Relevant og interessant antologi der i analysen løfter sig op på et fornemt refleksionsniveau

Jørn Hansen
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Magnus Dahlstedt er professor i socialt arbejde ved Linköping Universitet og David Ekholm er lektor i socialt arbejde ved samme universitet. De to redaktører har sammen skrevet hovedparten af bogens artikler. Derudover bidrager Josef Fahlén, docent i pædagogik ved Umeå Universitet; Stefan Holmlid, professor i design ved Linköping Universitet; Julia Rönnbäck, lektor ved det samfundsvidenskabelige fakultet Linnéuniversitetet; og Cecilia Stenling, docent i pædagogik ved Umeå universitet.

Antologien er trods en del gentagelser som helhed vel redigeret og de 15 artikler udgør tilsammen et helstøbt billede af de problemer, der udspringer af en instrumentel anvendelse af idrætten i forsøget på at løse en række sociale og kulturelle problemer for unge i en segregeret by.

Det empiriske grundlag for undersøgelserne i antologien udgøres af forskellige flerårige studier af arbejdet med idræt som et middel til integration af børn og unge fra såkaldte ”udsatte områder” i en middelstor svensk by. Med ønsket om at anonymisere byen og de forskellige idrætsprojekter benævnes de to perifere bydele som Vestbyen og Østbyen og de tre idrætsbaserede interventioner som ”Idrottens kraft”, ”Fotboll för integration” og ”Midnattsfotbollen”, hvor de forskellige interviewpersoner ligeledes er anonyme.

For ”Idrottens kraft” er der hovedsageligt tale om aktiviteter, der som regel er igangsat af kommuner og som henvender sig til børn på folkeskolens laveste og mellemste trin. Børnene og de unge rekrutteres gennem skolens idrætstimer og målet med aktiviteterne er at aktivere børn og unge som anses for at være i risikozonen for at blive kriminelle eller for at blive isolerede. Det er forhåbningen, at man på den måde kan sikre børnene og de unge en bedre fremtid.

”Fotboll för integration” er startet på initiativ af en række ildsjæle i idrætsforeninger i Østbyen. Aktiviteten henvender sig til børn og unge fra områder i Østbyen med særlige socioøkonomiske udfordringer og rekrutteringen sker gennem skolen, da aktiviteterne foregår i skoletiden. Bag ”Fotboll för integration” står leder fra idrætten sammen med fritidspædagoger og fritidsledere, og målet er at bidrage til børnenes og de unges integration i samfundet ved at give dem mulighed for at udvikle deres sociale og sproglige kompetencer gennem fritids- og idrætsaktiviteter.

Rent metodologisk hænger dette sammen med bogens teoretiske ramme, der med udgangspunkt i bl.a. Foucault, Niklas Rose og Kaspar Villadsen især kredser om magt, styring og styringsteknologi samt diskurs, problematisering og rationalitet.

”Midnattsfotboll” blev initieret af en national stiftelse, der med udgangspunkt i corporate social responsibility stod bag forskellige initiativer, hvor idræt blev anvendt som et værktøj til at opnå sociale forbedringer. ”Midnattsfotboll” drives af stiftelsen i samarbejde med lokale idrætsforeninger i byområder præget af store sociale udfordringer. Aktiviteterne foregår om lørdagen mellem klokken 20 og 00 og henvender sig til unge mellem 12 og 25, hvoraf hovedparten er drenge eller unge mænd. Enkelte piger eller yngre kvinder deltager dog også. Målet er at anvende idræt som et værktøj til at skabe større kendskab til og ansvar for deltagelsen i samfundet for derigennem at bidrage til øget jobparathed og til mindsket kriminalitet.

Fremstillingen består, som omtalt, af i alt 15 kapitler, hvoraf de første fire fremstår som indledende kapitler, der beskæftiger sig med forudsætninger for de forskellige empiriske undersøgelser. I kapitel to ”Spelplanen: tre verksamheter” kan man således – udover de tre idrætsbaserede interventioner også læse om, hvorledes dataindsamlingen er sket i form af interviews, observationer og udarbejdelsen af netværkskort. I kapitel tre præsenteres den overordnede forskning i idræt som løsning på sociale problemer med fokus på dels en instrumentel kundskabsinteresse og en kritisk kundskabsinteresse. Rent metodologisk hænger dette sammen med bogens teoretiske ramme, der med udgangspunkt i bl.a. Foucault, Niklas Rose og Kaspar Villadsen især kredser om magt, styring og styringsteknologi samt diskurs, problematisering og rationalitet.

Hvordan ser styringen ud i de forskellige projekter, og hvorledes italesættes projekterne? I forhold til styring tales der i enkelte af kapitlerne om pastoral styring – flere steder synes det dog efter min opfattelse lige så meget at være på sin plads at tale om governmentality – styring gennem selvstyring. Således indgår selvet som domæne for styring da også som et af de fire domæner for styring der omtales i kapitel 4, hvor de tre andre er området som domæne for styring, fællesskabet som domæne for styring og familien som domæne for styring.

Fra kapitel 5 og frem til og med kapitel 13 præsenteres og diskuteres de forskellige empiriske undersøgelser eller cases ud fra forskellige overordnede tematikker. Hvert enkelt af disse kapitler er skåret over samme skabelon, hvor først en indledning redegør for problemstillingen, hvorefter forskningssammenhængen og den teoretiske ansats præsenteres, før vi kommer til selve den empiriske analyse. Til sidst i hvert af disse kapitler formuleres en række afsluttende refleksioner om de pågældende emner.

Da der er tale om forskellige tematiske tilgange til empirien, er det især i disse kapitler, der er en del overlap. Det ændrer dog ikke ved, at det drejer sig om interessante og relevante analyser af og diskussioner om emner som: idrættens socialpolitiske legitimitet, hvorledes organiseres og samarbejdes der i forbindelse med interventionerne, og hvorledes kan interventionsindsatsernes bredes ud. Hvilke betydninger har ønsket om at ville gøre noget godt for nogen – er dette også medvirkende til at skabe (nye) problemer? Hvilke pædagogiske tilgange kan bringes i spil, når der er tale om opdragelse som et middel til at forandre (til det bedre)? Fører dette til større selvstændighed, bedre sammenhold, er der tale om disciplinering eller en frigørelsesproces? Hvad betyder det at have gode forbilleder – mange af ildsjælene har selv formået at komme ud af kriminelle miljøer.

Et af kapitlerne tager også fat på, hvad mødet mellem forskellige mennesker og grupper betyder for integrationen. Med udgangspunkt i Robert Putnam diskuteres, om møderne fører til ”bridging” eller ”bonding” mellem mennesker – nok mest det første. Fælles for mange af idrætsinterventionerne er, at de især appellerer til drenge og unge mænd. I et af kapitlerne rettes fokus mod, hvordan pigerne forholder sig til interventions- og integrationsprojekterne – når disse fremstår som normsæt for drenge. I det sidste af de empirisk baserede kapitler analyseres, hvorledes deltagerne selv forholder sig til og opfatter de forskellige projekter. For de fleste drejer det sig om, at de finder, at det er sjovt (roligt) at deltage i projekterne – især i de sammenhænge, hvor der er tale om fodbold.

Idræt som en rettighed overfor idræt som et behov. Idræt som et mål i sig selv og ikke blot et middel. Idræt på deltagernes vilkår og endelig idræt som kritisk pædagogik.

Selvom de empiriske undersøgelser er situationsbestemte, kan der utvivlsomt uddrages ret så megen nyttig viden om, hvordan idræt kan bringes i spil i relevante integrationsprojekter. En generel lære, der i denne antologi tydeligt fremstår er, at det i høj grad bliver de kulturelle forskelle, der kommer i fokus og kan overvindes, når idrætten instrumentelt bringes i spil, hvilket som en konsekvens fører til en underbetoning af de mere fundamentale sociale og økonomiske problemer, der også (og i høj grad) gør sig gældende i de såkaldte udsatte områder.

Bogens to sidste kapitler indeholder særdeles relevante kritiske refleksioner over, hvad det betyder, at idræt anvendes som et middel til at fremme integrationen af børn og unge i udsatte områder. Dahlstedt og Ekholm forholder sig til denne problemstilling ved i næstsidste kapitel at diskutere idrættens mytologi. Med udgangspunkt i Roland Barthes diskuteres om mytologien om idrættens kraft har medført en overførsel af idræt fra en sammenhæng fx konkurrenceidræt, hvor det gælder noget specifikt til en anden sammenhæng, hvor det gælder noget andet fx idræt som et kulturelt og socialpolitisk instrument. En væsentlig diskussion i forhold til at mange kommunale beslutningstager i såvel Danmark som Sverige netop har en tendens til at tro på ”idrættens mytologiske kraft”, og dermed nogle gange tilskriver idrætten evner, den ikke besidder. En tendens, der i al fald i Danmark yderligere forstærkes af, at idrættens ledere benytter sig af italesættelsen af idrættens mytologiske kraft til at legitimere behovet for yderligere tilførsel af offentlige og private midler til idrættens organisationer. Om det forholder sig på samme måde i Sverige, tør jeg ikke udtale mig om, da min viden herom ikke er tilstrækkelig stor.

Bogens sidste kapitel diskuterer i forlængelse af ovenstående, hvem idrætten egentlig er til for og hvorfor. En række forskellige forståelser af idræt skitseres i modsætning til den instrumentelle tilgang, der har været dominerende i antologien. Idræt som en rettighed overfor idræt som et behov. Idræt som et mål i sig selv og ikke blot et middel. Idræt på deltagernes vilkår og endelig idræt som kritisk pædagogik.

På den måde afrundes en relevant og interessant antologi i de to sidste kapitler med spændende diskussioner, der løfter sig op over stoffet på et fornemt refleksionsniveau. Bogen kan absolut anbefales ikke blot for samfunds- og idrætsforskere, der arbejder med integration, men også for alle med interesseret i forholdet mellem idræt og samfund.

Copyright © Jørn Hansen 2021