ISSN 1652–7224 Publicerad den 22 februari 2005
Machokultur inom ishockeyn:

Voldtægtskultur i
canadisk ishockey

Alice Riis Bach
Frilansjournalist och författare



Alice Riis Bach
Denne uges skandale i svensk ishockey bør ses i sammenhæng med afsløringerne af bagsiden af NHL medaljen – især fordi de tre landsholdsspillere har spillet i NHL. Hvorfor fortæller sportsredaktionerne ikke historien om den voldtægtskultur, der i årtier har domineret ishockeysporten i verdensmestrenes hjemland. En voldtægtskultur, der i et tabuiseret broderskab stadig dækker over pædofile træneres overgreb på unge håbefulde teenagespillere, gruppevoldtægter af fans og kærester og sadistiske indvielsesritualer helt ned i juniorrækkerne.

Journalisten og forfatteren Laura Robinson, der i 2002 fik Play the Game prisen i Danmark, udgav i 1998 bogen Crossing the Line – Violence and Sexual Assaults in Canada's National Sport. Hun begyndte sit afslørende arbejde af voldtægtskulturen i miljøet omkring de canadiske junior og senior ishockeyhold med en tilfældig sag i 1992. Alt for mange piger – mange af dem fans eller kærester med ishockeyspillerne – har været udsat for gruppevoldtægt og vold. Laura Robinson bestemte sig for at undersøge, om der var en årsag til, at håbefulde teenagespillere pludselig forandrede sig til bandelignende voldtægtsforbrydere.

To ishockeyspillere fra Swift Current Broncos juniorhold blev i oktober 1989 anklaget for voldtægt af en 17-årige pige. Pigen plejede at gå i kirke, hun var jomfru og kæmpede med indlæringsvanskeligheder. Politiet afhørte hende i to timer uden en voksen værge, og de slap hende først, da de havde fået hende til at sige, at hun måske ikke havde sagt nej. Skolerådgiveren på pigens skole, der var gift med en af ejerne af holdet, kaldte pigen ind på sit kontor og sagde, at de to spillere var gode drenge, de ville aldrig gøre den slags og pigen skulle droppe anklagerne. Ejeren var tidligere partner i det advokatfirma, som skulle have kørt sagen mod spillerne. Men det blev aldrig til en sag, fordi politiet og de lokale anklagemyndigheder vendte anklagen mod pigen og beskyldte hende for falske anklager imod de to ishockeyspillere. Pigen blev dog frikendt i retten efter at spillerne erkendte oral, vaginal og anal indtrængen, og at "der havde være meget blod", men de påstod, at det var efter pigens ønske. Dommeren fastslog, at pigen havde lidt betragtelig fysisk, psykisk og følelsesmæssig overlast, og at hun ikke havde givet sit samtykke. Pigens forsvarer forsøgte at få iværksat en juridisk undersøgelse af sagen, men det blev afvist af det lokale konservative styre i Saskatchewan. Ishockeyspillerne blev hurtigt solgt til hold i andre af Canadas provinser.

Laura Robinson talte med ti andre unge kvinder fra Swift Current, som havde været udsat for seksuelle overgreb og voldtægt. Men ingen af kvinderne turde gå til politiet, da de så, hvad der skete med pigen med indlæringsvanskeligheder. I Swift Current blev alle overgreb og forbrydelser i årevis benægtet og fortiet af alle med tilknytning til sporten og det viste sig senere, at byen gemte på flere forfærdelige forbrydelser.

Sadistiske indvielsesritualer

En af årsagerne til ishockeyspillernes overgreb på og voldtægter af pigerne omkring klubberne kan findes i sadistiske indvielsesritualer. I marts 1994 bragte Toronto Stars sportssektion en notits om 135 anklager for seksuelle overgreb mod ejere, trænere og ledere af juniorholdet Tilbury Hawks.

16-årige Scott McLeod var en af de nye spillere, som blev inviteret til indvielsesfest før sæsonstart hos en af holdets ejere, et velrenommeret ørelæge. Der var masser af øl og alkohol i huset, øllene blev mere eller mindre tvunget i de unge spillere ved hjælp af den kendte tragt med slange, der gør at man kan sluge en øl på få sekunder. Spillerne blev kaldt ud i et for rum til garagen, her var der pornofilm på videoen og spillerne blev opfordret til at drikke og masturbere.

Derefter blev de unge spillere to og to kaldt ud i garagen, hvor en halvcirkel af stole var sat op. Her sad ejerne, trænerne, lederne og seniorspillerne og hujende. Scott og den anden spiller blev opfordret til at strippe foran mændene. På trods af et heftigt alkohol indtag blev Scott bange og hans frygt tog til, da de bandt en snor til hans penis. Snoren var bundet til en spand, og den blev ophængt over en hockeystav, der lå på tværs af to stole. Pludselig kom en bunke sorte puck frem og mændene begyndte at kaste puckerne i spanden, så snoren trak i Scotts penis. Han udholdt smerten indtil snoren sprang af. Det var kun den indledende perverse leg. Herefter tog holdkaptajnen en operationshandske på, så fik han to skumfiduser udleveret og fik ordrer om at presse dem op i Scotts og  holdkammeratens rectum. Så skulle de konkurrere om, hvem der først kunne presse skumfiduserne ud igen. Taberen skulle spise begge skumfiduser. Flere lege fulgte og til sidst fik de to drenge bind for øjnene og ordrer om at ligge på ryggen på gulvet og stikke deres tunger ud. To af de voksne mænd trak bukserne ned og satte sig oven på drengenes ansigter. Da den sidste leg var ovre, lykkedes det Scott og holdkammeraten at flygte.

Scott var helt ude af den, han ville stoppe med at spille ishockey og blev aldrig helt den samme Scott. Hans forældre forsøgte at kontakte ledelsen af holdet, men forgæves. Så inviterede de alle forældrene til et møde, men kun et forældrepar troede på deres søns beretning – de øvrige indtog den holdning, at hvis spillerne ikke kunne komme sig over små ting som disse uskyldige indvielsesritualer, så ville de aldrig blive store ishockeystjerner. Scotts forældre fortryder, at de ikke gik til politiet med det samme. Der gik seks måneder før de 135 anklager blev rejst mod tretten ejere, trænere og ledere. Retssagen endte med, at to af mændene, holdkaptajnen og en af trænerne,  erklærede sig delvist skyldige og anklagerne mod de øvrige blev frafaldet.

Sportsredaktøren på den lokale avis udtalte, at reaktionerne på indvielsesritualerne var blæst op. Han sagde til Robinson: "Den slags ting har altid foregået. Det er kun i de seneste fem år, at det er blevet rigtig seksuelt. Og de stak ikke skumfiduserne rigtigt ind, kun imellem ballerne." Sportsredaktionen dækkede ikke sagen.

Robinson konsulterer i bogen flere forskere heriblandt professor i antropologi Peggy Reeves Sanday, som har forsket i gruppevoldtægt, og professoren citeres for følgende:

–Under gruppevoldtægt har mændene denne tro på, at kvinden ikke har et seksuelt handlerum, at hun er en "ting", og hun skal være passiv for at imødekomme mændenes seksuelle behov. Mændenes seksuelle overgreb bør ikke forveksles med heteroseksuel sex. Gruppemasturbation, som er opstået via tilstedeværelse af en kvindekrop, er i virkeligheden en homoseksuel handling. Årsagen er de følelsesmæssige relationer, der eksisterer imellem mændene – ikke mellem mændene og kvinden. Hendes krop servicerer blot deres behov for at præstere seksuelt for hinanden. Professoren fastslår, at homofobi og misogyni er et tveægget sværd.

En anden af Sandays pointer er, at de teenagedrenge, der har været ofre for sadistiske indvielsesritualer, bruger pigerne som surrogat ofre. Det sker, fordi drengene kan ikke rumme de nedværdigende og fornedrende følelser, som ydmygelserne under indvielsesritualerne har givet dem. I stedet for at se i øjnene hvad denne machosportsverden og faderfigurerne har gjort mod dem i ly af ritualerne, så udtrykker disse drenge deres fornedrelse ved at udleve overgrebene på pigerne. Det forklarer, hvorfor alle gruppevoldtægterne indebærer både oral, vaginal og anal indtrængen. Pigernes kroppe bliver derefter afvist på samme måde, som drengene afviser deres egne følelser af nedværdigelse og ydmygelse. En psykiater eller en psykolog vil sige, at disse følelser ikke forsvinder ved denne form for udlevelse af overgrebene på pigerne, tværtimod vil drengene være tvunget til at udleve dem gang på gang, fordi de netop ikke erkender disse følelser og ikke erkender, at de selv er ofre for sadistiske ritualer.

På tynd is

I 1996 samarbejdede Robinson med redaktionen bag tv-programmet "fifth estate" - et kritisk dokumentarprogram hos den største tv-station i Canada, CBC. De lavede tv-dokumentaren "Thin Ice", der afslørede voldtægtskulturen i ishockeyklubberne. Heri forklarer advokaten Ken Dryden, der er tidligere ishockeystjerne, at spillerne fra de er helt unge 10-12-15 år bliver omgærdet af beundring og stjernebehandling. Det efterlader nogle af dem med en omnipotent selvopfattelse, som det er set hos rockstjerner, politikere og forretningsfolk med lettjente millioner. Hvis spillerne begår et fejltrin, så står hele sportens professionelle system på spring for at klare og dække over problemerne. Tv-udsendelsen eksponerede nationalsportens syge hemmelighed. Især en historie om en pædofil ishockeytræner nåede efterfølgende dag forsiderne.

I januar 1997 trådte NHL-spilleren Sheldon Kennedy offentligt frem med anklager imod den pædofile træner Graham James fra Swift Current Broncos. Han blev anklaget for ikke mindre end 350 overgreb på Kennedy og en anden spiller. Graham James havde tvunget Sheldon Kennedy til at bo hos sig i forbindelse med kampe og træningslejre, fra Kennedy var 14 år. Træneren formåede at fastholde Sheldon Kennedy i det kriminelle forhold i seks år, indtil Kennedy i 1990 forlod Swift Current Broncos. Det var også Graham James, som betalte nogle af sine spillere for at have sex med intetanende piger, mens han optog dem på video.

Under retssagen mod Graham James forsøgte hans forsvarer at forvirre og uskyldiggøre de alvorlige anklager med at påstå, at Graham James blot er homoseksuel – ikke pædofil. Men Robinson citerer forskere for at fastslå, at det for den pædofile ikke er afgørende, hvilket køn offeret har – men det er afgørende, at barnet har en åbenlys sårbarhed. Graham James erklærede sig skyldig i nogle af overgrebene og hans forsvarer foreslog tre et halvt års fængsel. Det godtog dommeren. Ved at erklære sig skyldig forhindrede Graham James yderligere undersøgelser.

Den anden unge spiller, som blev udsat for omkring 50 af de 350 overgreb fra Graham James, anlagde i 1999 en civil retssag for over en million dollars mod syv lokale ishockeyorganisationer, de to klubber, som Graham James havde været træner i, og et privat selskab ejet af Ed Chynoweth der, som repræsentant i Canadas Hockey League, havde ansvaret for at supervisere de lokale ishockeyorganisationer. Sagen blev rejst for at ansvarliggøre de idrætsledere, som havde fornægtet og fortiet overgrebene velvidende, at Graham James er pædofil. Sagen skulle have været for retten den 14. april i 2003, men en uge før retssagen offentliggjorde parterne, at der var indgået forlig for et ikke-afsløret beløb.

Robinson havde ventet et forlig, fordi hvis sagen havde kørt ved domstolene, ville vidner og yderligere politiundersøgelser have afsløret, at Graham James sandsynligvis har begået overgreb mod mellem tyve og et hundrede juniorspillere.

Med interview fra alle niveauer i ishockeymiljøet tegner Robinson et sammenhængende billede af en machosportsverden, der er udadtil er homofobisk, kvindehadende og heltedyrkende, og indadtil rykker grænserne for perverse seksuelle handlinger mellem voksne mænd og unge drenge i et tabuiseret broderskab, der tillige beskytter pædofile.

Man kunne ønske sig at jurister, dommere, politi og ikke mindst ledere, trænere, spillere og forældre i svensk ishockey vil nærlæse Robinsons arbejde, fordi der er bevis for samtlige påstande. Ishockeysportens samlede advokatbistand i Canada, hvilket ikke siger så lidt i ishockeyens milliardforetagende, har stået på spring for at finde bare en lille udokumenteret påstand. Men kun en flig af sandheden er afsløret – resten forties stadig under jublen over nationale hockeyhelte, guldmedaljer og dollars.


Läs också artiklar om denna fråga av Kutte Jönsson, Håkan Larsson och Tobias Stark. En utskriftsvänlig pdf-fil med samtliga fyra bidrag kan du ladda ner här.

www.idrottsforum.org  |  Redaktörer Bo Carlsson & Kjell E. Eriksson  |  Ansvarig utgivare Aage Radmann