Æstetisk smag – med mennesker som pynt? Om kulturradikal poesi og arkitektur

Henning Eichberg
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Lokale- og Anlægsfonden, som med midler fra Kulturministeriet støtter fornyelse og kvalitet i idræts- og kulturbyggeri, har rundet de 20 år. I denne anledning blev der den 20. oktober inviteret til en jubilæumskonference i streetsportens hallen GAME i København, med et indlæg fra kulturministeren. Desuden udgav fonden bogen Tag på fælleden. Idrættens huse, redigeret af Claus Bøje og Søren Riiskjær. Der er både grund til at fejre – og at rejse kritiske spørgsmål.

Poetisk-politisk udfordring af menneskenes bevægelsesliv

Lokale- og Anlægsfonden blev med kulturministerielle midler oprettet i 1994. Fonden er en unik størrelse, og dens støtte og rådgivning har gennem 20 år givet den danske idrætsarkitektur samt kulturbyggeriet et løft. I det seneste har fondens virke desuden vakt speciel opmærksomhed i Sverige og Norge, hvor eksperter har foreslået at efterligne den danske model.

I Danmark udfordrer fondens indsats for æstetisk kvalitet fortsat idræts- og kulturbyggeriet. Både jubilæumskonferencen og jubilæumsbogen sendte også signaler, der lever op til denne udfordring. Men de åbnede også op for kritiske spørgsmål.

Bogen er en stor billedsamling af arkitekttegninger og bygningsbilleder, der illustrerer den smag, der blev dyrket gennem de 20 år. Farvestrålende, blandet sammen med moderne klassikere fra sportsmaleriet. Hvilken smag! Hvilken æstetik! Hvilken fantasi!

Billederne er koblet sammen med tekster af poetisk og politisk-postulerende art i en munter bricolage. Citater fra PH, Asger Jorn, Jørgen Leth, Steen Eiler Rasmussen, Klaus Rifbjerg, Torben Ulrich og andre, der har ordets magt og tankens fantasi, tegner et panorama af kulturradikal poesi omkring idræt og arkitektur, bygning og bevægelse. Med underlige indskud fra højre og venstre, helt fra Pierre de Coubertins Olympiske religion til Jean Baudrillards maraton-ekstase. Hvilken poesi!

De politiske budskaber er heller ikke til at tage fejl af. Idræt er mere end mediernes resultatsport – idræt er kamp, leg og dans. Idræt er rytme – brud på det forventelige, brud på maskintakten. Tredelt rytme kontra firedelt rutine. Denne rytme strider imod standardiseringen af sportens byggeri med dets rette linjer og funktionalistiske reduktion. Idræt er imidlertid også mere end de sundhedsøvelser, som for tiden nyder – alt for megen? – velfærdspolitisk bevågenhed. Idræt har ikke mindst religiøse over- og undertoner, og derfor kan man, som i bogen, godt sammenligne idrætshaller med kirker. Begge er steder, hvor folk samles, fordi det gælder livet.

Og politisk lægger byggeriet op til kulturkamp. Arkitektur er mere end smart konstruktion – her kommer ytringsfrihed, kvalitet og demokrati til udtryk.

Glatte arkitekturer – top-down eller bottom-up?

Men når det er sagt, så kan der også rejse sig kritik. Der er noget, som ikke er med i bogen – og man kan spørge, om dette fravær belyser den kulturradikale tilgangs begrænsninger.

Når det kommer til stykket, dvs. i de konkrete planlægningsprocesser, udformes den avantgardistiske idrætsarkitektur gerne i abstrakte former. Billederne viser overvejende glatte og krystalline mønstre, som følger den euklidiske geometri. De skitserer ideelle muligheder – men hvor er menneskene? Arkitekturerne vises enten mennesketomme, eller der er plantet nogle menneske-figurer fortabt i rummet – mennesket som pynt? ”En by der er blød som en krop”, citerer bogen Inger Christensen – men hvor ser man det på billederne?

I jubilæumskonferencen kunne man derimod også høre andre toner. Fra multiparken i Helsingør berettedes om de til tider vanskelige processer af at administrere tilgangen og at vedligeholde anlæggene. Hvor der er mennesker, genereres der affald – og så skal der jo rengøres…

Andre indfaldsvinkler prægede også tegnestuen BIG’s bidrag i konferencen. Her, på Bjarke Ingels’ hold, tager man udgangspunktet i menneskernes bevægelse, i parkour-løb som urban bevægelseskultur. Og igen på en anden måde blev menneskerne synlige i de anlæg, som arkitekten Dan Hasløv fremviste: De var præget af tæthed og overraskelse.

Menneskernes livsverden er ikke bare – og burde ikke bare fremvises som – en skøn, harmonisk geometri. Den bebos ikke mindst af de grimme, de handikappede – som vi alle er på en eller anden måde. Hvordan håndterer vi det? Mennesket er et u-perfekt væsen og lever med paradokser. Set ud fra det u-perfekte menneske og dets paradoksale adfærdsmønstre er arkitekturen nødt til at tænke – og designe – bottom up i stedet for top down. Det lå også i Marianne Jelveds ord i konferencen, om ejerskab og inddragelse. Det er imidlertid, som fondens arkitekturbog viser, nemmere sagt end gjort.

Historie – den uordentlige forandring?

Et andet grundtræk i menneskenes liv er, at vi er historiske, og det er også de miljøer, vi bebor. Marianne Jelved refererede bl.a. til det folkelige idrætslivs historie og især til højskolerne. I fondens bog nævnes højskoler og forsamlingshuse imidlertid kun marginalt. Og hvad med de græsrødder, der gjorde oprøret fra 1968 til en mindre kulturrevolution? Oprøret rettede sig ikke mindst kritisk mod sportens containerarkitektur, og herfra fører en linje via Gerlev Idrætshøjskoles bevægelseshus til Lokale- og Anlægsfonden. Fonden overlevede derefter det hærværk, som Brian Mikkelsen som kulturminister i sin tid begik imod alt muligt, som blev betragtet som kulturradikale fornyelser i idrætspolitikken. Historie præges af modsætninger og paradokser. Måske er det for at få en fornemmelse for vores paradoks-rige eksistens som mennesker, at vi har behov for et historisk perspektiv.

Historisk eksistens er f.eks. både forandring og tradition. Billederne i fondens bog suggererer derimod forestillingen om, at innovationen slippes løs gennem en traditionsfri tilgang. Men traditioner er levende spor af dem, der var der før. Det kommer bl.a. til udtryk gennem de gamle landsbylege, som dyrkes på Gerlev Legepark, hvis oprettelse fonden engang har støttet. Også i forhold il det historiske er Bjarke Ingels’ arkitekter bemærkelsesværdig: Arkitektgruppen BIG refererer til H.C. Andersen, som under navnet An Tu Shung er blevet en af de mest kendte forfattere i Kina. Verdensudstillingen i Shanghai satte derfor den Lille Havfrue i centrum og viste desuden den traditionelle danske cykelkultur frem. Tradition betyder, at menneskene ikke er nødt til at opfinde verden forfra.

Med andre ord, tradition er ikke i strid med innovation. Tradition kan være en del af innovationen. Er – eller var – kulturradikalismens tilstrækkeligt opmærksom på dette paradoks? I fondens billedbog er det i hvert fald svært at se denne sammenhæng. Folk er altså mere end de tal, som idrætsdeltagelsens statistik viser frem.

Skønhed – og fremmedgørelse?

Der ligger altså en fristelse i den kulturradikale poesi. Den kan lægge op til et kulturpolitisk syn ovenfra, hvis glatte billeder skygger for folks vilde, uordentlige og historisk foranderlige bevægelsesliv nedefra med dets folkelige krumme linjer. En bedrevidende imperativ – hvad vi skal! – kan nemt dominere i stedet for en varm interesse for, hvad der er, og hvad folk gør. Denne begrænsning gjorde det i sin tid desværre alt for let for Anders Fogh Rasmussen at mobilisere fordomme imod eksperterne som ”smagsdommere” (og at indsætte sine egne smagsdommere).

I vores verden er der ikke kun skønhed, men også fremmedgørelse – og den moderne arkitektur viser på til tider rystende måde, hvordan den glatte skønhed selv kan blive til ny fremmedgørelse. Frankfurtskolens kritiske teori har peget på ”oplysningens dialektik”. Denne indebærer ikke mindst selv-fremmedgørelsen af den kritiske fornuft. Kritikken og kulturkampen burde derfor ikke kun rettes imod de andre, de ”mørkemænd”, men også indbefatte opmærksomhed på de underlige modsigelser, der præger vores egne eksistens – og altså også selvkritik.

Hvis menneskene næsten forsvinder i den flotte arkitekturs farvestrålende billeder, så minder det nemlig alt for meget om den mainstream, der opløser mennesker til (statistiske) data, og som omdefinerer folk til ”individer”, der plottes ind i bestemte strukturer. Derimod er der god grund til at huske visdommen om, at ”mennesket er altings målestok”. I en tid, da man snarere omvendt anvender måleinstrumenter og statistikker, spørgeskemaer og skalaer, tal og penge til at måle mennesket, indeholder ordet af filosoffen Protagoras en særlig udfordring.

”Hovedet er rund, så tankerne kan skifte retning”, sagde Francis Picabia. Det gælder også kulturradikalismen og Lokale- og Anlægsfonden. Fonden har i sin praksis gennem 20 år støttet og inspireret megen ”rund” nytænkning og selvkritik, og jubilæumskonferencen viste dette med tydelighed, lige som bogens poesi om en by ”blød som en krop”. Men de flotte arkitekturbilleder er her mindre tydelig – eller ligefrem modsigende. Kulturradikalismen har langt radikalere implikationer, end bygningernes glatte geometrier fremviser.

Copyright © Henning Eichberg 2015