Skal en bladerunner kunne deltage i OL?


Henrik Madsen & Jens Boe Nielsen
Cand.mag. i dansk og idræt, tidligere rektorer for stx-gymnasier


Denne artikel beskriver i korte træk det forløb, som førte til, at den dobbeltbensamputerede ”bladerunner” Oscar Pistorius kunne deltage i de Olympiske Lege i 2012 og ikke mindst de efterfølgende videnskabelige undersøgelser og diskussioner, som har stillet spørgsmålstegn ved denne beslutning.

Da den internationale sportsdomstol CAS i 2008 underkendte det internationale atletikforbunds (IAAF) beslutning om at udelukke Pistorius fra at kunne deltage i løb mod ikke-handicappede udøvere, idet CAS fandt beslutningsgrundlaget ikke var tilstrækkeligt, kom det Pistorius til gode. Siden er der kommet ganske meget evidens for, at denne beslutning i bedste fald er stærkt problematisk.

Vi opsummerer derfor nogle af de artikler, som rejser spørgsmål ved rimeligheden af, at en bladerunner skulle kunne deltage i OL atletik løbediscipliner. Og vi diskuterer frem for alt, hvilke årsager, der kan være til, at ingen i dag rejser spørgsmålet om betimeligheden af deres deltagelse igen. Det samlede materiale er omfattende og detaljeret.

Oscar Pistorius

I 2013 slog sydafrikanske Oscar Pistorius sin kæreste ihjel. Det blev en efterfølgende særdeles spektakulær retssag, mest fordi Pistorius var verdensberømt dobbeltbensamputeret paraatlet i løb, hvor han brugte to blade af typen Össur HF Cheetah Flex Foot. Med dem fik han navnet ”Bladerunner”.

Pistorius fik sit gennembrud ved de Paralympiske Lege i 2004, hvor han vandt guld i 200 m løb. To år efter vandt han guld ved verdensmesterskaberne i 100 m, 200 m og 400 m løb. Det gav ham lyst til at stille op i løb, hvori ikke-handicappede deltog, herunder de Olympiske Lege. Han deltog i forskellige løb i hjemlandlandet Sydafrika, hvor han bl.a. blev nr. 2 ved de sydafrikanske mesterskaber. Men han fik også invitationer til store internationale stævner andre steder i verden og tjente rigtig mange penge på det. Og igennem 2005 og 2006 blev han hurtigere og hurtigere.

Det var en udvikling, som det internationale atletikforbund (IAAF) så på med bekymring. Var disse fjedrende blade i virkeligheden en fordel? På et møde i marts 2007 vedtog man derfor en ny regel, som skulle sikre, at løberne ikke kunne komme til at bruge tekniske hjælpemidler. Reglen skulle forhindre: ”Use of any technical device that incorporates springs, wheels or any other element that provides the user with an advantage over another athlete not using such a device”.[1]

Det var Pistorius naturligvis ikke tilfreds med og protesterede. IAAF besluttede derfor at få undersøgt, om disse blade udgjorde en fordel. Man bad Dr. Faina Marcello, som var direktør for “The Sport Science institute” i Rom/Italien og Dr. Elio Locatelli fra IAAF om at forestå en videoanalyse af Pistorius 400 m løb under et stort stævne i Rom 2007.

På baggrund af disse videooptagelser observerede man, at Pistorius var betydeligt langsommere i starten af løbene, men at han indhentede det efterhånden, som kadencen kom op. Set på mellemtiderne på 400 m distancen, løb de ikke-handicappede deres hurtigste tider på de to første 100 metre, mens Pistorius løb sine hurtigste tider på den 2. og den 3. hundredemeter. Desuden kunne de se, at Pistorius skridtlængder ikke var større end de andre løberes. Italienerne kunne således ikke med sikkerhed sige, om bladene udgjorde en fordel i 400 m løb.

Set på mellemtiderne på 400 m distancen, løb de ikke-handicappede deres hurtigste tider på de to første 100 metre, mens Pistorius løb sine hurtigste tider på den 2. og den 3. hundredemeter.

På den baggrund iværksatte IAAF en større uvildig undersøgelse udført af et forskerhold under ledelse af professor Peter Bruggemann fra sportshøjskolen i Køln, Tyskland. Undersøgelserne fandt sted d. 12. og 13. november 2007. Med adskillige og helt særlige højhastighedskameraer optog man derfor i slutningen af 2007 Pistorius i testlokalet ligesom man målte en række fysiologiske parametre og sammenlignede dem med atleter, som præsterede på nogenlunde samme niveau som Pistorius. Det drejede sig om iltoptagelse, energiomsætning, lactatproduktion, scanning af kroppen, skridtlængder, afsætskraft (fjedrende blade over for fodafvikling). Man lod ham og 6 andre løbere teste ved maximal hastighed og ved submaximal hastighed.

Resultaterne af disse undersøgelser var, at[2]

      • Pistorius brugte ca 25% mindre energi ved samme hastighed end de ikke handicappede.
      • Det fysiologiske potentiale var i sig selv ikke større hos Pistorius end hos de ikke handicappede.
      • Undersøgelsen af afsættet viser, at bladene giver ca. 3 gange så megen energi tilbage til kroppen sammenlignet med fodleddet.
      • Når bladet/foden sættes i underlaget, så viste undersøgelserne, at det gennemsnitlige energitab var 9,3% ved bladene og 41,4% ved et ankelled. På den baggrund vurderede forskerne således at fordelen ved bladene ialt er ca. 30% større end ved et ankelled.

Samlet konkluderer forskerne, at en bladerunner har et lavere energiforbrug end almindelige løbere, når de løber på samme hastighed. Bladenes udformning og fjedrende effekt betyder, at bladerunneren ikke kommer til at bevæge sin krop så meget op og ned, som den almindelige løber (mere kraft omsættes i fremdrift). Herudover er energitabet i bladet væsentligt lavere end i ankelleddet.

På den baggrund besluttede IAAF d. 14.1.2008, at disse proteser måtte betragtes som et teknisk hjælpemiddel, hvorfor Pistorius ikke kunne tillades at løbe i almindelige løbekonkurrencer under IAAF.

Den afgørelse appellerede Pistorius til sportens højeste juridiske myndighed ”The Court of Arbitration for Sport” (CAS). Og i forlængelse heraf fik han lavet endnu en undersøgelse i USA. Det skete med IAAFs billigelse eftersom man godt var klar over, at den opgave og det design, som forskerne fra Køln havde lavet, måske var utilstrækkeligt.

Det amerikanske forskerteam bestod bl.a. af Peter Weyand, som er fysiolog ved Southern Methodist University og indehaver af særlige løbebånd, hvor man kan måle de kræfter, som er involveret i løb. Desuden deltog Rodger Kram, som var biomekanikstuderende og Hugh Herr, som er biofysiker og selv dobbeltbensamputeret. Yderligere fire forskere var involveret

I tillæg til undersøgelserne fra Køln analyserede disse forskere især hvor lang tid, det tager Pistorius fra, at han sætter den ene fod i underlaget til, at den næste sættes i. Undersøgelserne viste, at Pistorius var 0,28 sek. om at svinge benet, mens verdens bedste sprintere ved topfart var 0,34 sek. i snit. Det skulle senere vise sig, at forskerne var uenige om, hvordan dette resultat skulle fortolkes. I en artikel ”Journal and Applied Physiology” konkluderer de, at Pistorius var ”fysiologisk ens, men mekanisk forskellig” fra ikke-handicappede løbere[3].

Det var denne konklusion, som Kram og Herr fremlagde for CAS uden at de fandt, at det kunne give anledning til at mene, at Pistorius havde en særlig fordel. Efter retssagen kom det frem, at især Peter Weyland og Matthew W. Bundle var uenige i denne konklusion. Herom senere.

Domsafsigelsen

Lidt usædvanligt indleder CAS deres domsafsigelse med en ret detaljeret beretning om Pistorius liv og idrætskarriere. Det sker for, at ”læseren skal forstå den omdiskuerede og helt ekstraordinære karakter sagen har og kompleksiteten af de videnskabelige aspekter, som er forbundet med sagen”[4].

Der er fire spørgsmål, som retten skal tage stilling til.

      1. Havde IAAF kompetence til at træffe en sådan afgørelse?
      2. Var selve processen overhovedet acceptabel?
      3. Var beslutningen i virkeligheden udtryk for diskrimination?
      4. Var beslutningen dermed forkert?

Domsafsigelsen indleder med at vurdere om selve processen overhovedet var i orden.

Her finder CAS, at IAAFs påstand om, at indførelsen af reglen om anvendelse af tekniske hjælpemidler ikke var tænkt som en generel regel om at forhindre udviklingen af særlige fjedrende sko, men at den faktisk var lavet alene for at forhindre Pistorius i at deltage i frisk-løbestævner. Denne vurdering antyder, at CAS finder, at IAAF faktisk har ønsket at diskriminere Pistorius.

De finder, at undersøgelsen fra Rom viser, at Pistorius skridtlængder ikke var større end andre løberes, så her er der ikke nogen fordel.

IAAFs ønsker om at ekskludere Pistorius løber ifølge CAS helt af sporet, hvor IAAF beder Prof. Peter Brüggemann og hans forskerhold fra Køln om at undersøge Pistorius, når han efter accelrationsfasen løber lige ud. Det er jo netop dette tidspunkt, hvor Pistorius løber hurtigst. Start og accelrationsfasen er således ikke med. Det samme gælder den fase, hvor Pistorius løber rundt i svinget.

Det kan virke plausibelt, at man undersøger, om man med brug af bladene kan komme til at løbe på tophastigheder, som er højere end andre kan opnå, men CAS ser det som en væsentlig mangel, at man har ignoreret bladerunnerens vanskeligheder i accelrationsfasen og i svingfasen. Analysen fra Køln vurderer således ikke Pistorius samlede præstationsevne i alle dele af løbets faser. I domstolens øjne stiller det alvorlige spørgsmålstegn ved validiteten og relevansen af undersøgelsens resultater. CAS understreger, at Brüggemann blot har undersøgt, hvad IAAF har bedt ham om og at han altså ikke er blevet bedt om at vurdere det samlede billede.

CAS bemærker sig desuden, at forskerholdet fra Køln nærmest havde ”frosset” Dr. Robert Gailey ude af undersøgelserne og kun tilladt ham at være observertør. Pistorius og producenten Ôssur havde selv medbragt Dr. Robert Gailey til at kontrollere selve undersøgelsen og CAS tillægger det altså betydning, at han ikke fik lov til at deltage, men kun fik lov til at observere. Dertil kommer, at IAAF – ifølge CAS – bevidst ikke havde stillet nogle af de spørgsmål til Brüggemann, som Gailey på forhånd havde fremsendt til IAAF.

Det er usædvanligt, at CAS således overhovedet finder det bemærkelsesværdigt, at en så stærk part i sagen, som en repræsentant for den ene part ikke får lov til at blande sig i og give input til en undersøgelse, som skal være uvildig.

Det bekymrer også CAS, at IAAF havde givet Pistorius og hans advokater mindre end en måned til at svare på rapporten fra Køln. Endnu værre var det, at Brueggemann ikke havde godkendt det resumé af rapporten, som IAAF havde lavet og faktisk fandt, at der var mindre fejl i det. Tilsvarende havde man internt i IAAF hastet beslutningen om udelukkelsen igennem uden at alle medlemmer af bestyrelsen havde haft tid til at vurdere rapporten. Kritisabelt finder de det også, at IAAF tillod sig at betragte de medlemmer, som hverken stemte for eller imod blev betragtet som, at man stemte for. Endnu værre er det, at IAAF havde lækket beslutningen om Pistorius udelukkelse før den var truffet. Det er således CAS indtryk, at alt dette blot var en skueproces, hvis eneste formål var at sikre sig, at Pistorius blev udelukket fra at stille op til konkurrencer med ikke-handicappede løbere. Der er m.a.o. ifølge CAS tale om en uacceptabel proces, hvis eneste mål havde været at sikre sig, at Pistorius ikke skulle kunne deltage i stævnerne for ikke-handicappede løbere.

Til det tredje spørgsmål: om denne beslutning således var udtryk for en diskrimination således som den kommer til udtryk i Handicapkonventionen af 13.12.06 (artikel 30) finder CAS, at der må foreligge et klart bevis på, at bladene er en fordel og det mener domstolen ikke, at der gør. Beslutningen er udelukkende taget for at forhindre Pistorius i at deltage.

Og selvom undersøgelsen faktisk viser, at Pistorius brugte mindre energi og løb hurtigere end andre i løbets slutning, så lader de det faktum, at han havde visse vanskeligheder i starten komme ham til gode.

Så til vurderingen af spørgsmålet om denne beslutning var forkert? CAS væver her lidt frem og tilbage om hvad ”fjedring” i denne sammenhæng egentlig betyder, men konkluderer, at man ikke accepterer IAAFs beslutning, idet man ikke finder det bevist, at bladene overhovedet skulle være en fordel på de korte distancer, hvor Pistorius ikke har mulighed for at indhente det, han taber i starten. CAS konstaterer, at der nok er punkter, hvor videnskabsfolkene fra Køln og fra USA er enige, men bestemt også punkter, hvor de er uenige og hvor de har målt lidt forskellige ting.

Domstolen konkluderer på baggrund af de forskellige forhold, at IAAF ikke på en afgørende måde påviser, at Pistorius har en fordel af sine blade. Ingen løbere har bevisligt kunnet konkurrere på niveau med ikke-handicappede løbere ved brug af bladene. CAS afviser dog ikke, at der kan komme nye undersøgelser og at der kan ske en udvikling af bladene, som så kræver nye undersøgelser, men at brugen af de nuværende blade giver ifølge CAS ikke anledning til at forbyde Pistorius i at deltage. Beslutningen gælder således kun Pistorius og andre løbere må individuelt få afgjort, om det samme gælder dem.

Det skinner gennem hele domsafsigelsen, at CAS finder, at undersøgelserne – især den fra Køln – er mangelfuld. De finder, at de spørgsmål, som IAAF har stillet til undersøgelserne ikke har været tilstrækkelige. Og selvom undersøgelsen faktisk viser, at Pistorius brugte mindre energi og løb hurtigere end andre i løbets slutning, så lader de det faktum, at han havde visse vanskeligheder i starten komme ham til gode. De lægger vægt på, at skridtlængderne var ens, men også stor vægt på, at undersøgelserne f.eks. ikke omfattede svingfasen, når Pistorius løber rundt i svinget, men at man kun har målt, når han løb lige ud.

CAS går heller ikke dybere ind i de to amerikanske forskeres udsagn om, at Pistorius var ”fysiologisk ens, men mekanisk forskellig” fra ikke-handicappede løbere.

I det hele taget virker det som om, at CAS lader al tvivl komme Pistorius til gode og beslutningen er ufarlig for så vidt, som der jo ikke er bladerunners, som kan hamle op med de allerbedste ikke-handicappede. Desuden har CAS sikret sig, for så vidt som de fremhæver, at beslutningen alene gælder Pistorius. Dertil skinner frygten for at diskriminere stærkt igennem i bemærkninger om, at IAAF alene har lavet reglen for at forhindre Pistorius i at deltage og kritikken af, at Ôssurs repræsentant kun måtte være observatør til undersøgelserne. Afgørelsen mere end antyder, at CAS fandt, at der var medlemmer i IAAF, som reelt ikke ønskede, at Pistorius skulle kunne deltage. Endelig konkluderede CAS, at eftersom IAAF ikke havde gjort noget for at imødekomme Pistorius synspunkter, så havde de reelt afvist hans fundamentale menneskerettighed således som det også kommer til udtryk i handicapkonvensionen fra 2006, som angiver at alle lande og institutioner skal tilskynde til og fremme, at personer med handicap i videst muligt omfang deltager i almene idrætsaktiviteter på alle niveauer.

Pistorius kvalificerede sig ikke til OL i 2008.

Efter OL 2008 udgav to af de eksperter Peter Weyand og Matthew Bundle, som deltog i den amerikanske undersøgelse af Pistorius en artikel, hvor de fortolker resultaterne fra undersøgelserne og det gælder især, hvad der ligger i bemærkningen om, at Pistorius og de ikke-handicappede er ”mekanisk forskellige”[5].

Det, de især bemærker sig, er, at Pistorius tager sine løbeskridt hurtigere end de allerbedste løbere i verden kan gøre det. Fra Pistorius ene fod sættes i banen til den næste sættes i, går der 0,28 sek, mens verdens hurtigste løbere i gennemsnit gør det på 0,34 sek. Det skyldes, at vægten af Pistorius underben er væsentlig lavere end vægten hos en ikke handicappet løber.

Dette understøttes af nogle studier fra 2001. Her undersøgte den svensk-danske forsker Bengt Saltin (og en række medarbejdere) en gruppe kenyanske løbere, som altid var bedre end andre – især på de lidt længere distancer. Der blev ligefrem lavet en række TV-udsendelser om disse studier. Man undersøgte en lang række forskellige fysiologiske og sociologiske faktorer, men endte med at konstatere, at disse kenyanere, som var født i en bestemt egn, alle havde lidt tyndere underben end andre.

Det tyndere ben giver løberen et mindre inertimoment (vægt og afstand fra omdrejningscentrum) og dermed en højere omdrejningshastighed. Det er en effekt, man f.eks. ser, når en kunstskøjteløber laver en pirouette. Løberen starter rotationen med vægten (arme og det ene ben) ud fra kroppen og når skøjteløberen så trækker benet og armene ind til omdrejningscentrum stiger rotationshastigheden. Den dansk/svenske forskergruppe sammenligner det med, at de kenyanske løbere skulle løbe med mindre vægte i skoene, for at vilkårene skulle være helt ens her.

Sammenligner man Oscar Pistorius med ikke-handicappede løbere, så betyder hans lette underben altså at benet kan svinges hurtigere fremad og med minde energiforbrug. Det anslås, at et underben vejer ca. 5,9% af kropsvægten svarende til ca. 5,9 kg for en 100 kg tung løber. Et kunstigt underløbeben (et ”blad”) vejer lige under 2,5 kg. Det betyder m.a.o., at Pistorius har væsentligt mindre vægt på hvert underben, når det skal svinges fremad.

Samtidig fandt forskerne, at Pistorius flex-fod er længere tid på underlaget. Jo længere tid foden er på underlaget, jo mere tid har løberen til at generere den kraft, som bringer ham fremad. Ser man på Pistorius løbestil, så svinger han altså sit underben hurtigere frem end andre løbere og han får længere tid på underlaget, hvor han kan generere kraft fremad som samtidig med flex-foden betyder, at der ikke bruges så megen energi på at løfte kroppen i hvert skridt. Samtidig havde Weyand og Bundle i deres undersøgelser fundet, at den energi, som flex-foden returnerede til kroppen var 92% sammenlignet med, at en ikke-handicappet løbet kun får 59% af sin energi tilbage. Det forklarer også, hvorfor Pistorius bruger op mod 25 % mindre energi ved høj fart end en ikke-handicappet løber.

Weyand og Bundle vurderer, at det for Pistorius vedkommende betyder en fordel på 400 m på op til 10-12 sek. i forhold til, hvis han havde almindelige underben[6].

Oscar Pistorius kvalificerede sig og stillede op til OL 2012, hvor han deltog i 400 m løb. Her fik han en andenplads i det indledende heat, men blev sidst i semifinalen. Han deltog også på det sydafrikanske hold i 4 x 400 m, som sluttede på en samlet 9. plads.

Ved de efterfølgende Paralympiske Lege skete der det bemærkelsesværdige, at Pistorius – helt mod forventning – tabte til den brasilianske løber Alan Oliveira. Pistorius beklagede sig over, at hans blade øjensynligt var ”for lange” og han derved havde haft en urimelig fordel. Oliveira havde nogle måneder før PL skiftet sine blade ud med nogle, som var lidt længere og havde derved forbedret sine tider betydeligt. IPC havde opsat nogle standarder for, hvor høje de enkelte løbere måtte være, når bladene var påmonteret og Oliveira holdt sig inden for disse normer.

Det rejste også en debat om betimeligheden af, at enkeltbensamputerede skulle konkurrere med dobbeltbensamputerede, således som det var tilfældet. De enkeltbensamputerede har jo ikke samme mulighed for at regulere højden, idet det vil være særdeles uhensigtmæssigt at lade det kunstige ben være længere end det raske ben.

Pistorius og hans stab kunne nok fornemme, at han dermed selv havde genrejst spørgsmålet om anvendelsen af disse blade rent faktisk rummede muligheder for fordele. Pistorius undskyldte sin udtalelse kort tid efter og alle tilgav ham. IPC præsident Sir Philip Craven gav udtryk for, at han godt kunne forstå Oscar Pistorius’ reaktion og at det jo nok var naturligt at finde en undskyldning, når man nu overraskende havde tabt. ”Jeg kender Oscar, som den han er. Han er en virkelig fin fyr. Jeg er sikker på, at han vil komme tilbage. Han er en god ven og jeg ønsker ham alt mulig held og lykke”, sagde Craven.

D. 6. september skriver David Howe (sportsantropolog ved Loughborough Universitet) en artikel: ”Pistorius shouldn’t be allowed to compete at the Paralympics” og begrunder det bl.a. med at Pistorius jo selv havde omtalt bladenes længde som en fordel. Men når han ikke forbydes deltagelse, så skyldes det ifølge Howe at ”følelser, massiv kommerciel opbakning og PR” altid kan få videnskaben til at virke uanstændig[7].

Selvfølgelig skal den handicappede kunne deltage med ikke-handicappede, hvis det overhovedet er muligt og rimeligt.

I november 2009 stiller den videnskabelige journalist Ross Eveleth spørgsmålstegn ved CAS konklusioner. Hun spørger, om der har været manipulationer bag processen og om Weyand og Bundle havde forholdt sig tavse til efter OL 08 af hensyn til Pistorius og hans kommercielle sponsorer?[8]

En ny sag?

Man forstår godt, at det internationale atletikforbund ikke brænder af lyst for selv at rejse sagen igen. Følelserne og begejstringen på tilskuerpladserne og opinionen for Pistorius og andre amputerede står stærkt. De handicappede er en udsat gruppe, som mange af indlysende grunde støtter. Og så har de tilmed konventionerne med sig. At rejse sagen igen af egen drift indebærer både en betydelig risiko for igen at tabe og for at blive anklaget for at ville diskriminere. Og lige nu er der jo ikke bladerunners, som kan udfordre de bedste ikke-handicappede løbere. Så problemet er ikke stort!

Man kan heller ikke forvente, at den internationale sportsdomstol (CAS) skal vurdere sagen igen af egen drift. Heller ikke selvom deres beslutning grundede sig på en række forhold, som de dengang mente ikke var tilstrækkeligt belyst, men som i dag er bedre dokumenteret. Domstole rejser ikke sager, men behandler sager.

Tidens identitetspolitiske diskurs er, at alle skal være lige og have lige muligheder. Det er så indlysende rigtigt i det godes ærinde. Selvfølgelig skal den handicappede kunne deltage med ikke-handicappede, hvis det overhovedet er muligt og rimeligt. Og når klapsalverne runger fra tilskuerpladserne, når følelserne får frit kollektivt løb og når mediernes billeder og overskrifter appellerer, så skabes måske også en kollektiv irreversibilitet. Det er en svær opgave at trænge gennem irrationaliteten. Så spørgsmålet er, hvem der overhovedet skulle rejse en sag, når der reelt ikke er noget særligt problem?

På den anden side, så er rekrutteringsgrundlaget blandt dobbeltbensamputerede uhyre beskedent sammenlignet med grundlaget blandt ikke-handicappede. Og da det er både besværligt og udfordrende at være dobbeltbensamputeret, så er ”risikoen” for, at der dukker en dobbeltbens amputeret Usain Bolt op på atletikscenen begrænset.

På den anden side, så ligger det i parasportens identitet, at de enkelte udøvere skal placeres i klasser, som giver deltagerne i klassen nogenlunde lige muligheder. Er en bladerunner ”klassificeret” forkert ved tilladelsen til at deltage i løb mod ikke-handicappede, så rummer konkurrencen en potentiel unfair konkurrence samtidig med, at bladerunneren skubber en ikke-handicappet løber, som ellers havde kunnet deltage, ud.

Der ligger i dag så megen evidens, at IAAF burde samle al viden og på den baggrund rejse en ny sag.

Copyright © Henrik Madsen & Jens Boe Nielsen 2021

Noter

[1] https://www.worldathletics.org/news/news/iaaf-council-introduces-rule-regarding-techni
[2] https://www.worldathletics.org/news/news/oscar-pistorius-independent-scientific-stud-1
[3] https://journals.physiology.org/doi/prev/20171106-aop/abs/10.1152/japplphysiol.00174.2009
[4] https://arbitrationlaw.com/library/arbitration-cas-2008a1480-pistorius-v-iaaf-award
[5] https://www.smu.edu/-/media/Site/Simmons/APWMedia/APSM_Labs/Weyand-Bundle-Point-artifical-limbs-do-J-Appl-Physiol-2010.pdf?la=en
[6] https://sportsscientists.com/2011/08/pistorius-the-12-sec-advantage-and-mechanical-superiority/?doing_wp_cron=1619943893.9795110225677490234375
[7] https://theconversation.com/pistorius-shouldnt-be-allowed-to-compete-at-the-paralympics-9278
[8] https://sportsscientists.com/2011/08/pistorius-the-12-sec-advantage-and-mechanical-superiority/?doing_wp_cron=1619943893.9795110225677490234375

Litteraturliste

CAS dom: https://arbitrationlaw.com/library/arbitration-cas-2008a1480-pistorius-v-iaaf-award
Eveleth, Ross: The scientific interpretation of Oscar Pistorius research // From the go-kart racer to the F1 driver: https://sportsscientists.com/2011/08/the-scientific-interpretation-of-oscar-pistorius-research/?doing_wp_cron=1620031591.4479129314422607421875
Eveleth, Ross: The scientific evidence for an advantage for Oscar Pistorius // The second research study – what it really found about Oscar Pistorius. https://sportsscientists.com/2011/08/the-scientific-interpretation-of-oscar-pistorius-research/?doing_wp_cron=1620031591.4479129314422607421875
Eveleth, Ross: Pistorius: the “12 sec advantage” and mechanical superiority // Revealing the Pistorius science part 3: https://sportsscientists.com/2011/08/pistorius-the-12-sec-advantage-and-mechanical-superiority/?doing_wp_cron=1619943893.9795110225677490234375
Eveleth, Ross: Should Oscar Pistorius’s Prosthetic Legs Disqualify Him from the Olympics? https://www.scientificamerican.com/article/scientists-debate-oscar-pistorius-prosthetic-legs-disqualify-him-olympics/
Eveleth, Ross: Oscar Pistorius gets a 10 second advantage in 400 m race: https://sportsscientists.com/2009/11/oscar-pistorius-gets-a-10-second-advantage-in-a-400m-race/
Eveleth, Ross (23 July 2012): Does Double-Amputee Oscar Pistorius Have an Unfair Advantage at the 2012 Olympic Games?, Smithsonian Magazine, retrieved 19 September 2012: https://www.npr.org/sections/thetorch/2012/07/30/157612003/studying-oscar-pistorius-does-the-blade-runner-have-an-advantage-video?t=1620032129351
Hart, Simon (3 September 2012). “Oscar Pistorius blade controversy: sour grapes or is South African right to complain about Alan Oliveira’s blades?”. The Telegraph. Retrieved 20 September2012.: https://www.telegraph.co.uk/sport/olympics/paralympic-sport/9517308/Oscar-Pistorius-blade-controversy-sour-grapes-or-is-South-African-right-to-complain-about-Alan-Oliveiras-blades.html
Hashish, Rami (10 August 2012), Oscar Pistorius’ Prosthetic Legs: Do They Give Him an Advantage Over Other Olympic Runners?, Huffington Post, retrieved 19 September 2012: https://www.huffpost.com/entry/oscar-pistorius-prosthetic-legs-advantage_b_1766417
Howe, David P.: Pistorius shouldn’t be allowed to compete at the Paralympics. 6.9.2012 I ”The Conversation”: https://theconversation.com/pistorius-shouldnt-be-allowed-to-compete-at-the-paralympics-9278
Tucker, Ross (September 2012). “Pistorius vs Oliveira and Technology. Three quick thoughts on Round 4”. Archived from the original on 20 September 2012. Retrieved 20 September 2012. https://web.archive.org/web/20120920181750/http:/www.sportsscientists.com/2012_09_01_archive.html
Weyand, Peter G.; Bundle, Matthew W.; McGowan, Craig P.; Grabowski, Alena; Brown, Mary Beth; Kram, Rodger; Herr, Hugh (17 February 2009), The fastest runner on artificial legs: different limbs, similar function?, Journal of Applied Physiology, retrieved 19 September 2012: https://journals.physiology.org/doi/full/10.1152/japplphysiol.00174.2009
Weyand, Peter G. m.fl. The fastest runner on artificial legs: different limbs, similar function? https://journals.physiology.org/doi/prev/20171106-aop/abs/10.1152/japplphysiol.00174.2009
Weyand, Peter G. and Bundle, Matthew G.: Point:Counterpoint: Artificial limbs do/do not make artificially fast running speeds possible (2010). https://www.smu.edu/-/media/Site/Simmons/APWMedia/APSM_Labs/Weyand-Bundle-Point-artifical-limbs-do-J-Appl-Physiol-2010.pdf?la=en
Weyand, Peter G., Bundle MW, Hoyt RW.: High speed running performance: a new approach to assessment and prediction. J Appl Physiol 95: 1955– 1962, 2003. 3. Cavagna GA, S: https://www.smu.edu/-/media/Site/Simmons/APWMedia/APSM_Labs/Bundle-high-speed-running-J-Appl-Physiol-2003.pdf?la=en
Print Friendly, PDF & Email

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.