![]() |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
ISSN 16527224 ::: Publicerad den 10 oktober 2005
Klicka här om du vill se och ladda ner artikeln som en utskriftsvänlig pdf-fil. Click here to go to an English abstract of this article. Läs mer om barn, ungdom och idrott på idrottsforum.org. Läs mer om dansk idrott, idrottspolitik och idrottsforskning på idrottsforum.org |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
![]() |
Jan Toftegaard Nielsen
|
Kan du lide at gå i skole? (N=1352) |
Kan du lide idræts- timerne (N=1351) |
Kan du lide frikvart- ererne (N=1354) |
|||||||
Piger |
Drenge |
Total % |
Piger |
Drenge |
Total % |
Piger |
Drenge |
Total % |
|
Ja meget |
493 |
432 |
925 68,4 |
481 |
526 |
1007 74,5 |
543 |
585 |
1128 83,3 |
Lidt |
173 |
205 |
378 28 |
158 |
102 |
260 19,2 |
113 |
70 |
183 13,5 |
Nej slet ikke |
16 |
33 |
49 3,6 |
41 |
43 |
84 6,2 |
24 |
19 |
43 3,2 |
Børnenes idrætsaktiviteter
Skolefrikvarteret
I undersøgelsen er der blevet spurgt til hvad børnene foretager sig i skolefrikvartererne. De mest populære aktiviteter er at ’lege på legeplads’ og ’snakke med kammerater’, idet ca. 25% af børnene svarer, at de ’altid’ eller ’næsten altid’ gør dette. Der er klare kønsmæssige forskelle på hvad børnene foretager sig i frikvartererne. Fire gange så mange drenge (N=169) som piger (N=41) siger de altid spiller bold. Næsten dobbelt så mange piger (N=327) som drenge (N=173) svarer, at de ’aldrig’ spiller bold. Dette mønster gentages ligeledes når det gælder Gameboy og det at bytte kort. Generelt ser det ud til at pigernes favoritaktiviteter generelt er mindre bevægelsesorienterede end drengenes. De foretrækker eksempelvis at snakke, bytte Didl-papir[5], gå tur og tegne. Med henvisning til tabel 1 og den gruppe af børn som ikke kan lide skolen, frikvartererne og/eller idrætstimerne findes en lignende forekomst af børn som sidder alene eller hviler sig i frikvartererne. 2% af børnene ”sidder altid/næsten altid alene/hviler sig”.
SFO-tiden
Børnenes tidsforbrug i SFO-tiden er inddelt i lav- og højaktivitetslege. Det fremgår af diagram 1, at kortspil og det at tegne hører til blandt de mest populære lav-aktivitetslege i SFO’en. På tværs af de deltagende institutioner er det relativt få børn, der altid/næsten altid spiller computer eller benytter Internettet.
Diagram 1. Lav-aktivitetslege i SFO-regi
Når man ser på de svar som børnene afgiver vedr. deres bevægelsesaktiviteter, ses det, at legepladsaktiviteter, leg og boldspil er blandt de ting som børnene i størst grad svarer at gøre ’altid/næsten altid’. Som det også fremgår af diagram 2 er der en del børn, som aldrig kommer i svømmehal, hinker, cykler, står på rulleskøjter eller leger rollespil. I flere af de deltagende områder findes der ingen svømmehaller i nærheden, hvilket til dels kan forklare dette tal, hvorimod de øvrige nævnte aktiviteter i højere grad kan være kønsbestemte eller under indflydelse af den legekultur, der findes på stedet.
Diagram 2. Bevægelsesaktiviteter og lege i SFO-regi
Favoritaktiviteter
Tabel 2. Børnenes favoritaktiviteter i SFO’ en
Piger |
Drenge | ||
Leger med forskellige fra klassen | 47% | Leger med forskellige fra klassen | 37% |
Tegner |
38% | Spiller bold | 31% |
Leger i hallen/ gymnastiksalen | 16% |
Computer |
30% |
Børnenes idrætsdeltagelse i foreningslivet
73% af børnene (N=995) svarer, at de går til 2255 aktiviteter, hvilket afspejler, at det enkelte barn gennemsnitligt går til lidt over 2 aktiviteter samtidigt. Til sammenligning viste SFI’s undersøgelse fra 1998 viste, at 71% af de 7-15 årige var idrætsaktive (Fridberg,1998). Det tyder på at de fynske børn ligger lidt over landsgennemsnittet fra 1998. Imidlertid er der en række sæsonafhængige idrætsgrene, hvilket formentligt betyder, at langt størstedelen går til én idrætsgren 1-2 gange ugentligt. Af diagram 3 fremgår det, at børns idrætsdeltagelse primært samler sig om 5-6 aktiviteter, som samtidigt også rummer de største frafald. Blandt de 27% som pt. ikke er foreningsaktive indenfor idræt har størstedelen prøvet at gå til idræt, og mere end halvdelen (N=186) ønsker at dyrke (mere) idræt.
Diagram 3. Børnenes deltagelse i foreningsbaseret idræt
Delkonklusioner på børns fysiske aktivitet
Umiddelbart er det vanskeligt at foretage præcise konklusioner på de adspurgte børns bevægelsesaktiviteter. For det første fordi de kan have svært ved at huske alt hvad de gør, og for det andet fordi der ikke er spurgt nærmere til varigheden og intensiteten af deres fysiske aktivitet.
Der er imidlertid relativ stor forskel på varigheden, indholdet og intentionerne med aktiviteterne i henholdsvis skole, SFO og i fritiden. I skolen er bevægelsesaktiviteterne ofte afgrænsede til frikvartererne og det der hurtigt lader sig organisere, som eksempelvis fangelege, boldspil, lege på legeplads eller at bytte kort. Set fra et disciplinspecifikt perspektiv er fodbold antageligvis den eneste idrætsaktivitet, som i praksis gennemføres i skolefrikvartererne i samtlige deltagende områder.
I SFO-regi består børnenes bevægelsesaktiviteter primært af det de selv tager initiativ til. På tværs af de forskellige institutioner findes der naturligvis mere eller mindre organiserede tilbud hvor pædagoger eller medhjælpere tager initiativ til at gennemføre boldspil, svømning, lege, konkurrencer eller værksteder. Fordi der i overvejende grad er tale om tilbud som børnene frit kan deltage i eller lade være, så er børnenes motivation den afgørende faktor for deltagelse. At dømme ud fra børnenes besvarelser, så deltager størstedelen af børnene regelmæssigt i selvorganiserede eller voksenorganiserede bevægelsesaktiviteter i SFO’en. De, der sjældent deltager er ikke overraskende dem, som også svarer, at de ikke vil gå til mere idræt og at de ikke bryder sig om idræt i skolen.
73% af børnene svarer, at de går til idræt i fritiden. De fleste går til idræt 1-2 gange om ugen, hvor der typisk er tale om én fast disciplin som fodbold, gymnastik eller svømning. I modsætning til skolefrikvarterne og SFO’en er idrætsdeltagelsen i fritiden organiseret af voksne og defineret til en bestemt varighed. 27% af de adspurgte børn går ikke til idræt i en forening eller et andet sted, men det er ikke det samme som at de ikke lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet. 7 ud af 10 af denne gruppe svarer, at de er meget glade for idrætstimerne i skolen, ligesom en ukendt andel af disse også deltager i bevægelsesaktiviteter i SFO’en og i fritiden.
Resultaterne viser at størstedelen af børnene er foreningsaktive i en eller flere idrætter. Dagbogsprojektet (undersøgelse 4) viser endvidere, at mange af de børn som ikke er foreningsaktive, imidlertid er fysisk aktive i andre kontekster. På baggrunden af de spørgsmål børnene er blevet stillet, er det ikke muligt at præcisere hvor aktive de er, og modsætningsvis, hvor mange som kan regnes som egentlig ’inaktive’, men tallet må skønnes at være mellem 3-10%.
I diagram 4 er det illustreret, hvorledes idrætsdeltagelsen procentuelt fordeler sig på mor, far og barn indenfor de respektive lokalområder. Det skal understreges, at det er barnets svar på hvorvidt blandt andet far eller mor går til idræt. Variationen i idrætsdeltagelsen mellem de enkelte områder varierer helt op til 30%. I de områder hvor børns idrætsdeltagelse er højest som eksempelvis Hesselager og Gudbjerg er forældrenes idrætsdeltagelse ikke nødvendigvis tilsvarende høj. Sammenhængene mellem børns og voksne idrætsdeltagelse bliver taget op senere.
I diagram 5 er børnenes idrætslige aktivitetsniveau angivet i forhold til hvor mange gange ugentligt de dyrker idræt. Selvom børnene her er blevet bedt om at svare i forhold til foreningsidræt er det meget sandsynligt, at en del også har inkluderet de idrætsaktiviteter som de deltager i skole/SFO. For flere af byskolerne som eksempelvis Vestre Skole i Odense og Middelfart ses det, at idrætsdeltagelsen er lav, og frekvensen (antal gange pr uge) ligeledes er lav. Den relativt lave idrætsdeltagelse i disse områder kan muligvis forklares ved, at idræt blot udgør en mindre del af de samlede aktivitetstilbud.
Diagram 5. Børns idrætslige aktivitetsniveau
I diagram 6 er det skitseret hvilke årsager der kan være til, at børnene ikke er idrætsaktive. Langt de fleste af de ikke-aktive børn har imidlertid stiftet bekendtskab med idræt i skole, SFO eller forening, men nævner grunde til ikke at være aktive lige nu. Den vigtigste enkeltgrund til ikke at gå til idræt er ønsket om at gå til noget andet som fx spejder, musik eller kor. Der er imidlertid flere svarkategorier, som har direkte relation til manglende succesoplevelser og trivsel i idrætten som fx ”jeg synes ikke det er sjovt” (12%), ”jeg er ikke god til idræt” (5%), ”jeg hader at blive forpustet og svede” (6%), ”jeg kan ikke lide konkurrence (5%), ”jeg gider ikke (12%).
Diagram 6. Årsager till ikke at gå til idræt (N=377)
På baggrund af det særlige spørgeskema om trivsel kan man se sammenhænge mellem ovennævnte svar og deres selvopfattelse med hensyn til bevægelseskompetencer. 19% af svarene handler om praktiske og økonomiske årsager som ’det er for dyrt’, ikke at måtte for forældre eller at de ønskede idrætsaktiviteter ikke forefindes i lokalområdet. Det er værd at bemærke, at kun 5% af børnene savner udbuddet af bestemt idrætsaktiviteter i lokalområdet, hvilket dog kan forklares ved at man som barn kan have svært ved at efterspørge noget man ikke har prøvet. Opsummerende kan man sige, at årsagerne til ikke gå til idræt snarere er knyttet til manglende positive oplevelser med idrætten end de økonomiske og praktiske årsager som også nævnes.
Ønsket om mere idræt
I diagram 7 er det for de respektive lokalområder afbildet i hvilken grad børnene ønsker at gå til mere idræt. Som det fremgår af diagrammet ønsker næsten halvdelen af børnene at dyrke mere idræt. I Dreslette er 90% af børnene interesseret i mere idræt, hvilket er det mest synlige potentiale blandt de deltagende lokalområder.
Diagram 7. Vil du gerne gå til idræt?
Diagram 8. Ønsket om mere idræt i forhold til område og om barnet går til idræt
I diagram 8 er det illustreret hvorledes sammenhængen er mellem ønsket om mere idræt i forhold til om de allerede går til idræt. Af diagrammet kan man aflæse at ønsket om mere idræt for størstedelens vedkommende sker fra børn som i forvejen er idrætsaktive. Potentialerne for at inaktive børn i bevægelse er således størst i Dreslette, Fjeldsted-Harndrup, Marstal og Strib.
Som det fremgår af tabel 3 er der foretaget en opdeling i forhold til om børnene går til idræt og om forældrene går til idræt. Ca. 61% af de ikke-idrætsaktive børn, hvis forældre heller ikke dyrker idræt har et ønske om at dyrke mere idræt. Det er imidlertid usikkert om denne gruppe af ikke-idrætsaktive kan få den nødvendige støtte hjemmefra til at påbegynde foreningsidræt i modsætning til rekruttering af børn der allerede er idrætsaktive.
Tabel 3. Ønsket om mere idræt set i relation til forældrenes idrætsdeltagelse
Ønsker du at dyrke mere eller mindre idræt |
Ingen forældre idrætsaktive |
En forælder idrætsaktiv |
Begge aktive |
Total |
||||
Barnet ikke idrætsaktiv i forening |
Nej mindre |
17 |
10,1% |
7 |
9,1% |
2 |
5% |
26 |
Nej lige tilpas |
49 |
29,2% |
29 |
37,7% |
21 |
52,5% |
99 |
|
Ja |
102 |
60,7% |
41 |
53,2% |
17 |
42,5% |
160 |
|
I alt |
168 |
100% |
77 |
100% |
40 |
100% |
285 |
|
Barnet idrætsaktiv i forening |
Nej mindre |
20 |
6,2% |
6 |
2,1% |
5 |
2% |
31 |
Nej lige tilpas |
158 |
49,2% |
151 |
53,9% |
140 |
55,1% |
306 |
|
Ja |
143 |
44,5% |
123 |
43,9% |
109 |
42,9% |
375 |
|
I alt |
321 |
100% |
280 |
100% |
254 |
100% |
855 |
|
Total |
489 |
42,9% |
357 |
31,3% |
294 |
25,8% |
1140 |
I det afsluttende spørgsmål er børnene blevet spurgt hvad de helst ville foretage sig på en fridag, hvis de selv måtte bestemme. Ca. en fjerdedel af børnene nævner blandt andet ’se tegnefilm’ og ’spille computer’. Det er bemærkelsesværdigt, at det kun er en meget lille andel af børnene der nævner mere aktivitet og idræt. Børnene havde tidligere givet bredt udtryk for gerne at ville dyrke mere idræt, men her skelnes der tilsyneladende mellem idræt som noget mere pligtorienteret, hvor en fridag snarere skal handle om fornøjelse og afslapning. Langt størstedelen af børnene fremhæver behovene for at slappe af, sove længe, være sammen med familien eller lege med kammerater eller søskende. Det er nærliggende at fortolke disse svar i den retning at børnene har en travl hverdag og gerne vil have tid til at slappe af og dovne når der er mulighed for det.
Foreløbige konklusioner på spørgeskemaundersøgelsen
På baggrund af ovenstående diagrammer og foreløbige analyser kan det konkluderes, at børnene generelt er glade for at gå i skole, glade for frikvartererne og glade for idrætstimerne. Men nogle få står udenfor og det kan sandsynligvis skyldes en eller anden form for mobning; muligvis i kombination med, at de ikke er så gode til idræt.
Børnenes aktiviteter i SFO og skolefrikvarterer fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem stille aktiviteter og egentlige bevægelsesaktiviteter og lege. På den baggrund kan det ikke konkluderes, at der er for lidt bevægelse i skolefrikvartererne og SFO-tiden. Tværtimod tyder legeobservationer foretaget i SFO-regi på et meget højt aktivitetsniveau. Generelt vil børnene gerne dyrke mere idræt, specielt de, der kun går til idræt 1-2 gange om ugen. 60% af de børn, som ikke dyrker idræt i forening svarer, at de gerne vil gå til idræt. Procentuelt befinder det største potentiale sig blandt de ikke-foreningsaktive børn, hvorimod det største potentiale antalsmæssigt findes blandt de idrætsaktive børn. Tallene afslører hvor potentialerne befinder sig for mere bevægelse, hvor det måske skal tilføjes, at børnenes ønsker om mere idræt i nogen grad kan være udtryk for ønsketænkning snarere end reelle valgmuligheder.
Det er en kendsgerning, at det primært er idrætsaktive børn fra idrætsstærke miljøer, der efterspørger mere idræt (eksempelvis Odense, Tommerup, Ringe, Gudme). De der vil dyrke mindre går typisk kun til idræt 1 gang om ugen og angiver, at de hellere vil gå til noget andet, at det ikke er sjovt eller, at de ikke gider. Der findes kønsforskelle mht. ønsket om mere idræt og antal gange pr. uge. Størstedelen af børnene dyrker de store idrætsgrene som dans, gymnastik, svømning, håndbold fodbold og badminton og disse aktiviteter oplever tilsvarende store frafald, hvor børnene søger andre af de store idrætsgrene.
Diskussion
Formålet med diskussionen er at tydeliggøre de vigtigste udfordringer og forhindringer, der ligger i at nå målsætningerne om øget fysisk aktivitet og trivsel. Resultaterne bidrager til at punktere nogle af de myter og dystre billeder, der i disse år bliver tegnet af de overvægtige og inaktive børn. Billedet ser måske ikke så sort ud, fordi børnene generelt er meget tilfredse med skole, SFO og deres fritidsaktiviteter, ligesom flertallet af børn gerne vil dyrke mere idræt, hvis de får mulighed for det. Ovenstående skal ikke fortolkes i den retning, at de resultater der her præsenteres og diskuteres vedrørende de 6-10 årige, uden videre kan overføres på eksempelvis børn i alderen 10-14 år. Antallet af helt inaktive børn samt børn der mistrives udgør en meget lille andel af den undersøgte population og der er som sådan ikke noget i det anvendte datamateriale, der kan dokumentere at de fynske børn skulle være inaktive eller overvægtige.
Ud fra den tidligere disposition vil jeg nu opsummere og diskutere BUB-projektets status i forhold til punkterne:
Identifikation og håndtering af målgruppen
For at opnå viden om antallet af inaktive er der blevet indsamlet oplysninger om børnenes idrætsdeltagelse i skole, SFO og fritiden. Resultaterne viser at 73% af børnene dyrker idræt i en forening. 15% (N=214) svarer, at de tidligere har dyrket en foreningsaktivitet, men er holdt op igen. Samlet set er det kun 12%, der ikke har prøvet at dyrke idræt i en idrætsforening, men hvor mange af de 12% der er helt inaktive vides ikke præcist. Når vi ser på gruppen af børn, som hverken går til idræt eller har prøvet at gå til idræt, så er det kun 33 børn som ikke ønsker at gå til idræt. Det svarer til 2,4% af samtlige besvarelser. Når man sammenligner de idrætsaktive og de ikke-aktive børn er der ingen signifikante forskelle på hverken trivselsparametre eller BMI-tal. Faktisk har de idrætsaktive børn en gennemsnitlig højere BMI end de idrætspassive børn, så der er ikke noget der tyder på, at den manglende idrætsdeltagelse kan kobles til overvægt eller fedme. Mere end halvdelen af de, der tidligere har gået til idræt, men nu er holdt op, svarer imidlertid, at de har lyst til at dyrke mere idræt.
Selvom SFO’ernes pædagoger og medhjælpere sandsynligvis har en fornemmelse for hvem de inaktive og mindre motiverede børn er, så bliver det i projektets videre forløb interessant at få belyst, hvorvidt man dels formår at udnytte de potentialer, der er for at rekruttere de børn som svarer, at de gerne vil gå til mere idræt og dels holdningsbearbejde de børn, som pt. ikke er motiverede for at dyrke idræt.
Form, rammer og indhold
I de fleste lokalområder består idrætstilbuddene af et samarbejde mellem SFO’erne og de lokale idrætsforeninger, der typisk udmønter sig i en ugentlig idrætssession på typisk 60-75 minutter. Indenfor de forskellige lokalområder foregår idrætsaktiviteterne under vidt forskellige rammer og med meget forskelligt indhold, hvilket indebærer, at nogle børn møder idrætsdiscipliner som de kunne møde dem i idrætsforeninger, mens andre stimuleres til at udvikle nye måder at lege og bevæge sig på fx gennem gamle lege, naturture eller orienteringsløb med skolefaglige udfordringer. Set fra børnenes perspektiv spiller form, rammer og indhold en væsentlig rolle for deres idrætsdeltagelse, fordi de i høj grad står klar til at absorbere det de voksne lægger frem til dem. Selvom de fleste børn er glade for idræt og bevægelse i skole og SFO, så er der også en række børn, som bedre kan lide idrætten i foreningsregi. Modsætningsvis er det vigtigt at belyse hvad der får børnene til at holde op med foreningsidræt, fordi det kan tjene som et fingerpeg om hvad der generelt demotiverer børnene i forhold til idrætsdeltagelse. De 15% som har gået til foreningsidræt, men er holdt op, svarer, at de hellere vil gå til noget andet (som er sjovere eller mere interessant), det ikke er sjovt eller at de ikke gider. De pålydende forklaringer kan fortolkes i retning af at børnene fastholdes i idrætten, hvis de sociale relationer til kammeraterne er stærke nok og/eller hvis de får gode oplevelser. De gode oplevelser handler om personlig succes og accept, hvilket igen handler om at idrætsmiljøet skal rumme nogle kvaliteter mht. trænere og instruktørers faglige og personlige kvalifikationer. Der findes utvivlsomt børn, som ikke får tilstrækkelige succesoplevelser i idrætten eller som oplever mobning, som efterfølgende vil sige, at det var kedeligt eller de hellere ville gå til noget andet. De idrætsusikre børn kræver derfor en særlig opmærksomhed som mange foreningstrænere ikke nødvendigvis er i stand til at give i den korte tid de er på besøg i SFO’en. Mange steder fungerer det sådan, at det typisk er foreningsfolkene som gennemfører aktiviteterne som tilbud børnene kan melde sig til. Mens aktiviteterne gennemføres laver SFO-personalet ofte noget andet eller sidder og ser på. Når SFO-personalet frigøres af de udefrakommende personer ville det være oplagt at disse ressourcer kunne anvendes i forhold til de børn, som har behov for særlig opmærksomhed. Imidlertid ligger der en tavs overenskomst om at man ikke blander sig i hinandens pædagogiske seancer; måske fordi de føler at de ved for lidt om aktiviteten i forhold til træneren eller af frygt for at ødelægge noget eller skabe forvirring omkring aktivitetens gennemførsel. Det er klart at et samarbejde om aktiviteterne ikke kun kan handle om selve aktiviteten, hvis det skal lykkes at få den sidste restgruppe af inaktive børn trukket med ind i legen. Et af problemerne ved at foreslå et tættere samarbejde mellem pædagoger og trænere om de inaktive og krævende børn er at trænere og instruktører ikke kan stilles de samme krav og gøres pædagogisk ansvarlige for de valg de træffer. Men set fra et organisatorisk perspektiv er skolefritidsordningen et særdeles interessant sted for alle parter, fordi den befinder sig midt mellem skolens ofte obligatoriske deltagelse og foreningslivets frivillighed. SFO-kulturerne er generelt præget af, at børnene har stor selvbestemmelse og frivillighed, hvorfor idrætstilbuddene også typisk tager karakter af at være frivillige. Men skolefritidsordningerne råder netop over et pædagogisk personale, hvis særlige opgave det er at sikre børnenes hele udvikling, herunder også kropslige kompetencer. Det må derfor kunne forventes at det pædagogiske arbejde omfatter at børnene stimuleres og opmuntres til at bruge deres krop på daglig basis. Det kræver naturligvis, at der findes engagerede personer i SFO’erne som er klar til at påtage sig arbejdet med at motivere børnene til at deltage uden der skal være tale om tvang. I arbejdet med at motivere og inspirere kan SFO’erne måske netop drage nytte af de input som de kan få gennem de foreningsfrivillige, der typisk repræsenterer en stor viden om bestemte aktiviteter.
I tillæg til børnenes motivation og aktiviteternes udformning kommer den geografiske og tidsmæssige placering af aktiviteterne, hvor en række praktiske vanskeligheder gør sig gældende. Som et af de centrale problemer i projektet er der problemstillingen med koordinationen af tid og sted for aktiviteterne. De frivillige trænere og instruktører er nødt til at tage fri fra arbejde for at tilpasse sig SFO’ernes åbningstider og skemalægning mht. haltid. I en række tilfælde har det været nødvendigt at placere det ugentlige idrætstilbud på dage, hvor børnene forinden har deltaget i skoleidræt, motionsløb eller andre projekter som ikke har været så forenelige med tilbuddet om mere idræt i SFO’en. Mange børn har ligeledes oplevet det uhensigtsmæssige i bagefter at skulle til foreningsidræt efter måske 4 timers idræt i skole og SFO.
Succeskriterier
I oplægget til evalueringen er det fremhævet, at evalueringen skal omfatte såvel proces- som virkningsevaluering, hvilket indebærer at man dels skal vurdere om det lykkes at øge børns fysiske aktivitet og trivsel, og især de inaktives, samt hvordan organisatoriske og politiske strukturer indvirker på mulighederne for at fremme børns fysisk aktivitet. I relation til virkningsevalueringen er det ikke nærmere præciseret, hvilke variable denne øgning skal vurderes i forhold til er det antallet af aktive/inaktive, antallet af idrætstimer pr. uge, intensitet eller aktiviteternes indhold der skal evalueres? Hvordan er mulighederne for at få de 10-12% inaktive børn gjort mere aktive og hvad skal der til for at projektet er en succes for denne gruppe? I nogle lokalområder forsøger man at ændre idrætstilbuddene i retning af mere fokusering på leg, drama, samarbejde og alternative bevægelsestyper og tilsyneladende er der god mening i at ændre idrætsudbuddet og skabe mere rummelige aktiviteter hvor der ikke fokuseres på traditionelle discipliner med stram regel- og resultatstyring, men snarere fokusere på bevægelsesglæde. De steder hvor man udelukkende satser på at øge idrætsudbuddet af discipliner og aktiviteter, der allerede findes i lokalområder er det imidlertid tvivlsomt om det kan lokke de inaktive med. Når denne strategi sandsynligvis ikke vil bære frugt hænger det sammen med form og indhold som diskuteret ovenfor, men også det forhold, at foreningerne og daginstitutioner er forskellige og har forskellige baggrunde for at medvirke i projektet. Fra foreningernes side håber man selvfølgelig på kortere eller længere sigt at initiativerne fører til at foreningen vil få flere medlemmer, og man er måske ikke så bekendt med projektets nærmere formål om at få mobiliseret de inaktive børn. Selvom stort set alle voksne deltagere er enige om at det vigtigste med projektet er at øge børns bevægelsesglæde, så opererer de forskellige deltagergrupper med forskellige og relativt diffuse succeskriterier. Nogen af deltagerne i projektet har sandsynligvis en oplevelse af at mere bevægelse og idræt i sig selv er en succes. For andre vil det være en succes at få nogle inaktive mobiliseret, mens andre har et ønske om at skabe et øget og tværgående samarbejde til henholdsvis skole, SFO eller foreningslivet.
Selvom det fra projektets begyndelse har været et højt prioriteret område fra de projektkoordinerende personer i Fyns Amt og DGI, så er der i de forskellige deltagergrupper fortsat et væsentligt behov for at man foretager en grundlæggende diskussion af værdigrundlag, formålet med at deltage i projektet og endelig hvilke ressourcer man forventer at anvende.
Samtidigt som manglen på egentlige succeskriterier kan forstås som en svaghed ved projektet kan det også være en styrke. Svagheden kan være at de lokale områder bevæger sig i vidt forskellig retning og i værste fald ikke øger børnenes fysiske aktivitet eller trivsel; enten fordi der ikke er tilstrækkelig kontrol med resultaterne eller fordi projektet bevæger sig ind over eksisterende initiativer, fordi der kan søges økonomisk støtte til aflønning af foreningsfrivillige. Projektet kan ligeledes forstås som en vigtig mulighed for at fremme lokale eksperimenter, hvor man ikke på forhånd ved hvad der vil komme ud af det.
Forankring og mulige effekter
På nuværende tidspunkt hvor projektet endnu foregår og der mangler at blive foretaget yderligere dataindsamling er det stadig for tidligt at vurdere projektets mulige fremtidige forankring og effekter. Når det gælder mobiliseringen af de inaktive og den generelle effektmåling af børnenes fysiske aktivitet og trivsel må det umiddelbart vurderes som tvivlsomt at de ekstra 60-75 minutters idræt pr. uge vil være i stand til at ændre forholdene dertil er interventionen sandsynligvis for lille.
De fleste foreninger som gået med ind i samarbejdet har gjort det for en tidsbegrænset periode og det bliver interessant at følge om foreningerne vil udvikle tradition og kultur for samarbejde med skole og SFO-området. For idrætsforeningerne bliver en af de største udfordringer i projektet at indgå i nye samarbejder og vurdere om deres værdigrundlag og indsats hænger sammen med de aktiviteter de udbyder. Spørgsmålet er f.eks. om man som der blev antydet i regeringsgrundlaget skal udvikle nye alternative idrætstilbud i supplement til de etablerede discipliner. Samarbejdet med skolerne og SFO’erne kan i et fremtidsperspektiv være løftestang til også at udvide BUB-projektet og komme i dialog med de 10-15 årige børn som måske er den mest problematiske gruppe i forhold til inaktivitet og frafald[6].
Fra et mere kritisk perspektiv kan det afslutningsvis være relevant at problematisere i hvilket omfang det frivillige foreningsliv i fremtiden vil være i stand til at løse opgaverne og bære det ansvar som der lægges op til i partnerskabsmodellen. Årsagen til denne tvivl hænger sammen med det paradoksale forhold, som ligger i, at de fleste deltagende idrætsforeninger udtrykker stor begejstring for projektet, men samtidigt også bekymringer for ikke at kunne skaffe nok frivillige trænere og ledere til de børne- og voksenhold de i forvejen har ansvaret for. Man er altså fyldt med gode intentioner, men har i hverdagen har svært ved at supplere med de nødvendige ressourcer samt deltage i de nødvendige netværksmøder.
Nedskæringer på skole og institutionsområdet og den nuværende situation med meget få idrætsuddannede pædagoger betyder, at det naturligvis kunne være ønskværdigt, hvis det frivillige foreningsliv kunne bidrage til at løse sociale og sundhedspolitiske problemstillinger, men set i et overordnet perspektiv kan man stille spørgsmål ved om det hensigtsmæssige i at idræt og fysisk aktivitet alene skal udvikles og sikres gennem overlappende og afprøvende idrætsprojekter, der befinder sig i en organisatorisk og institutionel gråzone hvor krav og kvalitetssikring i nogen grad blandes op med elementer af frivillighed og ansvarsfrihed. Kunsten at få flere børn i bevægelse kræver så at sige sin helt egen kunststøtte, ikke mindst set i lyset af den nye kommunalreform, hvor projekter som BUB-Fyn overgår fra et amtsligt til et kommunalt regi og dermed bliver en prioriteringsopgave for den enkelte kommune.
Noter
[1]Sundhedsstyrelsens anbefaling for fysisk aktivitet for børn og unge lyder således: Primær anbefaling: Alle børn og unge bør være fysisk aktive af mindst moderat intensitet i en time om dagen. Børn og unge, som i øjeblikket er fysisk inaktive, bør starte aktivitet af mindst moderat intensitet i en halv time dagligt. Sekundær anbefaling: Mindst 2 gange om ugen bør aktiviteterne fremme og vedligeholde muskelstyrke, bevægelighed og knoglesundhed. Den sekundære anbefaling er dog ikke helt konkret. Dels kan det være svært at fastsætte hvad "mindst to gange om ugen" eksakt dækker over. Dels følges selve anbefalingen op af uddybende kommentarer, der sår tvivl om, hvorvidt det er vægtbærende eller hjertekredsløbsfremmende aktiviteter, der tænkes på i forbindelse med den sekundære anbefaling.
[2]Projektets voksne består af en bred skare af ansatte og frivillige hvoraf kun nogle direkte arbejder med børnene. Gruppen består blandt andet af kommunale medarbejdere i kultur- og fritidsforvaltningerne, lokale projektkoordinatorer, tovholdere, pædagoger og medhjælpere på de deltagende SFO’ere samt bestyrelsesmedlemmer, trænere og medhjælpere fra det frivillige foreningsliv.
[3]Formålet med at udvælge børn som er yngre end den egentlige målgruppe var at hvis de 4-6 årige kunne svare, så vil der også være god mulighed for at de ældre børn vil være i stand til at besvare spørgsmålene.
[4]Det var hensigten at alle børnene med hjælp fra SFO-personalet skulle udfylde spørgeskemaet i SFO’ens åbningstid. I de SFO’ere hvor man har benyttet denne fremgangsmåde ligger svarprocenten mellem 75-100%, hvorimod de institutioner som har videresendt spørgeskemaet til forældrene generelt har en lavere svarprocent.
[5]Didl-papir er forskellige typer af papir med billedet eller omridset af en sød muselignende figur.
[6]Selvom der findes inaktive blandt de 6-10 årige så der det snarere de lidt ældre teenagere der forlader idrætten. Det kunne være interessant på et senere tidspunkt at undersøge om projektet har betydning for børnenes fremtidige idrætsvaner og eventuelt ændrede frafaldsmønster som følge af den nuværende deltagelse i projektet.
Litteratur
De Coninck-Smith, N. (2000) ”For barnets skyld. Byen, skolen og barndommen 1880-1914”, disputats, Gyldendal 2000.
Duesund, L. (1994): ”Måling af selvoppfatning hos barn”, Nordisk tidsskrift for spesialpedagogikk 4/1994.
Evaluering af Modelprojekt Børn, mad og Bevægelse Undersøgelsen i hovedtræk, januar 2005, udgivet af Fyns Amt i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed.
Graf, C., B Koch, E Kretsmann-Kandel, G Falkowski, H Christ, S Coburger, W Lehmacher, B Bjarnason-Wehrens P Platen, W Tokarski, HG Predel and S Dordel (2004) ”Correlation between BMI, leisure habits and motor abilities in childhood, International Journal of Obesity, 28, 22-26, nature publishing group.
Jørgensen, P.S., Holstein, B. & Due, P.(2004): ”Sundhed på Vippen”, Hans Reitzels Forlag, København.
Mortensen, M. (2004): ”Idræt som kommunal Velfærd, Mentalitet, velfærd og idrætspolitik i København, Ballerup og Skive 1870-1970”.
Olesen, J. (2000): ”Børn som Publikum”, ph.d. afhandling, Syddansk Universitet, Odense.
Olsen, H. (1998): ”Det mindst ringe spørgeskema”, Dansk Sociologi 1/98.
www.boernogunge.dk/internet/BoernogUnge.nsf/0/BB68AD4DE3B23985C1256E1200530E61?opendocument
www.im.dk/ Index/dokumenter.asp?o=88&n=2&h=18&t=1&d=2426&s=4
www.medieraadet.dk/html/bibliotek/comp_rap/1.htm
Copyright © Jan Toftegaard Nielsen 2005.
All rights reserved. Except for the quotation of short passages for the purposes of criticism and review, no part of this publication may be reproduced, stored in a retrieval system, or transmitted, in any form or by any means, electronic, mechanical, photocopying, recording or otherwise, without the prior permission of the author.