Ny upplaga, gamla tankegångar

Print Friendly
Helle Rønholt & Lis Engel
Institut for Idræt, Københavns Universitet 



Deborah A. Wuest & Charles A. Bucher
Foundations of Physical Education, Exercise Science, and Sport: Sixteenth Edition
610 sidor, inb., ill.
Dubuque, IA: McGraw Hill (Higher Education) 2008
ISBN 978-0-07-352374-3


“Unfolding before us is the vision of lifetime involvement in physical activity for all people. /…/to affect the well-being and quality of life of people of all ages.”

Foundations of Physical Education, Exercise Science, and Sport  udkom i 2009 i 16. udgave. Bogen henvender sig til undervisere og studerende og skal give et overblik over kundskabsbasen og de betydeligste indfaldsvinkler til studiet af et omfattende fagfelt, der har betydning for alle borgere i samfundet. Allerede titlen indikerer at bogen omhandler et bredt favnende grundlag for fysisk aktivitet. De 598 sider indeholder beskrivelser og opdaterede fakta om grundlag for fysisk aktivitet både i relation til børn og unges fysiske ud/dannelse i skolen (Physical Education), til fysisk træning og aktivitet i et videnskabeligt perspektiv (Exercise Science), og i forhold til sportens aktiviteter (Sport). De tre begreber Physical Education, Exercise Science og Sport nævnes hver gang faget eller den faglige disciplin omtales, dvs. ikke så få gange, og i løbet af læsningen opstår en lille irritation over gentagelsen af alle tre begreber. Men det kan være svært at undgå, da ’idræt’ som samlende begreb ikke eksisterer i sprog uden for Norden.

I USA, men også internationalt, har der været en stående debat om hvilket overordnet begreb, der kunne anvendes for de mange måder at beskæftige sig med fysisk aktivitet på. Mange mener, at den traditionelle betegnelse fysisk ud/dannelse (Physical Education) er for snævert orienteret mod skolens opgave og derfor ikke understøtter den stigende interesse og betydning som sport og fitness har fået i samfundet. Der tales om ”identitets krise” og om ”identitetskamp”. Det handler blandt andet om, at der i dag eksisterer flere forskellige og ofte modstridende perspektiver i fagfeltet og dermed også forskellige holdninger til, hvad kerneinteresserne eller kernekompetencerne er eller skal være. I Danmark er denne diskussion spejlet i H. Rønholt og B Peitersens udvikling af en kultur- og perspektivmodel (2008, pp 148ff), der ikke sætter een idrætskultur eller eet perspektiv på idræt højere end et andet, men lader de eksisterende perspektiver indgå i en palet af  aktivitets- og dannelsesmuligheder.

På trods af de mange diskussioner er der stadigvæk ikke fundet et godt og fælles paraplybegreb for fagfeltets mangfoldighed af mål, midler og muligheder. Dog handler det uanset kultur og interesseforskelle om menneskets bevægelse som aktivitet og udtryk, hvilket binder de mange forskellige tilgange sammen i et fælles fagfelt, som primært handler om bevægelsens mange former og betydninger i menneskers liv. I følge Wuest og Bucher er der i USA ved at være konsensus om at anvende fysisk aktivitet som samlebegreb for bevægelse i skolen, fritiden, sundhedssektoren, universitetet og sporten. Men i USA udvides feltet også med dans som et selvstændigt og tilsvarende bredt bevægelsesfelt, hvor der også arbejdes med bevægelse som aktivitet og udtryk…

Bogen er opdelt i fire dele med i alt 15 kapitler. I del 1 ”Idrætsfagets natur og spændvidde” indgår kapitler omfilosofi, målsætninger og den samfundsmæssige rolle. Del 2  ”Fagets baggrund og teorier” indeholder kapitler omhistorie, motorik, biomekanik, træningsfysiologi, sociologi, sports og træningspsykologi. Del 3 tager fat på ”Fagets karrieremuligheder” og vi får en introduktion til karriere og professionel udvikling, undervisning og coaching karriere, fitness og sundhedsrelateret karriere, sportskarriere. Endelig giver del 4 indblik i ”Fagets udviklingsmuligheder og fremtidsvisioner” med refleksioner over hvilke emner og udfordringer, samt fremtidige trends vi kan forvente.

Forfatterne tager udgangspunkt i idrætskulturens praksisformer og i filosofiske og samfundsmæssige overvejelser vedrørende menneskets fysiske aktivitet, trivsel og livskvalitet gennem hele livet.

De fire dele kan læses adskilt, det samme gælder for de enkelte kapitler. Det undskylder de mange gentagelser i form af overlapninger, da bogen samlet præsenterer det omfangsrige fagfelt med såvel forståelse for en overordnet helhed som blik for at gå i dybden og nuancere fra forskellige udvalgte perspektiver og mål. Forfatterne tager udgangspunkt i idrætskulturens praksisformer og i filosofiske og samfundsmæssige overvejelser vedrørende menneskets fysiske aktivitet, trivsel og livskvalitet gennem hele livet. I den forbindelse introduceres  traditionelle uddannelsesfilosofiske retninger med henblik på at vise deres betydning for dannelsestænkningen inden for Physical Education, Exercise Sciences og Sport. Denne viden anvendes ikke analytisk i senere kapitler. Det er derfor op til de studerende selv at anvende teorierne. Til gengæld bliver de hjulpet godt på vej til en forståelse, da hvert kapitel indledes med en oversigt over, hvad man skal være i stand til efter at have læst kapitlet. Og de afsluttende selvevalueringsspørgsmål skal gøre den studerende bevidst om egen læring. Hvad enten man kan lide denne systematik eller ej, så er det den traditionelle hjælp til studerende ved læsning af et omfangsrigt materiale.Det er videnskabeligt veldokumenteret at motion og fysisk aktivitet er af afgørende betydning for menneskets sundhed og livskvalitet og bogens helt overordnede mål er at gøre fysisk aktivitet tilgængelig for alle i samfundet uanset alder, køn, etnicitet, handicap m.m. Men til trods for at de positive virkninger af fysisk aktivitet er så veldokumenterede og på trods af, at der er stor stigning i antallet af aktive, konstateres det i en af de mange faktaoplysninger, at der i det amerikanske samfund stadigvæk er ca. 40 % voksne, som slet ikke er engagerede i fysisk aktivitet og sport og selv om børn og unge er mere aktive end voksne, falder deres aktivitet med alderen og kun 60 % af unge under uddannelse kan leve op til de anbefalinger, der gives for fysisk motion og sport, ligesom der sættes lighed mellem en stigende fedmeepidemi i USA, manglende fysisk aktivitet og dårlig kost. Grupper, der især er inaktive, omfatter kvinder i alle aldre, afrikanske amerikanere og hispanics, lavindkomstgrupper, grupper uden uddannelse, handicapgrupper, høj alder dvs. over 75 år. Selv om vi ikke kan sammenligne direkte eksisterer nogle af de samme problemer i Europa.

Den fysiske dannelse anses derfor for en afgørende factor, der skal ændre på disse forhold i det amerikanske samfund. Fysisk dannelse (Physical education) defineres som ”an educational process that uses physical activity as a means to help individuals acquire skills, fitness, knowledge, and attitudes that contribute to their optimal development and well-being. Den fysiske dannelse (Physical Education) opfattes som en vedvarende læreproces, som finder sted i forskellige livsdomæner som familien, børnehaven, foreningen, skolen og uddannelsessystemet, samt fitness centre med mere.

Den fysiske dannelse er ikke dediceret til en bestemt aldersgruppe, men skal opfattes som en fortsat proces gennem hele livet. Undervisning bygger i dag på en udviklingsmodel som har som mål at udvikle ”hele mennesket” (p. 9) og læreren må derfor ses i en ny forståelse af lærerrollens muligheder som leder, inspirator, instruktør og coach. Hensigten med den fysiske dannelse er “acquisition and refinement of motor skills, the development and maintenance of fitness for optimal health and well-being, the attainment of knowledge about physical activities  and the fostering of positive attitudes conducive to lifelong learning and life participation as to lifelong learning and lifespan participation. “(p. 9).

Fokuseringen på fitness som sundhedsfremmende bidrager til at skabe en forståelse af fysisk dannelse, som især betoner det fysiologiske, forstået som det, der forbedrer præstationen ikke bare rent sportsligt, men også hvad angår livskvalitet og sundhed i form af fravær af livsstilsygdomme. Forfatterne er fortalere for bevidste dannelsesstrategier inden for alle områder, med tydelige formål og målsætninger, der er relevante for deltagerne og som kan evalueres. De aktuelle mål består af såvel fysiske, motoriske, kognitive som affektive udviklingsmål, der med Wuest og Bucher skriver sig ind i den uddannelsestænkning som i 1994 blev fremført i loven om Goals 2000: Educate Amarica Actog som senere i 2002 blev fulgt op af et nyt uddannelsesinitiativ med No child left behind, som skulle sikre at alle børn kunne læse og drømme, når de forlod skolen. Nationale standarder for et fysisk dannet menneske blev samtidig og senest udformet i 2004 og opfattes som afgørende for udvikling og opretholdelse af en sund livsstil.

Formålet med physical education er, at udvikle fysisk dannede mennesker, som har kundskaber, færdigheder og lyst til at dyrke sund fysisk aktivitet resten af livet. Tre domæner indgår i den fysiske dannelses læringsmål: det kognitive domæne (tænkning), det affektive domæne (følelse) og det psykomotoriske domæne (gøren). Inden for hvert domæne er der på baggrund af udviklingspsykologiske teorier udviklet taxonomier, der organiserer adfærdsmæssige læringsmål i hierarkiske systemer. Målene er organiseret i en progression fra lave til højere mål Adfærd på eet niveau er grundlag og forudsætning for adfærd på et højere niveau. Physical Education fremhæves som det eneste fag i skolens curriculum, der underviser børn og unge i bevægelse og undersøger bevægelsens mange dimensioner. Idrætten uden for skolen opfordres til i samme grad at fokusere på målsætninger i de tre domæner og at anvende evaluering med henblik på diagnose, justeringer, styring af fremskridt, konstatering af opnåede resultater, motivation, forbedring af programmer og effektivitet i undervisningen (p. 68). Denne fremlæggelse kunne åbne op for en faglig diskussion af menneskets bevægelse, der rækker langt ud over bevægelse som fysisk præstation og sundhed og ind i områder hvor krop, oplevelse, mening og handling væves sammen i kulturelle fortællinger og værdier, samt fortællinger om personlig og kulturel udvikling. Det skridt tager forfatterne ikke.

Vores bevægelse er ikke kun forbundet med selve livsaktiviteten, men er også deltager og skaber af alle slags kulturelle virkeligheder.

Sundhed, rekreation og dans omtales som sideområder, der på mange måder deler formål med indholdsområder i physical education, exercise science og sport, nemlig udviklingen af det hele menneske med særligt fokus på livskvalitet; men det fremhæves også, at disse områder benytter mange andre metoder, der ofte er helt forskellige fra de teknikker og metoder der benyttes i andre former for fysisk træning. Den amerikanske organisation Health, Physical Education, Recreation and Dance (AAHPERD) fremhæves som en af de professionelle organisationer, der afspejler den nære relation mellem alle disse områder. Der peges i den forbindelse på dans som et særligt områder, der arbejder med bevægelse som æstetisk udtryk og performance. Det er kvaliteter, som omtales med en ældre forståelse af æstetik som det smukke og ikke som sensitivitet og kreativitet. Æstetikbegrebet anvendes måske af samme grund meget sparsomt af forfatterne og slet ikke med den betydning som det har fået i bodymind teorier i nyere tid. Derfor fremstår der her en traditionel opdeling af de områder, der inddrages som basis i den fysiske dannelse og afslører forståelser af praksis som i høj grad knytter an til bestemte krops- og livssyn til trods for at forfatterne andet steds med henvisning til Dewey omtaler bodymind konceptet som tilhørende den moderne  dannelses-og uddannelsesfilosofi.Bogens omfang taget i betragtning og forfatternes omhu med at opdatere viden, giver anledning til en undren over at den somatiske og æstetiske dimension, som efterhånden er velbeskrevet af såvel forskere som praktikere, og som rækker ud over forståelser af æstetik som kulturelle normer og idealer, ikke har vundet indpas i det ellers så bredt favnende grundlag for beskæftigelsen med menneskets fysiske aktivitet. Der savnes en forståelse af kropslighedens dobbelthed af sensitivitet og handling i form af det intentionelle, det eksperimenterende og legende, som angår grundlæggende menneskelige erfarings-og udtryksmuligheder (Engel, 2007; Anttila, 2003). Vores bevægelse er ikke kun forbundet med selve livsaktiviteten, men er også deltager og skaber af alle slags kulturelle virkeligheder. Forståelsen af kropsligheden som en sammenvævning af  ”at gøre, tænke og føle ” fremtræder ikke særligt overbevisende hos Wuest og Bucher til trods for deres fremhævelse af netop disse tre domæner og deres tilhørende taxonomier.

Prioriteringen i Foundations of Physical Education, Exercise Science, and Sport ligger først og fremmest på de sundhedsfremmende muligheder set i et individ- og samfundsperspektiv. Det er en bog, der er farvet af sit amerikanske udgangspunkt, men som samtidig også meget præcist spejler en global udvikling og forståelse af fagfeltets teori og praksis i såvel et uddannelses-pædagogisk som et samfundspolitisk perspektiv. På grund af sit omfang egner bogen sig som opslagsbog og som sådan er den et seriøst bud på en grundig indføring i fagfeltets traditioner og muligheder set fra et traditionelt krops- og idrætssyn. Med udgangspunkt i et klassisk epistemisk syn på viden åbner bogen ikke i tilsvarende grad for den forskning og refleksion som udspringer af nyere kvalitative forskningstraditioner med fokus på bodymind teorier og dermed heller ikke for en forståelse af bevægelsens dannelsesmæssige betydning for sensitivitet, kreativitet og menneskelig erkendelse. 

Referencer

Anttila, Eva (2003). A dream journey to the unknown. Searching for Dialogue in dance education. Helsinki: ACTA SCENICA 14.

Engel, L. (2007). dans, dans, dans – ideer i teori og praksis. København: Frydenlund.

Rønholt, H. & B. Peitersen (red.) (2008). Idrætsundervisning. En grundbog i idrætsdidaktik. København: Museum Tusculanums Forlag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

© Helle Rønholt & Lis Engel 2009.


Hitta bästa pris på boken hos Prispallen.se
Kjøp boken fra Capris.no
Sammenlign priser på bogen hos Pensum.dk
Buy this book from Amazon.co.uk
Buy this book from Amazon.com

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message