Torbjörn Anderssons Kung fotboll i nyutgåva: ”Forskning og formidling i verdensklasse”

Tags:

Print Friendly

David Holt Olsen
Danmarks Industrimuseum


Torbjörn Andersson Kung fotboll: Den svenska fotbollens kulturhistoria från 1800-talets slut till 1950 735 sidor, inb., ill. Malmö: Arx Förlag 2014 ISBN 978-91-87043-41-3

Torbjörn Andersson
Kung fotboll: Den svenska fotbollens kulturhistoria från 1800-talets slut till 1950
735 sidor, inb., ill.
Malmö: Arx Förlag 2014
ISBN 978-91-87043-41-3

Det er ikke ofte, man får mulighed for at anmelde en bog, der udkom i 2002. Det gør sig dog gældende for Torbjörn Anderssons, i mine øjne, nyklassiker, Kung fotboll, som nu er blevet genudgivet. Da idrottsforum.org ikke var oprettet i 2002, blev afhandlingen ikke anmeldt, men det kan der så passende rådes bod på med genudgivelsen. Af forordet fremgår det, at der kun er rettet enkelte stavefejl i forhold til udgaven fra 2002, ligesom det anføres, at der siden 2002 er kommet en række nyudgivelser om svensk fodbolds kulturhistorie til, så denne nu er ganske velbeskrevet. En af årsagerne til alle nyudgivelserne er uden tvivl nærværende afhandling.

Dermed er der ikke lagt skjul på, at jeg er meget begejstret for Kung fotboll. Lad mig i øvrigt starte anmeldelsen med en tilståelse. Jeg har selv en svaghed for populærkulturelle fodboldbøger. Altså ikke-akademiske bøger om fodbold, hvor stjernerne, eller rettere deres ghost writers, beretter om skandaler, druk, slåskampe mv. Det er ikke en speciel finkulturel begejstring, men jeg deler fra tid til anden lister med venner og bekendte over fodboldbøger, som de absolut skal læse. Kung fotboll ender dog alligevel altid på listen. Som den eneste akademiske bog. Hvorfor den gør det, skal jeg vende tilbage til.

Det, jeg rigtig godt kan lide ved afhandlingen, er bredden i fremstillingen. Andersson tager udgangspunkt i cultural studies kombineret med Gramscis fortolkning af hegemonibegrebet til at besvare den overordnede problemstilling: ”Hur förändrades den svenska fotbollen ideologiskt och kulturellt från 1800-talets slut och fram till 1950?” Dette fokus på ideologi, kultur og borgerskabets hegemoni over og lederskab af fodboldbevægelsen – i takt med at fodbolden spredes til arbejderklassen – giver mulighed for at inddrage hele fodboldkulturen i afhandlingen. Som Andersson selv skriver: ”Svenska Fotbollförbundet och distriktsförbunden, klubbledare, spelare, domare, publik, sportjournalister, idrottsplatsägare, mecenater, tipsföretag etc… Strängt taget alla som uttalade sig om spelet – också fotbollens argaste kritiker” (p. 27). Det giver en enormt levende og dynamisk fremstilling, som, selvom det foregår på et højt akademisk niveau, nemt går ind under kategorien lystlæsning hos undertegnede. Vi kommer omkring dans, druk, linggymnastik, vi kommer fra øst, vest, nord og syd til høj og lav, tilskueruroligheder, borgerlig etikette og meget mere. Derfor anbefaler jeg den altid til fodboldinteresserede venner. Også ikke-akademikere. Dét er en sjælden kvalitet ved en afhandling!

Andersson indleder med at redegøre for spillets engelske historie. Fra folkefodbold til public school-fodbold og, af vigtighed for afhandlingens problemstilling, forskellen mellem den britiske amatørtradition og den professionelle arbejderfodbold. Det var amatørfodbolden, der blev importeret til Sverige og Skandinavien, hvor de første udøvere kom fra borgerskabet. Dette til trods havde spillet et rygte som voldsomt og forrået. Den røde tråd i afhandlingen er i det hele taget forsøgene fra fodboldbevægelsens side på at få hele fodboldkulturen gjort respektabel. Her er fodboldens problem i første omgang, at pladsen allerede er optaget. Linggymnasten var 1800-tallets maskuline kropskulturelle ideal. Selvom de to borgerlige bevægelser har en del fællestræk: fokus på dyder som selvbeherskelse, viljeskraft og fysisk styrke, så beskrives på underholdende måde, hvordan kampen om kroppen foregik. Bl.a. med nogle ganske morsomme karikaturer af fodboldspillernes deforme kroppe (p. 69). Fodbolden vandt imidlertid kampen om kroppene, da spillet havde bedre fat i unge fra både arbejder- og middelklasse og derfor passede bedre til en demokratisk tidsalder netop pga spillets klasseoverskridende karakter (p. 75).

Med godt solidt kildearbejde viser Andersson, hvordan medlemslisterne i klubberne omkring århundredeskiftet var domineret af folk med middelklassebaggrund (p. 105). Hvad, der var endnu mere vigtigt, var, at de også dominerede som ledere (p. 107). Det var således middelklassen – eller borgerskabet om man vil, der kom til at udforme bevægelsens ideologiske og kulturelle grundlag. På samme måde stod gentlemanklubberne, Andersson skelner mellem gentlemanklubber og folkelige klubber, ofte stærkere end sidstnævnte pga. gode kontakter til myndigheder og muligheder for at skaffe baner (p. 212). Endnu mere interessant er analyserne af, hvilken funktion fodbolden havde for både arbejder- og middelklasse. For middelklassen gav fodbolden mere naturlighed til den ungdom, der ellers var kontrolleret, intellektuel, måske lidt fysisk svag. For arbejderne passede det fysiske aspekt i spillet godt, mens den mere ukultiverede og dyriske side kunne tæmmes og forfines med disciplin og selvkontrol (P. 84). På den måde kunne mandligheden fintunes til et passende niveau for både arbejder- og middelklasse.

Kampen om det omgivende samfunds accept og legitimitet for den i starten kontroversielle sport gik gennem en værdig og ansvarsfuld opførsel. Derfor skulle fester nedtones og i hvert fald foregå med mådehold og under ordentlige, borgerlige former. Helst på et elegant etablissement, og der var som oftest et stramt program med bordplan, taler og skåle. Med andre ord: Proletardruk skulle udgrænses. Fodboldbevægelsen knyttede an til nogle borgerlige dyder og et nøglebegreb bliver ”skötsamhet”.

Denne borgerlige ramme om sporten udfordres selvsagt af arbejderklassens indtog i sporten i takt med højere løn og lavere arbejdstid. Arbejdernes indtog på og omkring fodbolden var også en konsekvens af egentlig missioneren fra borgerlig side, hvor legen med fodbolden ansås som et godt alternativ til druk (p. 169). For en almindelig arbejder var der dog ikke altid råd til at tage fri fra arbejde uden en form for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste eller diæter, hvilket skabte spændinger. Samtidig blev kampene efterhånden præget af en voldsom lokalpatriotisme, og det blev især svært at styre tilskuernes opførsel. Andersson skriver: ”Varje match blev till en hegemonisk kamp i smått, där gentlemannamoralen och fair play-idealet alldeles för ofta kom till korta gentemot en sjudande lokalpatriotism. Ideologiskt skulle självbehärskningen genomsyra allt, men för många åskådare hade utlevelsen blivit det centrala” (609-10).

Det særligt svenske bliver indførelsen af det, Andersson kalder, det rationelle amatørsystem. Et pragmatisk amatørsystem skabt af trykket fra arbejderklassen. Indtil 1908 fastholder fodboldbevægelsen en ortodoks forståelse af amatørismen, hvor al sammenblanding af sport og penge, amatører og professionelle er forbudt. Men efter 1908 gradbøjer man for første gang reglerne og inviterer engelske professionelle hold til Sverige for at spille opvisningskampe og højne niveauet. Det bliver også almindeligt med en form for diæter til spillerne. På den måde forsøger man at tilpasse amatørsystemet til den spirende tilskuerinteresse, kommercialisering og arbejderklassens indtog. Her viser Andersson gennem eksempler, f.eks. fra kampreferater (p. 141) og citater, spændingen mellem amatøridealet og vinderinstiktet. Mellem at være respektabel og succesfuld.

Udadtil holdes amatørfanen dog højt. Især i Nordisk Idrottslif, hvor Andersson hiver mange fine citater frem fra. På side 260 er et fantastisk citat fra den britiske presse, hvor det fremgår, at de tilrejsende professionelle englændere fra Hull City i 1909 brokkede sig over det hårde, rå svenske spil! Det var netop den forråelse, som amatørpropagandaen ellers tillagde de tilrejsende professionelle.

Praksis med udadtil at hævde en ren amatørisme, mens man udbetaler diæter mv. udfordres ved OL 1920 i Antwerpen. Her ville Svenska Fotbollförbundet pludselig ikke udbetale økonomisk kompensation til spillerne. Hele affæren endte med, at spillerne fik gennemført mere liberale amatørregler, hvormed man yderligere tog skridt væk fra den ortodokse tolkning af amatørismen. I 1922 blev det lovligt at udbetale diæter til spillerne. Efter Allsvenskans oprettelse i 1924 kommercialiseres fodbolden yderligere. Dette beskriver Andersson som en slags moralsk krise med ”smygprofessionalisering”, spritmiddage, spillerhvervninger gennem lovning om job, penge under bordet, gaver, illegal tipning, og man udfordres tilmed af en alternativ kommunistisk arbejdersport, så der er behov for at vise handlekraft. Den moralske krise varer indtil 1934. Her diskvalificeres Malmö IF fra Allsvenskan pga. professionalisme. Herefter bliver amatørsystemet rekonstrueret med en kontrolkommitte, der rent faktisk holder klubberne i ørerne. Systemet blev stadig liberaliseret og tilpasset tiden, men nu med kontrol (p. 512). Samtidig oprettes den svenske tipstjeneste, så tipningen kommer under kontrollerede former.

Det er også i denne periode, at fodboldkulturen ændrer sig. Den borgerlig-aristokratiske kultur, der prægede fodboldbevægelsen i etableringsfasen, bliver tilpasset den nye demokratiske tidsalder. Den svulstige fædrelandskærlighed erstattedes af en mere folkeligt forankret national identifikation på tværs af klasser. Kravet om at optræde som en gentleman gled over i en betoning af det gode kammeratskab. Dvs. man tilpassede sig de former, der også prægede arbejderkulturen. Samtidig tilpassede man sig skötsamhetskrav fra de andre folkelige bevægelser – dog uden at give efter for afholdsbevægelsen (nykterismen). Amatørismen blev liberaliseret, lige tilpas nok til at elitespillerne ikke krævede professionalisme, så det moralske lederskab baseret på amatørismen kunne opretholdes. Som Andersson skriver, så forenedes amatørismen med en videnskabelig og professionel attitude, hvor viljen til at vinde blev det centrale (p. 612-13).

I slutningen af 1930’erne er man således i mål med legitimeringskampen. Fodbold anses som sundt for mænd i alle aldre i modsætning til tidens swingpjattere og andre underlødige og dekadente ungdomssysler, mens det sejrrige landshold forener svenskerne på tværs af klasser (p. 614).

Det leder frem til svensk fodbolds guldalder i 1940’erne. Her integreres fodbolden for alvor i folkhemmet som en del af det gode liv. Fodboldspilleren repræsenterer en hegemonisk maskulinitet, ”en föredömlig manlighetstyp, som utgjorde en stabil grogrund at bygga nationen på” (p. 523). Arketypen var Gunnar Nordahl, der hverken drak eller røg, men gjorde sin pligt. I moralsk henseende en superhelt. I denne periode har man det bedste af alle verdener: Gode resultater for landsholdet i kombination med amatørens moralske overlegenhed. I slutningen af 1940’erne får man de samme problemer som i Danmark med spillerflugt til især Sydeuropa, hvilket stille og roligt underminerer amatørsystemet. I Sverige tillades betalt fodbold i 1967. At der gik så lang tid skyldes, ifølge Andersson, at amatørfodbolden blev knyttet an til folkhemmet i en sådan grad, at der ikke kunne tillades betalt fodbold ”sedan folkhemmet gått i graven” (p. 617).

Alt i alt er der, efter min mening, tale om historieforskning, når den er allerbedst. Teorien er til stede, og der bliver redegjort udmærket herfor, men den danner blot en fin ramme om det store empiriske arbejde. Samtidig har værket været banebrydende, da det har kridtet banen op for mange andre forskere, inklusiv undertegnede, der gennem Kung fotboll har fået en ramme om deres forskning. At det så tilmed er formidlet på en måde, så det, efter min mening, kan anbefales som læsestof også udenfor akademiske miljøer, er bare imponerende. Det er forskning og formidling i verdensklasse. Kung fotboll kan bestemt godt tåle en genudgivelse.

Copyright © David Holt Olsen 2015

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message