Bjarne Ibsen
Center for idræt, sundhed og civilsamfund, Syddansk Universitet

Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) skal have stor ros for, at de turde tage spørgsmålet op, om den eksisterende organisering af idrætten på landsplan er hensigtsmæssig. Organisationerne konstaterede, at organisationssystemet ikke har fulgt med udviklingen i idrætten, men de stillede den forkerte diagnose, og derfor var forslaget, der skulle løse problemet, mere et desperat forsøg på at bevare det bestående end at etablere en ny og mere tidssvarende organisering af idrætten på landsplan baseret på principperne for frivillig organisering.

Det eksisterende organisationssystem med to næsten lige store idrætsorganisationer for foreningsorganiseret idræt (DIF og DGI), en lidt mindre for firmaidræt (Dansk Firmaidrætsforbund) og en statslig organisation for eliteidræt (Team Danmark), adskiller sig fra organisationssystemet i andre lande. I både Norge og Sverige har man således samlet det meste af idrætten i én central idrætsorganisation.

Hvad er årsagen til denne forskel?

For det første skyldes det, at der i Danmark udvikledes en anden idrætskultur end sporten, der med tiden fik betegnelsen den folkelige gymnastik og idræt. Den folkelige gymnastik var ikke en idrætsdisciplin blandt mange andre – det var en anden idrætskultur med andre værdier og holdninger til idræt: et middel til folkelig oplysning og uden konkurrence og elite. Denne tradition præger fortsat idrætsbilledet i Danmark – ikke alene gymnastikken, men også dele af den øvrige foreningsorganiserede idræt. Man kan finde noget tilsvarende i andre lande, men slet ikke med den udbredelse denne idrætskultur har fået i Danmark. Det kan være en af årsagerne til, at den foreningsorganiserede idræt i Danmark bedre end i de fleste lande har formået at tilpasse sig nye idræts- og motionsformer, som ikke tager sigte på konkurrence og præstation, der i stigende grad dominerer idrætsbilledet.

For det andet er idrættens forhold til staten en væsentlig forklaring på organisationssystemets forskellighed imellem de nordiske lande. I Sverige, Norge og Finland har staten spillet en meget aktiv rolle i bestræbelsen på at samle idrætten i én organisation, og generelt er staten mere styrende inden for idrætten i disse lande end i Danmark, hvor staten har spillet en meget tilbagetrukken rolle, og aldrig (officielt) har stillet krav om en samling af idrætten i én organisation som forudsætning for at støtte den.

For det tredje kan det eksisterende organisationsmønster forklares med den træghed, som kendetegner organisationer, hvis de »beskyttes« for meget. Organisationer og politiske løsninger eksisterer som regel ud over den tid, de blev skabt for. Med tiden knyttes bestemte interesser til den eksisterende organisationsstruktur. Mange personer – især ledelsen og de ansatte – har en interesse i at opretholde organisationen, selvom tiden måske er løbet fra den. Men nok så væsentligt er der også en række forhold udefra, som beskytter et organisationssystem mod forandringer. I Danmark har den måde, som staten har støttet idrætsorganisationerne på, været med til at fastholde de eksisterende organisationer. Tips- og lottoloven er nemlig udformet på en sådan måde, at organisationerne får en bestemt andel af overskuddet fra tips og lotto uden politisk indblanding. Det er altså ikke Kulturministeren eller Folketinget der bestemmer, hvor meget organisationerne skal have, og hvad pengene skal bruges til. Derved har idrætten undgået større politiske krav, og de har gjort sig relativt uafhængige af foreningernes støtte. De kan ganske vist registrere et meget stort medlemstal, men det er så billigt og uforpligtende for de fleste idrætsforeninger at være medlem af en idrætsorganisation, at de ikke gør sig store overvejelser, om det er pengene værd. Tips- og lottostøtten har samtidig haft den konsekvens, at det reelt har været umuligt for evt. nye konkurrerende organisationer at etablere sig, med mindre de søgte optagelse i de eksisterende organisationer.

Men selvom staten ikke har blandet sig direkte i idrættens organisering, kan man ikke postulere, at organisationsstrukturen i Danmark er mere naturlig og rigtigere end i de øvrige nordiske lande. Staten har ganske vist ikke haft indflydelse på organisationsdannelsen, men måden staten støtter idrætsorganisationerne på, har fastfrosset det organisationsmønster, der blev etableret i årene efter 2. verdenskrig. Det er i dag reelt umuligt at etablere en ny – konkurrerende – organisation for idrætten uden at være tilknyttet en af de tre paraplyorganisationer, der støttes af tips- og lottomidlerne. Vi har i den forstand ikke et frit organisationssystem for den frivilligt organiserede idræt, og det er tvivlsomt, om organisationsstrukturen i dag afspejler idrættens mangfoldighed og matcher den foreningsorganiserede idræts interesser og behov. Lad mig her nøjes med at nævne fire forhold.

Da det eksisterende organisationsmønster blev fasttømret i midten af forrige århundrede gik ca. hver tiende dansker til idræt, men det var først og fremmest de unge. Omkring halvdelen af de idrætsaktive gik til boldspil, og folkelig gymnastik var den helt dominerende ikke-konkurrenceidræt. Næsten al organiseret idræt foregik i foreninger, bortset fra dans i kommercielle danseskoler. Præstation og konkurrence var dominerende motiver hos de aktive, og idræt var først og fremmest en fritidsaktivitet, man »dyrkede« og »gik til«. I dag praktiserer mere end halvdelen af befolkningen og tre fjerdedele af børnene en eller anden form for idræt eller fysisk træning. Mindre end hver femte idrætsaktive går til et boldspil, og aerobic og fitness har for længe siden overhalet den traditionelle gymnastik. Under halvdelen af de voksne idrætsaktive går til idræt i en forening, og langt de fleste foreningsmedlemmer dyrker også idræt under andre former. Motiver som sundhed, sjov og velvære har meget større betydning end præstation og konkurrence, og for en stor del af de idrætsaktive er den fysiske træning og motion mere en nødvendig aktivitet på linje med søvn, hygiejne og spisning end en egentlig fritidsaktivitet, man dyrker. Denne ændring i idrætsmønstret har sat sit tydelige præg på idrætsforeningerne. Andelen af medlemmerne, som alene dyrker motionsidræt uden deltagelse i konkurrencer, har for længst overhalet andelen, som deltager i turneringer og opvisninger. Samtidig er andelen af idrætsforeninger, som alene har motionsidræt, vokset stærkt. Det er imidlertid det gamle idrætsmønster, som især DIF og tilhørende specialforbund og til dels DGI er bygget op efter. Det skal tilgodese organiseringen af turneringer og stævner. Da DGI for et par år siden centraliseredes i større landsdelsforeninger med en større professionalisering, var der egentlig kun et godt argument derfor. At man bedre kunne organisere turneringer og stævner i de store idrætsgrene.

Det er tvivlsomt, om organisationsstrukturen i dag afspejler idrættens mangfoldighed og matcher den foreningsorganiserede idræts interesser og behov.

Samtidig har foreningslivet også ændret sig. Antallet af idrætsforeninger er øget støt og er vel fordoblet over ca. 50 år. Dette taler for en decentralisering af idrætsorganisationernes (især DGIs) regionale struktur. Man valgte det modsatte. Samtidig er der sket en tydelig differentiering af idrætsforeningerne. På den ene side vokser antallet af små foreninger for én idrætsaktivitet. I Danmark udgør de flerstrengede idrætsforeninger dog fortsat en meget større andel af foreningerne, end de gør i Norge og Sverige. På den anden side er de store idræts- og motionsforeninger blevet større og har tilnærmet sig professionelle og kommercielle organiseringsprincipper. I det hele taget er foreningsmønstret meget mere forskelligartet end tidligere. Det sætter idrætsorganisationerne i et dilemma. De små enstrengede idrætsforeninger er som regel meget »selvcentrerede« og ikke særlig villige til at tage andre aktiviteter op, samarbejde med kommunen, engagere sig i sundhedsprojekter mv., som idrætsorganisationerne gerne ser. De store idræts- og motionsforeninger er mere villige til dette, men de kan som regel selv og behøver ikke idrætsorganisationernes hjælp. Endelig er idrætsforeningerne både mindre lokale og mindre nationale, end de var tidligere. De fleste idrætsforeninger har en svag tilknytning til lokalsamfundet (fx boligkvarter, skoledistrikt, bydel, gammelt sogn), og de engagerer sig ikke særligt meget i andre lokale forhold, som ikke snævert vedrører foreningen selv. Men det er ikke ensbetydende med, at foreningerne har en mere national tilknytning. De fleste foreninger er ganske vist medlem af en idrætsorganisation, men tilknytningen er ikke særlig stærk og i meget lille grad ideologisk bestemt. Det hænger sammen med, at idrætsforeningerne i det hele taget er meget mindre ideologiske og mere snævert aktivitets- og interessebaseret, end de var for et halvt århundrede siden. Mange foreninger har dog en holdning til, hvem de især føler sig forbundet med. Dette citat fra et interview med en gymnastikforeningsformand udtrykker meget godt det forhold, som mange foreninger har til idrætsorganisationerne. »Vi er nok især knyttet til DGI, men vi er også medlem af Dansk Gymnastik-Forbund«. I det hele taget er der mange foreninger, som slet ikke eller i meget lille omfang benytter de organisationer, de er medlem af, og meget få foreninger møder op på de respektive organisationers generalforsamlinger. For mange foreninger er relationen til kommunen meget vigtigere end relationen til idrætsorganisationen. Det er dog en misforståelse, når mange hævder, at alle idrætsforeninger i dag er medlem af begge hovedorganisationer. Den seneste undersøgelse fra 2004 viste, at 57 pct., dvs. et flertal af idrætsforeningerne i Danmark, kun er medlem af én af organisationerne.

Det er også nyt, at den foreningsorganiserede idræt i meget højere grad end tidligere har fået konkurrence fra andre organiseringsformer. I mange år var der fokus på aftenskolerne, hvor mange kvinder har gået til gymnastik og motion. Samtidig blev den selvorganiserede idræt nedgjort med betegnelser som »idræt uden fællesskab«. De seneste to årtier er det i meget højere grad de kommercielle motionscentre, som opfattes som en konkurrent. Det er dog en konkurrence, som især idrætsorganisationerne er optaget af, fordi det voksende antal motionsaktive under andre organiseringsformer stiller spørgsmålstegn ved det monopol, idrætsorganisationerne og idrætsforeningerne har på offentlig støtte til idræt og motion. Langt de fleste idrætsforeninger tager det rimeligt afslappet og opfatter ikke denne konkurrence som et større problem.

Den sidste væsentlige forandring – og den har næsten 40 år på bagen – er, at idrætsforeningerne får kommunal støtte. Først og fremmest ved at kunne benytte kommunale idrætsfaciliteter (næsten) gratis og ved at få refunderet hovedparten af udgifterne til egne eller private idrætsfaciliteter (til aktiviteter for børn og unge). Og i mindre grad i form af medlemstilskud og anden form for støtte fra kommunens folkeoplysningsmidler. Dengang det eksisterende organisationssystem blev skabt, fandtes disse ordninger ikke, og derfor tog indførelsen af fodboldtipning sigte på at skabe bedre økonomiske vilkår for den foreningsorganiserede idræt. Behovet for dette ændredes imidlertid i 1968, da »Verdens bedste fritidslov« blev vedtaget, hvor især indførelsen af »gratis idrætsfaciliteter« fik stor betydning. Dette betød, at de lokale idrætsforeninger ikke havde behov for støtte fra centralt hold (hvad de heller aldrig har fået), som foreningerne får i både Norge og Sverige. Men trods dette er statens støtte til idrætsorganisationerne vokset stærkere end den kommunale støtte til idrætsforeningerne, og statsstøtten udgør i dag omkring en femtedel af den samlede offentlige støtte til foreningsidræt.

Idrætsorganisationerne har selvfølgelig også registreret nogle af disse forandringer, og i oplægget til en ny organisering af dansk idræt nævnes en række udfordringer, som man øjensynligt mener, at det nuværende system ikke formår at tage op. Man taler bl.a. om det ændrede idrætsmønster, utidssvarende faciliteter, politiske forventninger om at bidrage til folkesundhed og integration, en voksende kommerciel idrætssektor og et pres på den frivillige leder. Det er imidlertid forbavsende, at man slet ikke kommer ind på ændringer i foreningsmønstret og relationerne mellem landsorganisation og lokalforening. Ifølge DIF og DGI er løsningen på disse problemer at samle idrætten på landsplan i én organisation: Danske Idrætsforeninger. Der er flere grunde til, at samlingen af idrætten i én organisation er en dårlig idé og slet ikke er løsningen på de problemer, som den frivilligt organiserede idræt står overfor. Lad mig her nøjes med tre overordnede grunde til, at forslaget er uigennemtænkt.

For det første burde man forvente, at organisationerne havde undersøgt, hvilke erfaringer man har i lande, hvor man har samlet idrætten i én organisation. I Norge har man siden 1946 haft én organisation for al frivillig organiseret idræt (også firmaidræt og eliteidræt men dog ikke »Det Frivillige Skyttervesen« der svarer til De Danske Skytteforeninger), og Norges Idrettsforbund (NIF) ligner på en række områder den model, som DIF og DGI tilstræbte for den nye organisation bestående af såvel specialforbund og relativt stærke regionale organisationer. Bl.a. modtager de regionale organisationer en betydelig del af statens tilskud til NIF og har halvdelen af de stemmeberettigede på organisationens generalforsamling. Med tanke på, at denne organisationsmodel har eksisteret i Norge i mere end 60 år er det interessant,

1. at der i Norge er færre end i Danmark, som dyrker idræt i en forening, at andelen af befolkningen, som dyrker idræt i en forening, er faldende, mens den er uændret eller stigende i Danmark,
2. at andelen som dyrker idræt i et kommercielt motionsinstitut er markant højere, end den er i Danmark (der er således flere kvinder der dyrker idræt i et kommercielt motionsinstitut end i en forening),
3. at der er en betydelig stærkere statslig styring, som blandt andet blev skabt i sammenhæng med etableringen af én organisation for idrætten,
4. og at breddeidrætten næsten altid er taber, når der er interessemodsætninger mellem eliten og bredden.

For det andet omfatter det, vi betegner som idræt – og som den foreslåede organisation skal repræsentere – en så stor forskellighed, at en samling i én organisation ikke vil kunne tilgodese alle sider lige godt. Selv om de ideologiske forskelle mellem de forskellige forgreninger af idrætten ikke er så stærke, som de var tidligere, så har forskellene mellem topprofessionel eliteidræt og motion for nybegyndere aldrig været større. Selv om man sikkert har de allerbedste intentioner om at ville favne det hele, så vil én organisation ikke kunne tilgodese alle sider af idrætten lige godt. Erfaringerne fra DIF og Norges Idrettsforbund, som både organiserer elite og bredde, viser, at det næsten altid er eliteidrætten, som vinder, når der er konflikt om ressourcernes fordeling, når der er kamp om, hvem der skal være formand, osv. Det skyldes bl.a., at når begge sider af idrætten samles i en organisation, så er der en tydelig tendens til, at det især er de mere eliteorienterede, som møder op på møder og engagerer sig i landsorganisationen, mens den mere breddeorienterede, som ikke er så afhængig af landsorganisationen, ikke i samme grad engagerer sig deri. En organisation kan ikke tilgodese alle interesser lige godt, det gælder også de nuværende organisationer, men jo bredere en organisation skal favne, jo sværere er det, og jo mere vil den være nødsaget til at orientere sig mod den store »midtergruppe«. Det var dog ikke et problem, hvis det var således, at foreninger der bliver overset og mister indflydelse, kan danne en ny organisation (som vi jo jævnligt ser i politik, på andre organisationsområder og i det lokale foreningsliv). Men det er reelt ikke muligt, fordi den statslige støtte ikke følger med, som lovgivningen i dag er skruet sammen. En samling af idrætsforeningerne i én organisation fører således til en »stavnsbinding« af foreningerne – helt i strid med grundlæggende principper for en fri og frivillig organisering.

For det tredje kommer der sjældent noget godt ud af monopoler. Hvis der opstår monopoler i den private, kommercielle sektor griber Konkurrencestyrelsen øjeblikkelig ind i henhold til konkurrencereglerne. Heraf fremgår det i § 6, at »det er forbudt for virksomheder mv. at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrence«. Loven gælder for private, kommercielle virksomheder, men i erkendelse af at konkurrence fremmer effektivitet og udvikling, har man i den offentlige sektor i de seneste årtier tilstræbt at nedbryde monopoler og skabe konkurrence mellem offentlige institutioner (fx mellem sygehuse). Det samme gælder selvfølgelig også i den frivillige sektor. Når der findes flere organisationer, som konkurrerer om borgernes gunst, må de oppe sig for at få borgernes tilslutning, og undersøgelser viser, at det skærper deres holdningsmæssige profil. Undersøgelser af frivillige foreninger og organisationer viser, at de ofte opstår og udvikles i kamp eller konkurrence med hinanden. Mange idrætsforeninger tager først nye aktiviteter op, når medlemmerne forsvinder til andre foreninger eller kommercielle tilbud. Derfor har det også været en stor fordel for udviklingen af den frivilligt organiserede idræt i Danmark, at organisationerne har konkurreret om såvel foreningernes som det offentliges gunst.

Ser vi på den frivillige organisering på andre samfundsområder, så går udviklingen i retning af flere organisationer og ikke en samling af de eksisterende.

Dette rører ved noget helt principielt ved den frivillige sektor. Når dette udtryk bruges, forbindes det som regel med, at det er frivilligt at være medlem, at hovedparten af arbejdet udføres af frivillige, og at foreningen er dannet af egen fri vilje. Derfor er det en helt afgørende forudsætning for, at vi meningsfyldt kan tale om den frivilligt organiserede idræt, at borgerne kan danne de foreninger, som de nu engang ønsker: som udtryk for de forskellige interesser og energier, der findes i befolkningen. Derfor findes der en myriade af lokale foreninger, og derfor sker der ofte det, at foreninger deles op i flere selvstændige foreninger. Heldigvis lægger Folkeoplysningsloven ingen hindringer i vejen for det. Det samme princip burde også gælde på landsplan. Hvis foreningerne ikke frit kan vælge at melde sig ind i eller danne en anden organisation, som bedre er i overensstemmelse med deres mål og interesse, så har vi ikke en fri og frivillig organisering af idrætten på landsplan. Derfor er det også dybt problematisk, at dannelsen af Danske Idrætsforeninger givetvis ville have resulteret i, at fx Dansk Arbejderidræt reelt var blevet tvunget til at nedlægge sig selv, og at Dansk Firmaidrætsforbund imod deres vilje måtte se sig nødsaget til indgå i fusionen. Det er i denne sammenhæng tankevækkende, at Sveriges Riksidrottsförbund i mange år har forhindret Friskis & Svettis, det stærkest voksende motionsidrætsforbund i landet, i at få statsstøtte, fordi man ikke optager medlemmer, som andre forbund opfatter som konkurrenter for dem. I Sverige er det kun medlemmer af Riksidrottsförbundet, der kan få statsstøtte. Det er ironisk, at det erklærede formål med sammenlægningen af de to danske organisationer er at styrke den frivilligt organiserede idræt. For at gøre dette mener man øjensynligt, at man skal nedlægge det på landsplan. I så fald kan man lige så godt tage skridtet fuldt ud og danne en halvoffentlig organisation til varetagelse af foreningernes behov, som man har i England (Sports Council).

Idrætsorganisationernes størrelse og magt i Danmark skyldes ikke, at foreningerne har givet dem den magt og indflydelse. Nej det skyldes, at staten tildeler dem omkring 500 mio. kr. om året. I andre lande – fx Skotland – hvor idrætsorganisationerne ikke får statsstøtte, har man kun en meget svag landsorganisation for idræt. Ser vi på den frivillige organisering på andre samfundsområder, så går udviklingen i retning af flere organisationer og ikke en samling af de eksisterende. Det gælder bl.a. fagforeningerne, hvor LO ikke har den dominans, som de tidligere havde. De tilsluttede forbund ønsker ikke at underlægge sig LO, og der er opstået konkurrerende forbund (Kristelige Fagbevægelse). På sundhedsområdet ser vi et stadigt voksende antal patientforeninger for alle tænkelige sygdomme – og der er ikke initiativer til sammenlægninger og samling af organisationerne under én paraply. Og oplysningsforbundene vil nok også betakke sig, hvis en sammenlægning af dem blev bragt på bane, selvom der er mindre forskelle mellem dem, end der er mellem idrætsorganisationerne. En samling af idrættens organisationer går ganske enkelt imod udviklingen og de grundlæggende principper for den frivillige organisering.

Idrætsorganisationerne har altså set ret i, at det nuværende organisationsmønster på landsplan er ude af trit med tiden. Men forslaget om at samle al organiseret idræt tager mere sigte på at beskytte de centrale idrætsorganisationers position end at etablere et organisationssystem, der bedre end i dag er i samsvar med idrættens udvikling og idrætsforeningernes forskellige behov og interesser. Nu er det imidlertid altid lettere at stå på sidelinjen og kritisere. Derfor vil jeg slutte artiklen med nogle ideer til, hvordan vi får et bedre organisationssystem for den frivilligt organiserede idræt.

For det første skal udviklingen deraf ske på frivillighedens præmisser. Organisationssystemet må afspejle den støtte og tilslutning, som foreningerne vil give organisationerne. Derfor må statsstøtten gives i forhold til antallet af foreninger og tilhørende medlemmer, som ønsker at være medlem af organisationen. Men man kan ikke betragtes som medlem før man har betalt et reelt kontingent – til forskel fra det symbolske kontingent som forslaget om Danske Idrætsforeninger lokkede med. Dette princip kender foreningerne fra den kommunale støtte, hvor det som regel er et krav, at støtten kun gives til medlemmer, der har betalt et kontingent af en vis størrelse. Man kunne fx kræve, at statens støtte til idrætsorganisationerne ikke kan være større end de samlede indtægter fra kontingenter.

For det andet skal alle organisationer, uafhængigt af om de er medlem af den ene eller den anden paraplyorganisation, være berettiget til statsstøtte, hvis de lever op til nogle fælles principper (demokratisk organisering, en vis størrelse og udbredelse, almennyttigt formål mv.). Det må så være op til disse organisationer, om de vil slutte sig sammen i en eller flere paraplyorganisationer for at stå stærkere sammen, eller om de foretrækker at stå alene. Fordelingen af midlerne kan enten ske af Kulturministeren med godkendelse af Folketingets Kulturudvalg eller af et fællesråd af organisationerne, som modtager støtte (som skal følge regler bestemt af Folketinget).

Det er svært at sige, hvad det vil føre til, men det vil givetvis resultere i en mindre centralisering og mere selvstændige specialforbund. Det er dog sandsynligt, at store dele af det eksisterende mønster vil fortsætte, men der vil ske forskydninger i de forskellige organisationers relative styrke. Fodbold og håndbold i DGI-sammenhæng vil fylde meget mindre, end det gør i dag, mens Dansk Gymnastik-Forbund givetvis vil miste tilslutning fra mange foreninger, når de skal med til at betale for forbundets elitearbejde. Det er ikke givet, at det opfylder alle idrætsforeningernes behov, og det er heller ikke sikkert, at det vil være fremmende i forhold til det offentliges forventninger om foreningernes bidrag til sundhedsfremme og integration.

Derfor er det også tænkeligt, at det vil efterlade et organisatorisk tomrum på det kommunale og regionale plan, med mindre der sker en styrkelse af idrætsrådenes eller idrætssamvirkernes rolle. I dag har de en uhyre beskeden betydning, men der er tydeligt behov for at styrke idrættens organisering på kommunalt plan. DGI gør sig gode anstrengelser på at udfylde den rolle med de nye landsdelsforeninger, men det svækker deres rolle, at der ikke er et sammenfald mellem kommunernes og landsdelsforeningernes geografiske afgrænsning. I 1970’erne var der tanker om at danne en landsorganisation for idrætssamvirkerne, og noget lignende findes i andre lande (Skotland bl.a.). Hvis ikke idrætsforeningerne formår at organisere sig stærkt på det kommunale plan, vil det givetvis være et spørgsmål om tid før kommunen selv overtager en række af de funktioner, som DGIs landsdelsforeninger og visse idrætsråd i dag varetager. Med kommunalreformen er kommunerne blevet store nok til at opbygge idræts- og kulturafdelinger og ansætte medarbejdere, der har forstand på idræt. For mange idrætsforeninger vil det være mere naturligt, at kommunen hjælper med at skaffe dem faciliteter og løser nogle af deres problemer, end en landsdelsforening, som ligger endnu læggere væk end rådhuset.