![]() |
||
ISSN 16527224 ::: Publicerad den 22 september 2010
Klicka här om du vill se och ladda ner artikeln som en utskriftsvänlig pdf-fil Läs mer om idrott och genus på idrottsforum.org Läs mer om idrottens rum och arenor på idrottsforum.org Läs mer om dansk idrott, idrottspolitik och idrottsforskning på idrottsforum.org |
![]() |
|
![]() |
Kvinder og idræt matcher de offentlige idrætsfaciliteter egentlig kvinders behov?
Under åtskilliga decennier av mer eller mindre genomtänkt planering och utveckling av stadsmiljön i industrialiserade länder i väst var det i första hand mannens intressen som tillvaratogs. Det var män, i huvudsak, som svarade för planeringen och utformningen av det offentliga rummet i våra städer, och det var männens behov som på sedvanligt sätt stod i centrum. Kvinnors önskemål och behov beaktades inte, vilket lett till att den traditionella stadsmiljön uppfattas som i bästa fall otrygg, och inte sällan hotfull. Under de senaste 1520 åren har arkitekter och stadsplanerare uppmärksammats på det här problemet, initialt genom brottspreventiv forskning, och senare i analyser av hur män och kvinnor använder stadens offentliga rum på skilda sätt, spatialt och temporalt. Politiker och stadsplanerare har, kan man säga, sent omsider blivit medvetna om könsmaktstrukturernas betydelse för utformningen av det offentliga rummet, och man har på olika sätt börjat åtgärda problemet det kan i det korta perspektivet handla om vegetation, belysning, etc i syfte att öka tryggheten, och i det långa perspektivet om ett helt nytt paradigm inom stadsplanering.
Når kvinder danser, spiller mænd badminton, når mænd spiller fodbold, dyrker kvinderne yoga. Det vil sige rigtig meget bold for mændene og næsten ingen boldaktiviteter i kvinders valg af idrætsaktiviteter. Alligevel består det offentlige facilitetstilbud i Danmark udover svømmehaller primært af boldhaller med tilhørende sekundære faciliteter og udendørs tennis- og fodboldbaner. Dengang størstedelen af disse anlæg blev bygget (75 % af de danske idrætshaller er opført før 1985) afspejlede dette facilitetsudbud det danske idrætsmønster, hvor dobbelt så mange mænd som kvinder dyrkede idræt, og hvor deres aktiviteter, foruden gymnastik i store hold, koncentreredes om indendørs og udendørs boldspil som tennis, badminton, fodbold og håndbold. I dag afføder facilitetsudbuddet flere udfordringer: Idrætsmønstret har ændret sig, og der er derfor behov for, at der aktivt tages stilling til, hvordan de danske idrætsanlæg skal se ud fremtidigt, så vi sikrer, at de bedst muligt understøtter det faktiske idrætsvalg og, der er behov for at se nærmere på hvilke øvrige forhold i anlægget, der har indflydelse på, at brugerne får en god idrætsoplevelse. Som det vil fremgå af artiklen, understøtter undersøgelser formodningerne om, at ikke blot kvinders valg af aktiviteter adskiller sig fra mændenes, men også at præferencer i forhold til tryghed, social stemning og sikring af, at blufærdighedsgrænser ikke overskrides, er anderledes end mændenes. Derfor er opgaven for nutidens og fremtidens idrætsbygherrer todelt. De nye anlæg skal skabe rammer, der også understøtter de idrætsvalg, mange kvinder har: Gymnastik, fitness, aerobic, dans og yoga mv. Samtidig bør byggerierne også stemningsmæssigt og socialt imødekomme den måde, både kvinder og mænd bruger idrætsanlæggene på. Baggrund Lokale- og Anlægsfonden, som er den danske fond, der står som den primære initiativtager indenfor udvikling af idræts- og kulturfaciliteter, har gennem hele sit virke søgt at sikre sammenhæng mellem idrætsvalg og facilitetsudbud. I 2005 satte de som de første i landet fokus på forholdet mellem kvinder og mænds forskellige idrætspræferencer i forhold til udformningen af faciliteterne. Hvis prioriteringerne fulgte tallene for kvinders idrætsaktivitet, var der basis for at lave flere bevægelseshuse steder, hvor dagslys kunne bruges i stemningssætningen, hvor omgivelserne ikke skulle garderes mod vildtfarende bolde, og hvor gulvet ikke var skåret igennem på kryds og tværs og i cirkler som rettesnore for alt andet end den gymnastiske bevægelse, dansen og kampsporten. Her kunne arbejdes med rum og rumlige sammenhænge både inde og ude, som også tager hensyn til blufærdighedsgrænser og det behov for uforstyrrethed og tryghed, som er en del af kvinders verden. En opmærksomhed rettet mod faciliteter, der bedre tilgodeser disse præferencer og deres aktivitetsvalg, mangler endnu.[1] På baggrund af disse overvejelser igangsatte Lokale- og Anlægsfonden i 2006 den første danske undersøgelse indenfor området ”Kvinder og mænd i idrættens rum”.[2] Undersøgelsen fremlagde et statistisk materiale, der kunne underbygge hypoteserne om forskellen på kvinder og mænds adgang til og brug af idrætsfaciliteter, og som kunne danne grundlag for en bogudgivelse af Lokale- og Anlægsfonden om Arkitektur, kvinder og idræt[3], som går tættere på forholdet mellem aktivitet og facilitet, og som via eksempler beskriver hvilke forhold, der skal til for bedre at imødekomme behovene fra såvel kvinder som mænd. Der er nu gået tre år siden denne udgivelse, og heldigvis ser det ud til, at der sker en udvikling indenfor prioriteringerne af faciliteter, omend selve den interne organisering og stemning mod et mere feminint univers nok først kan anes i visionerne for de nye endnu uopførte anlæg. Med denne artikel er det vores mål, at vise hvor de traditionelle offentlige idrætsfaciliteter ofte kommer til kort i forhold til kvinders behov og præferencer, hvordan sammenhængen er mellem faciliteter og præferencer i de senest opførte idrætsbyggerier samt foretage en vurdering af nogle af de projekter, der ligger på tegnebrættet: Hvordan vil fremtidens idrætsfaciliteter, som de tænkes og tegnes i 2010, imødekomme behovene? De eksisterende idrætsfaciliteter En stor udfordring ved de traditionelle offentlige indendørs idrætsanlæg er, at de forventes at tilgodese mange brugergruppers forskellige behov. Her skal både være plads til herrehåndbold og bridge, møder og yoga altså brugere med forskellig beklædning, forskellig omgangstone og vidt forskellige rumlige behov. Udfordringen ved at indrette anlæg med mange brugergrupper, til egnede udfoldelsessteder også for kvinder, er at skabe egnede rum til de aktiviteter, kvinder foretrækker og at skabe gode rammer for kvinder i sammenhængen med andre brugere. Tilgængelighed til og i idrætsanlægget Allerede placeringen af anlægget, hvor det ligger, hvordan det er anlagt, hvilke samspilsmuligheder det har med omgivelserne, har indflydelse på, om man føler det er rart at komme til og i idrætsanlægget. Undersøgelsen ”Kvinder og mænd i idrættens rum”, viste, at kvinder har en præference for idrætsfaciliteter tæt på deres bolig. De bruger mindre tid på transport til aktivitetssted og vælger i højere grad end mændene idrætsfaciliteter tæt på hjemmet.[4] Dette slår tydeligt igennem i fitnesscentrenes strategier, som efterhånden ligger på hvert et gadehjørne. I forhold til denne præference støder de traditionelle anlæg på tre store udfordringer:
Indretning af et idrætsanlæg Næste forhold er selve idrætsanlægget, når det nu ligger der i udkanten af byen eller mellem to bysamfund. Her er anlægget typisk forsynet med store P-arealer, så søndagskampens eventuelle bil-rykind kan imødekommes. Disse store P-pladser kan særligt for de store anlæg i det daglige fremstå øde og uvelkomne og dermed medvirke til at gøre ankomsten utryg særligt i de mørke timer. Her er der brug for at gøre sig overvejelser over belysning og eventuel placering af indgangsnære P-pladser, og samtidigt er det værd at vurdere, hvordan man sikrer, at placering af de indendørs aktivitetsrum kan livliggøre uderummene, så der indefra kan skabes en slags udsyn over udearealerne. Vel indenfor i idrætsanlægget mødes de næste udfordringer. For mange kvindelige udøvere er det en fordel, hvis det er muligt selv at vælge, om man vil gå fra omklædningsrum til aktivitetsstedet igennem et andet aktivitetsrum, eller om man kan gå direkte hen til sit eget sted. Undersøgelsen fra 2006 viste, at knap halvdelen af kvindelige respondenter svarer, at det har negativ betydning hvis de skal gennem et offentligt rum for at nå aktivitetsrummet.[5] Reelt betyder det altså, at der i dag er mange kvindelige udøvere, der i deres daglige/ugentlige aktiviteter generes af at skulle gennem foyer, hal eller cafeteria, når de skal fra omklædningsrum til aktivitetsrum. I eksisterende idrætsanlæg er det ikke sjældent, at fitnessrum ses placeret i tidligere teknik- eller depotrum i anlæggets underetage. Ofte for enden af en lang gang med lukket dør. Sådan en placering kan være utryghedsskabende, for det efterlader hverken én chancen for at orientere sig om hvad der sker fra trappen ned i kælderen, eller for at orientere sig om begivenhederne på den anden side af døren ind til fitnessrummet. Størstedelen af de i undersøgelsen adspurgte kvinder føler, at det har en negativ betydning, at aktivitetsrummet samtidig bruges som gennemgangsrum.[6] I nyere fitnesscentre ses ofte indretninger, hvor der er direkte adgang fra kvindernes omklædningsrum til f.eks. dansesalen/aerobicsalen. Det er selvfølgelig en forfordeling af mændene, som heller ikke alle er ligeglade med, om de skal gennem andre rum, men løsningen tilgodeser i høj grad mange (flere) kvinders ønske om at kunne vælge 'den lige vej'. I et interview udført i en pilotundersøgelse som optakt til 2006-undersøgelsen, siger en adspurgt, at hun gerne ville have et sted at strække ud: ”Det skulle sådan være lidt indrettet til det, så man tænkte, det er lidt normalt, at man sidder og strækker ud herinde, og der skulle være god plads”. Hun tilføjer: …det skulle ikke bare være en måtte henne i et hjørne i en trappeopgang, det tror jeg, det er nu. Men det er ikke en, man bruger, det er lige der, hvor man kommer ud af de to omklædningsrum, og der kommer folk jo forbi og kan stå og kigge... det er lidt underligt...[7] Hun har med andre ord adgang til et udstrækningssted, det sted hun træner, men ift. hendes blufærdighedsgrænser er det så uhensigtsmæssigt placeret, at hun ikke bruger det. Hun efterspørger alene, at ”det er lidt normalt, at man sidder og strækker ud” det er derfor ikke en efterspørgsel, der nødvendigvis fordrer flere penge, men blot større omtanke. Aktivitetsrum for kvinder En ting er placering af aktivitetsrum og sammenhængen, de er placeret i en anden er indretningen og udformningen af det sted, hvor aktiviteten skal foregå. Boldspillene har sit udgangspunkt i regler og standarder, der lægger rammerne for spillet hvert boldspil har i idrætshallen sit eget sæt farvede streger, der definerer rummet for udfoldelserne. Rytmisk gymnastik tager udgangspunkt i det enkelte menneskes bevægelser tilsat musik. Hverken aktiviteter som dans, yoga, gymnastik eller aerobic relaterer sig til en bestemt rumform, men fordrer omgivelser, der ikke i for anmassende grad dirigerer den enkelte aktørs bevægelse, men som understøtter aktiviteten i flade, i rum såvel som i stemning. Boldspillenes behov for skudsikre omgivelser med bander og net er unødvendigt for de blødere bevægelsesformer, som tværtimod kan have behov for at indrettes på en måde, der signalerer æstetik, ro og rene linjer og derfor foretrækker lyse farver med masser af dagslys, men også gerne tekstiler, nipsgenstande og stearinlys til at skabe den ønskede stemning.
Et eksempel fra balletten og standarddansene Ballet trænes i træningssale med barrer og spejle. Hele stemningen af hvidklædte graciøse mennesker passer her ind i de lyshvide, næsten minimalistiske træningssale. Men det er ikke kun æstetik. Der er sammenhæng mellem en kropslig udfoldelse, der kræver koncentration om hvert enkelt bevægelse og hver enkelt kropsled og de rolige omgivelser, der ikke griber forstyrrende ind, men lader danseren have fokus og fuld koncentration om kroppen i bevægelse. I forestillingen scenograferes danserne og sættes på scene i omgivelser skabt hånd i hånd med koreografien. Ikke mange balletdansere træner i en håndboldhal, og de fleste er vant til at tænke balletten ind i andre rumtyper og vil derfor også reagere på tanken om at placere ballet i en håndboldhal… men virkeligheden hedder ofte idrætshaller, skolegymnastiksale eller møderum for både aktiviteter som yoga, pilates, meditation etc. og for rytmisk gymnastik, moderne dans og standarddans. Skal det lokale idrætsanlæg danne de fysiske rammer omkring disse aktiviteter, bør rummets egnethed vurderes på andre forhold end gulvflade og antal meter til loft. De blødere bevægelsesformer må i højere grad tænkes ind i den overordnede disposition fra starten. En måde at vurdere, om bevægelsesrummet egner sig til udfoldelsen, er, at se på om:
Den store hal til dans Står man med ovennævnte 'afkrydsningsliste' og går indenfor i det eksisterende traditionelle anlæg håndboldhallen vil man givet have svært ved umiddelbart at hakke af på alle punkterne. Den traditionelle 20 x 40 m. hal til håndbold er simpelthen svær at omskabe til en egnet udfoldelsesplads for de rytmiske bevægelsesformer. Rummet er ofte så domineret af gulvstreger, net, mørke lofter og ’offentlig banegårdsstemning’, at den stemning, der søges, kan være svær at opnå. For de fleste aktiviteter er hallen for stor og for udflydende. I eksisterende haller vil mulige tiltag derfor primært kunne have for øje at sikre, at de fornødne faciliteter som spejle, musikanlæg, barrer, måtter etc. er lettilgængelige, og at der er mulighed for at lyssætte rummet til aktiviteten.
Den opdelte hal I de traditionelle saddeltagshaller er det meget svært at etablere en egentlig rumlig opdeling af hallen. Der har været arbejdet meget med mobile adskillelser, men den skillevæg i en hal med saddeltag, der evner at lydadskille to dele, uden samtidigt at være til gene for boldspillene når hele hallen er i brug, ses sjældent. Men i forhold til at skulle tage hele hallen i brug har den opdelte hal det store 24 x 24 m rum et potentiale. Den halve hal har såfremt det fra starten tænkes ind, at denne del skal kunne anvendes til de rytmiske bevægelsesformer en størrelse, der giver mulighed for langt de fleste af de aktiviteter, kvinder foretrækker. Den mindre rumstørrelse (i forhold til hele hallen) giver bedre og nærere kontakt med rummets afgrænsninger og giver et volumen, der bedre opleves som en helhed. Den bedste mulighed for at skabe et godt selvstændigt bevægelsesrum ud af en opdelt hal er, hvis de to hal-dele kan adskilles fuldstændigt i funktionel henseende. Det vil sige at
De sociale præferencer Ophold i et idrætsanlæg handler om mere end selve aktiviteten. For den aktive handler det om ophold før og efter aktiviteten for pårørende og tilskuere handler det om ophold på anlægget, uden at man nødvendigvis skal være aktiv. Men hverken omklædningsrum eller cafeteria eller andre af de sekundære faciliteter, der er tænkt til brugernes ophold, er skabt ud fra de kvindelige præferencer: Med til den idrætslige oplevelse hører traditionelt et samvær med andre udøvere. For at understøtte muligheden for samvær har de fleste indendørs idrætsanlæg et cafeteriaområde. Cafeteriaer ses ofte disponeret med et forholdsvist stort areal, ligger gerne afskærmet fra aktivitetsarealerne og er i højere grad proportioneret til at klare stævnedagen end den daglige træningsdag. Ifølge undersøgelsen om forholdene i idrætsanlæg vælger mænd socialt samvær til, når de er idrætsaktive. 2/3 af mændene anser det for et afgørende incitament for aktiviteten.[8] Der er med andre ord god brug for et sted at samles. Men på den ene side er der stor interesse og vægtning af det sociale element, på den anden side viser der sig i praksis at være minimal interesse for cafeteriaerne, som kunne være det, der dannede rammerne om det sociale samvær. Særligt kvinder er uinteresserede i faciliteten.[9] Det kan der være flere grunde til. En af dem kunne være, at cafeteriaer som et aflukket rum ikke appellerer til kvinder hverken i den yngre eller den ældre ende af skalaen, og at de ikke bruger faciliteten særlig meget og derfor ikke synes, den er interessant. Set i lyset af det faktum at mange cafeteriaforvaltere har svært ved at få forretning ud af et idrætscafeteria kunne noget tyde på, at tesen ikke er skudt helt forbi. Set fra denne vinkel er der to mulige løsninger: Enten moderniseres cafeteriaerne, eller også neddrosles de, og ressourcerne anvendes andetsteds i anlægget. I virkeligheden kunne man forestille sig, at de to forslag ikke er et enten-eller, men godt kunne udvikles til et både-og. Hvis det sociale møde ikke foregår i cafeteriaet, er det til gengæld at finde i omklædningsrummene og langs sidelinjerne. Mange kvinder, der befinder sig i en idrætshal, er der, fordi de er med deres børn til træning. Her finder de sammen med andre ventende mødre laver kørselsordninger og 'ser-du-lige-efter-mit-barn'-ordninger. Der er et behov for at socialisere, men som det er i dag, er det ikke i cafeteriaet, det foregår, og hvis de kvinder, der er med til børnenes træning, ikke sidder i cafeteriaer men langs sidelinien, kan man med rimelighed antage, at det har i hvert fald tre årsager:
Skal opholdsarealer virke attraktive for dén gruppe, skal de opfylde det samme nærhedsprincip, som pladsen ved sidelinien har: Der skal være let og ligetil kontakt mellem det aktive barn og den voksne. For andre af kvinderne ville det optimale sociale opholdssted være et aktivitetssted, der samtidig kan opfylde ovennævnte krav, for nogle af dem ville måske gerne bruge tiden mere aktivt end blot at vente på, at træningstimen er forbi. De står så og tripper, så de kan komme ned i fitnesscentret eller hjem og gøre klar til aftensmaden tidligt, så de kan komme ud og løbe. For dem ville anlæg, med tilbud om egen aktivitet løb, spinning, crosstraining el.lign. i umiddelbar nærhed af børnenes aktivitetssted være lykken. Pilotundersøgelsen viste desuden, at kvinder, der selv har været aktive, gerne vil sidde lidt efter aktiviteten og allerhelst i en form, så man uden at skulle forklare sig, kan sidde alene. Det behøver måske ikke at være det mest trendy sted, men det skal være hyggeligt og et sted, man vil være ved.[10] Det kunne tale for faciliteter, hvor der er sket en 'nedbrydning' af de traditionelle afgrænsninger mellem halrum og cafeteria, eller man kunne forestille sig andre funktioner bragt i spil sammen med det sociale opholdssted: Ser man på andre offentlige steder med almindelig åbningstid og gratis adgang, er biblioteket en type facilitet, mange kvinder benytter og kan lide at være i. En tredjedel af alle voksne kvinder kommer på biblioteket næsten hver uge eller måned[11] De kommer der ikke blot for at låne bøger og blade, men også for at deltage i foredrag/debat, se udstillinger, og fordi det er "et rart sted at være". Biblioteket tilbyder både mulighed for et kulturelt input og ret til at gå rundt alene uden at skulle retfærdiggøre eller forklare hvorfor. Det er samtidigt et sted, man kan tage hen med sine børn, og hvor begge parter kan få noget ud af det. Kunne man forestille sig idrætsanlæg, hvor cafeteriafunktionen samlede de ikke-idrætslige aktiviteter, forstået således, at det var herfra, man kunne se børnene spille i hallen, høre dem og vinke, det var også her biblioteket havde en filial, der muliggjorde, at man kunne sætte sig afslappet i et hjørne med en bog fra hylden eller dagens avis og fordybe sig i sin egen verden, og det var her, man samledes et par stykker med en kop kaffe og sludrede før og efter træning, hvis tiden tillod det? Omklædningsrummet En anden af de ikke-aktivitetsbærende faciliteter er omklædningsrummet. Mange omklædningsrum synes skabt efter samme skabelon: Der er som minimum to omklædningsrum og et dommeromklædningsrum og det både i herre- og dameafdelingen. Det er en skabelon for omklædningsrum, hvor brugerne er sportsudøvere, og omklædningsrummene er dimensioneret til to konkurrerende hold med dommer. Det er med andre ord rum til brugere
For fodboldspillere i selv lave rækker og serier, der har karakter af venskabskampe for mænd over 40, vil dette være en egnet omklædningsrumsopdeling, fordi det er en del af selve aktiviteten. Selve det at spille fodbold er forbundet med tiden før og efter i omklædningsrummet, hvor dommer og modstanders ringe evner ivrigt diskuteres. I modsætning hertil vælger kvinder idrætsaktiviteter, hvor konkurrence med andre ikke er en parameter. Fitness, aerobic, gymnastik, yoga og dans er eksempler. Kun en meget lille del af al kvindevalgt idrætsaktivitet har relation til holdboldspil. Kunne der så alene af disse grunde ikke være grund til at se nærmere på, om de to herreomklædningsrum og dommeromklædningsrummet nødvendigvis behøver være spejlet i en kvindeafdeling? Kunne kvinders valg af aktivitet ikke i samme grad understøttes af omklædningsrummet, som det er tilfældet for mændene? For mange kvinder ér omklædningsrummet det sociale rum det er der, bonus'en udbetales for endt aktivitet, og det er der, der bliver tid til at snakke. og når man så er færdig, så skal man lige have tid til at snakke lidt, også ude i badet og så skal man have et dejligt langt bad og helst i sauna og snakke færdig, og så er det en god træning. Og så skal man bare være i godt humør.[12] Omklædningsrum til kvindelig idrætsaktivitet skal kunne servicere kvinder, der ikke kender hinanden. Der er ikke nødvendigvis tale om ét hold, der har behov for sit eget rum, men flere kvinder fra flere hold. Det sætter pladsforholdene og disponeringen af arealerne i fokus. Udendørs aktiviteter Ser man på kvinders udendørs idrætspræferencer, er de primært aktive udenfor de afmærkede baner. De løber og går og rider, mens mange mænd også spiller bold sådan lidt firkantet sagt. Dominerende for kvinders præferencer for udendørs aktivitetssteder er derfor ikke antallet af baner, men oplevelsen af om stien, de går eller løber på, er tryg, og om de kommer i risikozonen for at få krænket deres blufærdighed. Mange forhold har været berørt, når en løbesti's kvaliteter skulle diskuteres. Men der har ikke været meget tradition for at diskutere, om den var planlagt, så den imødekom et behov for tryghed, en respekt for blufærdighedsgrænser, en mulighed for at kombinere løbet med børns aktiviteter eller var anlagt, så den kunne understøtte et socialt behov. Men er løbestien f.eks. ikke tryg, er det for mange kvinder slet ikke at regne som en løbesti for så er den ikke et sted, man kommer den er utilgængelig og således ikke en facilitet, der tæller med blandt mulige løberuter. En sti, der er tryg, er ofte en sti, der er placeret i nærheden af andet liv. En sti hvor der ikke forekommer for lange øde stræk. En løbesti placeret i nærheden af det lokale idrætsanlæg kunne være en mulighed. Her er nærhed til andre aktive, her er mulighed for at skabe visuel forbindelse mellem løbestien og børnenes træningsbane, og her er let adgang til idrætsanlæggets øvrige faciliteter. Ved placering i nærheden af fodboldbanerne vil de færreste sikkert føle sig utrygge. Vigtigere vil det være at sikre, at løberne ikke kommer til at føle sig overbegloet. En løbesti på sidelinjerne omkring anlæggets fodboldbaner fordrer, at der arbejdes landskabeligt med stien, så løberne ikke føler deres blufærdighed krænket. Undersøgelsen viser, at kvinder i langt mindre grad end mænd har konkurrenceelementet som parameter for en vellykket idrætsindsats.[13] Måske derfor er der ikke nødvendigvis noget modsætningsforhold mellem at løbe og at snakke. Måske ville de kunne løbe hurtigere, hvis de lod være med at snakke eller som det oftest udtrykkes: "måske løber I ikke hurtigt nok, når I kan snakke samtidigt", men det er en anskuelse, der nok kan være rigtig, men som mister sin relevans, når målet med løbeturen ikke er sluttiden, men i højere grad har et motionsorienteret og socialt mål for øje. Denne måde at organisere sin løbetur på har indflydelse på udformningen af løbestien ikke meget, men dog alligevel. Stien må være bred nok til, at to gerne flere personer kan løbe/stavgå ved siden af hinanden, så snakken kan føres uhindret. Knytter man en løbesti an til et idrætsanlæg, har brugerne desuden et godt sted at mødes, hvis de løber flere sammen. Ved idrætsanlægget er der toiletter og drikkevand og der er den mulige adgang til de øvrige sociale faciliteter og omklædningsrummene.
De nyeste anlæg er det blevet bedre? Det gode budskab er entydigt: Der synes, at være sket en hel del indenfor udviklingen af idrætsfaciliteter i Danmark, som i langt højere grad end tidligere sikrer bedre faciliteter til andre aktiviteter end det rene boldspil. Udbygninger af eksisterende haller og indretning af nyere anlæg, tager i langt højere grad udgangspunkt i et bredere idrætsaktivitetsvalg og skaber faciliteter både i form af den traditionelle boldbane, men også i mindre bevægelsesrum egnet til mindre pladskrævende gymnastik, dans, pilates, yoga osv. En gennemgang af 8 nyere idrætsanlæg viser alle prioriteringer af bevægelsesrum for de blødere bevægelsesformer.[14] Den store boldhal er i de fleste tilfælde fortsat det rumligt styrende volumen. Det er dog vores vurdering at det i de konkrete tilfælde skyldes et stort fokus på at ophæve de traditionelle fysiske opdelinger i idrætsanlæg, mere end at opprioritere boldspillene. De anlæg vi har undersøgt, der ikke har haft indarbejdet dette mål i programmeringen, har alle placeret faciliteterne med mere ligelig vægtning. Således er boldrummet i Fritidscentret på Gersonsvej fra CEBRA og Dorte Mandrup Arkitekter placeret som én af flere faciliteter, der alle har hver sin adgang, alle med udgangspunkt i en fælles centralt opholdszone. Vejen er med andre ord ikke tvunget gennem boldarealet, som derved får en ligelig prioritering med de øvrige aktivitetsrum, uanset at dette rum er klart det største. I Ordrup Multihal & Bibliotek er hallen den ene af fire funktionsblokke: Bibliotek, undervisning, bevægelsesrum og boldhal. Alle fire funktioner er flettet ind i hinanden og visuelt forbundet med store glaspartier. Den visuelle forbindelse mellem f.eks. både bibliotek og boldhal, og bibliotek og bevægelsesrum giver en god ligelighed i prioriteringen af faciliteterne. Nogle af anlæggene er udbygninger af eksisterende idrætsanlæg, der hidtil har haft boldhallen som det store centrale anlæg. I udbygningen af et eksisterende idrætsanlæg i Jyderup er der skabt to store gode bevægelsesrum, som evner at skabe modvægt til det store boldhalsvolumen og tilbyde andre rumlige kvaliteter end det mørkere halrum, uden dagslystilgang. Af de 8 anlæg, er det anlæg, der tydeligst viser vejen frem mod en egentlig stillingtagen til forholdet mellem kønnene, Fritidscentret på Gersonsvej. Det skyldes nok også, at der er tale om et fritidscenter mere end et idrætscenter. Det betyder, at arkitekterne har haft fokus på børn: drenge OG piger. Her er ved hjælp af farvevalg, indretning af de enkelte rum og sammenhængen mellem dem, slet ikke tænkt i traditionelle sportspræstationsudfoldelser, men i bevægelse: Boldhallen er ikke i håndboldbanemål, der er opstregninger, men også store arealer uden opstregning og arealer med optegning til f.eks. firkantbold og plads til sjipning, at stå på hovedet og køre på enhjulede cykler. Der er ingen tilskuerpladser, men plads og hynder til at sætte sig i de dybe vindueskarme eller på gulvet. Alle rum har ladet hånt om badmintonspillerens behov for udelukkelse af dagslys og fremstår dermed velbelyste og i kontakt med omgivelserne. For alle anlæggene gælder, at der uden tvivl har været ønske om at skabe flere og andre typer faciliteter end den traditionelle boldhal. Men for nogle af anlæggene har dette været svært at gennemføre i praksis, og det, der på planen er kaldt danserum, synes i virkelighedens verden meget svære at anvende til formålet pga. f.eks. uhensigtsmæssige proportioner, dårligt indeklima osv. Fælles for disse nyere byggerier, som alle er indviet mellem 2006 og 2008, er, at de er tænkt og programmeret år forinden. I forhold til undersøgelserne på området har alle disse anlæg haft til formål at sikre en bredere idrætsaktivitetsdækning, men er ikke særligt tænkt eller skabt til at sikre, at kvinder også fandt sig til rette i anlægget. Det viser sig særligt tydeligt i forhold til den indbyrdes placering af faciliteterne, adgang til f.eks. bevægelsesrum, som enkelte steder krydser alle de spor, som man optimalt set helst vil undgå: Offentlige passager, forbindelsesårer med folk i almindeligt tøj, opholdsarealer med folk, der sidder og ser på livet omkring hvilket ikke altid er et optimalt 'publikum' for en midaldrende kvinde på vej til yoga osv. Det har også vist sig, at være svært at håndtere den ret intensive brug, der finder sted i de mindre bevægelsesrum. Temperaturen i et rum, der bruges til steptræning skal ikke være særlig høj deltagerne skal nok selv sørge for at få den i vejret, og omvendt foretrækker hold til yoga og afspænding en højere temperatur, da deres aktiviteter er mindre pulsfokuserede og ikke i sig selv giver sved på panden. En høj temperatur giver behov for at kunne lufte ud og åbne vinduer alt for at ånde. Desværre er der en generel tendens til at begrænse muligheden for at åbne vinduer og så bliver det døren mod andre aktivitets- eller opholdsrum, hvilket ikke er smart hverken i forhold til indbliksgener eller i forhold til indeklimatiske forhold som fugtighed, lyd, lugt mv. At skabe bevægelsesrum med udsyn på omgivelserne uden at åbne for generende indblik er kun lykkedes de steder, hvor der har været mulighed for at løfte bevægelsesrummet til en anden etage. Omklædningsrummene står i sin grundform stille, omend der er et klart kvalitetsløft i alle anlæggene, som ifølge undersøgelser både vil passe kvinder og mænd rigtigt godt. Muligheden for at indrette egentlige mindre opholdszoner, adgang til opholdsudearealer fra omklædningsrum mv. mangler også fortsat at blive foldet ud. Opholdsrummene er især vellykkede der, hvor der virkelig brydes med den traditionelle opdeling af funktionerne. F.eks. i form af et vidunderligt bibliotek med læsepladser som i Ordrup Multihal & Bibliotek, en café integreret med boldhallen, som der er gjort plads til i Korsgadehallen og Prismen, eller i fritidscentret på Gersonsvej, som er indrettet som ét stort åbent køkken og langt mere hjemligt i stilen og tættere i indretningen på de specialanlæg, som f.eks. private danseskoler og fitnesscentre kvinder ellers frekventerer. Fælles for anlæggene er dog, at stort set ingen af dem arbejder med en traditionel cafeteriaindretning hvilket forekommer som en rigtig beslutning. Flere af de undersøgte steder, har dog haft svært ved at komme med gode alternativer. Der mangler gode eksempler på indretning af disse områder, så de ikke blot vender ryggen til det gamle, men i stedet anviser andre måder at understøtte muligheden for lidt større brugerinvolvering. Fremtidens anlæg En vurdering af nogle af de nye byggerier, deres programmer og vinderforslag lover en langt større fokus på kvinders præferencer. I KU.BE projektet et nyt kultur og bevægelsesprojekt i København fremgår det af programmet, at: …de traditionelle idrætshaller med streger til badminton, volleyball og andre boldspil er ikke velegnede til mange af de nye bevægelsesformer som fitness, gymnastik, yoga og pilates. De forudsætter plads til ro og fordybelse. Gerne i mere æstetiske rammer end de traditionelle idrætsanlæg kan tilbyde…""Caféen er et centralt mødested […] alle disse steder skal med æstetiske rammer og veldesignet inventar gøre det attraktivt at mødes og blive lidt længere. I zenzonen hersker harmoni, fredfyldthed og koncentration. Her er æstetik og enkelthed i højsædet og aktiviteter som yoga, pilates, tai chi og meditation kan udfolde sig på egne præmisser uden at være henvist til et snavset gulv i en sportshal. Der er masse af dagslys og udsigt…men også mulighed for at fordybe sig uden at resten af huset eller verden udenfor trænger sig på. Der ønskes bud på, hvordan man kan give de nye, bløde bevægelsesformer smukke rammer og masser af dagslys uden at eksponere brugerne for resten af huset og naboerne.[15] I skrivende stund er vinderforslaget til KU.BE ikke fundet, og det er derfor ikke muligt at se, hvordan det visionære program er blevet tolket, ligesom det ikke er muligt at se hvor meget vægt, der har været lagt på at sikre kvinder god bevægelse i og adgang til anlægget.
DGI-Huset i Vejle Konkurrencen, der blev udskrevet for opgaven om DGI-Huset i Vejle, gik ud på at vise, hvorledes et ret stort eksisterende idrætsanlæg kunne ombygges og udbygges, så det i højere grad kunne bruges til både storkampe, koncerter, konferencer og daglig træning. Af programmet fremgår, at: Fitnessafsnittet kan f.eks. etableres i flere etager med udsyn over Vejle Ådal eller byen. Undersøgelser viser, at kvinder ønsker udsigt til dagslys, natur m.m., men ikke fra stueetage, hvor man samtidig kan blive beskuet, mens man dyrker motion. Det samlede nye fitnessafsnit skal indeholde væsentligt flere fitness- og spinningfaciliteter end i dag…Det skal prioriteres, at fitnessafsnittet placeres samlet, således at gæsterne ikke skal bevæge sig ud i ramblaen i træningstøj… Der etableres bevægelsesrum for mindre holdaktiviteter som gymnastik, yoga, pilates, aerobic, efterfødselstræning, børnegymnastik, babymassage mv.. Rummene indrettes, så de er egnede til disse aktiviteter, dvs med egnet gulvbelægning, spejle, musikanlæg m.v.[16] Vinderforslaget til DGI-Huset i Vejle (Arkitema og COWI) har haft stor fokus på forholdet mellem kvinder og mænd, men da udgangspunktet er den omtalte store ombygning/sammenbygning af en stor mængde traditionelle idrætsfaciliteter, vil tiltagene omkring kvinders adgang til faciliteterne bero på rådgivernes evne til fortsat at sikre at området tilgodeses. Nyt liv i gamle haller Lokale- og Anlægsfonden udskrev i 2008 en konkurrence om opdatering af eksisterende, traditionelle idrætshaller. Konkurrencen havde også fokus på at tilgodese kvinderne i de anlæg, der ikke oprindeligt er bygget til dét formål: ”…når så mange kvinder, midaldrende og ældre foretrækker at være idrætsaktive, bør disse gruppers behov indarbejdes i konceptet for den fremtidige idrætshal…” Programmet lader det i høj grad være op til forslagsstillere at komme med forslag til hvad der skal til for at sikre de nævnte gruppers behov, men nævner eksplicit at ”[o]mklædningsrummet skal gentænkes og rumme mulighed for ophold og rekreation i spillet mellem åbenhed og transparent vs. tryghed og intimitet…”[17] De valgte vinderforslag er alle ved at være projekteret til ende, og udfordringen med henblik på et øget fokus på såvel etablering af faciliteter til nye funktioner, samt fokus på stemning, adgangsforhold, tilgængelighed o.lign., har klart været et begrænset budget set i relation til de omkostninger, der er ved ud- og ombygning af en ældre anlægsmasse. Men anlæggene er udvalgt, fordi de også fremtidigt ønsker at henvende sig til hele befolkningen kvinde, mand, pige og dreng. Så lykkes det ikke at skabe anlæg, der henvender sig til hele gruppen, risikerer man både at miste halvdelen af sin kundekreds og en stor del af dé foreningsaktive, der kitter livet sammen i lokalanlægget. Hvad skal der til? Forholdet mellem kvinders idrætsvalg og øvrige præferencer holdt op mod de eksisterende anlæg kalder til fortsat fremtidig omtanke. Først og fremmest er der behov for at vurdere muligheden for placering af de offentlige anlæg, så de i højere grad imødekommer kvinders behov for næranlæg. Var grundformen ikke hver gang en boldhal med omkringliggende fodboldbaner, var der langt større muligheder for at placere anlæg i den eksisterende bygningsmasse. Indretningen af idrætsfaciliteter i gamle industribygninger viser gode eksempler på bynære faciliteter i øvrigt med indbygget mulighed for 'gratis' stemning. Anlæg som KU.BE og fritidscentret på Gersonsvej er gode eksempler på indplacering af mindre anlæg i bolignære områder, mens Prismen, Ordrup Bibliotek og Korsgadehallen alle viser, at det er muligt at placere sig lige der midt i lokalsamfundet med den store boldhal. De sidstnævnte eksempler er dog ikke helt uproblematiske, og enkelte af lokalområderne ville nok ud fra en byarkitektonisk vinkel have været bedre tjent med et mindre anlæg. Hernæst må man konstatere, at idrætshallen den store boldhal ikke i tilstrækkelig grad understøtter de aktivitetspræferencer, kvinder primært har. Der er brug for andre typer faciliteter som f.eks. yoga- og danserum med mulighed for at regulere temperatur, indblik, udsyn, lys mv., og der er brug for gennemtænkt sammenhæng mellem aktivitetsrum og f.eks. omklædningsrum. De nye anlæg viser alle stor fokus på disse andre rum og indeholder således alle andre bevægelsesrum end blot boldspilshallen. Selve placeringen af faciliteterne, stemningen omkring rummene osv. lader dog noget tilbage at ønske, og bør være et fremtidigt fokusområde. For det tredje er der behov for at revurdere forholdet mellem de sociale samlingssteder og aktivitetsarealerne, og der er brug for at se med friske øjne på indretningen af omklædningsrum, så de ikke klæber sig til det entydige billede af konkurrerende hold, men skaber plads til en gruppe kvinder, der måske måske ikke kender hinanden og som ikke har behov for at blive skilt fra en anden gruppe kvinder. Endeligt er der behov for at se på indretningen af de udendørs idrætsanlæg, så de også indrettes med faciliteter, der med fordel kunne kobles til de offentlige idrætsanlæg og som i øvrigt også ville understøtte en stor gruppe mænds valg nemlig gode velbelyste løbestier med plads til stavgang i god kontakt med andre aktive (tryghed) og uden at blafre ud over blufærdighedsgrænserne. De helt nye programmer og visioner for fremtidens idrætsanlæg har i høj grad fokus på, at de mange brugergrupper ikke blot har forskellige aktivitetspræferencer, men at deres præferencer også går mod stemning, indretning og adgang til faciliteter. Programmernes visioner om anlæg, der henvender sig både til kvinder og mænd, og til unge, voksne og ældre er gennemgående og særligt i visionen for KU:BE projektet er der særlig fokus på de forhold, der appellerer til kvinder. Der synes dog generelt at være en stor nogen gange større lyst til at understrege forskellen i brug mellem ung og gammel mere end mellem kvinder og mænd. Begge synsvinkler synes dog relevante, når man ser på statistikkerne, idet forskellen mellem piger og voksne kvinder idrætsvalgspræferencer er lige så markante som forskellen mellem kønnene: Forskelle i forventninger til faciliteterne, forskelle i holdninger til hvad der skaber den gode idrætsoplevelse og forskelle på hvilke barrierer, man oplever for at være idrætsaktiv, er afgørende for begge opdelinger, hvor en 17 årig pige vil være mindst lige så blufærdig som en 47 årig kvinde, og tryghedsfornemmelse er stærkt relateret til køn snarere end alder. Med en stigende andel mandlig barsel og ligelig deltagelse i småbørns opvækst vil der omvendt være et forventet lige så stort behov for mænd som for kvinder til at kunne være aktive samtidigt med poderne og for at kunne gribe ind på kort tid. Den traditionelle idé om en samling idrætsfaciliteter på samme adresse, uden egentlig rumlig sammenhæng vil altså hverken nu eller fremtidigt tilgodese behovet hos småbørnsfamilier. Den fortsatte stigende søgning mod fitnesscentrene er værd at vurdere nøje. En del skyldes en lettere, hurtigere (men meget dyrere) adgang til effektiv motion, der ikke kræver synderlige forkundskaber. Men hvad fitnesscentrene også har set, er betydningen af indretningen, lækre omklædningsrum, juicebar m.v. og ikke mindst placeringen i nærområdet, rundt om hjørnet lige der hvor vi alligevel bor. Fremtidens idrætsanlæg behøver ikke fortsat opføres i form af store traditionelle boldspilsanlæg. Kultur- og Bevægelseshuset på Frederiksberg, Kulturhuset NV og dansehuset på Bispebjerg er alle eksempler på offentlige anlæg uden hverken indendørs eller udendørs boldbaner. Offentlige idrætsanlæg med plads til mindre pladskrævende boldspil, kampsport og blødere bevægelsesformer gerne i kombination med f.eks. et bibliotek, har både et indholdsmæssigt potentiale, er nemmere at indpasse byarkitektonisk og er ofte billigere faciliteter og dermed værd at udforske, som vor tids aktivitetshus. Litteraturliste Bille, Fridberg, Storgaard og Wulf: Danskernes Kultur- og Fritidsaktiviteter 2004 AKF Forlaget, København 2005. AFK. Mogensen, Mette: ”Idrætshaller for fremtiden En anden boldgade”. Lokale- og Anlægsfondens skriftrække 11, København 2005, Munch, Laura, Mogensen, Mette og Roessler, Kaya: ”Arkitektur, Kvinder og Idræt”. Lokale- og Anlægsfondens skriftrække 13, København 2007 Roessler, Kirsten Kaya og Overbye, Marie: ”Kvinder og mænd i idrættens rum”, Syddansk Universitet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, august 2006, tabel 12, s. 21.
Noter
[1] Mogensen, Mette: Idrætshaller for fremtiden En anden boldgade. Lokale- og Anlægsfondens skriftrække 11, København 2005. [2] I undersøgelsen, ”Kvinder og mænd i idrættens rum”, blev 758 kvindelige og 258 mandlige idræts- og motionsaktive udspurgt om deres brug af idrætsfaciliteter. Undersøgelsen udførtes som en spørgeskemaundersøgelse målrettet voksne (+18 år), der var aktive i foreninger, fitnesscentre og som selvorganiserede udøvere. Deltagerne i undersøgelsen kommer fra hele landet og repræsenterer et bredt udsnit af den idrætsaktive del af den voksne befolkning i Danmark. Der er ingen forskel på de kvindelige og mandlige respondenter i forhold til deres alder, bopæl, bystørrelse, antal og alder på hjemmeboende børn. Undersøgelsesrapporten rummer tabeller og grafer, der gengiver undersøgelsens resultater, ligesom man kan læse nærmere om den anvendte undersøgelsesmetode. Roessler, Kirsten Kaya og Overbye, Marie: Kvinder og mænd i idrættens rum, Syddansk Universitet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, august 2006. Rapporten kan downloades på www.loa-fonden.dk. [3] Munch, Laura, Mogensen, Mette og Roessler, Kaya: Arkitektur, Kvinder og Idræt. Lokale- og Anlægsfondens skriftrække 13, København 2007. [4] På spørgsmålet om vigtigheden af ”anlæggets beliggenhed i forhold til hjemmet”, svarede 41, 4 % af kvinderne at det er meget vigtigt, mod 23, 2 % af mændene. Roessler, Kirsten Kaya og Overbye, Marie: Kvinder og mænd i idrættens rum, Syddansk Universitet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, august 2006, tabel 6, s. 12. [5] På spørgsmålet om betydningen af, ”at man skal gennem et offentligt rum for at nå fra omklædningsrum til aktivitetsrum/hal”, svarede 46 % af kvinderne, at det har negativ betydning, mens 61, 9 % af de adspurgte mænd angav, at det ingen betydning har. Roessler, Kirsten Kaya og Overbye, Marie: Kvinder og mænd i idrættens rum, Syddansk Universitet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, august 2006, tabel 12, s. 21. [6] På spørgsmålet om betydningen af, ”at idrætsrummet benyttes som gennemgangsrum”, svarede 87 % af de adspurgte kvinder, at det har negativ betydning. Roessler, Kirsten Kaya og Overbye, Marie: Kvinder og mænd i idrættens rum, Syddansk Universitet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, august 2006, tabel 12, s. 21. [7] Pilotundersøgelse med henholdsvis spørgeskema og kvalitative interviews, Lokale- og Anlægsfonden, forår 2005. [8] På spørgsmål om ”motivationen for at være fysisk aktiv”, angiver 64 % af mændene og 54, 5 % af kvinderne, det sociale samvær som en faktor. Roessler, Kirsten Kaya og Overbye, Marie: Kvinder og mænd i idrættens rum, Syddansk Universitet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, august 2006, tabel 5, s.10 . [9] I undersøgelsen blev respondenterne bedt om, at ”vurdere hvilke faciliteter i idrætsanlægget (generelt), der trænger mest til forandring”. Her vurderede alene 2, 5% af kvinderne, at cafeteriet trænger til forandring, mens det samme er gældende for 7, 5 % af mændene. Roessler, Kirsten Kaya og Overbye, Marie: Kvinder og mænd i idrættens rum, Syddansk Universitet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, august 2006, figur 3, s. 19 . [10] Pilotundersøgelse med henholdsvis spørgeskema og kvalitative interviews, Lokale- og Anlægsfonden, forår 2005. [11] Bille, Fridberg, Storgaard og Wulf: Danskernes Kultur- og Fritidsaktiviteter 2004 AKF Forlaget, København 2005. AFK. [12] Pilotundersøgelse med henholdsvis spørgeskema og kvalitative interviews, Lokale- og Anlægsfonden, forår 2005. [13] På spørgsmål om ”motivationen for at være fysisk aktiv”, angiver 34, 5 % af mændene og 10, 4 % af kvinderne, ”at konkurrere med andre” som en faktor. Roessler, Kaya og Overbye, Marie: Kvinder og mænd i idrættens rum, Syddansk Universitet i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, august 2006, tabel 5, s.10 . [14] Gersonsvej Fritidscenter, Harboøre Hallen, Hørning Hallen, Jyderup Hallen, Korsgade Hallen, Ordrup Bibliotek og Multihus, Prismen, Idræts- og Kulturhuset, Holmbladsgade 71, 2300 København S, Solrød Strand Idrætscenter. [15] Konkurrenceprogram til KU:BE, Frederiksberg Kommune, Realdania og Lokale- og Anlægsfonden [16] Konkurrenceprogram til DGI-Huset i Vejle, Vejle Kommune [17] Konkurrenceopdrag til deltagere i Lokale- og Anlægsfondens konkurrence om Nyt Liv til Gamle Haller
Copyright © Mette Mogensen, Laura Munch & Kirsten Kaya Roessler 2010.
|
|
www.idrottsforum.org | Redaktör Kjell E. Eriksson | Ansvarig utgivare Aage Radmann
|