Fotbollsindustrins utveckling i Sverige

Print Friendly, PDF & Email
Rasmus Storm
Idrættens Analyseinstitut, København 



Bill Sund
Fotbollsindustrin: Andra upplagan
225 sidor, hft.
Visby: Nomen Förlag 2008
ISBN 978-91-85925-45-2


Indledning

Hvad karakteriserer egentlig skandinavisk fodbold, og hvilke forskelle eller ligheder kan skitseres? Kan de nordiske lande klare sig i den skærpede internationale konkurrence, eller er landene efterhånden sat af pga. dårlig ledelse og manglende økonomi i forhold til de dominerende ligaer i England, Frankrig, Spanien og Italien? Det kan man efterhånden danne sig et indtryk af gennem den krop af litteratur, som udvikler sig om emnet i de nordiske lande for tiden. Det er spændende at følge, og i det følgende vil jeg se nærmere på denne udvikling på baggrund af Bill Sunds bog om den svenske fodboldindustri.

 

Bogens opbygning og indhold

Bogen består af 8 kapitler med forskellige temaer. Det ligger uden for rammen her at gå ind i alle bogens kapitler, så jeg vil slå ned på de områder, jeg har fundet mest interessante.

Hvad angår bogens første kapitel, ‘Fotbollresan’, der egentlig fremstår som en reportage fra Sunds egen tur til EM i Portugal i 2004, forekommer det mig noget malplaceret. Jeg tror ikke, jeg forstår, hvad kapitlet bidrager med til den samlede analyse ud over at beskrive en stemning. Faktisk er der blot tale om et påhæng til bogens andre mere analytiske kapitler, bortset fra at der introduceres til de tre fodboldkulturer, den britiske, den kontinentale og den latinske, der lægges til grund for en nærmere analyse af deres dominans og sammenfletningen i svensk sammenhæng. Dette er en svaghed.

Til gengæld indeholder kapitel 2 et særdeles fremragende overblik over (dele af) den svenske og internationale fodboldforskning, der ifølge Sund – som spillet selv – har et britisk udspring (s. 20). Ifølge Sund kan man identificere tre sammenhængene faser: 1) socialhistoriske studier, beskrivende og i monografiform; 2) hooligan-forskning; og endelig 3) forskning om fodboldens kommercialisering (s. 21). De tre perspektiver kan samtidig siges at have resulteret i et overlappende perspektiv, der handler om magt, kultur og identitet, og som er særligt tydeligt i Sverige (s. 24). Derudover skrives der internationalt set meget populærlitteratur om fodbold, men i forhold til den kommercielle udvikling mangler den svenske forskning endnu et stykke. Her er især den britiske forskning nået langt.

Hvad angår de nordiske lande, er det interessant at se den forskel i forhold til organiseringen og markedstilpasningen, der er mellem Norge, Sverige og Danmark. Sidstnævnte forekommer at være det meste liberale, hvor klubberne uden videre må danne selskaber med henblik på at drive fodbold, hvilket er mere reguleret i Sverige og Norge. For Sveriges vedkommende skal klubberne eje majoriteten af aktierne i driftsselskabet, mens de norske klubber ikke må lave firmaer eller blive børsintroducerede (dette har i praksis betydet, at klubberne alligevel har lavet selvstændige firmaer ved siden af fodboldklubben med for øje at skaffe midler til fodboldaktiviteterne). Man kan diskutere den reelle praktiske forskel på organiseringsformerne og dens konsekvenser for landenes individuelle styrke, men tolket på det Sund skriver om svensk fodbold i kapitel 8, der er en omverdensanalyse af svensk fodbolds internationale position, har de særlige regler svækket svensk klubfodbolds muligheder for at tilpasse sig den markedsmæssige udvikling og dermed sat den et skridt tilbage i forhold til bl.a. Danmark.

At svensk landsholdsfodbold til gengæld ligger højest på FIFA’s verdensrangliste målt i forhold til Danmark og Norge[1], skyldes ifølge Sund, at der er mange svenske spillere, der spiller i udlandet, herunder i Danmark, hvor blandt andre FC København (FCK) har været aftager de senere år. Det har givet landsholdet den fornødne styrke.

 

De fire svenske fodboldfaser

I bogens kapitel tre, “Från läroverkssport til fotbollsindustri”, ser Sund nærmere på den specifikke udvikling i svensk fodbold. Den følger ifølge forfatteren fire overordnede faser: Fodbolden etableres fra slutningen af 1800-tallet, bliver en folkesport omkring 1920’erne, professionaliseres fra 1970 og bliver egentlig industri fra 1990 (s. 54). Hver fase har ifølge Sund sine indre modsætninger og spændinger, der driver udviklingen frem mod næste trin.

Hvad angår den kommercielle udvikling, der er hovedtemaet for Sunds bog, er det selvsagt de to sidste faser, der er mest interessante. Herunder er den sidste fase selvsagt den fase, hvor markedstilpasningen er størst, og hvor fodbolden bliver en egentlig industri:

Innevarande fas, som inleddes för omkring tio år sedan, kännetecknas av att fotboll blivit ett yrke för utövarna och att fotbollen har integrerats med marknadskrafter som sponsorer och TV-bolag. Det innebär att fotbollen blivit en industri, enligt engelska (internationella) terminologin, där en del överbyggnad växt fram av agenter, rättighetsbolag, advokatbyråer, konsulter, sponsorbyråer, marknadsförare (s. 65).

I denne udvikling er mange vigtige nedslagspunkter, men hvad angår fodbolden som erhverv, er Bosman-dommen i 1995 vel et af de vigtigste europæiske nedslagspunkter. Som Sund ganske rigtigt er inde på, ændrer denne dom hele den professionelle fodbolds transfersystem og spillernes rettigheder styrkes. Hvad mere interessant er, at tæller man den såkaldte “Walrave og Koch-case” med, hvor EF-domstolen i Luxembourg i 1974 afviste enhver form for diskrimination i sport på baggrund af nationalitet, så indikerer disse domme en langsom bevægelse i retning af større intervention især i forhold til professionel sport fra EU’s institutioner.

Siden Bosman-dommen har såvel Det Europæiske Råd som Kommissionen og Parlamentet ytret sig om især professionel sport. Under det engelske formandskab i 2005 initieredes eksempelvis arbejdet med den såkaldte ‘Independent European Sport Review”, der trods den generelle overskrift primært handler om professionel fodbold. Som respons herpå offentliggjorde parlamentet i september 2006 den såkaldte ‘Belet-rapport’, der blandt andet foreslår EU-regulering med indførelse af et klublicenssystem og lign. krav til de europæiske klubber, der slås med økonomiske vanskeligheder.

Senest har kommissionens ’White Paper on Sport’ også formuleret sig desangående samt mere generelt om sporten dog med en generel anerkendelse af sportens særlige karakteristika – som det formuleres flere steder. Endelig indeholder Lissabon-traktaten artikler, der – hvis traktaten overhovedet ratificeres i medlemslandene – vil give EU en vis grad af kompetence (‘a soft competence’) på det sportslige område. Kompetence, der ikke er i de gældende traktater, og som i praksis betyder, at sporten i øjeblikket befinder sig i et uklart juridisk vakuum i forhold til EU-retten.

Hele sportens rolle i forhold til EU-systemet er med andre ord upræcist, og der er kun mulighed for regulering via såkaldt case-by-case-law. Dvs. i tilfælde, hvor den professionelle sports aktiviteter falder under de gældende traktaters regler om fx fri konkurrence- og etableringsret, arbejdskraftens frie bevægelighed osv.

Når jeg nævner dette her, skyldes det, at især den professionelle sports forhold til EU-systemet generelt ikke er særlig systematisk behandlet i den skandinaviske litteratur, hvilket er underligt al den stund, at denne relation for Sverige og Danmarks vedkommende egentlig har stadigt stigende indflydelse på den professionelle sport. I forhold til de europæiske lande i det hele taget er betydningen stigende. Bortset fra de indlysende effekter af Bosman-dommen er relationen og dens betydning imidlertid ikke mig bekendt videre behandlet og analyseret. Faktisk mener jeg, at man kan argumentere for, at den overnationale indflydelse fra EU-systemet er et vigtigt led – og fremtiden vil blive endnu vigtigere – i den markedstilpasning som Sund i øvrigt udmærket gør rede for i bogen. Dette skal forstås således, at EU-systemet løbende udfordrer sporten, og dermed truer dens autonomi i forbindelse med afgørelse af tvister med relevans for sportens område. Dette tvinger i stigende udstrækning sportssystemet til at tilpasse sig det omgivende samfunds regler.

Disse refleksioner skal ikke forstås som en kritik af Sund, men mere som en generel opfordring til at integrere EU-relationerne mere direkte i idrætsforskningen. I fremtiden kan dette forhold måske analytisk integreres som endnu en søjle i den samlede mængde af processer, som udgør den markedstilpasning – med de modsætninger dette også repræsenterer – som sporten gennemgår i forbindelse med dens kommercialisering.

Et godt eksempel på disse spændinger kommer Sund selv med, når han i kapitel 7 beskriver magtforholdet mellem FIFA, UEFA og EU (dette magtforholds karakteristika er i sig selv en analyse værdig). FIFA og UEFA er selvsagt magtfulde organisationer, der iværksætter aktiviteter for at udvikle fodbolden gennem sportslige, politiske og økonomiske aktiviteter (s. 148). Blandt andet har disse organisationer med opbakning fra de nationale forbund og klubberne presset EU til en bøjning af Bosman-dommens effekter, så der gælder undtagelser for spillere under 23 år, der skal købes eller sælges. Dette er set i bredere perspektiv ret bemærkelsesværdigt, og viser disse institutioners magtpositioner og -ressourcer. Derudover har ”[f]otbollen (FIFA/UEFA) gått i spetsen för at få EU att erkänna idrottens relativt självständiga ställning i samhället när de gäller regelverk och beslutsorgan” (s. 148).

I det politiske magtspil mellem EU-systemet og sportens system – har fodboldens organisationer således vist sig modstandsdygtige og i meget stor udstrækning opretholdt den karakter af karteldannelse, de som regulerende institutioner på området har. Sund taler her – ganske rigtigt – om et fodboldindustrielt kompleks af fodboldaktører tæt sammenknyttet med medier og fans og sponsorer, der gensidigt spiller sammen, men også har sine modsætninger i forhold til eksterne parter.

På den ene side har EU styrket spillernes rettigheder, men på den anden side har FIFA/UEFA som nævnt haft held til at bøje reglerne. I forhold til den tidligere omtalte “Independent European Sport Review” er det måske også sin sag at kalde rapporten uafhængig, selvom arbejdet med den blev initieret af det britiske EU-formandskab. Formelt ledte UEFA den arbejdsgruppe som fulgte arbejdet, hvilket illustrerer de internationale forbunds magtpositioner. På den anden side må man dog også bemærke, at disse institutioner har taget bestik af situationen, og imødekommet visse politiske ønsker om at igangsætte initiativer med henblik på at få styr på sportens problemer med økonomiske problemer i klubberne, hooliganisme, manglende sikkerhed på stadions osv.

 

Den svenske tilbagegang

Den markante internationale udvikling og de mange nye pengestrømme i fodbolden, det globale transfermarked og den deraf stigende sportslige konkurrence har fået svensk landsholds- og klubfodbold til at gå tilbage. Det svenske system har ifølge Sund ikke omstillet sig i tilstrækkelig udstrækning. Blandt andet kan Sverige ikke købe de samme spillere som i Norge og Danmark, da det mest har karakter af at være et semiprofessionelt system (s. 181). Ud over, at fodbolden i Danmark generelt nyder stor opmærksomhed fra sponsorer, er klubberne i Danmark – set i forhold til Sverige – samtidig begunstiget af nedsat kunsterskat, der også gælder for udenlandske spillere. Det skaber en slags konkurrencemæssig fordel for dansk fodbold.

Derudover ejes klubbernes stadions i Sverige oftest af den pågældende kommune, hvilket i stor udstrækning gør stadionspørgsmål til et politisk spørgsmål, der kan være vanskelige at afgøre i et tempo som kommercialiseringen tilsiger er nødvendigt. Endvidere betaler klubberne i Sverige dyr leje for stadions, der ofte ikke er tidssvarende eller på højde med standarden i de andre nordiske lande.

Et af de vigtigste problemer ligger dog ifølge Sund i, at det svenske regelsystem ikke tillader, at firmaer driver fodbold, når aktiemajoriteten ligger uden for klubben. Forretningen køres så at sige ved siden af fodboldaktiviteterne. Det har ifølge Sund ikke virket på mulighederne for at tage konkurrencen op. Endnu i hvert fald.

Rent sportsligt har defensivt spil på hjemmebane i internationale kampe været en anden hindring for klubbernes internationale succes (s. 185). Hertil kommer, at de Svenske klubber ifølge Sund typisk anvender en meget kendt 4-4-2 formation. Her mangler også udvikling. Sammenfattende peger Sund således på, at nye stadions, kapitalstærke sponsorer og mere markedstilpasning samt ikke mindst flere betydende kampe, er de vigtigste faktorer, der skal opfyldes for, at svensk fodbold kan bevæge sig op i niveau (s. 196). Det er de fremtidige udfordringer, der ligger forud, konkluderer han.

 

Afslutning

Formålet med Sunds bog er ifølge forfatterens egne formuleringer herom at beskrive og analysere den fodboldindustrielle udvikling i Sverige. Er bogen så succesfuld i forhold til dette? Det korte svar er: Ja. Det er bogens udgangspunkt, at en sådan analyse må inddrage mange aspekter i sit arbejde, og det gør Sund på glimrende vis og meget nuanceret. Skal man være kritisk, må det dog pointeres, at der til tider mangler en lidt klarere sammenfatning og opfølgning på, hvad de enkelte delkapitler bidrager med til den samlede analyse. Dette er primært tilfældet med kapitel 1 – som beskrevet indledningsvist. Det yderst positive ved bogen er dog, at den føjer endnu et kapitel til historien om udviklingen i de skandinaviske landes professionelle fodboldkulturer. Det er på denne baggrund, jeg kan anbefale bogen til forskere og studerende, men også alment interesserede i fodbold. 

Not

[1] FIFA Rankings: Sverige nr. 26, Norge 31 og Danmark nr. 36. pr. 1 juli 2008.

 

 

 

© Rasmus Storm 2008


Köp boken från Adlibris.se
Kjøp boken fra Capris.no
Køb bogen fra Adlibris.dk

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message