FIFA-kongernes storhed og fald

Rasmus K. Storm
Idrættens Analyseinstitut, København

Indledning[1]

Der er skrevet meget om FIFA gennem tiderne, men få forskere har som Sugden og Tomlinson haft fingrene helt nede i gryden og kigget nærmere på global fodbolds absolutte konger: De forhenværende præsidenter i FIFA, João Havelange og Joseph Blatters gøren og laden. De to tidligere præsidenters tid på fodboldtronen løb samlet fra 1974 til 2015, eller knap en tredjedel af den tid FIFA har eksisteret.

Sugden og Tomlinsons nye bog, Football, Corruption and Lies: Revisiting Badfellas, the Book FIFA tried to Ban, er egentlig genbrug af tidligere arbejder forsynet med et nyt forord samt lidt justeringer og et forskrift, der sætter en ny ramme for bogens indhold, men bogen fortjener alligevel en anmeldelse.

Først og fremmest giver den indsigt i mange af de korruptionsskandaler, der har præget FIFA, men dernæst – for det bredere samfundsmæssige perspektiv – leverer bogen interessante bud på spørgsmålet om, hvordan det kan lade sig gøre, at de to skandaleombruste personer, Havelange og Blatter, har kunnet overleve i så mange år uden at blive stødt fra tronen. Reelt ville Blatter stadig have siddet på præsidentposten, hvis ikke de schweiziske og amerikanske myndigheder havde været vedholdende (Meier & García, 2015).

Set i sammenhæng med forfatternes øvrige arbejde, der blandt andet tæller bøgerne: ’FIFA. The Men, The Myths and the Money’ (Tomlinson, 2014a), ’FIFA and the Contest for World Football’ (Sugden & Tomlinson, 1998a) og forlægget for bogen, der skal anmeldes her; ’Badfellas. FIFA Family at War’ (Sugden & Tomlinson, 2003), får vi meget velunderbyggede analyser af FIFAs udvikling.[2] Ikke mindst får vi svar på, hvordan organisationens udviklingsproces i samspil med en række gunstige strukturelle omverdensforhold har muliggjort det kongedømme, som de to hovedpersoner har siddet på og udvidet i deres regeringsperiode. Det er alt i alt spændende læsning.

I det følgende vil jeg ikke kun forholde mig til den nye bog. Jeg vil i bredere forstand søge at uddrage essensen af den under inddragelse af Sugden og Tomlinsons øvrige arbejder. Det gør jeg, fordi mange af pointerne går igen i de forskellige publikationer, samtidig med at der bygges forskellige delelementer op til en samlet analyse.

Jeg anbefaler, at særligt interesserede selv læser videre i teksterne, der er opført i litteraturreferencerne.

Et kongedømme bygges

FIFA blev grundlagt af syv europæiske lande i 1904[3] (Sugden & Tomlinson, 1998b; Tomlinson, 2014a). I perioden helt op til Havelanges præsidentskab domineres organisationen – og dermed også global fodbold – reelt af europæiske interesser, især franske og engelske. Det kan blandt andet ses af, hvilke lande der har besiddet præsidentposten siden dannelsen. Som det fremgår af tabel 1, er det reelt først med Havelange, at en person fra et andet kontinent sætter sig i præsidentsædet.

Tabel 1: FIFA præsidenter fra 1904–2017[4]

Robert Guerin; Frankrig; 1904–1906
Daniel Woolfall; England; 1906–1918
Jules Rimet; Frankrig; 1921–1954
Rodolfe Seeldrayers; Belgien; 1954–1955
Arthur Drewry; England; 1956–1961
Sir Stanley Rous; England; 1961–1974
Dr Joao Havelange; Brasilien; 1974–1998
Joseph ‘Sepp’ Blatter; Schweiz; 1998–2015
Gianni Infantino; Schweiz/Italien; 2015–

De to fremtrædende kolonimagters – Frankrig og England – dominans i FIFAs første 70 år spiller ifølge Sugden og Tomlinson en afgørende rolle for udviklingen af Havelange præsidentskab, og senere også Blatters.

Det er særligt vigtigt at forstå, at Havelange havde opfanget lysten fra andre kontinenter, som Afrika og Sydamerika, til at gøre op med det europæiske, men måske særligt det engelske og franske, imperialistiske verdensherredømme.

Det er ifølge Sugden og Tomlinson centralt, at Havelange dermed udnyttede en stigende utilfredshed med vestlig kolonisering og imperialisme blandt tredjeverdenslande som underliggende tema i sit virke for at vinde magten i FIFA. Det var succesfuldt og muliggjorde på den anden side, at Havelange selv kunne sidde nærmest diktatorisk som præsident. Sugden og Tomlinson skriver:

The structure of world relations as they have unfolded during the last century [the 20^th century, ed.], and the generic conditions of exploitations and dependency [in the relation between the First and Third World, ed.], created opportunities for individuals to use FIFA and the confederational sub-structure as sites for the construction of personal fiefdoms, while at the same time appearing to carry forward FIFA’s global mission [of bringing soccer to all world nations, ed.] (Sugden & Tomlinson, 1998a, p. 228).

Havelange havde op til præsidentvalget kørt en intensiv kampagne over for tredjeverdenslande og sikret sig opbakning til et brud med europæisk, vestlig dominans. Tomlinson skriver andetsteds:

The Havelange victory signalled a sea change in the affairs of FIFA as, largely through the intervention of African, in alliance with South American and some Asian countries, the balance of power in world football shifted from the northern to the southern hemisphere (Tomlinson, 2014a, p. 59).

Et skindemokrati

En central driver i Havelanges, og senere også Blatters, magtstrategi er ifølge Tomlinson og Sugden ikke kun at bedre forholdene for fattige nationer via FIFAs intervention. Det var også en bevidst strategi at udvide antallet af medlemslande med henblik på at købe sig selv politisk magt som modvægt til den europæiske dominans og dermed skabe sig en forsikring mod at miste præsidentmagten.

Once at the FIFA helm, Havelange set about taking control of world football from its established North European, Anglo-Saxon stronghold. To do this he would have to fulfil the commitments he had made to the developing world – especially Africa, and Asia – during his election campaign (Tomlinson, 2000, p. 63).

Der var flere løfter, der skulle holdes, men det første skridt var at øge antallet af hold ved VM fra 16 til 24. De øvrige løfter bestod i at sikre fattige fodboldnationer i den tredje verden finansiel hjælp til udstyr, organisering, stadions og uddannelse.

Modydelsen var som indikeret stemmer. Ironisk er det faktisk, at Havelange selv advarede sin modkandidat fra 1974 til præsidentposten – Stanley Rous – om, at de mindre dominerende fodboldnationer på længere sigt kunne komme til at bestemme for meget, hvis ikke der blev ændret i stemmesystemet, der giver hvert land – uanset størrelse eller sportslige styrke – én stemme.

Rous var imod ændringer, og efter Havelanges overtagelse af præsidentembedet udbyggede han selv antallet af medlemsnationer efter samme strategi, som han havde brugt til at vinde det – en strategi, der dermed resulterede i det, Havelange selv havde advaret Rous om.

Blatter overtog strategien efter Havelange og forfinerede den gennem sofistikerede strategier, der sikrede betydningsfulde poster i forskellige FIFA-udvalg til centrale repræsentanter fra medlemslandene eller donationer via FIFA-programmer til vigtige nationer – for bevarelse af præsidentembedet.

I perioden fra 1950 og frem til i dag er antallet af medlemsnationer i FIFA steget fra 69 til 211 nationer. Vægten af europæiske medlemmer er tilsvarende faldet fra 46 pct. til under 25 pct., hvilket er et forhold, der illustrerer Havelange og derefter Blatters succesfulde strategi.

En kommerciel succes

Værktøjet for at skaffe sig magt var dog ikke blot politisk. Det var også kommercielt. Havelange var oprindeligt forretningsmand (blandt andet tidligere våbenhandler) og havde næse for, hvordan FIFAs indtægter kunne øges. Det var afgørende for strategien, at der var penge i kassen. Og det kom der.

Havelange, with the help of his close ally and confidant, the late Horst Dassler of Adidas, had been the first to recognize the full commercial potential of sport in the global market, and to open the game to the influences of new media and new markets (Tomlinson, 2000, p. 64).

Da Havelange overtog FIFA, var det en relativt lille organisation med få ansatte, men efter ”(…) a quarter a century, when Havelange stepped down, on the eve of the first ever 32-nation senior competition, according to his own estimates FIFA had more than $4 billion in its coffers, and as a global industry he reckoned football to be worth in the region of $250 billion annually, way in excess of General Motors’ $170 billion” (Tomlinson, 2000, p. 63).

Sugden og Tomlinson anfører, at nogle vil mene, at Havelange var heldig, fordi FIFAs marketing og sponsorstrategi blev udviklet i en tid, hvor fodbold for alvor blev kommercialiseret internationalt. Men uanset at FIFA øgede sine indtægter i en periode, hvor det internationale marked for sportsforbrug på fjernsyn, på stadion eller i sportsbutikkerne udviklede sig gunstigt, lykkedes det at indgå store internationale sponsor- og medierettighedsaftaler, der gjorde FIFAs pengekasse enorm.

Dette har frem til i dag givet organisationen en enorm magt og manøvredygtighed. Ifølge FIFAs seneste finansielle rapport (Fédération Internationale de Football Association, 2017), omsatte man i perioden 2011–14 for 5,4 mia. dollar og havde i 2016 opbygget 1,05 mia. dollar i reserver, der forventes at stige yderligere til 1,7 mia. dollar i 2018. Verdensmesterskabsturneringen er herunder FIFAs helt store pengemaskine, og ifølge Tomlinson og Sugden er det utvetydigt klart, at såvel Havelange som Blatter brugte de hastigt voksende midler til at købe sig og bibeholde magt.

En organisation af epidemisk korruption

Det leder os frem til den helt overordnede pointe med Sugden og Tomlinsons arbejde. ’Football, Corruption and Lies’ er et velfunderet vidnesbyrd om, hvordan man opnår den type magt, som både Havelange og Blatter besad. Gennem omfattende ”epidemisk” magtmisbrug (Tomlinson, 2014b) og strategiske alliancer med korrupte ledere af nationale fodboldforbund skabte de begge et kongedømme, hvor de var stort set urørlige.

Det har taget mange år – og med svigtende held – at få nationale myndigheder til for alvor at gå ind i konkrete korruptionssager, og når der har været problemer, er det som regel lykkedes for FIFAs mænd at gå ramt forbi. Ifølge Meier og Garcia (2015) er FIFA et skoleeksempel på en Global Non Govermental Organisation (GNGO), der på forunderligvis har sat sig på reguleringen af en betydningsfuld politisk og økonomisk sektor i fraværet af anden overnational regulering. Det har institutionaliseret en enorm magt, da sanktionsmulighederne i forhold til fx nationale politiske beslutninger, der går i mod FIFAs interesser, er store.

I sidste ende kan trusler mod fodboldens højt besungne autonomi i givne spørgsmål betyde eksklusion fra organisationsmedlemsskab og dermed udelukkelse fra deltagelse i FIFAs turneringer – en trussel de fleste nationale politikere lader sig tryne af.

Ifølge Meier og Garcia (2015) har FIFA flere gange truet med sådanne sanktioner overfor medlemslande i tilfælde, hvor FIFA har ment, at fx national lovgivning i for stor udstrækning har villet diktere sportens egne forhold.

I bredere forstand betyder mangel på koordinering på tværs af nationale kontekster, at det er svært at bide skeer med den stærke overnationale fodboldorganisation. Det gælder også i sager om korruption. Med et flertal af medlemsnationerne bag de siddende præsidenter, har det heller ikke været muligt at få valgt en ny præsident, selvom det især fra europæisk side har været et ønske.

Nu er skiftet dog langt om længe sket, og måske kan den nye præsident Gianni Infantino få ryddet lidt op i organisationen. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at det i vid udstrækning er nødvendigt for Infantino at følge både Havelanges og Blatters strategier for at skaffe sig opbakning til sit præsidentskab. Infantino har allerede imødekommet mindre fodboldnationers ønsker ved at iværksætte en udvidelse af antallet af hold ved VM fra 32 til 48.

Forslaget mødte stærk modstand fra flere europæiske lande og fodboldklubber, der frygter en devaluering af turneringen. Men politisk er det for den nye FIFA-præsident en måde at inkludere flere (mindre) lande, der, omend turneringen stadig vil være domineret af de store europæiske og sydamerikanske nationer, vil komme til at snuse lidt til den prestigefyldte turnering. For Infantino er det kredit i banken til præsidentskabet, men om det kan give merit til at få gjort rent efter mange års korruptionskultur i FIFA-systemet, vil tiden dog vise.

Sugden og Tomlinsons arbejder kan selvsagt ikke give svar på fremadrettede spørgsmål, men det er givet, at de vil interessere sig for det og følge udviklingen i FIFA fremover.

For den interesserede i FIFAs historie, udvikling og ledelse kan jeg anbefale både ’Football, Corruption and Lies’ samt de øvrige arbejder, der er henvist til i denne anmeldelse.

Copyright © Rasmus K. Storm 2017

Litteraturreferencer

Fédération Internationale de Football Association. (2017). FIFA Financial Report 2016. Zurich. Retrieved from http://resources.fifa.com/mm/document/affederation/footballgovernance/02/87/89/44/fr2016digitalen_neutral.pdf

Meier, H. E., & García, B. (2015). Protecting Private Transnational Authority Against Public Intervention: Fifa’s Power Over National Governments. Public Administration 4, 890–906. http://doi.org/10.1111/padm.12208

Storm, R. K., & Solberg, H. A. (2017). European Club Capitalism and FIFA Redistribution Models: An Analysis of Development Patterns in Globalised Football: Working Paper (Available upon request). Copenhagen & Trondheim.

Sugden, J., & Tomlinson, A. (1997). Global power struggles in world football: FIFA and UEFA, 1954–74, and their legacy. The International Journal of the History of Sport, 14, 1–25. http://doi.org/10.1080/09523369708713981

Sugden, J., & Tomlinson, A. (1998a). FIFA and the Contest for World Football: Who Runs the Peoples’ Game? Cambridge: Polity Press.

Sugden, J., & Tomlinson, A. (1998b). Power and Resistance in the Governance of World Football. Journal of Sport & Social Issues, 22(3), 299–316. http://doi.org/0803973233

Sugden, J., & Tomlinson, A. (1999). Digging the Dirt and Staying Clean: Retrieving the Investigative Tradition for a Critical Sociology of Sport. International Review for the Sociology of Sport, 34(4), 385–397. http://doi.org/0803973233

Sugden, J., & Tomlinson, A. (2003). Badfellas: FIFA Family at War. Edinburgh: Mainstream Publishing Company.

Tomlinson, A. (2000). FIFA and the Men Who Made It. Soccer & Society, 1(1), 55–71. http://doi.org/10.1080/14660970008721248

Tomlinson, A. (2014a). FIFA: The Men, the Myths and the Money. New York: Routledge.

Tomlinson, A. (2014b). The supreme leader sails on: Leadership, ethics and governance in FIFA. Sport in Society. Taylor & Francis. http://doi.org/10.1080/17430437.2013.856590

Noter

[1] Dele af denne anmeldelse bygger på: Storm og Solberg (2017).

[2] Hertil kommer en række artikler om FIFA, Havelange og Blatter. Se fx: Sugden & Tomlinson (1997, 1998b, 1999) samt Tomlinson (2000, 2014b).

[3] Frankrig, Danmark, Holland, Sverige, Belgien, Schweiz og Spanien.

[4] Kilde: Tomlinson (2000).