Henning Eichberg
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
Hvilken filosofi har vi behov for – og hvilken filosofi for hvilken idræt? Dette er et højst relevant spørgsmål foranlediget af Rasmus Bysted Møllers ph.d.-afhandling fra Århus, som vi har diskuteret her flere gange frem og tilbage. Nu har Rasmus spillet ud igen for at vise sin metode. Det er velkomment, thi eksplikation af metode skaber ofte klarhed. Det gælder også her, hvor Rasmus belyser den metode, som står centralt for den jeg-rationalistiske filosofi: tankeeksperimentet.
Science fiction som tankeeksperiment
Som bevis for ”individets” udelelighed og dermed som retfærdiggørelse af selve individ-begrebet fortælles der en historie fra fremtiden. Et menneske bliver teletransporteret. Menneskets krop bliver gennem fremtidig teknologi scannet, opløst og overført til informationer. Informationerne sendes til et andet sted hen i verden, dér bliver de sat sammen igen, og mennesket genopstår. Mennesket er således rejst uden fysisk transport. Men nu sker der en teknisk fejl, og det teletransporterede menneske bliver fordoblet. Så er der pludselig to forskellige mennesker på verden, skønt de er 100% identiske.
Dette skal bevise, at ”det essentielle ved en persons eksistens (er) bevidsthed, selv eller jeg”. Og at det er ”simpelthen logisk umuligt… at dele eller kopiere et første persons perspektiv”. Men kan man bevise noget ”logisk” gennem en science fiction historie? I den fortalte historie bliver jo i første omgang både krop og bevidsthed teletransporteret, men på hjemvejen kun kroppen, ikke bevidstheden. Resultatet er to kropsligt identiske mennesker, men kun én af dem har bevidsthed (?). Det kan man godt fortælle som en fantasi, men beviser det noget?
Der er bestemt god grund til at opgradere filosofiens narrative dimension. Men man skal lige passe på, at det ikke bliver absurd. Hvilken værdi har en vase i et univers, som er blottet for bevidste vurderende væsener? – spurgte Rasmus i sin ph.d.-afhandling. Kunne et tankeeksperiment blive mere abstrakt og komisk? Jo, det kan det åbenbart.
Lad os lege videre: Vi kan tænke os et univers bestående af firkantede elefanter, som alle dyrker sport for at blive runde. Gennem en træningsfejl bliver de imidlertid til usynlige myg. Så er de myg med et elefant-jeg. – Men hvad beviser det?
Individbevis og gudsbevis
Det rationalistiske tankeeksperiment kan altså være absurd – på en underholdende måde. Men det har rødder i dybt alvorlig vesterlandsk filosofi.
Det tankeeksperimenterende individbevis minder nemlig – lige som det spørgsmål, som forsvarsskriftet nu afslutter med – om det filosofiske gudsbevis. Gudsbeviser har man prøvet i århundreder. Hvis der ikke eksisterer en substantiel Gud, hvad er så grundlag for det guddommelige? Spørgsmålet viste sig imidlertid som tautologisk. Det er lige så tautologisk som individbevisets spørgsmål: ”Hvis en person ikke er i besiddelse af et substantielt jeg eller selv, hvad er så grundlaget for personlig identitet?” Skal vi ikke droppe den slags tankespil, lige som man har droppet gudsbeviset?
Det er bestemt vigtig at opgradere idrætsstudierne – både de humanistiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige – gennem filosofisk refleksion. Men hvilken filosofi skal vi gribe til? Hvis tankeeksperimentet er problematisk, så kan man basere filosofien på empiri, erfaring. Dette er ikke en ”scientistisk” tilgang, som forsvarsskriftet hævder. Den laboratoriums-empiri, som science konstruerer, er grundlæggende forskellig fra den levede erfaring, som fænomenologien referer til. Filosofi eksisterer ikke i ental, men der er forskellige slags.
Filosofiens veje
Filosofi, som er afledt fra scientismen, baserer sig på ”fakta”, som forstås som målbar empiri efter fysikkens model. Den tidlige Ludwig Wittgenstein, Wienerkredsen og Karl Popper skabte klassiske værker ad denne vej. Filosofi som meta-videnskabsteori går i takt med moderne videnskab. Men: Menneskets krop bliver her reduceret til fysisk materie. Og det andet menneske – menneskenes kultur og socialitet – er det svært at få øje på.
Rationalisme går derimod tankeeksperimenterende til værks. Platons idéverden, René Descartes’ ”Res cogitans” og – herhjemme – Erich Klawonns ”absolutistiske” metafysik markerede vejen inden for den klassiske filosofi-tradition. Hvis man tager som udgangspunkt: ”Jeg tænker, altså er jeg”, tænkes der imidlertid væk fra kroppen og væk fra den anden.
Fænomenologi retter derimod opmærksomheden på empiriske fænomener og gerne på konkrete cases: ”Tilbage til fænomenerne!” På denne vej finder vi bl.a. Friedrich Nietzsche, Maurice Merleau-Ponty, Michel Foucault og Peter Sloterdijk. Her filosoferes ud fra menneskets levede og levende krop og bevægelse. Og ud fra det andet menneske. Merleau-Ponty afsluttede sit hovedværk Phénoménologie de la Perception (1945), som regnes som en klassiker inden for kroppens fænomenologi, med et citat fra Antoine de Saint-Exupéry: ”Mennesket er intet andet end et netværk af relationer, og disse alene tæller for ham.”[i]
Scientisme, rationalisme, fænomenologi – der eksisterer altså ikke kun én filosofi, men grundlæggende forskellige filosofiske veje. Vi finder ikke kun noget rigtigt eller forkert i filosofiens verden, skønt det måske er vanskeligt at acceptere for en ”absolutistisk” – men også for en scientistisk – tilgang.
Studier af idræt, sport og bevægelse har i hvert fald behov for en filosofi, der retter opmærksomheden på kroppen og den anden. Det gjorde Rasmus med sin kritik af sportsidealismen i ph.d.-afhandlingen. Dermed er debatten – hvilken filosofi for hvilken idræt? – imidlertid ikke afsluttet, men åbnet.
Copyright © Henning Eichberg 2014
[i] At dette ikke kun er abstrakt filosofi, viser forskningen i idræt og handicap på Syddansk Universitet, ved Ejgil Jespersen. Jeg takker Ejgil for henvisningen til Merleau-Pontys citat.
