcendens, universfølelse, sammenhæng i tid, relationer etc. svirrer gennem luften, uden at deres sammenhæng og modsigelser bliver nærmere konkretiseret.

Sammenligning, modsætninger, historie – ?

Denne holistiske ”helhed” kunne være undgået ved mere konsekvent et bruge sammenligningen som metode. Afhandlingen gør ofte opmærksom på forskelle mellem de enkelte menneskers eller gruppers naturoplevelse og på stiernes mangfoldighed. Dette kunne gennem komparative cases blive udfoldet på en mere overbevisende måde. Antydningsvist sker det, hvor afhandlingen sammenligner vandrerens bevægelse ”ind i skoven” med bevægelsen ”ud til havet”. Men der ligger langt mere mulig erkendelsesgevinst i den komparative metode. Systematisk sammenligning kunne især hjælpe til at undgå dilemmaet mellem det holistiske (”alt hænger sammen med alt”) og det pointillistiske (”alt er så forskelligt”).

Gennem komparativ metode kunne man desuden have undgået den uspecificerede omgang med ord som ”vi” og ”vores”. Hvem er ”vi”, der oplever stien og naturen? Her kunne en mere systematisk opmærksomhed på modsætninger og modsigelser føre videre, altså en mere dialektisk fremgangsmåde. Bl.a. er afhandlingen ret uopmærksom, hvad angår eventuelle kønsmæssige differentieringer. Dette er et legitimt valg, men fortjener alligevel en bemærkning, netop med blik på den norske forskning (Kirsti Pedersen).

Sidst men ikke mindst kan man savne en mere historisk tilgang. For eksempel: Friluftslivets Bø-skole og den norske dybdeøkologi er historisk opståede, har et bestemt sted i den moderne kulturs historie og har historisk forandret sig. Sti-forvaltningen er også et politisk-historisk fænomen. Og stemningen har sin særegen historie siden romantikken omkring år 1800. Opmærksomheden på denne historiske dimension kunne oplyse om en vigtig kulturel dynamik, men kommer her for kort.

De nævnte svagheder – tendens til holisme, mangel af modsætningstænkning, mangel af historisk tilgang – har afhandlingen nok arvet fra fænomenologiens tradition. De er samtidig den traditionelle fænomenologis begrænsninger, og dem skal der arbejdes med i fremtiden. Samtidig åbner Annette Bischoffs afhandling dog selv op i nye retninger. Den belyser forholdet mellem menneske og natur på en ambitiøs og original måde. Og den viser, hvad den fænomenologiske metode kan – og hvordan fænomenologien yderligere kunne udvikles.

Copyright © Henning Eichberg 2013
Foto @ Peter Jørgensen