Et vellykket og anbefalelsesværdig stykke arbejde

Rasmus K. Storm
Idrættens Analysinstitut, København

Indledning

Supporterforskning er interessant. Punktum. Forskere, der søger at forstå det, man i korte vendinger kan forstå som (sub-)kulturelle udtryk og identitetsdannelse i relation til sport, leverer som regel indsigtsfulde analyser af de fænomener, der typisk fremstilles unuanceret og forenklet i medierne. Problemer med hooligans og aggressive fodboldfans, har alt for ofte været udgangspunktet for politiske beslutninger om reguleringer eller indsatser, der rammer uproportionalt eller skævt.

Her kan forskningen give indsigter og perspektiver, der kan forbedre beslutningsgrundlaget eller øge forståelsen for de konkrete fænomener. Dette er også tilfældet i Kampen om tribunen, der i sin form udgør en antologi med i alt 12 bidrag fra såvel etablerede forskere som yngre debutanter, der på baggrund af fx deres masteropgaver har fået lov at slå deres folder i en forskningsantologi.

Det er et vellykket stykke arbejde, og ser man bort fra et i denne sammenhæng lidt malplaceret kapitel om stadionarkitektur (der ganske vist i sig selv er interessant), er bogen anbefalelsesværdig for studerende og forskere, der ønsker en introduktion til fan-forskningen, eller vil se gode eksempler på, hvordan den kan gennemføres.

Er fodbold religion?

Personligt finder jeg, at et af de centrale og interessante perspektiver i supporterforskningen – der også tages under behandling i bogen – er, hvorfor supporterfænomenet egentligt er opstået. Hvad ligger bag, eller hvad er årsagen til den involvering, supportere har i forhold til deres hold? Hvad er den tilknytning, som de fans så glimrende beskriver i bogen, et udtryk for?

Da den danske FCK-fanfraktion, Copenhagen Lads i 2004 ansøgte det danske kirkeministerium om at blive statsanerkendt trossamfund, kunne man ane et svar på spørgsmålet. Handlingen repræsenterede mere end blot en sjov ide for medlemmerne. Det var alvor. Konkret var formålet ganske vist – med et glimt i øjet – at afprøve grænserne for ’religionsfrihed’ i Danmark, men samtidig var det en understregning af, at fodbold som fænomen repræsenterer noget helligt i mange menneskers tilværelse. Fanengagementet er i den forstand svaret på en tomhed, der skal udfyldes konkret gennem en tro på noget – gennem opbyggelse af en mening i livet. Er fodbold – eller sport i bredere forstand – da religion?

Svaret er ifølge bogens bidrag nej. Som Robert Eriksen er inde på i kapitel 5, er fodbold ikke religion. Det er ikke metafysisk eller refererer til metafysik i det hele taget. Man finder ikke svar på eksistentielle spørgsmål om livet eller døden ved at se fodbold eller være supporter. Fodbold er i den forstand jordnært, men dyrkelsen af det er bundet op på noget centralt menneskeligt. Det giver mening til livet på jord i den forstand, at det er identitetsdannende. Joern (2006) skriver i sin bog ’Homo Fanaticus’:

I modsætning til religion, lover sporten ikke noget, den har ikke noget eksternt formål, og den besvarer ikke eksistentielle spørgsmål. Spørgsmål om, hvordan vi er blevet skabt, hvordan vi er kommet til jorden, om livet hinsides den sanselige verden, besvares ikke af sporten (Joern, 2006, p. 24).

Derimod har fodbolden (og sporten mere generelt) overtaget en række af religionens funktioner, uden selv at kunne betegnes som en egentlig religion. Som Hognestad er inde på i bogens første kapitel, giver den konflikt og rivalisering som sporten indeholder, pr. definition gode muligheder for dannelse af identitet (s. 23), og i sen- eller postmoderne samfund præget af globalisering (s. 21) og for klubbernes vedkommende stigende kommercialisering (s. 288) er potentialet for modstand og nye kulturelle praksisformer med sport som omdrejningspunkt til stede.

I slipstrømmen af denne tilstand skaber fodbold en platform for entusiasme, passion og emotionel identitetsdannelse, der kan sammenlignes med religion. Spillet udfylder en rolle, der giver mening til livet. Det stimulerer det sekulære menneskes mangel på religion og religionslængsel (s. 120). Det er kvasi-religion, der modvirker kaos og mangel på mening og identitet, og hvor klubben, man følger, bliver omdrejningspunktet. Identitet prøves af og gives indhold som en del af kampen, sejren og nederlaget.

De ’troende’ ser ikke sport for sjov eller for at blive underholdt, men for at være til og opnå ’relaese’, som Nina Reim peger på i sit kapitel (8). I det (sen-)moderne samfund omformes religionen i nye former, og det sekulære bliver helligt. Vigtige kampe strukturerer livet, og rituelle handlinger finder nye sekulære udtryk.

Forskellige fans

Selvom fans og supportere kan iagttages som troende i kvasi-religiøs forstand virker det selvindlysende, at der er forskel på dem og andre typer af tilskuere samt i graden af deres fanatisme. Nogle konsumenter af fodboldproduktet er rene forbrugere, flygtige og væk, når kampen er slut. De ’reagerer’ på spillet, men søger ikke i samme udstrækning ’release’ som de mest dedikerede fans.

Stewart og Smith (2010) og Stewart et al. (2003) peger på, at ’sportskonsumenten’ er differentieret og kan være mere eller mindre troende i vedkommendes relation til en klub eller fodboldproduktet: ”Not all consumers are equally passionate and fanatical, nor use their team to confirm their personal identity” (Stewart, Smith, & Nicholson, 2003, p. 206). Nærmere bestemt opstiller Smith og Stewart (1999) en typologi, hvor dedikationen og tilknytningen varierer afhængigt af typen af fan, der falder i fem kategorier: 1) Passionate Partisans, 2) Champ Followers, 3) Reclusive Partisans, 4) Theatregoers (der kan være ’casual’ eller ’comitted’) og 5) Aficionados.

I bogens kapitel 2 præsenteres Richard Giulianottis analoge typologi (af forfatteren selv), der opdeler de i varierende udstrækning troende i fire kategorier: 1) Supportere, 2) Tilhængere, 3) Fans og 4) Flanører (s. 43).

Formålet med typologien – og andre lignende af slagsen – er at nuancere og forbedre forståelsen af det umiddelbare billede af fodboldkonsumenten, i Giulianottis tilfælde ved at udvikle en kritisk, normativ og sociologisk analyse om fodboldens kommercialisering.

Jeg skal ikke gå nærmere ind i en nærmere drøftelse af forholdet mellem forskellige typologier her, men påpege, at det det ville være nyttigt med en større grad af dialog mellem de forskellige forskeres tilgange. Umiddelbart betragtet synes der at være betydeligt overlap mellem Giulianottis og Stewart & Smiths forskellige kategorier, men de er alligevel ved nærmere øjekast svære præcist at få til at hænge sammen idet førstnævnte synes at lægge mere vægt på det forbrugermæssige aspekt (over kontinuummet: ’traditionel’/’forbruger’) end Stewart & Smith, der på deres side synes at have et mere sportsligt perspektiv i spil ved at fokusere på spørgsmålet om usikkerhed (som en del af sportens logik og spændingen ved den) og spørgsmålet om sejr i deres tilgang til bestemmelse af supporterkategorierne.

Måske tager jeg fejl, men de to aspekters forskelligheder handler nok om forskellige udgangspunkter. Ikke desto mindre kunne en nærmere drøftelse af forskellige og ligheder være interessant.

Fodboldens pilgrimme

Giulianottis supportere, der katagorisk forstås i koden varm/traditionel, er omdrejningspunktet i Gary Armstrong og Hans Hognestads studie af de to kendte Brann fans, Kjell og Bjarte fra Bergen, i bogens kapitel 4. Tråden fra religionsmetaforerne tages op på interessant vis med analogien om, at brødrenes higen efter at besøge samtlige 92 engelske Premier League- og Football League-stadioner ligner pilgrimsrejser. Ifølge Armstrong og Hognestad kan man forestille sig, at fodbold udtrykker et sæt forestillinger og praksisser, som samfundet kan bruge til at tilbede et idealiseret billede af sig selv (s. 103). Set i dette perspektiv rejser Brann-brødrene ud for at hele den senmoderne mangel på fast identitet, der kan dulmes i samværet med de andre supportere (troende), de møder på deres vej rundt til engelske stadions og pubber.

Dermed opsøger og medvirker brødrene til at skabe den nærhed mellem troende, som bekræfter det samfundsmæssige idealbillede, identiteten skabes i, på samme måde som pilgrimme søger det guddommelige og hellige sted gennem deres rejse(r) og de andre troende, de møder på deres vej. Ikke bare fysisk rejser brødrene ud, de skaber og bekræfter deres egen tro gennem et ritual, der består i at forlade hjemmets tryghed i prøvelsens øjemed for at gøre noget, der bryder med hverdagens sorger, glæder og trivialiteter.

I manglen af det typiske livsprojekt, som det er at stifte familie – begge brødre er ugifte og har ingen børn – fyldes i stedet mening i tilværelsen gennem en næsten calvinistisk livsførelse (s. 112), der ifølge Armstrong og Hognestad gerne må være eksemplarisk og til efterlevelse.

Globalisering og kommercialiseringens sejrsgang

Det er centralt i bogen, at supporterkulturen har udviklet sig på baggrund af i hovedsagen to nært beslægtede forhold: 1) en markant kommercialiseringsproces og 2) globalisering.

I bogens svenske indslag, i form af Torbjörn Anderssons kapitel om svensk fodbold, tematiseres dette i termer af ’glokalisering’. Andersson er altid læsværdig og giver også i kapitel 3 en glimrende analyse af svensk supporterkultur, hvis pointer formentlig kan udstrækkes til andre af de nordiske lande. I hvert fald i forhold til den overordnede forståelsesramme. I tråd med identitetstilgangen, der præger de fleste af bogens øvrige bidrag, peger Andersson på, at fodbold er et paradeeksempel på glokalisering (s. 70). Som globalt spil har fodbold gået sin sejrsgang over jorden (Hansen, 2006), men har samtidigt fået mange lokale udtryk. Faktisk peger Andersson på, at på trods af en markant stigning i adgangen til internationale kampe i tv og en øget påvirkning internationalt, har det ikke medvirket til en noget ensidig dårlig indvirkning på den svenske publikums- og supporterkultur. Faktisk har det gjort kulturen mere varieret og udtryksfuld. På den anden side er det også klart, at de senere års tilskuernedgang varsler en potentiel krise, hvis den svenske idrætsmodel ikke udvikler sig.

Ifølge Andersson har man i Sverige forsøgt at forsvare en mere amatørelitemodel mod, hvad man har formodet var en negativ kommerciel indflydelse (s. 80-81). Det er sket i en periode, hvor globaliseringen ellers er skyllet ind over landet, og de bedste fodboldspillere forlader ’Folkhemmet’, så snart det er muligt. Der er stor eksponering af udenlandsk sport i medierne, og blandt unge mennesker er det sofistikeret og normalt at holde med en udenlandsk klub. Storkommercielle klubber som FCK i Danmark er blevet mødt med beundring.

Problemet er ifølge Andersson, at gruppen af dedikerede fans svinder. En stigende gruppe massekonsumerer international fodbold i sofaen, hvor niveauet er højere, mens nøglen til en vellykket glokaliseringsproces ”förutsätter att man finner rätt balans mellan olika slags globala krafter, inflytanden och influenser samt lokala uttrycksformer och reaktioner” (s. 85). Den balance er ifølge Andersson ikke på plads i svensk fodbold.

Afslutning

Kampen om Tribunen giver gennem en række interessante artikler et grundigt indblik i den supporterforskning, der har været i vækst gennem noget tid i såvel Norden som internationalt. I bogens afsluttende epilog binder Arve Hjelseth det hele sammen på fornem vis, og jeg vil afsluttende fremhæve hovedpointerne som en sløjfe på denne anmeldelse.

Først og fremmest påpeger Hjelseth, at tvetydighed karakteriserer fodbolden og supporterkulturens udvikling (s. 284). Begge er præget af globalisering og kommercialisering, men inden for disse rammer står supporternormer om autonomi, uafhængighed og investering af betydelige emotionelle ressourcer stadig meget stærkt. Selvom fodboldklubberne i deres higen efter forøgede ’revenuestreams’ i 1990’erne orienterer sig retningen af nye segmenter, middelklassen, og dermed tilpassede fodboldproduktet, så det blev langt mere ’mainstream’, er supporterkulturen i stor udstrækning stærk med egen drivkraft og modstand. ”Metafortellingen er som nevnt at fotballen er ofret på kommersialismens, sponsorernes og TV-selskabernes alter, og at dette har gitt oss en ny tilskuerkultur som tradisjonalisterne forsøker a motarbeide fordi den kulturen de representerer, trues av marginalisering” (s. 287). Men autensitet er stadig kodeordet i supporternes konkrete udtryk. Den refleksive, ofte ironiske, distance, der formentlig findes blandt mere flygtige ’flanører’, har ikke noget definitivt hegemoni i kulturen (s. 289). Selvom der er fundet omverdenstilpasning sted i grupperingerne, vokser supporterkulturen frem som forhandlende reaktioner på ændringer i fodbolden og klubbernes ageren. Supporterne accepterer nogle ændringer, men forkaster andre, ligesom accepterede ændringer tilpasses supporterkulturens egne ritualer og praksisser, anfører Hjelseth (s. 293).

I dette felt af komplekst samvirkende processer, hvor de nye kunder i butikken svarer med exit, hvis produktkvaliteten ikke er i orden, markerer de dedikerede supportere, der tegner kulturens center, sig med voice (s. 294) og gør modstand. Denne bog har bestemt givet sin stemme (’voice’) tilkende i et voksende forskningsfelt, og min ’exit’-replik skal være, at det er sket på nyttig vis.

 Copyright @ Rasmus K. Storm 2013

Litteraturreferencer

• Hansen, J. (2006). Fodbold: En kort verdenshistorie. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
• Joern, L. (2006). Homo Fanaticus: Passionerede fodbold supportere. Slagelse: Forlaget Bavnebanke.
• Smith, A. & Stewart, B. (1999). Sport Management. A guide to Professional Practice. Crows Nest: Allen & Unwin.
• Smith, A. & Stewart, B. (2010). The special features of sport: A critical revisit. Sport Management Review,Vol. 13, Issue 1, pp. 1-13.
• Stewart, B., Smith, A., & Nicholson, M. (2003). Sport Consumer Typologies: A Critical Review. Sport Marketing Quarterly, Vol. 12, Issue 4, pp. 206-216.