Mere liv i kirkerne!
Vil idræts- og kulturaktiviteter i vore kirker kunne give dem en ny renæssance?

Text of fotos af René Kural
Center for Idræt og Arkitektur, Kunstakademiets Arkitektskole, København




I en tid när religiositet blivit ett komplicerat och kontroversiellt inslag i samhälle och politik, lokalt, nationellt och globalt, och en formlig väckelsevåg går över världen, tenderar man gärna att söka efter alternativa trender, motrörelser som kan bidra till att säkerställa en fungerande balans mellan de sekulära och de andliga sidorna av existens och samhälle. I sammanhanget tänker man på Richard Dawkins Bright-initiativ, som växt till en internationell rörelse, om än knappast folklig; en lokal svensk variant är förbundet Humanisterna; på det politiska planet finns naturligtvis oräkneliga motkrafter mot fundamentaliseringen av religioner och religiösa rörelser och de världspolitiska konsekvenserna av den utvecklingen. En mindre uppmärksammad trend som på lite sikt kanske också kan bidra till att upprätthålla balansen mellan en andig och sekulär livssyn kan vi redovisa i en spännande och vackert illustrerad spaning av René Kural.

Det handlar om en utveckling på det utpräglat lokala planet, den enskilda helgedomen, templet, kyrkan. I ett stort antal europeiska länder har besöksfrekvensen i kyrkorna minskat alltsedan 1970-talet, och som en följd av det behövs det färre kyrkor. En annan konsekvens av denna utveckling är att resurserna för att underhålla eller iståndsätta kyrkobyggnader blivit begränsade. Och runt om i länder som Holland, Tyskland och Storbritannien har kyrkor byggts om till andra ändamål än strikt religiösa; så ligger till exempel det kanske trevligaste caféet i Cambridge i St Michaels Church från 1328, som också är så kallat Community Center – och kyrka. Det finns exempel på att kyrkor byggts om till bostadshus med lyxlägenheter, och – vilket utgör kärnan i Kurals studie – till idrottshallar, ibland med bibehållen kyrklig verksamhet i en avgränsad del av kyrkan. Kurals foton från Sionskyrkan i Groningen, St. Maximin i Trier, Tyskland, samt St. Werburgh’s Church i Bristol och St. Paul’s i Bow, London, visar på lyckade konverteringar, och är underlag för ett projekt vid Center for Idræt og Arkitektur som syftar till att ta fram en förslag till konvertering av en dansk kyrka. Går det vägen? ”Det kan kun Guderne vide", avslutar Kural.



”To the incumbent the church is a workshop; to the antiquary it is a relic. To the parish it is a utility; to the outsider a luxury. How to unite these incompatibles?” Allerede i 1906 satte Thomas Hardy i Memories of Church Restoration ord på de mange følelser, der er på spil, når det kommer til en indgriben i vore kirker. Næsten alle har en holdning hertil: Især de, der kun sjældent kommer der.

Næsten 100 år efter at Thomas Hardy gjorde opmærksom på de uforenelige ideologier, skar den daværende kirkeminister i Danmark, Tove Fergo, igennem med udsagnet om, at “Mursten er ikke hellige”. Hun repræsenterer det synspunkt, at de mange følelser burde kunne mødes, idet det er forkyndelsen af Guds ord, der er vigtig og ikke stedet, hvor det forekommer. Ved ydermere at påpege, hvor lidt den moderne dansker benytter kirken, fik hendes udsagn ekstra vægt: Selvom 83,0 procent af den danske befolkning betaler kirkeskat (seneste statistik fra 2005), er det kun ca. fem procent, der går regelmæssigt i kirke. Resultatet er mange kirker med en lille menighed, og udsagnet om murstens evt. hellighed skulle støtte holdningen til, at også Herrens hus måtte forholde sig til realiteterne i det 21. århundrede.

I landene omkring os - England, Irland, Skotland, Holland, Sverige og Tyskland - har man i mange år taget kirker ud af brug og indrettet dem til andre formål: Butikker, lejligheder, sportshaller, tegnestuer, diskoteker, gallerier, restauranter, ja sågar arbejdsformidling og Sikh tempel. Der er primært tre årsager til, at f.eks. englænderne har taget 1.656 kirker ud af brug fra 1969 til 2003: Det store antal trosretninger i Storbritannien, manglen på midler til vedligeholdelse samt menighedsrådets lettere adgang til at sælge.

En undersøgelse af trosretninger i England fra 2004 viste, at selvom 70 procent i England og Wales stadig betragter sig som kristne, var der over 170 forskellige religioner.[1] Selvom det høje tal er et resultat af det multikulturelle samfund, Storbritannien er blevet, er her også tale om mange kortvarige modefænomener: Og det giver tomme bygninger til andet brug.[2]

I Storbritannien finansieres 2/3 af kirkernes vedligeholdelse af private midler. Ud af de ca. 93 millioner pund Church of England anvendte på istandsættelser af landets ca. 16.200 kirker i 2002, måtte de lokale menighedsråd selv rejse de 57 millioner pund. Kun 21 millioner pund kom fra de statslige institutioner English Heritage og Heritage Lottery Fund.[3] Hertil skal lægges de utallige millioner pund fra frivillig arbejdskraft. I Danmark kommer folkekirkens indtægter på i alt 6. mia. (2004) næsten udelukkende fra kirkeskat og statstilskud. Londons biskop, Richard Chartres, har beskrevet det britiske system således, at ”[k]irker er blandt folk opfattet som offentlige værker, men prekært nok finansieret som private, velgørende institutioner”.[4]

Den britiske kulturarvstyrelse, English Heritage, er akkurat lige så opmærksom på kirkernes store historiske og håndværksmæssige værdier, som deres danske kolleger. Alligevel er The Church of England i øjeblikket i færd med at evaluere den aktuelle lovgivning på området bl.a. med det formål at opfordre til en bredere brug af kirkens rum og sikre en hurtigere sagsbehandling.[5] Sammenlignet med Danmark er der i nyere tid kun taget to folkekirker ud af brug. I grove træk er den danske procedure, at det er det lokale menighedsråd, kan tage initiativ til at lukke deres kirke. Beslutningen indstilles til biskoppen i det pågældende stift samt til Kulturarvstyrelsen. Biskoppen vil primært fokusere på, om han kan forliges med karakteren af de nye aktiviteter, mens Kulturarvstyrelsens opgave er, at sikre at de nye funktioner respekterer bygningens værdier.

Efterlever biskop og Kulturarvstyrelse menighedsrådets indstilling, er det i sidste ende op til den danske kirkeminister at sikre, at kirken ikke besidder så store arkitektoniske værdier, at den skal fredes. Herefter kan den evt. tages ud af brug.

Systemets irrationalitet ligger imidlertid i, at kun de færreste menighedsråd vil se det som deres naturlige opgave at nedlægge sig selv. Altså være årsag til at den lokale kirke nedlægges. Sagt på en anden måde er ”problemet”, at de danske menighedsråd har penge nok til at vedligeholde kirken, uanset om der er kirkegængere eller ej.

Mere liv i kirkerne!

På Center for Idræt og Arkitektur i Danmark tog landskabsarkitekt, ph.d. Bettina Lamm og jeg initiativ til en konference om emnet i juni 2006. Sessionen havde titlen Nyt liv i kirkerne? Visionen var at reducere de skarpe fronter i debatten og vise, at der kan sikres en fornuftig balance mellem kirkelige handlinger og nye aktiviteter. Potentialet i den tidligere kirkeminister Tove Fergos skepsis overfor kirkebygningers hellighed ligger ikke i en teologisk diskussion, men i muligheden for at rejse en debat om, hvad vi vil være med til. Hvor langt vil vi gå?

Kirken har altid forandret sig. Det er i virkeligheden gennem sin omstillingsparathed, at kirken har overlevet. Derfor kan kirken anno 2007 sagtens mødes af spørgsmålet: Kan vi med respekt for det eksisterende bygningsværk indføje nye rumlige og funktionsmæssige kvaliteter i kirkerummet? Således at der fortsat kan være gudstjeneste samtidig med, at der f.eks. foregår idrætslige og kulturelle arrangementer?

Siden 1998 og i forbindelse med skriveriet på bogen Spillerum – alternative steder til idræt, kultur og fritid har jeg samlet en lang række eksempler på konverterede kirker i udlandet. Udvalget i denne artikel skal ikke kun vise, hvad kirker i andre lande anvendes til, men også illustrere, hvordan kirkeskibet både kan være et sted for kirkelige handlinger og samtidig danne ramme om nye fællesskaber. Hovedparten af de viste eksempler er kirker, som i dag anvendes til idræt. Vi begynder i Holland.

Sionskerk i Groningen (1934), Holland

Sionskerk er beliggende i et byafsnit med mange immigranter, lavindkomstgrupper og arbejdsløse. I løbet af 1980erne mistede den sin religiøse betydning for området og blev derfor sat til salg i 1985. Det var bystyret, som købte den. Området havde ganske få faciliteter til sport og kultur og i det 14,5 meter rum, så de nye ejere muligheden for at føje endnu en etage ind. Ombygningen skabte plads til bibliotek, to sportssale, en restaurant og et kvindecenter. I dag er stueetagen indrettet som moske for områdets tyrkiske indvandrere.

Selve indretningen af kirken er gjort med den offentlige sektors sans for nøjsomhed. Der er flere ”kedelige” detaljer såsom i omklædningen, hvor knagerækken krydser de blyindfattede ruder. Men kirken har givet denne del af Groningen nye, stærkt tiltrængte frirum uden at området har mistet sit arkitektoniske ikon.

St. Werburgh’s Church i Bristol (1500-tallet), England

Bristol Climbing Centre i det vestlige England, også kaldet Undercover Rock, har nogle af de mest komplette klatrevægge i UK. Kirkens eksteriør er efterladt fuldstændigt uberørt. Indendørs er det meste af den midterste buegang og det nordlige sideskib dækket af 12 meter høje klatrevægge. I det sydlige skib ligger café, kiosk og omklædning. Lidt paradoksalt er tårnet indrettet til kontorer og ikke udnyttet som vartegn for stedets nuværende funktioner.

Kirkens nagelfaste inventar - prædikestol, blyindfattede ruder, gravmonumenter, alteropsats - er enten beskyttet bag plexiglas eller dækket af den indskudte etage i koret. Dermed kan kirken føres tilbage til sin oprindelige skikkelse, såfremt fremtidige generationer måtte ønske det.

St. Maximin i Trier, (1684), Tyskland

St. Maximin Kirke i Trier er et godt eksempel på, hvordan en udstilling af gravfund kan fungere sammen med sportslige og kulturelle aktiviteter. Trier er 2.000 år gam-mel og Tysklands første by. St. Maximin kan dateres tilbage til det 6. århundrede, hvor kirken også fungerede som kloster. Den nuværende 67 m lange, 25 m brede og 21 m høje bygning er fra 1684. I 1802 blev den imidlertid verdsliggjort og derefter anvendt til militær indkvartering. I 1945 indrettet til skole indtil den i 1995 åbnede som sportshal og festsal.

St. Maximin er istandsat af arkitekterne Böhm og Baumewerd og er et forbilledligt eksempel på en skånsom restaurering. Foran apsis står en flytbar scene, hvorunder de arkæologiske fund er beskyttet. Hallen kan underopdeles i to og alt idrætsudstyr er designet så neutralt som muligt. Lys og lyd i kirken er højstemt, hvilket bl.a. etableres med trelagsglas og akustikpuds. Også her er idræts- og teaterudstyr blot midlertidige indslag i den gamle kirkes eksistens.

The Walkabout i London (ca. 1750), England

I denne tidligere presbyterianske kirke på Shaftesbury Avenue i Soho har det australske firma The Walkabout indrettet pub og diskotek. Langs gallerierne hænger storskærme med de uafladelige sportsudsendelser, mens disc jockeyen spiller musik fra prædikestolen til sent ud på natten.

Gæsternes kommentarer på Internettet om The Walkabout er bl.a., at kirken giver baren sjæl, men at musikken er for høj og at en god promille hjælper, når man på tåspidserne skal liste sig over et dansegulv dækket af glasskår og øl.

St. Paul’s Church i Bow (1878), England           

Denne victorianske kirkebygning i det østlige London er erklæret bevaringsværdig i grade II, den næsthøjeste kategori, som 4.200 kirker i UK tilhører. St. Paul’s Church er et innovativt eksempel på, hvordan et kirkerum kan tilføres nye aktiviteter samtidig med, at de kirkelige handlinger bevares.

Denne del af Bow er primært befolket af ældre, fattige hvide. I adskillige år stod kirken tom og i 1997 måtte English Heritage finansiere en nødreparation af taget. Men samtidig betalte styrelsen for en plan, der skulle illustrere, hvordan kirkens indre atter kunne komme i brug.

Matthew Lloyd Architects fik opgaven. Målet var ikke kun at restaurere kirkerummet. Bygningen skulle også tilføres nye aktiviteter. I princippet funktioner, som kunne være i brug samtidig med, at der var gudstjeneste. Løsningen blev at skyde en træbeklædt stålkonstruktion ind i kirkerummet. Boksens bådform gav den  hurtigt navnet ”The Ark”. Den fritstående boks på de Y-formede søjler tilførte kirken yderligere tre etager uden at betød indgreb i de originale freskomalerier, vinduer eller lysindfald. Under boksen kunne rummet endvidere indrettes fleksibelt til det aktuelle antal kirkegængere.

Inden i Arken er kunstgalleri. Tre små vinduer indrammer nøje udvalgte udsnit af de blyinfattede vinduer i den omkransende kirke. På de øvrige etager er der blevet plads til café, møderum, terapiafsnit, sauna, fitness, bad og omklædning. Fordelen ved den store variation af funktioner er ikke kun de flere nye tilbud, men at de også giver mulighed for at søge mange forskelligartede fonde.

Kirken i det 21. århundrede           

Ifølge arkitekterne Matthew Lloyd Architects er St. Paul’s Church en stor succes: Menigheden er tredoblet, mens ældre mennesker - med erindringer om kirken fra barndommen - er stolte af den opmærksomhed, det ny kirke- og kulturhus tiltrækker. Anført af kirken er her tale om en revitalisering og opgradering af et byområde gennem variation, kvalitet og innovation.

Denne kirke har overbevist os om på Center for Idræt og Arkitektur, at det kan lade sig gøre at skabe en moderne kirke, der både kan være et sted for kirkelige handlinger og danne ramme om flere, nye aktiviteter. Derfor forsøger vi nu i samarbejde med Bygningskultur Danmark og Kirkefondet at finde midlerne til den første idékonkurrence i Danmark om konverteringen af en bykirke. Vi har allerede modtaget delvis støtte, men om det lykkes alle 1,5 mio. kroner, det kan kun Guderne vide.

Noter

[1] Petre,J. Spiritual Britain worships over 170 different faiths. The Daily Telegraph, 13.12.2004, p. 7.

[2] Til sammenligning er der i Danmark ca. 100 godkendte trossamfund og menigheder.            

[3] English Heritage. New Work in Historic Places of Worship. English Heritage, 2003.

[4] Brev i: Church House Publishing. Building faith in our future. Church House, 2003.

[5] Thurley,S. Making best use of buildings. I: Church House Publishing. Building faith in our future. Church House, 2003, p. 41.



Copyright © René Kural 2007.

www.idrottsforum.org | Redaktör Kjell E. Eriksson | Ansvarig utgivare Aage Radmann