Feature articles

Kampen om egoet

October 7, 2020

Svend Aage Sørensen
Sektion for Idræt, Aarhus Universitet & Elite- og Talentcenter Aarhus

I egenskab af ledende centertræner på Elitecenter Aarhus i badminton blev jeg i efteråret 2019 på en trænerkonference på Syddansk Universitet bedt om at holde et oplæg om mit bud på hvad fremtidens Elitetræner skal kunne.

Efter at have forberedt mig grundigt var der tre ting som for mig skilte sig ud. Den første ting[1] jeg kom på var at fremtidens trænere skal kunne lede kampen om egoet – inklusive deres eget. Det kræver vist en forklaring, som er omdrejningspunktet for denne artikel.

Fremtidens elitetræner skal kunne lede sine udøvere i, hvornår egoet er en konstruktiv drivkraft i deres karriere, og hvornår det i sidste ende ender med at blive en stopklods. Ydermere skal fremtidens elitetræner kaste lys på egne drivkræfter og motiver. Hvornår står eget ego i vejen for en meningsfuld relation til udøveren, kollegaer og andre samarbejdspartnere.

Det ligger mig på sinde at kaste lys på emnet, da jeg personligt har meget svært ved at arbejde sammen med, eller endsige lytte til mennesker, som ikke har gjort sig den ulejlighed at kaste lys på sit eget ego. Hvad skete der med træneren som gik fra god til arrogant og grandios (i stedet for fra god til moden og sublim langtidsholdbar kapacitet med lange betydningsfulde relationer til udøvere)?

Vi har alle blinde vinkler, men jeg har svært ved at tage helt alvorligt når f.eks. trænere siger at det udelukkende er for talentet skyld den måde de agerer på, og dernæst imod det meste af den forhåndenværende empiris anbefalinger, optimerer talentet tidligt med meget trænerstyret træning, så træneren kan stå som succesfuld ungdomstræner. I det mindste må man være nysgerrig hvor meget egne incitamenter fylder.

Samtidig står jeg i det spændende grænsefelt mellem unge talenter som i udgangspunktet bare spiller badminton fordi de elsker det og er gode til det. Nogle af disse atleter begynder at tjene mange penge og får megen interesse og mange ydre forventninger fra andre end dem selv. Hvad gør det ved spillerens motiver og personlighed? Hvordan undgår badmintonspilleren Anders Antonsens[2] drive og selvtillid at blive hans indre fjende der kan føre til ydre fjender og til at han ikke tør lære af nederlag og kritik?

Der kan skrives mange tekster om hvad egoet er og hvordan det defineres Forskellige teoretikere har beskrevet selvet/egoet med mange former og navne. Præmissen for denne artikel er at egoet i det følgende forstås som et såret barns selv, der ikke har fået tilstrækkeligt kærlighed og opmærksomhed på de rette tidspunkter i livet, som stædigt søger noget uden for sig selv for at lindre smerten.

Det er min påstand at vi alle har dette barn i os i en eller anden grad. Vi har alle et drive imod at fylde et hul op i os selv og bevise for nogen eller noget at vi er gode nok. Spørgsmålet må være hvor meget det fylder i ens handlinger og på bekostning af hvem ud over én selv.

Teoretisk grundlag

Inden praktikeren stempler ud kommer her en pixibogs-udgave af det teoretiske grundlag denne artikel bygger på. Den mere teori-interesserede kan evt. læse de længere slutnoter som forsikring for at det ikke er fri fantasi det hele. Som altid er der i formidlingens svære kunst en fare for at der bliver lavet for grove generaliseringer men her kommer de:

Vi mennesker besidder som den eneste art en evne til at se os selv udefra. Det giver store muligheder og har store faldgrupper[3]. Det er en faldgruppe at være så selvbevidst at en fordybelse i en aktivitet – f.eks. præstation på højt niveau i en eliteidrætskontekst – kan distraheres, af tvivl, forfængelighed[4], vrede mm. Et komplekst[5] men sammenhængende selv kan imidlertid forene de modsatrettede kræfter der ligger i bevidst at kunne styre sin opmærksomhed[6] men samtidig fordybe sig i en idrætspræstation uden at blive forstyrret af en for stor grad af selvbevidsthed.

Men hvad afgør om man udvikler et såkaldt komplekst selv, som kan forene tilsyneladende modsatrettede kræfter, eller et selv der i højere grad bygger barrierer til beskyttelse.

Selvom vi alle i forskellige grader har ”ar på sjælen”, findes der ifølge udviklingspsykologien – mere præcist objektrelationspsykologien – perioder tidligt i livet som er specielt vigtige i dannelsen af et menneskes sammenhængende selv.[7]

Hvis relationen til især moderen ikke forløber ”godt nok” i form af en god balance mellem empati og grænsesætning, kan et narcissistisk beskadiget selv fremstå. Et narcissistisk beskadiget selv vil ofte forsøge at ”fylde et hul indeni” med ydre anerkendelse[8], også videre i selv-dannelsen senere i livet, og til andre end moderen[9].

Der vil dog mangle en følelse af et fast holdepunkt inde i selvet, som hindrer en pendlen mellem en kortvarig men berusende følelse af storhed, og en depressiv tilstand.

I en eliteidræts kontekst kan vi inddele tilgange til konkurrence i to yderpunkter: de ego-orienterede og de opgave orienterede[10]. De ego-orienterede ser konkurrence som et nul-sums-spil hvor du kan måle din præstation mod en direkte modstander. Din sejr er således en andens nederlag og vice versa. Der er en stærk drivkraft og en enkelthed i at skulle nedkæmpe en modstander som vil tage noget fra dig, men der er også en sårbar, til tider neurotisk position, hvor gentagne nederlag er svært at fortolke som en kilde til vækst. I stedet kan nederlag medføre undgåelsesadfærd[11] for at forhindre yderligere angreb mod den skrøbelige selvfølelse, eller en depressiv tilstand[12].

Den opgave orienterede ser konkurrence (og træning) som middel til at forbedre og udvikle sig imod mål, som kan være knapt så klare som at slå en modstander, men alligevel så konkret definerede, og inden for udøverens egen kontrol at opnå. Den opgave orienterede vil også gerne vinde[13], men det er sekundært ift. det at mestre en situation, eller en udførelse.

Ego- og opgave-orientering er som nævnt ”arketyper”, som kan findes i én og samme person. De skal i høj grad ses som uafhængige variable.[14] Man kan således være høj på begge orienteringer, men samtidig have en dominerende orientering.

Det har altid med en vis ret været svært at overbevise trænere om at undertrykke ego-orienteringen, men vi kan øge opgave-orienteringen for at moderere de potentielle skadelige effekter af høj ego-orientering. Graden af opgave-orientering er dermed den kritiske faktor, uafhængig af graden af ego-orienteringen.[15]

Det skal lige siges her til sidst i teoriafsnittet at dannelsen af selvet i almindelighed og målorientering i særdeleshed er en proces, som foregår hele livet. Dog med perioder med specielle ”åbne vinduer”. En gennemgang af forholdende omkring målorientering viser at børn udvikler voksende ego-orientering når de går over i den tidlige ungdomsfase. De henviser til forskning som påviser at børn i 12-års alderen befinder sig i en kritisk periode for udvikling af ego-orienteringen.[16]

Der vil muligvis være nogle slutninger især mellem teorierne som jeg som praktiker ser som oplagte, og som der muligvis ikke er empirisk belæg for. Jeg antager f.eks. at det er noget nemmere at antage den kritisk nødvendige opgaveorientering, hvis man har et mere komplekst og sammenhængende selv. Omvendt er det oplagt at et narcissistisk beskadiget selv, i langt højere grad vil antage egoorienteringen i mere eller mindre neurotisk version.

Kampen om egoet – i praksis

Praksiseksempel 1: Trænerne i netværksmøder

En gang om måneden mødes ca. 8 badmintontrænere fra det meste af Jylland (fra Kolding til Ålborg) i et fagligt netværk, hvor vi sparrer og koordinerer træningen for de unge jyske talenter. Vi afholdte i marts 2020 vores møde nr. 30. På de 10 første møder insisterede jeg på at vi lavede følgende øvelse inden vi startede mødets dagsorden: ”Giv et præcist kompliment til én af dine kollegaer”. I starten styrede jeg processen, så man ikke bare kunne spille ”safe” og give komplimentet til dem man kendte bedst. Efter ca. 10 møder åbnede jeg op for at man nu helt frivilligt kunne spørge én af de andre kollegaer en version af spørgsmålet: ”Hvad er det jeg ikke er så god til?”, eller endnu mere præcist: ”Hvad er det jeg prøver at skjule?”.

Jeg er med på at i oversættelse af teori til praktik er der overfortolkninger og nuancer der går tabt. Men hvis vi nu forestiller os at denne proces har været en mere eller mindre bevidst miniudgave af objektrelationspsykologiens proces om at blive set og rummet af en empatisk anden og dernæst optimalt frustreret, via en kritik som man jo selv har bedt om – sendt med venlig hilsen fra en person som man efterhånden ved har set ens gode sider.

Det er ikke sådan af vi nødvendigvis ser hinanden privat, og at der udvikles tætte venskaber. Men det er min klare oplevelse, at der i vores samvær frigives energi ved at man erfarer, at de andre har set hvad man står for af kompetencer. Der frigives ligeledes energi ved ikke at skulle prøve at skjule det de andre alligevel godt ved at man kæmper med.

”Det er jo som bekendt aldrig for sent at få en lykkelig barndom[17]”

Hassmén & Hassmén[18] definerer 3 niveauer af ledelse som en (idræts)leder bør være bevidst om. De kalder dem 1, 2 og 3 ordens ledelse. 3 ordens ledelse handler om hvordan man udøver sin ledelse. F.eks. hvordan agerer man i hallen, er man autokratisk eller coachende mm. For at man kan gøre det nogenlunde kvalificeret bør man gøre sig nogle overvejelser ift. den målgruppe man har med at gøre. Det være sig alder, motivation forudsætninger mm. Dette niveau af ledelse kalder man 2 ordens ledelse. En forudsætning for en hensigtsmæssig ledelsesmæssig 3 og 2 ordens ageren, bygger på at lederen udover at kende dem der ledes er nødt til at kende lidt til sig selv og sine egne motiver. Dvs. bevægegrunde for den 2 og 3 ordens ledelse man udfører.

Så for at samle op: før du leder nogen kvalificeret i hverdagen (3 ordens ledelse), sæt dig ind i hvem du leder (2 ordens ledelse) . Inden du gør dette, gør dig den ulejlighed at undersøge egne motiver og handlemåder (1 ordens ledelse).

Mange af de badminton faglige møder jeg har siddet i har handlet om 3 ordens ledelse, til nød en gang imellem 2 ordens ledelse. Vores netværksmøder har altså startet hvor flere ledelses møder burde starte med: Kend dig selv ud fra hvordan du ses af dine kollegaer.[19]

Praksiseksempel 2: En ung udøvers konstante træning af ”kampen om egoet”

Selvom objektrelationspsykologien argumenterer for at de helt tidlige år former selvet, så er der naturligvis påvirkninger hele livet som løbende påvirker det. Som Csikszentmihalyi siger så former opmærksomheden selvet, som igen former opmærksomheden. I den elitesportskontekst som ”kampen om egoet” i denne opgave foregår i, vil jeg lige give et eksempel på hvordan en tidlig træning af kampen om egoet kan foregå. Tidligere omtalte Anders Antonsen, var fra ca. 2012-2017 tilknyttet Elite centret i Aarhus. Anders spillede i 2015 en opvisningskamp imod Peter Gade, tidligere verden nr. 1. Anders var jo på vej op og Gade naturligt nok på vej ned i niveau. Vi havde jo nok ikke forventet at de havde krydset hinandens niveau endnu, så da Anders ret overbevisende havde vundet de første to sæt ud af 5, fornemmede jeg at han diskret spurgte om han skulle skrue lidt ned. Jeg hørte ikke klubtrænerens svar, men han tabte i hvert fald de næste 3 sæt. Måske havde Gade nu læst ham, måske ”trådte han selv lidt ubevidst for meget på bremsen”, så han ikke kunne starte igen. Der er vel flere tolkninger. Da jeg snakkede med ham bagefter bekræftede han at han følte at han kunne have vundet og havde trådt lidt på bremsen.

Nu startede vi en løbende samtale til træning af kampen om egoet. Jeg bad ham tænke over hvor mange han var nødt til at fortælle hans version af nederlaget til, til dagen efter. Næste dag skulle jeg sammen med ham til fysioterapeut. Fysioterapeuten havde hørt om kampen og sagde til Anders med et skælmsk blik: ”Han spiller stadig godt den gamle hvá?”. Anders svarede bekræftende uden kommentarer. Første træningssession succesfuldt overstået. Ugen efter skulle Anders over til centret i Brøndby for at træne med herresinglerne på landsholdscentret.

Jeg havde på forhånd ringet til landstræner Kenneth Jonassen og bedt ham om at kommentere på kampen med ordene. ”Han spiller stadig godt den gamle hvá?”. Anders svarede igen bekræftende, Kenneth påstod bagefter at han havde forsøgt at lokke en forklaring ud, men den kom ikke. Anden træningssession succesfuldt overstået.

Om Anders kunne have vundet disse indledende kampe om egoet, med et narcissistisk beskadiget selv i baggagen ved jeg ikke. Vi snakkede bagefter om at det fra nu af kun blev sværere og sværere. Dvs. der ville blive flere og flere, sponsorer, medier, fans på sociale medier som man skulle forsvare et nederlag overfor. Med mindre man tidligt havde gjort sig klart på hvilke arenaer kampen om egoet kunne foregå, og hvilke man selv var villig til at kæmpe den på.

En interessant personlighed er en fordel når der skal forhandles tal på sponsorkontrakten, og Anders er efterhånden castet i medierne som en fræk dreng med stor selvtillid. Det er vel egentlig også en del af sandheden. Det er ligeledes en del af sandheden at han endnu har et så komplekst selv at han har så meget selvtillid, at han kan bruge sine omgivelser til at sparre med når han ikke har selvtillid. Det er et komplekst selv som ikke har særligt gode kår i medierne – især sportsmedier. Her tales der i overskrifter, som ”mandagstræneren” kan forstå og som den unge udøver skal have en høj grad af integritet for at modstå. Dette i takt med at nullerne bliver større på kontrakterne. Jeg tør slet ikke tænke på hvad fodboldspillere som Nicklas Bendtner og andre (egoer) skal modstå, med flere penge, flere ”rådgivere” som har et kortsigtet incitament for skarpvinklede historier om deres spillere. Det er ikke synd for Nicklas Bendtner og det er slet ikke synd for Anders. Kampen om egoet er blot en kamp de tidligt skal rustes til at tage, gerne inden der kommer for mange penge og andre ego boostere ind i spillet. Det er min påstand at det bliver nemmere og nemmere at fortolke sporten som et nul sums spil. Dette i stedet for et spil hvor man hvor nødigt man end vil tabe, risikerer det til fordel for at bruge modstanderen til at søge perfektion gennem kreativ udforskning. En udforskning hvor selvbevidstheden – her egoet -ikke står i vejen[20].

Det hele menneske – nu med feedback

Ovenstående peger i retning af at man som udøver og træner skal kende sig selv og kaste lys på egoet. Som Marc Drouin, underviser på lederuddannelsen ”Pathfinder” og forfatter til bogen The circle of life formulerer det: ”The ego runs in the dark, denial is a great place to hide” og ”The ego doesn’t see itself, awareness does”.

Skal jeg prøve at få disse amerikanske oneliners gjort mere praktiske vil jeg låne den legendariske UCLA Basket-coach John Woodens matrice. Han beskriver 4 situationer som hans unge basketballspillere kan havne i:

- 1. De løser en (sportslig) opgave godt, og de får ros. Det vil de umiddelbart godt kunne lide.
  2. De løser en (sportslig) opgave godt, og de får kritik. Det vil de umiddelbart ikke kunne lide.
  3. De løser en (sportslig) opgave skidt, og de får kritik. Det vil de umiddelbart ikke kunne lide.
  4. De løser en (sportslig) opgave skidt, og de får ros. Det vil de umiddelbart godt kunne lide.

Ifølge Wooden er der intet i vejen med situation 1og 3, de får en fair og faglig feedback for deres indsats. Situation 2 og 4 er derimod problematiske, også selvom 4 føles godt.

Det er svært at fortælle en stor ”stjerne” med et oppustet ego at han er i situation 4 når han lige har vundet en turnering og får ros i medierne, selvom han ikke forsøgte at udvikle sig på nødvendige og aftalte områder.

Det er ligeledes svært i situation 2 at overbevise den neurotiske udøver om at hun har gjort det helt rigtige og udviklet et vigtig aspekt af sit spil, hvis det har medført et nederlag og uforstående ”mandagstrænere” kritiserer nederlaget.

Der er naturligvis flydende grænser mellem situationerne. Du kan have gjort nogle ting godt og andre mindre godt i samme præstation. Woodens pointe er at man skal lære udøveren ”at fortælle sandheden”. Dvs. at kende sig selv nok til at vide om man har levet op til de rette standarder.

Det er svært for et sårbart selv eller et stort ego, ikke at bygge barrierer op omkring at forsvare en dårlig præstation mod en nok så velment kritik (situation 3). For det sårbare selv er der svært at adskille en dårlig præstation med det at være en dårlig person.

Det hele kompliceres yderligere af at det også kan være undgåelsesadfærd dvs. at bygge barrierer om egoet, at være neurotisk og ekstrem og hård ved sig selv (situation 1) og dermed ikke være indstillet på at lytte til ros endsige nyde at dvæle ved en god præstation.

Det er min oplevelse at der findes mange ”neurotikere” i elitesporten. Enten holder de ikke så længe i sporten, eller også så trives de kun meget kortvarigt i perioder, i den lange tid de er der.

Der findes utvivlsomt atleter og trænere, som af mange forskellige årsager ikke forsøger at sætte fokus på grundlæggende motiver i sig selv eller i relation til udøveren, og som lykkes med nogle gode resultater. Der kan være mange og gode grunde til at være tilbageholdende i processen med at kaste lys på egoet:

– Et generelt manglende sprog om ”kampen om egoet”
– Et meget kompeditivt og meget lidt rummeligt miljø, og meget andet.

En træner eller en udøver der ”bare vil vinde” og vil gøre alt for det, kan som nævnt rumme en utrolig stærk urkraft. Det uanfægtet at den ultimativt kan udspringe fra problematiske relationer i barndommen til nære omsorgspersoner. Har vi i den danske elitesport kontekst en pligt til at vi skal forsøge at skabe ”hele mennesker” og potentielt slukke en ild, som motiverer til en hård og ubarmhjertig trænings og konkurrence mentalitet? Ja det har vi faktisk.

Her er uddrag fra loven om Eliteidræt pr. 26 apil 2004: Team Danmarks rolle er bl.a….. ”at sikre en forsvarlig udvikling af eliteidrætsudøvere fysisk, personligt og socialt.” Vi skal dog ikke skråsikkert proklamere at det ikke kan lade sig gøre at føre narcissistisk beskadigede selv’er til at levere ”guld til Danmark”. Det er min påstand at det sker lige nu.

Kampen om egoet – en balancegang

Jeg har selv en klar præference for at arbejde med talenter, som er villige til at tage imod kritik, ligesom jeg selv skal kunne det. Jeg arbejder også bedst med atleter som er villige til at kaste lys på deres egoer for dermed at kende dem selv og deres bevægegrunde. Jeg tror at det gør dem mindre sårbare. Det er ikke personlig udvikling for den personlige udviklings skyld, men det er en videns-baseret holdning jeg har til at det både på lang sigt er det mest effektive, samt det mest etiske ift. at udvikle mennesker, som både kan tænde for/fodre deres egoer til kamp og træning, samt skrue ned for det efter træning/kamp og evt. karriere.

Det lyder simpelt. Det er det selvfølgeligt ikke, men det er en kamp som jeg mener at fremtidens elitetrænere skal kunne lede, og som de skal uddannes til, fremfor kun at lære om teknik og taktik. Faglighed kan således ikke adskilles fra det at være bevidst om egne sårbarheder, samt evnen til at kunne hjælpe med at sætte lys på andres.

Vi snakker ikke om en sofa der flyttes ind i hallen til dybdegående psykoanalyse, men om en ærlig kommunikation om hvad man hver især ser, især i kritiske situationer hvor der er noget på spil.

Ifølge attributionsteorien[21] har eliteudøvere i sport en tendens til at lave indre, kontrollerbare og stabile årsagsforklaringer på egen succes, og indre, kontrollerbare og ustabile forklaringer på fiasko.[22] Det vil kort sagt sige: ”Jeg har vundet fordi jeg har oparbejdet et stabilt højt niveau” og ”Jeg har tabt fordi jeg ikke har forberedt mig ordenligt, eller brugt en forkert strategi”.

Det lyder jo som et stort ego, når eliteidrætsudøvere ser ud til at have svært ved at anerkende den gode præstation hos andre (en ydre årsagsforklaring). Det kan der dog være nogle gode grunde til: Ved ydre (og stabile) årsagsforklaringer ved nederlag er der en fare for at ende i den såkaldte tillærte hjælpeløshed som minder meget om en depressiv tilstand. Omvendt hvis du altid tillægger succes noget indre og stabilt, og nederlag noget indre og ustabilt, er du i fare for at ende som det grandiose selv, som egenhændigt tror det kan ændre alt selv.

Det sammenhængende komplekse selv skulle man tro ligger måske lige fordelt i matricen, men ifølge Weiners attributionsteori er der en systematisk skævhed mod indre årsagsforklaringer hos eliteidrætsudøvere. Dette er et eksempel på en hårfin grænse mellem en sund selvhjælpende bias og et stort snæversynet ego som eliteidrætsudøvere bevæger sig på.

Det motiverede ”selv”

Jeg har jo taget et noget snævert motivationsbegreb i brug – at mange i eliteidrætten motiveres af at fylde et hul op som er skabt af tidlig manglende kontakt til omsorgspersoner. Motivation beskrives af selvbestemmelsesteorien mere bredt som graden af det drive vi har for en aktivitet, alt efter om grundlæggende behov for samhørighed, autonomi og kompetence enten opfyldes eller undertrykkes. Motivationen for en aktivitet kan i forskellig grad være indre eller ydre. Er udøveren motiveret af ting uden for aktiviteten såsom penge, berømmelse, anerkendelse fra faderen, kaldes motivationen ydre. Er udøveren motiveret af selve aktiviteten uden øje for senere effekter af heraf, kaldes motivationen indre.

Jeg vil lige bruge den sidste afsnit til, med udgangspunkt i motivation generelt, at beskrive to andre ting som jeg mener fremtidens elitetræner skal kunne. Det var det jeg indledte artiklen med at skrive at jeg på trænerkonferencen havde prøvet at formidle.

Udover at skulle kunne lede kampen om egoet – inklusive sit eget, mener jeg at vedkommende skal kunne lede og sætte en strategisk retning i en dilemmafuld (dialektisk) verden, og i en systemisk verden.

1. Først det dilemmafyldte: Verden er dialektisk, hvilket jeg i øvrigt har brugt 6 artikler[23] samt dele af ovenstående på at beskrive. Den korte udgave af et dialektisk verdensbillede er at ”sandheden” vinder frem gennem modsat rettede udsagn.

Det kunne være tese: ”Mennesket motiveres godt for en aktivitet af pisk eller gulerod (incitamenter uden for selve aktiviteten)”.

Tesen møder en antitese: ”Mennesket motiveres udelukkende af en indre glæde ved aktiviteten selv”.

Dette kunne resultere i en syntese: ”Vi motiveres af mange ting, men den indre motivation har det med at være mere bæredygtig og den kan undermineres af for mange ydre motivations incitamenter.

Du behøver jo som bekendt heller ikke at være enten ego- orienteret eller opgave-orienteret, men kan være en mellemting, endog høj på begge egenskaber (syntese).

2. Fremtidens træner skal ligeledes kunne lede og sætte en strategisk retning i en systemisk verden. Systemisk betyder i bund og grund at man ikke kan behandle noget begreb meningsfuldt i sig selv – selv et selv – men altid i sammenhæng med noget andet eller andre. Den mindste enhed er i et systemisk verdensbillede altid en relation. Således giver det ikke i et systemisk verdensbillede mening at snakke om motiverede mennesker, men om at skabe miljøer og stukturer hvori mennesker motiveres – såkaldt behovsstøtte.

Det kan være svært både at snakke om selv’er/ego’er i et systemisk verdensbillede. Om der findes en kerne selv, eller om det altid er i forhandling i relation til andre er en kæmpediskussion, som jeg ikke vil åbne meget for her. Det systemiske er lidt nedtonet i denne artikel, som jo i udgangspunktet handler om noget fundamentalt iboende – nemlig egoet.

Men lur mig om min egen dårlige barndom ikke påtvinger mig at skrive noget om det systemiske verdensbillede senere.

For hvorfor skriver netop jeg sådan en tekst om netop egoet. Der er uden at skulle psykoanalysere mig selv, utvivlsom et ”se mig-aspekt” i dette. Jeg vil læses og anerkendes for det jeg har lært. Ikke specielt sympatisk, men ikke desto mindre sandheden. Sidste gang jeg havde artikler i offentlige medier brugte jeg lidt for megen tid på pleje mit ego ved at tjekke likes og vurderinger, i stedet for f.eks. at være nærværende med mine børn. Min pointe er naturligvis at vi alle er mennesker og har brug for anerkendelse. Det er menneskeligt. Jeg tror imidlertid at vi har en chance for at styre det vi er bevidste om. Det vi ikke er bevidste om styrer os. Hermed en opfordring til at tage kampen om egoet.

Referencer

Csikszentmihalyi, Mihaly. 2005. FLOW, The Psychology of Optimal Experience. New York: Harper and Row.

Csikszentmihalyi, Mihaly, et al. 1993. Talented Teenagers. New York: Cambridge University Press.

Csikszentmihalyi, Mihaly. 1993. The Evolving Self. New York: Harper and Row.

Deci, E. & Ryan, R.M. 1985. Intrinsic Motivation and Self-determination in Human Behavior. Amsterdam: Kluwer Academic/Plenum Publishers.

Hardy, Lew, et al. 1996. Understanding psychological preparation for sport. Wiley.

Hassmén, Nathalie & Hassmén, Peter. 2011. Idrætsledelse. Frederiksberg: Frydenlund

Heckhausen, Heinz. 1991. Motivation and Action. Berlin: Springer Verlag.

Juul, Jesper. 2013. Her er jeg hvem er du. København: Lindhardt og Ringhof.

Maslow, Abraham H. 1987. Motivation and Personality. 1987, New York: Harper and Row.

Ntoumanis, N. & Biddle, S. 1998. The relationship between achievement goal profile groups and perceptions of motivational climates in sport. Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports. 1998, 8, 120-124.

Nørretranders, Tor. 2009. Det generøse menneske. København: People’sPress.

Ommundsen, Y., Roberts, C.G. & Kavussano, M. 1998. Percieved motivational climate and cognitive and affective correlates among Norwegian athletes. Journal of Sports Sciences, 1998, 16, 153-164.

Roberts, Glyn C. 1992. Motivation in sport and exercise. Champaign, IL.: Human Kinetics.

Syer, J. & Connolly C. 1987. Sporting Body, Sporting Mind: Athlete’s Guide to Mental Training. New York: Simon & Schuster.

Thielst, P. 1991. Selvpsykologi-en ny teori om selvet. København: Nordisk Forlag A.S.

Treasure, D.C. 1997. Perceptions of the Motivational Climate and Elementary School Children’s Cognitive and Affective Response. Journal of Sport & Exercise Psychology, 1997, 19, 278-290.

Treasure, D.C. & Roberts, Glyn. 1998. Relationship between female adolescents’achievement goal orientations, perceptions of the motivational climate, belief about success and sources of satisfaction in basketball. Int. J. Sport Psychol. 1998 ; 29, 211-230.

Weiner, B. 1986. An attributional theory of motivation and emotion; New York: Springer Verlag

https://www.dr.dk/drtv/program/det-forbandede-talent_159200

https://www.dr.dk/radio/p1/supertanker/supertanker-2020-01-14

Noter

[1] De sidste to beskriver jeg kort sidst i artiklen.

[2] Han er i skrivende stund, uge 12 i 2020, nr. 3 på verdensranglisten i herresingle.

[3] Vores egen danske guldalderfilosof Søren Kierkegaard havde følgende at sige om selvet: ”At forholde sig til sig selv hedder selvbevidsthed” og ”Selvet er ikke forholdet, men at selvet forholder sig til sig selv”. Han skriver senere: ”Selv midt i et dybt engagement forstyrres jeg af mig selv, min bevidsthed træder et skridt tilbage og vurderer helheden. Dvs. sig selv. Derfor er selvbevidsthed både vor arts varemærke, og en stadig belastning og kilde til anfægtelse. At forholde sig til sig selv, rummer også muligheden for tvivl, undren og kritik” (Thielst s. 11). Kierkegaard beskriver altså en præmis ved menneskets selv som giver mennesket unikke muligheder, men som samtidig kan komme til at stå i vejen for en optimal udfoldelse.

[4] Hvis forfængelighed i en udpræget form kan ses som en kamp om egoet og en drift til at tage sig bedre ud end andre og få anerkendelse for det, så rammer populærkulturen det med hovedet på sømmet i den gamle Hollywood-blockbusterThe devils advocate fra 1997. Djævelen selv i skikkelse af Al Pacino proklamerer af forfængelighed er han yndlings-dødssynd. Det er her man altid kan ramme mennesket hvor det er mest sårbart, fordi anerkendelse udefra føles så godt. https://www.youtube.com/watch?v=FOT736JlNCA.

[5] Kompleksitetskonceptet hjælper i at syntetisere tendenser, som psykologer og uddannere kunstigt har adskilt og sat overfor hinanden: Behovet for at opnå – versus ren nysgerrighed; snæver koncentration – versus åbenhed for nytænkning; indre i forhold til ydre motivation. Et komplekst selv er et selv der er i stand til at forene de to modsatte tendenser, differentiation og integration (Talented Teens s. 55). Disse og mange andre modsætninger er blevet forsonet i talentfulde personer, og deres omgivelser. Baseret på denne model, kan vi bygge en model om optimal menneskelig udvikling. (s. 242).

[6] Den ungarsk-amerikansk psykolog Csikszentmihalyi (2005) nogle yderst interessante pointer om den kamp der foregår i selvet. Her er opmærksomhed centralt. Han skriver: ”Opmærksomheden former selvet, som igen former opmærksomheden” (noget her er selvfølgelig tilfældigt) (s, 48). ”Kampen” er i virkeligheden ikke en kamp mod selvet men mod den entropi der forårsager mangel på orden i bevidstheden. Det er i virkeligheden en kamp for selvet. Det er en kamp med det formål at få kontrol over opmærksomheden (s. 55). Opmærksomhed kan ses som psykisk energi (s. 43). Det handler om at disciplinere sin opmærksomhed og at nægten at ødsle den på uproduktive tanker og handlinger (s. 45). Den optimale oplevelse beror således på evnen til at styre hvad der sker i bevidstheden. (s.14). En af de hovedkræfter der påvirker bevidstheden negativt er mangel på psykisk orden (de mange navne er vrede, jalousi, frygt og angst). Kend dig selv… Indre konflikt skyldes konkurrerende krav om opmærksomhed. For mange ønsker, for mange uforenelige mål kæmper om at erhverve psykisk energi til egne formål. En måde hvorpå man kan mindske denne konflikt er at udrede de væsentlige krav fra de mindre væsentlige og foretage en prioritering mellem dem. (s. 269).

[7] Nogle pointer mere om selvet som er lidt mere patologiske, kommer fra objektrelationspsykologien. Her primært refereret fra Thielst (1991). Skåret ind til benet udvikles selvet i relation til objekter uden for een selv. – I første omgang moderen. Kan den ”gode nok mor” frustrere barnet optimalt – og hermed menes bl.a. at kunne kende når barnet ”bare vil styre at mor kommer”, og hvornår barnet reelt har et behov der ikke opfyldes -udvikles et sammenhængende selv. Dvs. et selv som. ”ikke pendler unødigt mellem grandiositet og depression og som indeholder en sund selvfølelse med en vished om at følelser hører til ens eget jeg. Et sammenhængende selv ved, at dets følelser kan komme til udtryk uanset om det umiddelbart vil blive elsket eller ikke” (Kohut s. 71). Et ikke sammenhængende selv kan i højere eller mindre grad føre til et narcissistisk beskadiget selv. Der menes her kun en selvfølelse. Der findes ikke narcissister kun nacissistiske beskadigelser. Det er et beskrivende begreb til betegnelsen af selvets følelses – og oplevelsesmæssige forhold til sig selv.

[8] Et ikke sammenhængende selv er i fare for at udvikle en såkaldt objekthunger – dvs. en overdreven idealisering, og voldsom devaluering af ydre objekter (s. 69). Det vil i første omgang sige moderen, og senere andre personer eller fænomener.

[9] Den danske familieforsker Jesper Juul beskriver i sin bog Her er jeg, hvem er du begrebet forkælelse. Forkælelse er lidt mindre dramatisk end et narcissistisk beskadiget selv, men dækker over noget beslægtet. Han skriver: ”Forkælelse betyder ikke at børn får for meget af det de har lyst til, men for lidt af det de har brug for” (s. 93). Her mener han kontakt med en voksen, samt viden om andres og egne grænser. Et barn som har fået alle sine ønsker opfyldt har således ikke fået det det har brug for – nemlig kontakt. ”Er man i centrum, er man ikke en del af fællesskabet” (s 73). Forkælelse beskrives med andre ord, og på lidt senere tidspunkter i barnets udvikling end objektrelationspsykologiens primær område, men der ses mange paralleller da begge beskriver forhindringer i dannelsen af et stærkt sammenhængende selv. Det skal siges at udgangspunktet for denne opgave er, at om end de helt tidlige år måtte være centrale i dannelsen af selvet, så er det en proces der foregår løbende igennem livet.

[10] Glyn, Treasure og Uneståhl skriver om målorienteringer: ”Hvad er konkurrence? Der er to måder at anskue konkurrence på: (1) Konkurrence er en kappestrid mellem mig (os) og en eller flere andre og (2) Konkurrence er en kappestrid mellem mig og mestring af en opgave, en standard eller et (stabilt) mål”. En udøver som anskuer konkurrence på måde nr. 1 kaldes ego-orienteret. Jeg taber når du vinder og vice versa. Konkurrence er altså et 0 sums-spil, hvor succes ultimativt måles i forhold til din præstation i forhold til andres. (Evt en note til nedenstående her eller andetsteds). En udøver som anskuer konkurrence på måde nr. 2 er mere opgave-orienteret (også kaldet mestrings-orienteret). Træning og konkurrence er midler til at forbedre og udvikle imod både kortsigtede og langsigtede mål, som er klare, konkret definerede, og inden for udøverens egen kontrol. En ikke helt så akademisk men mere billedlig opdeling af ego- og opgave-orientering laves af Connolly. Han kalder det hhv. neurotisk og kreativ konkurreren: ”Der er forskel på neurotisk og kreativ konkurreren. Den neurotiske konkurrent er ham der vil slå sin modstander for at måle sig i forhold til en ydre standard. Den slags deltagere spiller for at vinde noget fra verden udenfor, som de synes de mangler. Den kreative konkurrencedeltager bruger sporten til at afdække eller opdage hvem han virkelig er, og hvad han kan, i den tro at det han finder er godt. Han opdager og udtrykker sine indre ressourcer, sine kvaliteter og sin motivation når han konkurrerer, udvider sine eksistensmuligheder. Jo mere han opdager jo mere ansporet bliver han til at bruge sin sport til at finde ud af hvem han er, og hvad der er hans mening med tilværelsen. På hvilken måde udmærker han sig. Hvad har han at give verden. Sporten bliver et middel han kan udtrykke sig igennem…Og i stedet for at bruge det til at opnå en sikkerhed, styrke og kærlighed, demonstrerer han overfor verden, at han allerede har disse kvaliteter indeni sig selv. Dette skift markerer begyndelsen af det mest udtryksfulde og tilfredsstillende stadium i karrieren” (Syer & Connolly 1987, s. 170).

[11] Stræben efter tilfredsstillelse formidles gennem søgen af en diffus oplevelse af grandiositet, samt en undgåelsesadfærd til sikring mod den faktiske fare for narcissistiske krænkelser og til afstivning af den yderst sårbare selvfølelse. Sådanne forhold udvikler nye former for ungdomskulturer, som virker lindrende eller evt. reparerende på de narcissistiske vanskeligheder (Thielst s. 75).

[12] En oplevelse, der undergraver et hovedmål i tilværelsen vil enten forsyne en med et nyt, klarere og mere presserende mål: at klare de udfordringer, som tilbageslaget har skabt. Eller den vil ødelægge selvet ved at tvinge en til at bruge al sin psykisk energi til at bygge barrierer omkring de resterende mål, for på den måde at beskytte dem mod yderligere anslag fra skæbnen (Flow s. 235).

[13] – Ego-orienteredes indstilling om at vinde bør betragtes som en spejling af konkurrenceidrættens natur, og som en nødvendig drivkraft for at nå toppen af sin formåen (Treasure s. 280).

[14] Det er ikke noget jeg lige har fundet på med mit dialektiske sindelag. Det er der empiri bag. Bl.a. via nogle kvalitative spørgeskemaer. TEOSQ (Task and Ego Orientation in Sport Questionarie af Joan Duda) har i mange år været det mest brugte spørgeskema til at afdække målorienteringer hos udøvere Her fandt man opgave- og ego-orientering som uafhængige variable (Lew Hardy 1996 s. 77).

[15] Hardy 1996 s. 77.

[16] Treasures & Roberts s. 211-230.

[17] Dette er en ”standardsætning” som ofte benyttes i psykologien, og det er bl.a. titlen på en bog af psykologen Kirsten Fauken

[18] Hassmén & Hassmén 2011, s. 196.

[19] Csikszentmihalyi skriver i øvrigt her at: ”Selvet er indeholdt i bevidstheden. Denne del af bevidstheden er næsten altid genstand for opmærksomhed. Mit eget selv eksisterer alene i min egen bevidsthed. I bevidstheden hos andre mennesker, som kender mig, vil der findes en version deraf, og de fleste vil sandsynligvis være meget forskellige fra ”originalen”. Det billede jeg har dannet af mig selv” (s. 47)

[20] Csikszentmihalyi skriver: ”Mennesker som ikke har lært at finde flow i ting af den art, vil i almindelighed opleve instrumentale opgaver som ydre – fordi de ikke afspejler deres egne ønsker, men skyldes krav pålagt dem udefra (Flow s. 223). Når vi er optaget af en kreativ ekspressiv aktivitet føler vi os i berøring med vort virkelige selv. Tab af bevidsthed om selvet betyder ikke at miste selvet, eller bevidstheden, men snarere bevidstheden om selvet (s .83).