Nyttigt og nødvendigt perspektiv

Tags:

Print Friendly

Rasmus Storm
Idrættens Analyseinstitut, København


Michael Silk
The Cultural Politics of Post-9/11 American Sport: Power, Pedagogy and the Popular
183 sidor, inb.
Abingdon, Oxon: Routledge 2012 (Routledge Research in Sport, Culture and Society 10)
ISBN 978-0-415-87341-3

Det er en interessant analyse Michael Silk gennemfører i bogen ”Cultural Politics of Post-9/11 American Sport”. Over syv kapitler – med hvad der må betegnes som et diskursanalytisk blik – giver han en nyttig og kritisk analyse af den rolle, sport spiller i forhold til politik, populærkultur og international sikkerhedspolitik i et post-9/11 USA. På en overbevisende måde vises det, hvordan amerikanernes foretrukne fritidsbeskæftigelse – sportskiggeri – bliver en grundsten i diskurser, der retfærdiggør ny-konservative amerikanske moralsæt og blandt andet har banet vejen for internationale militæraktioner. Bogens vigtigste pointe er dens påpegning af det demokratiske underskud, udviklingen har bragt med sig, og skal hermed anbefales som et vigtigt indspark i kritikken af det amerikanske samfunds selvforståelse og de konsekvenser, den har.

Samfundsmæssig dislokation

Ifølge diskursteoretikerne Laclau og Mouffe (Laclau, 1990; Laclau & Mouffe, 1985) repræsenterer en samfundsmæssig dislokation en kaotisk situation, hvor det sociale rystes af en markant hændelse, der ikke kan indeholdes eller forstås inden for den eller de herskende diskursive struktur(er). Det er en situation, hvor det sociale ’går af led’ (Hansen, 2003), og nye italesættelser kræves for at give retning og forståelse i en pludseligt opstået kaotisk tilstand.

Netop en sådan hændelse, en samfundsmæssig dislokation, var 11. september 2001. Det var en terroraktion af hidtil uset karakter, der rystede ikke bare USA, men også resten af verden. Hvad var svaret? Hvordan skulle situationen forstås, og hvilke konsekvenser ville den få? Spørgsmålene stod i kø i ugerne efter.

Resultatet af svarene kan læses i Michael Silk’s interessante analyse, der peger på, hvordan amerikansk sport spiller en afgørende rolle for amerikanernes selvforståelse, og de handlinger verdens supermagt nummer ét har gennemført på baggrund af terroranslaget i 2001. Ifølge Silk ændrede 11. september – ikke overraskende – USA på en række fundamentale områder. Bush administrationens ny-konservative svar lagde en ny retning, der blev dominerende og stadig former amerikansk kultur og politik.

Hvad er der sket, og hvad er konsekvensen?

Grundlæggende er Silks pointe, at i hvert fald fire relativt sammenhængende udviklingsprocesser blev sat i gang som følge af 11.september:

  1. Statsmagten trådte i (fornyet) karakter
  2. Hæren profiterede af sportsnarrativer til at fremme bestemte dagsordener
  3. Magteliten brugte bevidst sportslige sammenhænge til at agitere for deres politik og
  4. Pentagon, Hollywood og kommercielle koncern-netværk medvirkede til at dreje amerikansk populærkultur i en bestemt retning.

Ydermere – og måske mest fundamentalt – blev forestillingen om, hvad det vil sige at være amerikaner, italesat som et spørgsmål om opbakningen til krigen mod terror og ikke mindst uforbeholden støtte til den daværende præsident George W. Bush (Silk, 2012, p. 3) efter den kendte devise: ”Enten er du med os, ellers er du imod os”.

Sport spillede en betydelig rolle i denne udvikling og blev ifølge Silk

(…) harnessed, politicized, and, as an affective public pedagogy, deployed as soft-core weaponry in a hard-core militarized industrial complex, fighting wars on both a domestic and national stage (2012, p. 3).

Gennem bogens kapitler fokuserer Silk på en række områder, hvor sport som populærkultur sammenkædes med særlige ny-konservative normsæt – der set som samlede ’tekster’ (i den bredeste diskursteoretiske/ -analytiske forstand af ordet) spiller en markant rolle i forhold til konstruktionen af amerikansk identitet – og de konsekvenser denne sammenkædning har i et bredere perspektiv. Bogen

(…) is about the power of the sporting popular to transmit particular understandings about ’us’, ’we’, ’them’ and so on in the aftermath of 9/11 (Silk, 2012, p. 11).

Silks argument vinder respekt ved, at han ikke påstår, at Bush-administrationen alene gjorde arbejdet eller havde magt til at sætte dagsordenen i direkte forstand, men mere anfører, at mulighederne for italesættelse af bestemte diskurser blev muliggjort af 11. september, hvorefter sammenspillet af en række fælles politiske, kommercielle og militære interesser medvirkede til at danne det USA – og dermed delvist også den internationale verdensorden – vi kender i dag. Han påpeger dog, at magteliter og dominerende netværk havde en fordel, og dette satte således sit præg på udviklingen. Konkret spillede de førende amerikanske medier efter Bush-administrationens pibe og lagde stort set al kritisk journalistik på hylden ”(…) to do what is our patriotic duty” (Silk, 2012, p. 17). Fx kaldte Fox News de amerikanske tropper for ’helte’ og ’befriere’ mens anti-krigsdemonstranter blev dæmoniseret eller ignoreret i dækningen. Terrorister blev italesat som ’monstre’ eller ’dirtbags’, der skulle ’splattes ud’.

40 top Hollywood-ledere mødtes med Bushs politiske rådgiver, Karl Rowe, efter 11. september med henblik på at drøfte, hvordan Hollywood kunne understøtte amerikanske interesser.

I ugerne efter 11. september overværede Bush forskellige sportskampe i forbindelse med sine offentlige optrædener. Ifølge Silk var det en bevidst handling, hvor der blev spillet på sammenhængen sport og politik i strategien om at udbrede og vinde opbakning til Bush’s planer om militærinvention i Afghanistan:

Appropriating baseball to the reaction of 9/11, Bush was able to symbolically link himself, and his war, to the essence of American character. Bush clearly recognized the political power of sport – the crowd’s reaction to the president that night (en baseball-kamp i the World Series på Yankee Stadium, red.) was so enthusiastic that it prompted political adviser Karl Rowe to equate it to a nazi rally as he offered a video presentation of his first pitch at the 2004 Republican convention (Silk, 2012, p. 32).

Derudover viser Silk, hvordan en fælles stemning af nationens problemer – og svarene på dem – blev opbygget i forbindelse med en række fremtrædende populærsportslige events: I forbindelse med dækningen af Superbowl, NASCAR samt i Major og Little Leauge Baseball i form af overflyvninger med kampfly, hosting af kampe direkte fra amerikanske flådeskibe, fremvisning af det amerikanske flag båret af amerikanske soldater i forbindelse med game shows og andre symbolske handlinger, der skabte en national samhørighed baseret på særlige værdisæt om blandt andet nødvendigheden af amerikansk militær indgriben internationalt for at genrejse den sårede nation. Konkret skete det i form af yderligere militarisering af det amerikanske samfund.

Thus, as a discursive process, militarization is as much about a shift in general societal beliefs and values in ways necessary to legitimate the use of force, the organization of large standing armies and their leaders, and the higher taxes or tribute to pay for them (Silk, 2012, p. 47).

Også den amerikanske filmindustri spillede ifølge Silk en rolle i Bush-administrationens politiske strategier, der indeholdt en vision om geo-politisk-militaristisk dominans (Silk, 2012, p. 116):

40 top Hollywood-ledere mødtes med Bushs politiske rådgiver, Karl Rowe, efter 11. september med henblik på at drøfte, hvordan Hollywood kunne understøtte amerikanske interesser (Silk, 2012, p. 95). Ifølge Silk skal man ikke undervurdere populærfilms rolle som ’uddannelsesredskab’. De virker både som underholdningsprodukt, men også som kraftfuldt redskab til at udbrede særlige normer – især i forhold til børn (se kapitel 5).

Silk viser blandt andet, hvordan Disney filmen ’Miracle’ omdefinerer virkelighedsbilledet i lyset af 11. september og opstiller et nyt fjendebillede. Filmen, hvor det amerikanske hockey-hold overvinder USSR ved vinter OL i 1980 i Lake Placid, tager således amerikanerne tilbage til en mere simpel tid med klarere fjendebilleder (Silk, 2012, p. 105).

Ved dels at projicere sejren op som et håb om fremtidig amerikansk genrejsning efter 11. september og dels at nedtone den kolde krigs russiske modstander – via filmens tegning af en slags kold krig uden kommunister – opstår der ifølge Silk en diskursiv åbning, hvor det bliver nemmere at putte terrorister ind i et fjendebillede, som tidligere kom fra øst. Samtidig skaber filmen en platform ”in the present to project a strong, assertive, and unified version of US patriotism” (Silk, 2012, p. 105).  Filmen skabte et løfte om, at amerikanerne igen ville overvinde sine fjender, selvom den nye fjende fremstår og organiseret i såkaldte netværk, der potentielt kunne slå til over alt.

Afslutning: Det demokratiske underskud

Hvad er problemet med diskurser, som den Silk viser har vundet hegemonisk indpas i tiden efter 11. september 2001? Her skal peges på et par forhold:

For det første den konkrete indsnævring af accepterede subjektiviteter og (demokratiske) synspunkter, der opfattes som tilladelige i den demokratiske debat. Udviklingen efter 11. september indsnævrede kraftigt, hvilke standpunkter – og dermed også, hvilke subjektpositioner – man kunne indtage i forhold til spørgsmålet om terrorbekæmpelse og USA’s rolle og ageren internationalt. Ikke bare i USA, men også allierede lande.

Når demokratiske stater myrder mennesker, og nationens befolkninger hylder det, tyder meget således på et alvorligt problem.

Ifølge Silk kan eksemplet med den australske bokser og Aboriginal, Anthony Mundene, tjene som eksempel her på. Mundene mærkede fx konsekvenserne for i et kendt Australsk talk-show at have afvist sin støtte til Australsk medvirken til krigen mod terror i forbindelse med indsættelse af tropper i Afghanistan. World Boxing Council fratog således Mundene sin verdensranglisteplacering, samtidig med at han i realiteten måtte se sig ekskluderet fra accept i flere internationale bokseforbund. I den brede offentlige debat blev han generelt undsagt. Mundenes forbrydelse bestod i hans argument om, at spørgsmålet om retfærdighed måtte ses i forhold til det politiske udgangspunkt man havde, ligesom han ikke støttede op om den amerikanske respons (Silk, 2012, p. 131ff).

Uanset hvordan man vender og drejer det, er dæmoniseringen af Mundenes argumenter ikke udtryk for et demokratisk træk: I det omfang særlige synspunkter i en debat trædes under fode med så konkrete konsekvenser som i Mundenes tilfælde, er der et potentielt demokratisk problem på spil.

For det andet peger Silk på den drejning holdningen til, hvad amerikanernes ret til at forsvare demokratiske værdier har taget. I de afsluttende refleksioner i bogen sætter Silk Martin Luther Kings tale, ”Where do we go from here” (1967) over for den kendte wrestler John Cenas udtalelser i timerne efter, at Det Hvide Hus officielt havde annonceret Osama Bin Ladens død, og hvor Cena blev ’kronet’ som WWE Raw mester.

King: I’m concerned about a better world. I’m concerned about justice; I’m concerned about brotherhood; I’m concerned about truth. And when one is concerned about that, he can never advocate violence. For through violence you may murder a murderer, but you can’t murder murder. Through violence you may murder a liar, but you can’t establish truth. (…) Darkness cannot put out darkness; only light can do that.

Cena: I walk down here every night with hustle, loyalty and respect on my sleeve. That is a credo I have adopted from the men and women who defend the freedom of this country. We have caught and crompomised to a permanent end Osama Bin Laden (crowd erupts into applause, chants USA-USA). This is something tonight … but I feel damn proud to an American (Cena walk off stage, and just before he exits the arena, turns to crowd and salutes them).

Når demokratiske stater myrder mennesker, og nationens befolkninger hylder det, tyder meget således på et alvorligt problem. Hævngerrighed er forståelige menneskelige egenskaber, men skiftet i retning af neokonservativ moral med delvis religiøs begrundelse, anti-demokratiske tendenser og en selvretfærdiggørelse af retten til præventivt selvforsvar kan ifølge Silk ikke bogføres på positivsiden i det demokratiske regnskab.

Selvom man kan diskutere, hvordan amerikanerne generelt har handlet i forskellige internationale kriser – herunder om der over tid har været en udvikling til det bedre eller ej – så illustrerer citaterne, hvordan sporten som populærkultur efter 11. september har medvirket til at udbrede og konstituere særlige diskursive sammenkoblinger af amerikanske (ny-konservative) værdier med konkrete konsekvenser.

Med sin bog, giver Silk et kritisk blik på udviklingen, der både er nyttigt og nødvendigt.

Reference List

  • Hansen, A. D. (2003). Diskursteori – konstruktivisme og negativitet. In A.D.Hansen & K. Sehested (Eds.), Konstruktive bidrag: Om teori og metode i konstruktivistisk videnskab (pp. 35-65). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
  • Laclau, E. (1990). New reflections on the Revolution of Our Time. London: Verso Books.
  • Laclau, E. & Mouffe, C. (1985). Hegemony and socialist strategy: Towards a radical democratic politics. London: Verso Books.
  • Silk, M. (2012). The Cultural Politics of Post-9/11 American Sport. New York: Routledge.

 

Copyright © Rasmus Storm 2012.


Läs mer på idrottsforum.org om


Köp The Cultural Politics of Post-9/11 American Sport från Adlibris.se
Kjøp The Cultural Politics of Post-9/11 American Sport fra Adlibris.no
Køb The Cultural Politics of Post-9/11 American Sport fra Adlibris.dk
Buy The Cultural Politics of Post-9/11 American Sport from Amazon.co.uk
Buy The Cultural Politics of Post-9/11 American Sport from Amazon.com

 

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message