Om de Coubertin, Edström, Bergström och Hjertberg – och andra idrottshistorier ur Riksarkivet

Tags:

Print Friendly

Poul Porskær Poulsen
www.historie-online.dk


Åsa Karlsson (red) Hyllade kroppar: Idrotten i arkiven 293 sidor, inb., ill. Stockholm: Riksarkivet 2012 (Årsbok för Riksarkivet och Landsarkiven 2012) ISBN 978-91-88366-96-2

Åsa Karlsson (red)
Hyllade kroppar: Idrotten i arkiven
293 sidor, inb., ill.
Stockholm: Riksarkivet 2012 (Årsbok för Riksarkivet och Landsarkiven 2012)
ISBN 978-91-88366-96-2

Man tror det næppe: En 60 årig kvinde løber hurtigløb i 1828 på Djurgården til publikums og kongens begejstring! Kan det passe? Måske! I hvert fald har kvinden, snabbspringerskan Christina Catharina Bergström, selv digtet herom i indholdsrige vers, så måske er der noget om snakken. Der er fundet en enkelt avisnotits, der tyder på, at hun har gjort det, men noget egentligt bevis mangler stadig. Men hvis det er sandt, må det nok siges at være bemærkelsesværdigt, at en kvinde har løbet hurtigløb så tidligt som 1828. Og hun var 60 år!

Historien om Christina Catharina Bergström, skrevet af Dagmar Thullberg og Nils Ekedahl, står at læse i det svenske Riksarkivets årbog 2012. Titlen på årbogen er Hyllade kroppar og har som ambition at beskrive, hvordan idræt og sport kan studeres i de centrale arkiver. Der er ikke noget overraskende i, at der findes mange dokumenter (og ikke mindst billeder) i offentlige arkiver, som hidrører fra idrætslivet: Der findes talrige lokal-foreningsarkiver, personarkiver og arkiver fra nationale eller regionale idrætssammenslutninger, som er samlet i lokale, regionale og statslige arkiver.  På lokalt plan anvendes idrætsarkiverne en del – i hvert fald i Danmark, men sikkert også i de andre nordiske lande – fordi foreninger ønsker at fejre sig selv med en jubilæumsbog eller –udstilling, når de runder 50 eller 100 år. Arkiverne efter idrætsforeningerne fortæller en væsentlig kulturhistorie om et lokalsamfund, hvor mange mennesker har været engageret i boksning, fodbold, håndbold, atletik, gymnastik osv. Derfor er det en vigtig kildegruppe, der kan fortælle en del om samfundet som sådan.

I Riksarkivets årbog fortælles om disse arkiver, som opbevares forskellige steder, både i det centrale Riksarkiv og i regionale arkiver. Der er i høj grad her tale om arkiver fra organisationer under Riksidrottsförbundet, men også den svenske olympiske komité og arkivet over De olympiske Lege i Stockholm 1912 er tydeligvis spændende arkivalier, som kan give anledning til at fortælle en god historie. Og ”Operation Stockholms idrottsminnen” fortæller om et indsamlingsprojekt, der sørgede for at indsamle og registrere hovedstadens store arkivmateriale (Peeter Mark).

Årbogens enkelte artikler giver gode eksempler på historier, som er fundet i arkiverne. Det kan være biografier, fx over IOK-præsidenten J. Sigfrid Edström (af Leif Yttergren), der både var en central idrætsleder, men også en ledende industriherre – og begge dele som den altdominerende patriarkalske førerfigur. Han har ikke været nem eller behagelig at sætte sig op imod. Ligeledes portrætterer Lars-Olof Welander nogle væsentlige svenske idrætsprofiler, fx Ernst ”Ernie” Hjertberg, der er ophavsmand til ”heja Sverige friskt humör, det är det som susen gör”- men som også var en meget succesrig træner for de gode svenske atletikudøvere til 1912-olympiaden. Andre idrætsfolk er portrætteret i denne artikel – brydere, atletikfolk, ryttere mv. – men også Hans von Tschammer und Osten, den tyske rigssportsleder, og det kan undre, eftersom han ikke har noget med svensk idræt at gøre. Han holdt et foredrag i tysk-svensk forening i 1936 om idrætten som et middel til fred, og det er så årsagen til, at han er kommet med i denne sammenhæng. Men han falder nu udenfor.

Man kunne indvende, at der ikke optræder så mange helt almindelige idrætsfolk i artiklerne, og undertegnede kunne også godt have brugt lidt mere atmosfære – blod, sved og tårer – men det rokker ikke ved artiklernes troværdighed og relevans.

Vi hører også om svenske kvinders fysiske kultur i mellemkrigstiden (Helena Tolvhed), idrætten i Värmland ved krigsudbruddet 1939-40 (Bode Janzon), svensk militæridræt (Krister L:son Lagersvärd og Stig Reinodt), De olympiske Leges ophavsmand Pierre de Coubertins nationalistiske tanker (Sten Dahlstedt), historier om det svenske fodboldforbund fra arkiverne, bl.a. kvindefodboldens historie og om landsholdssamarbejde med tyskerne under krigen (Magnus Axelsson), om gymnastikpædagogen Ernst Idla (Margareta Englund), om cykelløbet rundt om Vättern (Jessica Hallros og Erik Skördåker) og endelig en smukt illustreret artikel om badeanlæg i Stockholm mellem 1826 og 1907 (Antoinette Ekberg og Solveig Larsson). De smukke tegninger over mulige badeanlæg er opbevaret i arkiverne og udgør alle små kunstværker.

Alle er det kompetente og velskrevne bidrag til den svenske idrætshistorie og giver gode eksempler på, hvad man finder, når man giver sig til at forske i de mange hyldemeter idrætsarkiver. Man kunne indvende, at der ikke optræder så mange helt almindelige idrætsfolk i artiklerne, og undertegnede kunne også godt have brugt lidt mere atmosfære – blod, sved og tårer – men det rokker ikke ved artiklernes troværdighed og relevans. Professor Jan Lindroth har som indledning til årbogen givet en fin oversigt over netop idrætsarkiverne og deres anvendelse, en udmærket oversigtsartikel som sætter den svenske udvikling på plads.

Og så har jeg gemt den morsomste artikel (ud over den med den 60 årige hurtigløber) til sidst, nemlig gennemgangen af, hvordan plakaten (affischen) til De olympiske Lege i Stockholm 1912 blev til. For det var slet ikke nogen enkel sag: Organisationskomiteen havde lagt udformningen af plakaten i hænderne på kunstneren Olle Hjortzberg, og han afleverede også en tegning, som kunne anvendes til formålet. Det vil sige, ikke alle syntes om den flagsvingende nøgne yngling, som var plakatens motiv. Nogle mente, at de enkelte landes flag var for utydelige (alle andre end det svenske flag), og en hel del brød sig ikke om figurens nøgenhed. I udlandet ville man ikke kunne hænge plakaten op af hensyn til den offentlige moral, og så havde plakaten jo ingen virkning. Man fik andre forslag ind til plakat, og der blev diskuteret frem og tilbage – både i komiteen og i offentligheden – men enden blev, at Hjortzbergs forslag blev godkendt. ”Efter denna livliga diskussion går man till omröstning. Av de fem röstberättigade i kommittén röstar tre för Hjortzberg och två för Schonberg. Affischfrågan är därmed definitivt avgjord. Ett och ett halvt år har det tagit att få fram den officiella olympiska affischen.” Det skulle have været klaret på et par måneder, men beslutningsprocessen kom altså til at vare 1½ år! Det er altid farligt, når der går politik i den slags. Det er Åke Jönsson, der har gravet historien frem i organisationskomiteens forhandlingsprotokol og i tidens aviser.

En spændende årbog om et spændende emne.

Copyright © Poul Porskær Poulsen 2013

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message