Vem styr fotbollen?

Tags: ,

Print Friendly
David Holt Olsen
Danmarks Industrimuseum


Hallgeir Gammelsæter & Benoît Senaux
 (red)
The Organisation and Governance of Top Football Across Europe: An Institutional Perspective
301 sidor, inb.
Abingdon, Oxon: Routledge 2011 (Routledge Research in Sport Culture and Society 7)
ISBN 978-0-415-88378-8


Dansk sportsjournalistik grand old man Gunnar “Nu” Hansen (1905-1993) var i 1954 på rejse i Italien, hvilket der kom en bog ud af,  Så bringer vi sporten – og lidt til. Ifølge Gunnar ”Nu” Hansen kunne man slet ikke sammenligne professionel italiensk fodbold med dansk amatørfodbold. Det kom frem i bl.a. dette noget nedlandende citat:

Fodbold er kun for de få. Man har ikke store ungdomsafdelinger, og kun de rigeste klubber har råd til at holde så mange spillere, at der også kan opstilles et reservehold. Særlig af denne grund vil de italienske klubber altid have brug for udenlandske spillere. Trods den fantastiske interesse blandt publikum har man ikke råd til at opdrage sin egen fodboldungdom. Langt den største del af de enorme indtægter går til at indkøbe og lønne storspillere, og meget ofte er det endda nødvendigt for en klub at blive støttet af en rigmand, der har fodbold som hobby – og som muligvis gennem klubberne kan få en smule ekstra reklame i aviserne. (Hansen, 1954, 95)

Ifølge Gunnar ”Nu” Hansen var det altså umuligt at sammenligne dansk og italiensk fodbold. Det var to forskellige verdener. Men hvordan ser forskellene mellem de nationale fodboldkulturer egentlig ud i dag? Er der overhovedet nationale særpræg tilbage, eller er de blevet udvisket af de seneste tyve års internationalisering, professionalisering og kommercialisering af spillet? Det er et af de grundlæggende spørgsmål, der ligger bag denne glimrende antologi. Som redaktørerne selv skriver: ”Indeed, one of the intriguing questions motivating this volume was to explore whether there still are national differences in the way football is organised across Europe” (272). Og glimrende og tankevækkende er den. Det kan vi lige så godt starte med at slå fast.Antologien er opbygget med en indledende gennemgang af de tre teoretiske tilgange, der gøres brug af:

  1. Institutions and institutional logics – om styringen af fodbold er baseret på en særlig institutionel logik, der adskiller den fra andre samfundsmæssige institutioner.
  2. National embeddedness – om fodbolden stadig er forankret i nationale institutioner og kultur.
  3. Organisational fields and transnational change – om fodbolden i stigende grad er styret transnationalt, og dermed ikke nødvendigvis er styret af fodboldens egne organisationer. Disse tre tilgange præger i vekslende grad de enkelte indlæg.  Det vender vi lige tilbage til senere.

Antologien starter med to indlæg om fodboldens styrende organer UEFA og EU. Det bliver i høj grad også den ramme,  som de nationale ligaer må arbejde indenfor: Skabelsen af Champions League, Bosman-dommen, indførelsen af UEFA’s licenssystem og finansiel fair play, EU’s rolle i anerkendelsen af, at sportens stakeholders ikke kun inkluderer de nationale forbund, men også spillerforeninger for professionelle spillere som FIFPro, sammenslutninger af store klubber som G14 (nu European Club Association) og sammenslutninger af professionelle ligaer mv. (The Association of European Professional Football Leagues). EU’s anerkendelse af andre aktører har resulteret i en mindre vertikal og mere horisontal styring af europæisk sport. De to afsnit fungerer godt, om end fokus for de respektive indlæg bliver meget nutidigt. Men det slår tonen an for kapitlerne om de respektive nationale ligaer.

Disse inkluderer beskrivelser af udviklingen i 15 forskellige kapitler, hvor vi kommer omkring 19 europæiske lande: England, Skotland, Irland, Nordirland, Norge, Danmark, Sverige, Schweiz, Belgien, Frankring, Tyskland, Holland, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Sovjetunionen/Rusland, Tjekkiet og Ungarn. Det er en umulig opgave at komme omkring hvert enkelt kapitel, hvorfor der i anmeldelsen må blive tale om nedslag.

Grunden til at netop dette kapitel er bogens bedste, handler (forhåbentlig) ikke bare om, at jeg helst vil læse om min egen historie, men skyldes, at kapitlet som udgangspunkt er tværnationalt og komparativt opbygget.

Antologien starter i fodboldens moderland(e), England og Skotland, hvor man allerede tillod professionalisme i 1885. Dog i en begrænset form med dannelse af anpartsselskaber. Her slåes tonen an for en af de gennemgående konflikter i antologien: Hvordan klubber skal opbygges. Det engelske FA forsøgte at regulere fodbolden, så klubberne i nogen grad stadig var frivillige sammenslutninger med det sportslige og rekreative for øje, og ikke forretninger udelukkende med profit for øje. Dette blev gjort ved kun at tillade anpartsselskbaer (limitied liability companies). Engelsk fodbold var præget af disse anpartsselskaber helt frem til, at Tottenham Hotspurs som verdens førdste fodboldklub børsnoteres i 1983 og etablerede et holdingselskab, der ikke var underlagt FA’s restriktioner (50). Den konfliktlinje går helt op til i dag, hvor fans ofte anser klubber som sociale og kulturelle institutioner og ikke forretninger. Derfor ser vi de store protester ved ejerskifter som f.eks. ved Glazer-familiens indtog i Manchester United i 2005 (51). Denne konflikt ses overalt i Europa og går også på tværs af bogens kapitler. I Tyskland håndhæves 51% reglen, altså at moderklubben stadig skal have kontrol over den professionelle overbygning. Også i Frankrig var man helt indtil 1980erne meget forbeholdne i forhold til en forretningsminded tilgang til fodbolden. Pengenes positive muligheder vandt først bred accept i Frankrig i 1980erne som konsekvens af, at entreprenøren Jean-Luc Lagardère investerede voldsomt i Matra Racing (en fusion af klubberne Racing Paris og Paris FC) og hentede stjernspillere ind i et forsøg på at få international succes. Dog uden succes. Men hans eventyr banede vejen for Bernard Tapie i Marseille og Jean-Michel Aulas i Lyon (126). Der er altså klart forskellige måder ind i det professionelle, og måden man organiserer sig på i de respektive lande, og man kan ikke lade være med at undre sig over, om det skyldes kulturelle forskelle eller rene tilfældigheder. I bogens, efter min mening, bedste kapitel om Skandinavien ser vi, at selvom Norge, Sverige og Danmark ligner hinanden socialt og kulturelt, så er der store forskelle i organiseringen af fodbolden. I Danmark har man tilladt en mere liberal tilgang, hvor klubberne frit kan danne professionelle overbygninger uden 51% regel med frit rum til at rendyrke de forretningsmæssige potentialer. I Sverige tillod man først disse professionelle overbygninger så sent som 1999, og da endda betinget af overholdelse af 51% reglen.Grunden til at netop dette kapitel er bogens bedste, handler (forhåbentlig) ikke bare om, at jeg helst vil læse om min egen historie, men skyldes, at kapitlet som udgangspunkt er tværnationalt og komparativt opbygget. Her får vi tydeligt ligheder og forskelle frem mellem de skandinaviske lande, hvor nogle af antologiens andre kapitler ikke taler sammen på samme måde. Her kunne nogle af kapitlerne med fordel være sammenskrevet med forlæg i det skandinaviske kapitel. F.eks. kunne  kapitlerne om Sovjetunionen/Rusland, Tjekkiet og Ungarn være sammenskrevet, så vi fik en centrum/periferi skildring af, hvordan kommunistisk statskontrolleret sport blev organiseret og styret. Her er kapitlerne interessante i sig selv. Særligt i forhold til transformationen fra statskontrollerede og statssubsidierede sportsklubber til 1990’ernes markedsbaserede fodbold. Her er virkelig tale om en hård omstilling fra statsstyring til markedsbaseret fodbold. Især fordi den kommunistiske æra havde så godt som udryddet det selvorganiserende,  frivillige element, hvorfor fodbolden lå åben for private entreprenører (279). Men en sammenskrivning ville have givet endnu bedre muligheder for at se forskelle og ligheder landene imellem. På samme måde kunne man have overvejet at sammenskrive kapitlerne om Belgien, Irland/Nordirland,  og Schweiz, der har overlappende udfordringer med en kulturelt, religiøs og/eller sprogligt mangfoldig befolkning, men med helt forskellige konsekvenser. Hvor man i Belgien har måttet opdele det nationale forbund i en flamsk og vallonsk del, så er fodbolden f.eks. stadig en samlet bevægelse i Schweiz.

Men det er egentlig luksusproblemer, da antologiens store force er, at den netop får en til at stille disse spørgsmål om, hvorfor der er de forskellige konsekvenser i forhold til, hvordan fodbolden organiseres og styres i Europa. For der er stadig nationale særpræg trods internationalisering og kommercialisering. I anmeldelsen er der slet ikke plads til at komme omkring de mange emner, der ellers tages op: kommercialiseringen af fodbolden gennem 1990erne, eksplosionen i indtægter fra tv-rettigheder og fordelingen af disse, de nationale særegenheder når  licenskrav og finansiel fair play-regler skal implementeres af de nationale forbund, topklubbernes overraskende lille indflydelse i de nationale fodboldforbund.  Lige som man synes, at man bliver fortabt i detaljer og digressioner i afsnittene om de respektive lande, så samler redaktørerne trådene i bogens afsluttende kapitel. Kapitlet er også nødvendigt, da de enkelte forfattere langt fra stringent har gjort brug af de tre teoretiske tilgange. Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvem styrer så fodbolden? Det klareste svar, jeg har fundet i antologien er dette: ”Football is perhaps a greater succes than ever in terms of the attention it attracts, yet it embraces, or is embraced by, a multitude of associations, interest groups, corporations, and public bodies that bring their logics to bear on it. Yet, neither seems to control it” (289). Den danske sportsjournalist Gunnar “Nu” Hansen ville nok have haft det svært med sådan et svar. For ham var der sort/hvidt og amatører/professionelle. Så simpelt er det ikke  i dag, hvor det hele er mere komplekst, hvilket antologien giver et glimrende indblik i. Stor ros herfra til især redaktørerne, der har formået at samle forskere fra så mange lande og fra forskellige forskningstraditioner, og så alligevel få en flot antologi ud af det. Antologien er et godt skridt på vejen mod at forstå de forskelle, der stadig er, mellem de nationale ligaer i Europa. Den bliver en fin trædesten for ny komparativ forskning i, hvordan europæisk fodbold styres og organiseres.

 

 

© David Holt Olsen 2012.


Köp The Organisation and Governance of Top Football Across Europe från Adlibris.se
Kjøp The Organisation and Governance of Top Football Across Europe fra Adlibris.no
Køb The Organisation and Governance of Top Football Across Europe fra Adlibris.dk
Buy The Organisation and Governance of Top Football Across Europe from Amazon.co.uk
Buy The Organisation and Governance of Top Football Across Europe from Amazon.com
Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message