Idrottspsykologi, fri från fyrkantiga modeller

Det vigtigste er ikke målet, men mødet. Det er måske den korteste formel til sammenfatning af Mark Nesti’s bog om eksistentiel psykologi i idrætten. Når man som idrætspsykolog skal hjælpe udøvere, skal der ikke udelukkende fokuseres på målsætninger og adfærdsændringer, men også på menneskelige kriser, på smerten og på eksistensen.

Psykologien fortæller generelt en historie om krop, tanker, adfærd og følelser. Hører man ordet idrætspsykologi, tænker man først og fremmest på præstationsforbedring. Man tænker på behavioristisk orienterede metoder til adfærdsændring, på metoder som gennem indlæring og kognitive teknikker prøver på at skifte en ikke hensigtsmæssig adfærd og tankemåde ud med en ny. Det er ikke forkert, men det rummer på den anden side heller ikke alt. Idrætspsykologien beretter også om idrættens mere eksistentielle sider, om identiteten i livsforløbet og ikke mindst om idrættens forhold til kultur. Vores psykiske liv er kropslig baseret. Når mennesker kommer i krise, kommer det til udtryk, og kroppen taler gennem skævheder og spændinger. Idrætspsykologien arbejder ikke kun for at forbedre resultater, men også for at forebygge og behandle somatiske og psykiske problemer.

Mark Nesti, som underviser i idrætspsykologi ved York St John College i England, inddeler sin bog i to hovedafsnit. Det første (kapitel 1 til 4) handler om eksistentiel psykologi i en mere overordnet forstand. Efter en introduktion til principper og ideer i den eksistentielle og den humanistiske psykologi, stiller Nesti i kapitel 2 spørgsmålet om forskellen på den naturvidenskabeligt inspirerede akademiske psykologi og den humanistiske psykologi og forskellens relevans i idrætten. Kapitel 3 sætter fokus på forskningsmetoden fænomenologi, som afviser opdelingen i subjekt og objekt, men omhandler intentionalitet, mens kapitel 4 tager sig af et af de mest centrale eksistentielle emner, nemlig angsten. Bogens anden del (kapitel 5 til 8) formulerer en anvendt eksistentiel psykologi. I kapitel 5 bliver læseren introduceret til principperne bag en eksistentiel rådgivning, til grundreglerne i det psykologiske møde. Et møde, hvor det mindre handler om at finde ud, hvad man skal gøre end om, hvordan konflikter opstår. Et møde, som kapitel 6 beskriver konkret anvendt på holdidrætten. Kapitel 7 har etiske overvejelser i centrum, spørgsmål som enhver behandler, som skal forbinde autenticitet og personlig ansvar, stiller sig. Kapitel 8 runder bogen af med nogle grundlæggende overvejelser over det at være en eksistentiel idrætspsykolog.

Den eksistentielle psykologi er en videreudvikling af den humanistiske psykologi. Det centrale emne i den humanistiske psykologi er vækst. Mennesker udvikler sig, når de oplever en atmosfære, som værdsætter dem. De vokser, når de møder en anden, som er til stede i nuet, som er autentisk og spontan i sin kommunikation. Autenticitet bliver forventet både af klienten og behandleren. At møde den anden, kræver empati og færdighed i at forstå og reformulere klientens følelser og oplevelser. Det er klienten, der er i centrum på en eksistentiel terapi. Der er ikke et overordnet mål, som skal opfyldes eller indfries. Heri kan man måske allerede se nogle generelle konflikter aftegne sig, når man tænker på den professionelle præstationsidræt. Hvordan skal en idrætspsykolog, hyret til at fremme fx et holds præstationer, forholde sig til grundlæggende konflikter hos udøveren eller i en idrætskultur?

Nesti præsenterer bogen igennem case studier, som dokumenterer de konflikter, som en idrætspsykolog, der arbejder med værdier som værdighed eller integritet møder i en verden, der ofte er præget af selvoptagethed og konkurrence. Især i holdidrætten, hvor en åbenhed omkring angst eller usikkerhed kan koste pladsen på holdet, har en eksistentiel arbejdende psykolog svære vilkår.

Nestis bog er velskreven og dokumenterer stor viden om de centrale kilder i humanistisk og eksistentiel psykologi. Det kunne have været en mulighed at inddrage endnu flere kilder. Den humanistiske psykologi er – selv om den blev udviklet i USA – egentlig en tysk psykologi. Ud over den tidligere behaviorist Carl Rogers, som var amerikaner, er de fleste psykologer, psykoanalytikere og filosoffer bag den humanistiske psykologi tyskere, som var nødt til at emigrere efter 1933.

Nesti kunne med fordel have medinddraget 1920’ernes gestaltpsykologer, fx Kurt Lewin (faderen til ”feltbegrebet”, som i dag ofte tilskrives Pierre Bourdieu) eller Max Wertheimer. Han kunne også have nævnt Ruth Cohn (temacentreret interaktion) eller Fritz og Laura Perls (gestaltterapi). Her er det sikkert et problem, at mange originale kilder ikke er oversat til engelsk, en skæbne som heldigvis ikke er overgået filosofferne Edmund Husserl, Martin Buber, Erich Fromm eller Søren Kierkegaard, som alle bliver behandlet i bogen.