En invitation til idrætslærere/-undervisere: Giv medindflydelse og skab rum for kreativitet

Stine Degerbøl
TEACH – Teaching Centre Humanities, Københavns Universitet

Kære idrætslærer/-underviser, her er noget at hente, hvis du vil have indspark til din tilgang til og metoder i idrætsundervisningen. Matilda Lindberg har som ph.d.-studerende foretaget et aktionsforskningsprojekt for at undersøge ’ways of empowering pupils in physical education through circus’. Matildas kontekst er mellemtrinet i den svenske folkeskole, men både som idrætslærer i den danske folkeskole på alle niveauer og som gymnasielærer i dansk kontekst, kan du med fordel læse– uanset om du bryder dig om cirkus eller ej: Det er et fantastisk bidrag til idrætsfaglige betragtninger på læringsmål og formål, og deraf indhold i idrætsundervisningen. Også jer, der uddanner idrætslærere/-undervisere, kan læse med. Fortsæt læsningen, hvis du vil tænke med if. til at give plads til demokratisk dannelse og kreativitet i (din) idrætsundervisning.

Måske tænker du: Dannelse i idrætten, det er hørt før. Ja, overvejelser og tanker om, samt didaktiske greb til medborgerskab aka ’empowerment’, medindflydelse og demokratisk dannelse er heldigvis tilbagevendende, og fortsat væsentlige, og derfor værd at holde i live og give nye udtryk og former, for idrætsfagets fortsatte berettigelse i et dannelsesperspektiv.

Både Matilda og jeg er vilde med cirkus – som kunstform og som pædagogisk aktivitet. Jeg selv er tidligere akrobat, og skrev som idrætsstuderende i 2002 min første opgave om cirkus som pædagogisk aktivitet, et spor der har fulgt mig siden. Matilda giver cirkus som pædagogisk aktivitet opmærksomhed med blik for ’ways of empowering pupils’. Det er en ph.d., der bidrager med væsentligt nyt, samtidig med at den indskriver sig i den skandinaviske pædagogiske tradition for demokratisk dannelse: ’Democratic teaching methods’. Samtidig peger Matilda på, som en del af undersøgelsens afsæt, at idrætsundervisning mange steder fortsat beklageligvis er teacher-centered, i modsætning til det øvrige uddannelseslandskab, der i højere grad orienterer sig mod student-centered learning. Om det er tilfældet eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men giv det gerne en tanke: Er din undervisning primært teacher-centered eller student-centered?

Med egen erfaring fra idrætsundervisning, er Mathilda ret præcis i sin appel til idrætslærerne: ’Finding ways to empower pupils means finding ways for teachers to share power equity with pupil’.

Matilda har noget på sinde: Hun stiller sig selv på gulvet med sine cirkusrekvisitter. Hun afprøver hvordan cirkus kan indgå i idrætsundervisningen. Hun foreslår ændringer. Så, tak, Matilda

• • for at bringe cirkus ind i idrætsundervisningen,
  • for at pege på demokratiske undervisningsmetoder i idrætsundervisningen,
  • for at udfordre dominerende normer i idrætsundervisning,
  • for at tro på børnenes idéer ,
  • for at give børn mulighed for at deltage nysgerrigt undersøgende,
  • for at tro på, at idrætsundervisning kan være fuld af kreativitet.

Mathildas ærinde er pædagogisk, men det skal vise sig, at det slet ikke er så nemt at få de gode idéer til at slå rod og gro, fordi ’[t]he findings reveal that empowering pupils can be challenging because of prevailing norms in school.’ Vi aner en underliggende værdikamp her. Jeg vil undlade/skåne jer for at opridse nycirkus’ historik og iboende værdier, som bevæggrund for at lade netop denne genre repræsentere et modsvar til gældende normer. Andre genrer kan lige så vel indgå med samme argument/er: Eksempelvis, den efterhånden klassiske, subkulturelle idræt parcour. Jeg vil her fremhæve Matildas pointe om, at det er afgørende at sørge for at cirkus’ kerneværdier føres med over i den etablerede idrætsundervisning, uanset hvor modstridende det kan synes, på grund af dertilhørende traditioner og normer. De værdier, Matilda betoner er det eksplorative, ikke-konkurrerende samt ikke hierarkiske strukturer. Andre karakteristika kunne også fremhæves, men det vil føre for vidt at gå videre med her. If. til hierarkiske anviser Matilda, at underviseren kan agere mellem forskellige roller, der netop opløser vante hierarkier. Med henvisning til en observation fremkommer det, at

Circus artists alternate between instructing and collaborating with children in circus training: One minute they are teachers, giving a supporting hand when some walks the tightwire. The next, they are playing together with the participants, mutually exploring and creating new tricks. (Löf, 2021, p. 154: In.: Lindberg, s. 29).

Det foreslås måske ikke direkte, men sådanne rolleskift kan tænkes med i tilrettelæggelsen og afvikling af også din idrætsundervisning.

Med egen erfaring fra idrætsundervisning, er Mathilda ret præcis i sin appel til idrætslærerne: ’Finding ways to empower pupils means finding ways for teachers to share power equity with pupil’. Så kære idrætslærer, vil du give dig selv et øjeblik til at overveje: Hvornår har jeg sidst delt min magt med mine elever? Hvornår har jeg givet mine elever (reel) medindflydelse? Nok er Matildas afprøvninger og rekvisitter hentet fra cirkus, men spørgsmålene kan besvares på mange måder.

Trods besværligheder med at forene kultur- og værdiforskelle viser det sig, at cirkus i idrætsundervisningen kan øge ’critical thinking and acting upon how education is constructed and conducted’. Så igen kære idrætslærer, vil du være med til at give det en tanke, hvordan du, med hvilke bevægelsesaktiviteter, kan bidrage til dine elevers kritiske sans i et dannelsesperspektiv?

Det er en fornøjelse at læse Matildas bidrag til idrætsfaget som skolefag, og hendes overvejelser over tilgange, form og indhold samt hendes ærlige tilkendegivelser af de udfordringer hun møder i sine bestræbelser på at give medindflydelse og skabe rum for kreativitet. Vi har tendens til at hylde succeser, og det er skønt at opleve denne åbenhed, akademisk. Således gør hun det hun skriver om: Vi skal turde afprøvninger uden sikre løsninger, som kreativt mindset. Det er præcis hvad Biesta fremfører: ’The concept of risk in education’. Og netop Biesta er ét bærende teoretisk afsæt i afhandlingen sammen med Hart’s stigemetafor for deltagelse/sformer (slightly besynderlig kombination, men lad nu det ligge). Der er noget iboende og en sejlivet kliché omkring cirkus if. til risk/s og risktaking. Hvis vi skal holde os til læringsperspektivet, så forbinder Matilda elegant Biestas tænkning til en anden cirkusforsker, der ligeledes har forholdt sig til cirkus’ potentiale som pædagogisk aktivitet (omend ’social circus’): Bessone betoner, at

The educational value of circus arts lies in the emphasis on creativity, celebrating inventiveness, artistry, and the unexpected character of the learning outcome. (Bessone, In.: Lindberg 2024, s. 18).

Lad os her dvæle ved et ideal om at tillade ’an unexpected character of the learning outcome’, som står i skærende kontrast til den øvrige uddannelseslandskabs fokus på alignment og målstyring.

På slutningen af sin takkeliste (acknowledgements), takker Matilda sine børn for deres åbne sind og deres idérigdom, og hun dedikerer afhandlingen til disse børn og deres generation med håbet om:

That you will experience teaching and learning in PE as an adventure in which you are invited and encouraged to explore, influence, be creative and express yourself in a variety of ways.

Kære idrætslærer/-underviser, kan vi tilbyde den kommende generation det? Kan vi, som det så populært hedder, stå til mål for at give plads til eleverne om at være undersøgende, medskabende og kreative? Hvilke kulturer og perspektiver vil vi lade være bærende?

Matilda forbinder sig til et legende perspektiv. Præsentationen af sin forforståelse rummer et nostalgisk tilbageblik: Hun beskriver hvordan hun gennem/med sin cirkus praksis kunne forlænge barndommen og blive ved ’det legende’. Hun beskriver også, at hun fortsat anlægger ’a playful approach while being physically active’. Det er denne tone af noget legende, der fortsat er bærende og helt essentiel i valget af cirkus som aktivitet ind i idrætsundervisningen: Teaching circus allows me to retain the playful atmosphere that once appealed to me and lured me into the circus world.’ Det er ikke helt tydeligt for mig, hvordan eller om Matilda skelner mellem det legende og kreativitet, eller om de to begreber er mere eller mindre synonyme. Ikke desto mindre er det væsentligt at forholde sig til ’fostering creativity in students, necessitates teachers who are not only creative themselves, but also possess the confidence and courage to take creative risks.’ Vi er her inde på hvad det kræver af læreren/underviseren at kaste sig ud i legende og kreative tilgange. Jeg synes, det peger på, at det ikke er lige tilgængeligt for alle lærere/undervisere, og at det derfor vil være nødvendigt at supplere det eksisterende landskab med kurser, workshops og/eller efter-/videreuddannelse, der rummer disse elementer, uden nødvendigvis at være bundet op på cirkus som aktivitet.

Jeg betragter Matildas ph.d. som en invitation til idrætslærere/-undervisere om at tænke medindflydelse og kreativitet med. Matildas sprudlende entusiasme har en klar afsmittende virkning på mig, og jeg synes at hun lykkes ret godt med at favne forskellige aspekter af at ’[e]mpowering pupils in PE’. Matilda skriver i et let tilgængeligt sprog, og ved at læse Matildas afhandling, kappe rundt om 4 artikler, kan du, som jeg har gjort, tænke med ud fra et læringsperspektiv eller fordybe dig i den beskrevne metodologi. Styrken ligger i ønsket om forandring, mens arbejdet med at få det til at ske, er op til os. Værsgo.

Copyright © Stine Degerbøl 2025