ISSN 1652–7224 Publicerad den 5 april 2005

Linggymnastikens historia

Jørn Hansen
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet




Jan Lindroth
Ling – från storhet till upplösning: Studier i svensk gymnastikhistoria 1800–1950
335 sid, inb.
Stehag: Symposion 2004

Nordens nestor inden for idrætshistorie Jan Lindroth har i en omfattende produktion især beskæftiget sig med idrættens vej til at blive en folkebevægelse og synet på den moderne konkurrenceidræt. I sin seneste bog har han gjort den særegne svenske gymnastik­konstruktion, den såkaldte linggymnastik (efter grundlæggeren Per Henrik Ling) til genstand for sin forskning. Et emne, der til trods for den centrale rolle linggymnastikken har spillet inden for svensk legemskultur, hidtil kun har været underkastet sporadisk bevågenhed i form af især stærkt nationale forsvarsskrifter for denne gymnastiks fortræffeligheder. Jan Lindroths bog er således det første større værk om linggymnastikkens udvikling, hvor denne følges fra fødslen til dens opløsning i midten af det 20. århundrede.

I sin fremstilling har Lindroth valgt at tage udgangspunkt i linggymnastikkens selvforståelse i kombination med, hvad han vælger at betegne som objektive vurderingsmæssige bærende fundamenter i linggymnastikken. Lindroth når frem til fire grundlæggende markører eller parametre som han systematisk følger over tid og analyserer i relation til linggymnastikken. Det drejer sig om:

  • Enheden, hvormed forstås at der er tale om en stærk og naturlig sammenhæng mellem alle dele i linggymnastikken, således at den æstetiske, medicinske (syge), militære og pædagogiske gymnastik tilsammen udgør en enhed.
  • Videnskabeligheden, ud fra den opfattelse at gymnastikken er udviklet ud fra videnskabelige overvejelser, således at der er tale om en rationel indretning ud fra primært en medicinsk (anatomisk og fysiologisk) videnskabsopfattelse.
  • Særklassen, en opfattelse af linggymnastikkens suveræne fortrin frem for andre fysiske opdragelsesmidler, en opfattelse der begrundes i de to ovenstående markører: enheden og videnskabeligheden.
  • Sportsmodstanden, kan i modsætning til de tre andre markører opfattes som en negativ markør, men har spillet så væsentlig en rolle i linggymnastikkens forestillingsverden, at den ikke har været til at komme uden om.

Fremstillingen er bygget op om disse fire markører der hver for sig behandles udførligt og analyseres over tid fra begyndelsen til opløsningen omkring 1950. Kildematerialet der har dannet grundlag for fremstillingen har primært været gymnastik-tidsskrifter og andre relevante fremstillinger. Denne fremgangsmåde er helt i overensstemmelse med, at det er linggymnastikkens selvforståelse, der undersøges. Tilgangen karakteriserer Lindroth selv som gymnastisk idéhistorie med en hermeneutisk tendens, hvad også betyder at linggymnastikkens faktiske udbredelse og status ikke undersøges nærmere. I sin perspektivering til sidst i bogen gør Lindroth dog også brug af, hvad han lettere polemisk betegner som mere modebetonede teoretiske tilgange såsom modernisering, individualisering, magt og hegemoni samt civilisering mm., som har haft stor betydning i de seneste års forskning.

Resultatet er blevet en yderst interessant velskrevet og afbalanceret fremstilling, hvor linggymnastikkens forfald eller opløsning gennem de fire markører især i tiden efter 1900 analyseres frem som uundgåelig. Den æstetiske, medicinske, militære og pædagogiske gymnastik som en enhed forblev i princippet proklamatorisk, reelt var der blot tale om at sygegymnastikken (den medicinske) og den pædagogiske gymnastik fik udbredelse og fodfæste. Det Gymnastiske Centralinstitut i Stockholm blev primært hjemsted for den pædagogiske gymnastik, og da sygegymnastikken blev overført til den medicinske verden stod linggymnastikkens fortalere på instituttet alene over for den fremvoksende medicinsk-naturvidenskabelige kritik. Disse var først og fremmest praktikere, officerer eller pædagoger uden forskning og kunne ikke hamle op med den selvbevidste fremadstormende medicinske forskning i det 20. århundredes begyndelse. Ikke alene er der på dette område en dansk parallel, mange af de argumenter der anvendtes imod linggymnastikken importeredes fra Københavns Universitet.

Stod linggymnastikken svagt i forhold til enheds- og videnskabelighed markørerne var den stærkere i hævdelse af dens særklasse, selv om denne begrundedes i de to første markører. Frem til mellemkrigstiden fastholdt linggymnastikken sin særklasse. Tysk turnen kom aldrig til at spille en rolle i Sverige. De danske gymnastiksystem-udviklere I.P. Müller og Niels Bukh så sig – måske af taktiske grunde – som videreudviklere af linggymnastikken, og det samme gjorde sig delvis gældende for Eli Björksten. Det var indefra i Sverige, at gymnastikken reformeredes i form af Örebrogymnasterne, delvis Sofiagymnasterne og især konkurrencegymnastikken. Måske fastholdt linggymnastikken længe sin særstatus fordi det pædagogiske og det nationale forenedes i forsvaret for linggymnastikken.

Linggymnastikken blev undfanget i det tidligere 19. århundrede sammen med tysk turnen og Gutsmuths eller Nachtegalls gymnastik i Danmark. Det 19. århundrede var gymnastikkes århundrede, medens det 20. århundrede blev sportens/konkurrence-idrættens århundrede. På dette område var linggymnastikken oppe imod tidsånden. Som pædagoger fastholdt linggymnastikkens fortalere længe bastionen i skolesystemet, men også blandt lærerne på Gymnastiske Centralinstituttet var der fortalere for den fremvoksende sport, hvoriblandt Victor Balck stod aldeles centralt. I foreningslivet i byerne og blandt journalisterne vandt sporten hurtigt fodfæste. Interessant har det været at følge linggymnastikkens holdning for og imod deltagelse i holdkonkurrencer ved de olympiske lege med Stockholm 1912 som en særlig begivenhed, samt deres forbindelse til masseopvisningerne i tiden før og efter Anden Verdenskrig. Lingiaden i Stockholm i 1949 blev den sidste store manifestation for linggymnastikken.

Jeg har sammenfattet bogens synteser, de mere analytiske passager kan i deres detailrigdom i sagens natur ikke gengives i en anmeldelse. Ud fra de opstillede præmisser er der tale om en yderst interessant og ind i mellem meget gedigen fremstilling. Al videre forskning i linggymnastikken bør tage udgangspunkt i denne bog. Bogen kan varmt anbefales.  


www.idrottsforum.org  |  Redaktörer Bo Carlsson & Kjell E. Eriksson  |  Ansvarig utgivare Aage Radmann